04.05.2016

Kinas præsident, Xi Jinping, er opfundet som en kollektiv beslutning i det kinesiske lederskab, hvor partiet forsøger at skabe en personkult rundt den karismatiske ’Onkel Xi’: ”Der er en kampagne i gang for at få ham til at fremstå som universelt populær, og som en landsfader, som favner Kina og dets udfordringer.”

Etableringen af den såkaldte ”Xiism” er et globalt projekt, som rækker langt udover Kinas landegrænser: ”Xi Jinping og lederskabet er nu begyndt at tænke udadvendt igen. Kinesiske værdier skal præge verdensordenen. Kineserne ser sig selv som for store og stærke til bare at kunne holde lav profil på den internationale scene – og med god ret – de er jo ved at blive verdens største økonomi”, siger Andreas Møller Mulvad til RÆSON.

Interview med Andreas Møller Mulvad fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Mulvad som har Kina som sit forskningsområde har netop afleveret sin Ph.d. med titlen: ” Hegemonic Projects: The Politics of Communist Elite Legitimation in China, 2008-2015”.

INTERVIEW af Anders Juul Lauesen

RÆSON: I 2012 blev Xi Jinping udnævnt til Kinas præsident. Gennem hans nu snart fire år ved magten er hans popularitet efter sigende steget enormt. Der bliver skrevet sange om ham, digtere komponerer vers til hans ære og partifunktionærer får besked på at studere og lære af hans essays og taler. Ordet personkult har flere gange været nævnt i sammenhæng med Xi Jinping, men er han reelt så populær som det beskrives eller er der blot tale om propaganda?
MULVAD: Han er ikke så populær som det skildres i de statslige medier. Der er en kampagne i gang for at få ham til at fremstå som universelt populær og som en landsfader, som favner Kina og dets udfordringer. Desuden fremstilles han også som den rette mand til at lede Kina igennem en svær tid, hvor landet står overfor at skulle lave et meget svært skifte fra at være en lavløns eksportøkonomi til en økonomi, der er drevet af servicesektoren, og som er baseret på indenlandsk vækst, altså på hjemligt forbrug.

…beslutningen om at gøre Xi Jinping til frontfigur blev truffet af et enigt kinesisk lederskab.
____________________

 

I den sammenhæng er det min vurdering, at beslutningen om at gøre Xi Jinping til frontfigur blev truffet af et enigt kinesisk lederskab. Man vil udnytte det, at Xi Jinping har en ret likeable personlighed og er nede på jorden, som et argument for, hvorfor Kommunistpartiet stadigvæk er de rette til at lede Kina. Derfor bygger man ham op som en person, som er dydig på alle mulige måder – men det er jo ikke ensbetydende med at han faktisk er så populær.

RÆSON: Det var altså ikke Xi Jinpings egen ide, at han skulle gøres så populær – men Kommunistpartiets?
MULVAD: Min vurdering er at det meget klart var Kommunistpartiet, der ville gøre ham populær. Det diskuteres i forskningen hvad der kommer først. Nogle ser Xi Jinping som en magtspiller, der simpelthen har bestemt sig for at køre den her kampagne selv. Det mener jeg ikke er rigtigt. Jeg mener det er meget mere oplagt at kigge på Kinas kommunistpartis ledelse som en meget tæt integreret magtelite, som diskuterer i fællesskab, hvad for nogle udfordringer de står overfor, og så vælger de en strategi.

I 2012 hvor Xi Jinping kommer til, har man haft 10 år med en ret svag leder i form af Hu Jintao. Man snakker altid om Hu Jintao og Wen Jiabao som et par, fordi man havde en ret svag nummer 1 i skikkelse af Hu Jintao som var meget ukarismatisk, og en ret stærk nummer 2, Wen Jiabao, som havde noget af det samme som Xi Jinping. Han var folkelig og blev også kaldt Grandpa Wen, ligesom Xi bliver kaldt Onkel Xi.

