05.07.2016

Ligesom Tyrkiet bruger flygtningesituationen i Europa til at presse et anspændt EU, så bruger Kenya også flygtningestrømmen i Østafrika aktivt til egne formål og interesser.

INTERNATIONAL KOMMENTAR af Ane Cecilie Hess-Nielsen

Kenyansk politik præges i stigende grad af etniske spændinger og rivalisering mellem de større etniske grupper. Det østafrikanske land (42 millioner indbyggere) blev tidligere betragtet som en af de forholdsvis mest stabile lande i Østafrika og har traditionelt set fungeret som regionens finansielle og kommercielle center, hovedkvarteret for mange internationale NGOer og en magnet for virksomheder og turisme. Uhuru Kenyatta, en af Kenyas rigeste mænd, trådte i sin fars fodspor som statsoverhoved i 2013 på trods af at han er sigtet for forbrydelser mod menneskeheden begået under en valgperiode i 2007. Udover at regeringen kæmper med at få styr på sikkerheden, især med terrortruslen fra de militante Al- Shabab, kæmper man også med omfattende arbejdsløshed –især høj ungdomsarbejdsløshed – foruden kriminalitet, fattigdom og tørke. Udbredt korruption har yderligere udhulet befolkningens tillid til regeringen og de politiske institutioner – og Kenyatta har indført stærk regulering af landets medier, hvilket kritiseres af medieorganisationer og menneskerettighedsgrupper.

I maj offentliggjorde regeringen i Kenya, at man lukker landets flygtningelejre. Begrundelsen: Økonomiske vanskeligheder og udfordringer med sikkerheden. Dermed står op mod 600.000 flygtninge, primært somaliere, til at blive hjemløse. Meddelelsen kommer et år efter at den samme regering på lignende vis truede det internationale samfund med at lukke flygtningekomplekset Dadaab, verdens største flygtningelejr, der huser 300.000 flygtninge. Dengang blev beslutningen omstødt efter massivt internationalt pres.

Ved siden af nabolandet Etiopien er Kenya Afrikas største modtagerland af flygtninge. Ifølge FN har flygtningetallet globalt passeret de 60 millioner (det højeste siden 1945). Europa oplever et massivt flygtningepres, men størstedelen af verdens flygtninge, over 80 procent, er at finde i nærområderne som for eksempel Østafrika. Indtil for få år siden var Kenya verdens største modtagerland af flygtninge, i dag er det – på grund af Syrien – overgået af Tyrkiet.

Flygtningene bor primært i de gigantiske flygtningekomplekser Kakuma og Dadaab, og i Kenyas hovedstad Nairobi. Lukker man Dabaab, mener flere humanitære organisationer at det vil udgøre en humanitær katastrofe at sende omkring 300.000 somaliske flygtninge til Somalia efter over 20 år som flygtninge i Kenya. Man frygter at lukningen vil føre til massedeportationer som ikke sker på et frivilligt grundlag fra flygtningenes side og at en tvungen tilbagevenden derfor krænker internationale konventioner. Somalias regering advarer at en massiv somalisk tilbagevenden gennemført ved magtanvendelse kan have en negativ effekt på sikkerhedssituationen og udviklingen i det borgerkrigshærgede land.

Selvom Kenya huser flygtninge fra flere forskellige lande som Etiopien, Congo og Rwanda, så er den nuværende politik drevet af spørgsmålet om somaliske flygtninge, der med cirka 418.000 mennesker udgør to tredjedele af flygtningene i landet. De somaliske flygtninge beskyldes for alt fra landets økonomiske problemer til at være involveret i terrorangreb og terrorisme. Synet på somalierne og forsøget på at gøre denne gruppe til syndebukke er et eksempel på hvordan den kenyanske regering i stigende grad benytter sig af etnisk profilering. Det massive antal somaliske fordrevne er naturligvis et stort problem i Kenya, men også for hele regionen, der i alt huser over 900.000 fordrevne somaliere (foruden Kenya også i landene Djibouti, Yemen og Etiopien).

I de Somalia-relaterede konflikter står flygtningeproblemet helt centralt og udfordringen med de fordrevne somaliere er med til at gøre konflikten langvarig og regional
_______

 

Sådan bruges krisen
Tilstedeværelsen af flygtninge er ikke kun et humanitært anliggende. Som vi ser i Europa lige nu har migrations- og flygtningestrømme store konsekvenser for modtagerlandene, og genererer ofte nye konflikter. Men i Afrika fremstilles disse menneskestrømme – stadig – ofte bemærkelsesværdigt apolitiske. I de Somalia-relaterede konflikter står flygtningeproblemet helt centralt og udfordringen med de fordrevne somaliere er med til at gøre konflikten langvarig og regional. En flygtningekrise er ikke et marginalt aspekt af en konflikt, men i de fleste tilfælde – og ikke kun i Afrika – et helt centralt element, der er med til at afgøre hvordan kriser og krige udvikler sig. Det former magtbalancer, relationer mellem etniske grupper og påvirker grænsedragning og geopolitik. Se blot på palæstinakonfliktens flygtningesituation der er med til at gøre Israel-Palæstina konflikten kronisk.

