09.12.2016

Europa leverer i dag en helt utilstrækkelig symptombehandling på flygtningekrisen. Skal vi nærme os en løsning, skal der tænkes langt større – her er tre konkrete bud på den europæiske indsats.

KOMMENTAR af Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors

Krigen i Syrien raser på femte år og de menneskelige omkostninger har været enorme. Konflikten har spredt sig til nabolandene, navnlig Irak, hvor kampen om Mosul står i disse dage. FN anslår, at op mod 5 millioner syrere er flygtet ud af landet og en tredjedel af befolkningen er internt fordrevet.

I september sidste år kom krigen også til Danmark i form af en massiv flygtningestrøm med bl.a. mange syrere. Selv om vi i det seneste år har modtaget langt færre asylansøgere i Danmark, har flygtningestrømmen haft konsekvenser for EU og Danmark, der rækker langt ud over strømmens ophør. Og problemet er ikke løst. I Grækenland og Italien hober flygtninge sig op, mens forholdene for flygtninge i nærområderne forværres.

Indsatsen i nærområderne og flygtningeudfordringer i Europa hænger tæt sammen og skal tænkes sammen. Jeg vil her pege på tre fælleseuropæiske indsatser, som er nødvendige for at hjælpe nærområderne, og dermed også dæmme op for flygtningestrømmen mod Europa.

Alle tre er en del af løsningen og ingen af dem kan stå alene – derfor er det overordnede utvetydige budskab: Hvis vi skal gøres os forhåbninger om at dæmme op for flygtningestrømmen, er der brug for en indsats af en hel anden kaliber – vor tids Marshallhjælp. I dag leverer Europa kun en helt utilstrækkelig symptombehandling.

1. Send flere penge
Det er måske nok et ekstremt forudsigeligt udsagn, men faktum er, at på trods af den store politiske bevågenhed, kan hjælpen ikke følge med de stigende behov. FN har for nylig offentliggjort deres humanitære appel for 2017, og med 22,2 milliarder dollar er det den højeste appel til dato. I Danmark taler politikere meget om, at det er bedre og billigere at hjælpe flygtninge i nærområderne. Det er jeg sådan set helt enig i, men det holder ikke, når ressourcerne udebliver. Siden 2014 har den humanitære andel af den danske udviklingsbistand udgjort 14-17 procent og ifølge finansloven for 2017 bliver det samme niveau næste år. Mens antallet af mennesker på flugt er steget markant, ser vi altså kun mindre forskydninger i, hvordan vi bruger udviklingsbistanden. Det billede er desværre symptomatisk for Europa.

Samtidigt er det kun lykkes at omfordele 5000 af de 160.000 flygtninge som EU-landene har forpligtet sig til. Asylbehandling uden for Europa må ikke betyde, at vi fralægger os ansvaret for mennesker på flugt.
_______

 

Det er ikke overraskende at mennesker flygter videre, når de ikke kan brødføde sig selv og deres børn eller oplever, at deres børn på 2., 3. eller 4. år ikke går i skole og ikke har adgang til læge, når de bliver syge. Det bliver ikke mindre indlysende rigtigt af, at blive gentaget igen og igen. Krigsflygtninge udgør selvfølgelig ikke hele flygtningestrømmen, men det er en stor del af den.

2. Hjælp til selvhjælp i nærområderne
Nærområderne til verdens brændpunkter er under hårdt pres. De huser 86 procent af alle flygtninge. Foruden hjælp til de, der er drevet på flugt, er der også behov for at afhjælpe de lokale og negative følgevirkninger, som store flygtningestrømme kan have. Når store flygtningepopulationer tager ophold i relativt fattige lande, vil det give konflikter, hvis man kun yder hjælp til de, der er flygtninge.

De lokalsamfund og værtsfamilier, som huser de mange fordrevne, skal rustes i forhold til infrastruktur og basale ydelser såsom sundhed og skole. Vi skal også arbejde målrettet med at styrke de lokale aktører – organisationer og myndigheder – det vil give den mest bæredygtige hjælp.

Men det er kun en del af, hvad der kræves. For det handler ikke kun om de humanitære- og udviklingsindsatser. Grundlæggende er vi nødt til at tage en hel række nye instrumenter i brug, hvis målet er, at nærområderne fortsat skal huse så mange flygtninge. Der skal et helt nyt fokus på at skabe job og vækst i lande som Jordan, Libanon og Tyrkiet. Det kan bl.a. ske gennem mere frihandel eller forbedrede handelsmuligheder kombineret med massive offentlige og private investeringer, der giver vækst.

Grundlæggende er vi nødt til at tage en hel række nye instrumenter i brug, hvis målet er, at nærområderne fortsat skal huse så mange flygtninge.
_______

 

3. En fælles europæisk indsats for asylbehandling i nærområderne
De store flygtningestrømme mod Europa udsætter hver dag mange tusinde mennesker for en stor risiko, når de tager den farlige og alt for ofte dødelige flugt mod det europæiske kontinent. Samtidig understøtter denne dødelige rute et enormt kriminelt netværk af menneskesmuglere, der tjener styrtende summer på desperate mennesker. Og de migranter, som ikke opnår asyl, er svære at returnere. Derfor er der store fordele ved at forsøge at håndtere noget af asylbehandling uden for Europa og få nærområderne til verdens brændpunkter med til i højere grad at behandle flygtninges asylsager eller på anden vis give beskyttelse til mennesker på flugt. Den såkaldte ’EU-Tyrkiet’ aftale er det mest kendte eksempel på det forsøg.

I det lys er det simpelthen ikke godt nok, når omkring 60.000 flygtninge sidder fast i lejre i Grækenland på 6. måned. Samtidigt er det kun lykkes at omfordele 5000 af de 160.000 flygtninge som EU-landene har forpligtet sig til. Asylbehandling uden for Europa må ikke betyde, at vi fralægger os ansvaret for mennesker på flugt.

Aftaler om beskyttelse og asylbehandling med lande uden for Europa kan både ske gennem hjælp til opbygning af et asylsystem og beskyttelse i overensstemmelse med internationale standarder. Det er en krævende opgave og et langt sejt træk. For nogle lande, og særligt når det drejer sig om pludseligt opstået store strømme af flygtninge, vil det være for stor og kompleks en opgave. I de tilfælde burde det internationale samfund gennem FN simpelthen gå ind og overtage asylbehandling af flygtninge.

Skal dette lykkes, er den afgørende forudsætning, at Europa står sammen og samtidigt også siger ja til at tage en fair andel af de flygtninge, der beviseligt har krav på beskyttelse. Og at vi samtidigt sætter ind med den massive indsats i nærområderne.

ILLUSTRATION: Anders Ladekarl. FOTO: Røde Kors.