18.07.2016

Aktuelt bliver det efterhånden sværere og sværere at overse beskyldningerne om, at Folketinget er blevet vildledt i sagen om landbrugspakken. Dette er oven i købet vedvarende blevet sagt af dele af regeringens parlamentariske grundlag. Men hvorfor får det så ingen juridiske konsekvenser for de implicerede?


Kommentar af Jens Lei Wendel-Hansen, forfatningshistoriker, ph.d., adjunkt ved Grønlands Universitet

HVIS EN MINISTER over for Folketinget vildleder, giver urigtige oplysninger eller bare fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for Folketingets stillingtagen til den enkelte sag, er der tale om en strafbar handling.

Aktuelt bliver det efterhånden sværere og sværere at overse beskyldningerne om, at Folketinget er blevet vildledt i sagen om landbrugspakken. Dette er oven i købet vedvarende blevet sagt af dele af regeringens parlamentariske grundlag. Men hvorfor får det så ingen juridiske konsekvenser for de implicerede?

Ifølge Grundloven kan Folketinget stille ministre juridisk til ansvar for deres embedsførelse. Det foregår på den måde, at Folketinget anklager den enkelte minister for lovovertrædelse, og Rigsretten så dømmer i sagen ved enten at frifinde den anklagede minister eller idømme denne fra bødestraf til fængselsdom. Derudover skabes der desuden for befolkningen klarhed over, om der har været tale om et lovbrud.

På trods af de mange beskyldninger om vildledning har der dog pudsigt nok endnu ikke været talt om en retsforfølgelse. Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten er en af dem, der mest ivrigt har angrebet regeringen for de problematiske forhold, bl.a. også i RÆSON. Hun har flere gange gjort opmærksom på, at der er tale om en strafbar handling, som ”kan” retsforfølges, men når det kommer til talen om konsekvenserne, så bliver der alene talt om, at hele eller dele af regeringen må gå af. Vi må her formode, at Gjerding med dette forhold opfordrer til, at man fra Folketingets side stiller regeringen et mistillidsvotum. I hvert fald er egentlig retsforfølgelse ikke endnu blevet nævnt. Med andre ord ønsker man at stille regeringen ansvarlig for en politisk, ikke en juridisk domstol. Gjerding skriver i RÆSON, at hendes parti aldrig under Thorning-regeringen accepterede en ministers løgn til Folketinget. Som eksempel på dette nævner Gjerding, at hendes parti tvang Morten Bødskov til at gå af, da han afgav den såkaldte nødløgn om besøget på Christiania. Her kan man i hvert fald konstatere, at konsekvensen af Morten Bødskovs konstaterede nødløgn hverken var ”bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år”, som ministeransvarlighedsloven ellers tilsiger. Morten Bødskov blev ikke stillet juridisk ansvarlig på trods af, at et flertal i Folketinget fandt, at han havde overtrådt ministeransvarlighedsloven.

 

I tidens løb har der i en dansk sammenhæng kun været igangsat fem rigsretssager, senest i forbindelse med Tamilsagen, hvor tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i 1995 blev idømt fire måneders betinget fængsel for overtrædelse af udlændingeloven. Ingen af sagerne har omhandlet vildledning af parlamentet.
_______

 

I TIDENS LØB har der i en dansk sammenhæng kun været igangsat fem rigsretssager, senest i forbindelse med Tamilsagen, hvor tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i 1995 blev idømt fire måneders betinget fængsel for overtrædelse af udlændingeloven. Ingen af sagerne har omhandlet vildledning af parlamentet.

Det kan siges meget enkelt: Loven opretholdes ikke. Ministre kan på dette område overtræde ministeransvarlighedsloven uden at blive stillet juridisk til ansvar. Og hvordan kan det så være? Fjernt skulle det være for mig at hævde at vide, hvad der foregår i hjernernes kringelkroge hos vort lands politiske elite. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at det ikke udpræget er i Folketingets interesse samlet set at inddrage Rigsretten. Dermed spiller Folketinget sig nemlig initiativet af hænde og må forlade sig på Rigsrettens medlemmers vurdering, hvilket naturligvis kan gå den anklagende part både for og imod.

Hvis Folketinget derimod alene stiller ministeren til ansvar igennem truslen om et mistillidsvotum, kan regeringens parlamentariske grundlag desuden begrunde ministerens forbliven ud fra en vag omtale af partiets tillid til ministeren (eller ved at uddele næser) og dermed slippe for at tage stilling til det konkrete juridiske forhold. Denne fleksibilitet kan desuden hurtigt komme oppositionen til gavn, hvis flertallet skifter efter et folketingsvalg. Så kan den nye regerings støtteparti ligeledes benytte sig af samme vage sprogbrug til at slippe ud af den ubehagelighed, det ellers ville være at føle sig forpligtet til at forårsage skandale og risikere en umuliggørelse af koalitionens videre samarbejde ved at hive en minister i retten. En ministerfyring er nu engang hurtigere glemt end en rigsretssag.

 

Retstilstanden, hvad angår ministeransvar, er i allerhøjeste grad er vilkårlig
_______

 

Det betyder dog, at retstilstanden, hvad angår ministeransvar, i allerhøjeste grad er vilkårlig. Befolkningen har ingen reel sikkerhed for, at ministeransvarlighedsloven faktisk bliver overholdt. Blev der omvendt etableret den regelmæssige praksis, at Folketinget kunne samles om at anklage en minister, når der opstod uklarhed om, hvorvidt ministeransvarlighedsloven var overtrådt, måtte man også forvente, at ministrene i højere grad følte en større forpligtelse til ikke at bevæge sig ud i lovens gråzoner.

I RÆSON fremhæver Gjerding at vildledning af Folketinget er til fare for demokratiet. Det er naturligvis korrekt, at Folketinget for at kunne indtage sin rolle som sådan må kunne gøre det på et oplyst grundlag. Men i folketingsmedlemmernes iver over at give sig selv de bedste muligheder for at lovgive, lægges den dømmende magt i den lovgivende magts hånd, og det bliver svært at se, hvor den juridiske bedømmelse hører op og den politiske begynder. Dermed bliver det omvendt betragteligt sværere for vælgerbefolkningen at afgive deres stemme på et oplyst grundlag, samtidig med at der også kan opstå en betragtelig usikkerhed om det politiske systems redelighed, idet det ikke kan afvises, at folketingspolitikernes politiske sympatier spiller ind i vurderingen af, hvorvidt der er sket en overtrædelse.

Således: Hvis folketingspolitikerne er oprigtigt interesseret i selv at få, men også at give befolkningen klarhed over situationen snarere end blot at vinde en politisk strid, så bør de følge den i Grundloven slagne vej og anklage de ansvarlige for Rigsretten. ■

 

Hvis folketingspolitikerne er oprigtigt interesseret i selv at få, men også at give befolkningen klarhed over situationen snarere end blot at vinde en politisk strid, så bør de følge den i Grundloven slagne vej og anklage de ansvarlige for Rigsretten
_______

 

ILLUSTRATION: Folketinget [officielt pressefoto]