I 2012 tager Kommunistpartiet en beslutning om at man vil have en frisk start. Man vil vise at man har et beslutsomt lederskab, som nu vil tage hånd om de udfordringer som det var alment kendt var blevet lidt forsømt i de sidste fem år af Hu Jintaos regeringsperiode. Dette var for det første at korruptionen stadig florerede i Kommunistpartiet, samt en opgradering af væksten, hvor man skulle træffe nogle svære beslutninger om økonomiske reformer.

I sammenhæng med at disse udfordringer skulle løses så gav det mening at sige, at nu er der en ny leder ved magten som er stærk og imod korruption. Xi Jinping bliver fremstillet som en person, der går ind for dybere reformer, og som forstår almindelige menneskers problemer.

RÆSON: Når man taler om Xi Jinpings personkult, findes der en bog som du gerne vil fremhæve?
MULVAD: Der er lavet en bog som har titlen ”Xi Jinping the Governance of China” og som er den officielle guideline til hvad Xi Jinping vil med Kina. Xi Jinpings navn står med større bogstaver end selve titlen på bogen, og det er ikke tilfældigt. Den her form for portræt hvor han svæver på forsiden, det har Deng Xiaoping og Mao Zedong også en bog med, men ikke Hu Jintao og Jiang Zemin. Så det er et tegn på at noget særligt er i gang.

Bogen rummer 79 taler som Xi Jinping har holdt mellem 2012 og 2014. Talerne dækker alle politikområder som man kan komme i tanke om, lige fra indenrigspolitik til udenrigspolitik, over velfærd, internetsikkerhed, etniske mindretal og boligpolitik. Den blev udgivet i efteråret 2014, officielt af Foreign Language Press, der er det statsejede forlag, og den blev udgivet på ni sprog samtidig.

Det er interessant, fordi de prøver at sælge det samme til et internationalt ekspertpublikum som til den kinesiske befolkning.
____________________

 

Alle versionerne – den engelske, tyske, franske og russiske og så videre – er identiske med den kinesiske. Det er interessant, fordi de prøver at sælge det samme til et internationalt ekspertpublikum som til den kinesiske befolkning. Bogen har ikke været særligt undersøgt i den vestlige forskning, og det syntes jeg er mærkeligt, fordi den er ret eksplicit med hensyn til hvordan Kommunistpartiet selv forstår Kinas udfordringer.

Det som er ekstra interessant det er, at efter de 79 taler så kommer der et appendiks som hedder ”Man of the people”, hvor der så er en 30 siders biografi om Xi Jinping, hvor han bliver fremstillet som den åbenbart ufejlbarlige og meget dygtige, gode og folkelige karakter som han er.

RÆSON: Hvad er meningen med også at udgive bogen på engelsk, og ikke kun lade den florere blandt kineserne?
MULVAD: Det er noget af det som jeg har kigget på i min forskning. Jeg mener at kineserne er nået til et nyt sted. Mao Zedong tænkte udad. Han tænkte revolutionær socialisme. Verden skal blive – ikke mere kinesisk – men den skal blive revolutionær og socialistisk, og Kina skal være murbrækkeren for det. Deng Xiaoping tænkte indadvendt. Han tænkte på hvordan man kunne gøre Kina til en rig og velstående nation. Det var det han lovede sin befolkning.

Xi Jinping og lederskabet er nu begyndt at tænke udadvendt igen. Kinesiske værdier skal præge verdensordenen. Kineserne ser sig selv som for store og stærke til bare at kunne holde lav profil på den internationale scene – og med god ret – de er jo ved at blive verdens største økonomi.

Bogen ”Xi Jinping the Governance of China” er det kommunistiske partis lederskabs første forsøg på at etablere det jeg vil kalde en ”Xiism” – hvor Xi Jinping bliver den karismatiske frontfigur for et projekt, som er defineret på et globalt niveau. Det er ikke en kinesisk ledet verdensorden, men en verdensorden hvor der heller ikke er amerikansk unipolær magt. Det er en verdensorden hvor der er en balance mellem den vestlige verden og Kina, og hvor kinesiske værdier kommer til at fylde mere i fx internationale institutioner.