Den kenyanske regering har netop nu en massiv politisk interesse i at politisere flygtningesituationen og gøre den til et sikkerhedsanliggende. Man ønsker at præsentere somaliske flygtninge som en sikkerhedstrussel, der derfor kan legitimere denne exceptionelle handling fra den kenyanske regerings side om at smide alle flygtninge ud af landet.

Den kenyanske regering har netop nu en massiv politisk interesse i at politisere flygtningesituationen og gøre den til et sikkerhedsanliggende
_______

 

Kenyas krig i Somalia
I 2011 sendte Kenya tropper til nabolandet Somalia fordi man ønskede at holde terrorbevægelsen al Shabaab på armslængde fra sin egen grænse og isolere sikkerhedsproblemerne omkring dén til somalisk jord. Al-Shabab har til gengæld efter interventionen truet med en lang grusom krig mod Kenya, udført på Kenyas eget territorium, hvis ikke den kenyaske regering trækker tropperne hjem. Kenya har lidt store tab både militært inde i Somalia og på egen jord. Siden 2013 har terror kostet over 400 kenyanere livet. Det har ramt den kenyanske økonomi og især turistsektoren hårdt. Efter angrebet på universitet i Garissa i april 2015, hvor næsten 150 studerende samt personale blev dræbt da al-Shabab-militante stormede universitetets bygninger, har Kenya åbenlyst kæmpet med at formulere sit svar. Man har svært ved at sætte ansigt på fjenden, som fører ukonventionel krig og som har formået at radikalisere en del af Kenyas egen befolkning, nemlig etniske somaliere og muslimer.

For al-Shabab har Kenya virket som et ”nemt mål” at gå efter, når terrorgruppen har tabt terræn på somalisk jord. Dermed betaler Kenya en høj pris for at blande sig militært i nabolandet og den kenyanske regering er under hårdt pres nu. For krigen i Somalia går dårligt og den kenyanske offentlighed undrer sig over hvorfor regeringen lide så store tab i krigen i nabolandet.

For al-Shabab har Kenya virket som et ”nemt mål” at gå efter, når terrorgruppen har tabt terræn på somalisk jord
_______

 

Somalierne og terrorbekæmpelsen
Sikkerhed er kernen i den politiske dagsorden, både indenrigs- og udenrigspolitisk, når politikerne henvender sig til offentligheden. Man ønsker at vise borgerne, at man gør noget ved terrortruslen. Blandt nye sikkerhedstiltag er den kenyanske regerings plan om at opføre en mur langs den 700 kilometer lange grænse mellem Kenya og Somalia. Samtidig lover man sikkerhedsstrategier, der også skal modvirke radikalisering af egne borgere. Men der har været gentagne rapporter om korruption i politiet samt om manglende koordinering mellem de forskellige enheder i terrorbekæmpelsen.

Amnesty International, Human Rights Watch og kenyanske menneskerettighedsgrupper har ofte kritiseret den kenyanske regerings terrorbekæmpelsesindsatser og behandling af etniske somaliere og somaliske flygtninge. Efter terrorangrebene i Westgatecentret i 2013 (hvor bevæbnede mænd dræbte mindst 67 og sårede over 170 mennesker) og i Garissa i 2015 er tusindvis af somaliere udsat for chikane, anholdelser og tvangsflytninger. Under en massiv antiterror-operation ransagede kenyansk politi Eastleigh, et somalisk kvarter i Nairobi, hvor tusindvis af somaliere blev anholdt.
Og selvom der ingen beviselig sammenhæng var mellem de grusomme terrorangreb og somalierne beordrede regeringen somaliske flygtninge bosat i byområder til at vende tilbage til flygtningelejrene Dadaab og Kakuma. Den kenyanske stat har en lang historie for at styre ikke blot kenyanske borgerne, men også flygtninge gennem mobilitet og social mobilitet. Massearrestationer og kollektive afstraffelsesmetoder skubber ifølge kritikerne etniske somaliske borgere endnu tættere på radikale grupper som al-Shabab, udhuler retsstaten og skaber grobund for endnu mere frygt og usikkerhed.

Massearrestationer og kollektive afstraffelsesmetoder skubber ifølge kritikerne etniske somaliske borgere endnu tættere på radikale grupper som al-Shabab, udhuler retsstaten og skaber grobund for endnu mere frygt og usikkerhed
_______

 

Statsmassakrer
Konflikter mellem Kenya og Somalia har dybe historiske rødder, og har siden kolonitiden blandt andet handlet om grænsedragninger, marginalisering af etniske somaliere (kenyanske somaliere), økonomi og ressourcer. Problemer mellem de to stater varierer fra småkonflikter mellem lokale samfund, afpresning og politichikane og fysisk vold til mere systematiske statsmassakrer begået fra kenyansk side.

I Kenya er der stor forskel på forskellige etniske gruppers adgang til statsborgerskab, rettigheder og beskyttelse. Nogle grupper har flere rettigheder og får mere beskyttelse af staten end andre. Disse mønstre stammer blandt andet fra kolonitiden, men også nu i den mere moderne nationalstat bruger magthaverne udelukkelse af nogle etniske grupper til at legitimere deres egen position og til at kontrollere områder og ressourcer.

Fordomme mod somalierne gennemsyrer mange dele af det kenyanske samfund. På den ene side synes man de er mistænkelige og anderledes – på den anden side beundres somalierne for deres gode forretningssans og evne til at klare sig i andre lande og omgivelser og man misunder dem deres rigdomme. Spændingerne mellem kenyanere og somaliere strækker sig tilbage til kolonitiden og endda før. Det var Storbritannien, der besluttede at området i det nordlige Kenya, der var somalisk domineret, skulle forblive en del af Kenya (i betragtning af de vanskeligheder, som denne region har betydet for Kenya, burde man have set at det havde været bedre at tildele området til Somalia).

Den kenyanske stat har historisk anvendt – og anvender i dag – kollektiv afstraffelse f.eks. som en metode til at bekæmpe modstandsbevægelser
_______

 

Ikke blot i Kenya men på det meste af Afrikas Horn er somaliske flygtninge typisk placeret i grænseregioner, der er karakteriseret ved systematisk vold og militariserede fronter. Regeringerne er mistroiske overfor disse gruppers loyalitet til de nationalstater, hvor de bor eller tager ophold.

I Kenya ser man statsvold og kollektiv afstraffelse i mange forskellige former. Den kenyanske stat har historisk anvendt – og anvender i dag – kollektiv afstraffelse f.eks. som en metode til at bekæmpe modstandsbevægelser (noget man også så under kolonitiden, hvor briterne brugte kollektiv afstraffelse til at undertrykke Mau Mau-opstanden i 1952). Under Garissa-massakren i 1980 dræbte og voldtog kenyanske soldater etniske somaliske beboere i et område af Kenya, der ligger tæt på grænsen til Somalia men er kenyansk. Og man beordrede den etniske somaliske befolkning ind i en skolegård uden mad eller vand hvilket resulterede i over 3.000 dødsfald.

Når modtagerlande manipulerer og presser internationale aktører
I forbindelse med lukningen af alle landets flygtningelejre står den kenyanske regering fast på at det er FN’s job og ansvar at flytte somaliske flygtninge inden november 2016. UNHCR, FN’s flygtningeorgan, er tavst.

Ligesom vi ser med Tyrkiet er Kenya en vigtig aktør, når det gælder forløbet i verdens aktuelle, langvarige flygtningekriser. De statslige aktører styrer flygtninge og implementerer politikker og projekter sammen med de internationale partnere som UNHCR, donorer som Danmark, EU og USA og internationale NGO’er. Kenya modtager massiv økonomisk støtte som værtsland for flygtninge men også til at håndtere sikkerheden omkring Somalia. I januar offentliggjorde EU for eksempel at man i 2016 ville yde 77 mio Euro til vedvarende flygtningekriser på Afrikas Horn, hvoraf Kenya modtager 17 millioner Euro. Da Kenya sidste år truede med at lukke Dadaab donerede USA straks 45 mio. USD til at hjælpe Kenya med flygtningesituation.

Samtidig med Kenyas appel om humanitær støtte, ønsker Kenya også international støtte til deres anti-terrorbekæmpelse både på somalisk og kenyansk jord. I 2015 modtog Kenya en bevilling på 100 millioner USD i terrorbekæmpelsesmidler fra USA – mere end en fordobling af ydelsen fra 2014. USA støtter blandt andet kenyansk militær med træning, militærmidler og transport samt støtte til flåden – og landet er dermed en af de største modtagere af amerikansk sikkerhedsstøtte i Afrika. Ligesom Tyrkiet er Kenya dermed ikke blot et offer for en vestlig sikkerhedspolitik. Kenya tager også politikken til sig og bruger den aktivt til egne formål. ■

Ligesom Tyrkiet er Kenya dermed ikke blot et offer for en vestlig sikkerhedspolitik. Kenya tager også politikken til sig og bruger den aktivt til egne formål
_______

 

ILLUSTRATION: Kenyatta under Davosmødet [foto: World Economic Forum]. Ane Hess-Nielsen (f.1985) er cand.soc. i Internationale Udviklingsstudier og skriver om udvikling og sikkerhed i Østafrika og Mellemøsten.