RÆSON: I 1982 indførte Kommunistpartiet en regel som sagde at enhver form for personkult er forbudt. Årsagen var at man ville undgå fejltagelserne fra Mao. Hvorfor tillades det så alligevel at Xi Jinping kan opnå sådan en personkult om sig?
MULVAD: Det er et godt spørgsmål. I 1982 var det få år efter Kulturrevolutionen og dens uendelig mange politiske kampagner. Det var Mao Zedongs ide, at for at undgå at kapitalismen kom tilbage, så var man nødt til at bekæmpe bureaukratiet, og det skulle man gøre gennem fortsat klassekamp. Det havde ført til ti års ustabilitet, som brede dele af befolkningen var trætte af.

Så i 1982 da Deng Xiaopings markedsreformer var kommet i gang, blev det besluttet at man aldrig mere skulle tilbage til en personkult, hvor en enkelt leder kunne føre så meget ustabilitet med sig. Det gjorde Kommunistpartiet fordi man er meget optaget af legitimitet, altså forholdet til befolkningen. Det gav mening at have en kollektiv ledelse og følge regler, i stedet for at det var enkeltpersoner, der kunne sætte dagsordnen.

Min vurdering er at man skal forstå Xi Jinping og Xiism som et forsøg på at skyde skarpt fra alle kanter på en gang i forhold til legitimitet.
____________________

 

Hvis vi så spoler frem til år 2012, så er det en anden situation. Kommunistpartiet har langt hen ad vejen levet på det man kalder for ’økonomisk performance legitimitet’. Hvis væksten er høj, så er folk forholdsvis tilfredse. Siden 00´erne har Kommunistpartiet dog vidst, at man ikke kan opretholde de gode vækstrater for altid. På et tidspunkt er man derfor nødt til at få nogle andre kilder til legitimitet.

Min vurdering er at man skal forstå Xi Jinping og Xiism som et forsøg på at skyde skarpt fra alle kanter på en gang i forhold til legitimitet. Et godt eksempel er Max Webers klassiske typologi om kilder til legitimitet og autoritet: traditionel, legal og karismatisk. Hvis man læser bogen ”Xi Jinping the Governance of China” så vil man se, at de faktisk prøver alle tre ting på en gang som erstatning for ’økonomisk performance legitimitet’. De skruer op for den rationelle legitimitet samtidig med personkulten.

En stor del af i bogen ”Xi Jinping the Governance of China” handler om rule of law-reformer. Det er ikke rule of law i vores forstand, men det er dog stadigvæk reformer af retssystemet, så det bliver mere gennemsigtig og fair. De skruer også op for den traditionelle legitimitet ved at sige at Kommunistpartiet ikke direkte er et nyt dynasti, men at det har summen af den kinesiske kulturs lærdom om hvordan man skal regere et stort land. Det er det man bygger videre på, og derfor er Kommunistpartiet legitimt, fordi de har lært nogle historiske lektier. Til sidst skruer man også op for karismatisk legitimitet, fordi man nu har en leder, som man regner med kan holde til det. Det er svært at sige hvad for en af de kilder Kommunistpartiet satser mest på, men i modsætning til for 30 år siden, hvor det gav mening bare at slappe af og lad være med at være alt for ideologisk politisk udadvendt og bare lade markedet gøre kommunistpartiet populær igen, så har markedet nu bevist sit værd. Men det har også skabt en masse konflikter i form af stor ulighed i det kinesiske samfund og enorm økologisk destruktion. Så derfor har man brug for noget andet end bare markedslegitimitet nu.

RÆSON: Hvis vi vender blikket mod Xi Jinping som person, så blev han jo som ung sendt ud på landet for at arbejde. Desuden har han også en berømt far, som havde en ledende rolle under Deng Xiaoping. Har det betydet noget for Xi Jinpings muligheder for at kunne blive leder af Kina, eller er det udelukkede hans politiske og menneskelige kvaliteter der har ført ham til hvor han er i dag?
MULVAD: Man er nødt til at dele dem op. De ting han oplevede som ung i det der hed ”sent down youth” på landet i 1970’erne under Kulturrevolutionen er noget, der kan bruges til at opbygge hans karismatiske legitimitet i dag. Det er fordi han kropsliggør masselinjen, altså det maoistiske begreb om at den kommunistiske avantgarde skal være i øjenhøjde med befolkningen og kende deres lidelser for at kunne lede dem, og for at kunne tage beslutninger på vegne af dem. Så det hjælper med at sætte ham i scene som karismatisk leder. Men det er ikke på grund af de erfaringer, at han er blevet valgt eller kommet op gennem Kommunistpartiet, for der er mange der har lignende historier fra Kulturrevolutionen.

Men hans fars baggrund kan til gengæld have hjulpet ham. Efterkommere af den første og anden generation af karismatiske revolutionære ledere, som var med Mao Zedong, enten på Den Lange March eller fra 1949 og frem, kaldes for ’princelings’, og det er en kendt sag at de har en magtposition i partiet. Mange af dem er på høje trin i politbureauet og i centralkomiteen, og Xi Jinping er iblandt dem.

RÆSON: Efter Xi Jinping kom til magten, har der været kritik af ham for at have afskaffet den kollektive ledelse ved først og fremmest at køre vicepremiereminister Li Keqiang ud på et sidespor, fordi han ikke stoler på andre. Er Xi Jinping magtbegærlig og paranoid?
MULVAD: Ja, det er han. Det er alle i toppen af Kinas Kommunistparti. Et vidst begær efter magten og en sund skepsis over for sine nærmeste konkurrenter er vel et adelsmærke for professionelle politikere også i Danmark og Vesten.

Så er spørgsmålet om han er paranoid eller om han er sygelig paranoid, altså om der begynder at være problemer i det? Det har jeg svært ved at se klare beviser for. Jeg ved der har været meget snak om at Xi kører Li ud på et sidespor, men spørgsmålet er om det ikke bare er fordi vi er vant til at kigge på Hu Jintao og Wen Jiabao, hvor man havde en svag nummer 1 og en relativ stærk nummer 2.

Det er rigtigt at Xi Jinping sidder for bordenden i nogle vigtige organer som er blevet oprettet for at køre økonomiske reformer igennem, hvor det måske havde været mere oplagt at Li Keqiang sad. Men man kan ikke vide med sikkerhed om det er Xi Jinpings magtbegær, der gør at det er sådan, eller om det er en kollektiv beslutning hvor man – i hvert fald udadtil – vil vise at der er én mand, der står som garant for at de økonomiske reformer går i den retning som de skal. Hvis man fx læser ’The Economist’, så bliver der fokuseret meget skråsikkert på, at Xi Jinping gør det på egen hånd, og at han allerede er raget uklar med resten af topledelsen – men det er jeg ikke sikker på.

RÆSON: Så man kan ikke påstå at Xi Jinping er skabt af Kommunistpartiet, for så efterfølgende at begynder at køre solo mod deres vilje?
MULVAD: Vi er i en uklar fase og problemet er at der er ingen i verden, ud over de kommunistiske ledere selv, der ved hvad der præcis foregår. Der er mange kinaforskere der laver en karriere på at sige, at de har forstået hvad der foregår på de interne linjer, men det er en kendt sag, at det kan man ikke, fordi det ikke er i offentlighedens lys. Det er der jeg vil appellere til at man tager det vi ved alvorligt, som er at Xi Jinping står i toppen for en marxistisk-leninistisk organisation med demokratisk centralisme, hvor beslutninger bliver truffet efter diskussion på de øverste trin. Man diskuterer til man opnår en konsensus om linjen, hvorefter den demokratiske centralisme siger at disse beslutninger skal sive ned gennem organisationens led uden brok.

Selvom Xi Jinping er en usædvanlig stærk leder – og den stærkeste siden Deng Xiaoping – så er han ikke enerådig endnu.
____________________

 

Der ingen tvivl om at Xi Jinpings ord vejer tungt i de interne diskussioner, men at tro at han bare regerer per dekret og at de andre i partiets top finder sig i det, vil jeg mene er naivt. Selvom Xi Jinping er en usædvanlig stærk leder – og den stærkeste siden Deng Xiaoping – så er han ikke enerådig endnu.

RÆSON: Netop internt i Kommunistpartiet er Xi Jinping ikke så populær som han er i befolkningen. Grunden skulle være hans store indsats mod korruption. Kan det blive et reelt problem for ham på langt sigt, eller er hans magt for stor til at han kan røres nu?
MULVAD: Det kan godt blive et problem. Hvis Xi faktisk begynder at tage sig friheder som gør nogen så vrede at de kan lave en organiseret modstand, så kan der godt komme et opgør indadtil. Det er ikke sikkert det er noget verden får kendskab til, fordi der netop er så meget der foregår på de interne linjer.

Det mest sandsynlige scenarie er at han trods alt går af som han skal i 2022.
____________________

 

Det mest sandsynlige scenarie er at han trods alt går af som han skal i 2022. Men der er nogen, som mener at han allerede er så magtfuld og begærlig efter at blive ved magten, at han har tænk sig at prøve at suspendere rækkefølgen, og sige han skal have fem eller ti år mere i 2022, i stedet for at træde tilbage. Hvis det sker, så kan jeg ikke forestille mig at det sker uden sværdslag og uden et opgør, men lad os nu se om de ikke får forhandlet nogle kompromiser på plads internt i partiet inden det kommer så vidt. For de ved godt der er meget på spil, og at et opgør der går helt op i toppen af Kinas kommunistparti vil føre til meget ustabilitet i verdens største økonomi.

Man skal huske på, at selvom der er forskellige holdninger i toppen af Kommunistpartiet, til hvor hurtigt reformerne skal gå og hvor meget man skal vægte social sikkerhed i forhold til reformer, så er de dog alligevel bundet sammen af en forståelse af at reformerne har været gode for Kina, og at Kina skal være en kapitalistisk markedsøkonomi. Måden man realiserer socialisme på er gennem den kapitalistiske markedsøkonomi. Så derfor kan der være en tendens til at overvurdere, hvor skarpe skel der er internt i toppen af Kommunistpartiet.

RÆSON: Hvilket billede vil Xi Jinping efterlade?
MULVAD: Alt afhænger af om der kommer en finansiel krise, enten med rod i Kina eller en der rammer Kina hårdt. Sidste år var der snak om at der var en krise på vej, og hvis det sker så vil Xi Jinping – uanset hvad han gør eller ikke gør – stå som den mand, der sad ved magten da Kina blev ramt af et alvorlig knæk i deres opstigning. Det vil ikke nødvendigvis være hans skyld, men det vil blive forbundet med hans regeringstid.

Det er altså muligt at man vil se tilbage på Xi Jinpings 10 år, som en periode, hvor Kina er blevet endnu stærkere end man havde troet. Og så vil Xi Jinping komme til at fremstå som den 3. store leder i folkerepublikkens historie.
____________________

 

Men hvis Kina på en eller anden måde, ved held eller dygtighed, undgår at en krise starter i Kina, eller rammer Kina hårdt, så kan Xi Jinping og Xiism godt komme til at fremstå som en særlig periode i folkerepublikkens historie, hvor man for alvor tog skridtet videre fra Deng Xiaoping.

I 2022 vil det muligvis vise sig at Xi Jinping – i kraft af at han har sat den ret massive antikorruption-kampagne i gang, samtidig med en økonomisk reformpakke – faktisk var den leder, der sørgede for at Kina kom ud af det dødvande som Hu Jintao havde efterladt. Det er altså muligt at man vil se tilbage på Xi Jinpings 10 år, som en periode, hvor Kina er blevet endnu stærkere end man havde troet. Og så vil Xi Jinping komme til at fremstå som den 3. store leder i folkerepublikkens historie.

ILLUSTRATION: Xi Jinping [foto: Day Donaldson]