19.05.2016

Folketingets beslutning den 19. april 2016 om at sende F-16-fly og specialstyrker i krig mod Islamisk Stat i Irak og Syrien illustrerer et paradoks ved den danske krigsdeltagelse: Danske politikere har modet til at sende danske styrker i krig, med hvad der dertil hører af operationelle risici for de udsendte og brug af dødelig magt mod fjenden. Men de er mindre villige til at anerkende og acceptere, at krig nu engang altid er forbundet med en risiko for, at ting ikke går som planlagt, og at eksempelvis civilbefolkningen ofte kan komme til at lide overlast.

Dobbeltheden i, at politikerne både vil være med i den allerhårdeste ende af krigene, men samtidig insisterer på, at den militære opgave skal kunne løses, uden at Forsvaret får snavs på fingrene, er særegen for Danmark og den måde, vi går i krig på. Og den fostrer desværre en uheldig illusion om, at dansk krigsdeltagelse langt hen ad vejen kan reduceres til en debat om jura og konventioner.

Denne artikel er fra RÆSON26, der udkommer 26. maj.

Af Anders Henriksen

Prisen for at gå i krig
Erfaringen fra de seneste 15-20 år viser med al tydelighed, at flertallet af de danske politikere er enige om, at anvendelsen af militær magt er et udenrigspolitisk redskab, som det er legitimt at anvende, hvis det er nødvendigt for at fremme danske interesser og værdier. Folketingets beslutning om at sende F-16-fly og specialstyrker også til Syrien skriver sig ind i en lang række af beslutninger om at engagere Danmark militært i alverdens brændpunkter. Siden Bosnien i midten af 1990’erne har Danmark således været en endog særdeles aktiv aktør i samtlige betydende krige. Og i modsætning til de militære bidrag fra en række af de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, såsom de andre nordiske lande, så har de danske bidrag ofte været kendetegnet ved at være særdeles hårdtslående. Vi har således fra dansk side ved flere lejligheder sendt F-16-fly på vingerne, og specialstyrkerne har været i flittig kamp. Når Danmark går i krig, går vi med andre ord i rigtig krig. Især den danske tilstedeværelse i Helmandprovinsen i Afghanistan var bemærkelsesværdig og udtryk for et indtil da uset politisk mod til at engagere danske styrker i komplekse og potentielt blodige konflikter. Missionen i Helmand satte også sine tydelige spor på det monument for faldne danske soldater i internationale missioner, der blev indviet på Kastellet i 2011. Af de 43 soldater, der mistede livet under indsatsen i Afghanistan, døde 38 i Helmandprovinsen.

… i modsætning til de militære bidrag fra en række af de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, såsom de andre nordiske lande, så har de danske bidrag ofte været kendetegnet ved at være særdeles hårdtslående.
____________________

 

Lige så iøjnefaldende som modet til at engagere danske styrker i den skarpe ende har været skiftende regeringers insisteren på, at der ikke må kunne sættes en moralsk eller retlig finger på den måde, som den konkrete krigsførelse foregår på. Især følsomheden over for beskyldninger om urent trav i folkeretlig forstand har været påfaldende. Det måske bedste eksempel er den meget omtalte ’brite-finte’, hvor danske styrker i både Irak og Afghanistan undgik det folkeretlige ansvar for tilbageholdte personer ved at lade britiske styrker stå for den fysiske pågribelse af fjenden. Så når de danske styrker var på operation med britiske sikkerhedsstyrker, sørgede man fra dansk side for, at det var sidstnævnte, der lagde strips på tilbageholdte personer og tog sig af det praktiske i forbindelse med tilbageholdelsen, såsom efterfølgende transport og afhøring. På den måde kunne de danske styrker være med på operationerne, men samtidig friholdes for det folkeretlige ansvar for fanger.

Frygten for beskyldninger om konventionsbrud og civile tab har også været synlig i forløbet op til den netop vedtagne beslutning om at deltage militært i kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. Enkelte partier har således betinget deres opbakning til krigsdeltagelsen af, at regeringen kunne garantere, at der var styr på spørgsmålet om fangehåndtering, og at den danske politik for fangeoverdragelser vil være forenelig med Danmarks internationale forpligtelser.

Som ved tidligere missioner har Forsvaret også denne gang fået den instruks, at de skal forsøge at undgå at tage fanger. Herudover er der blevet oprettet en særlig interministeriel taskforce, der kan tage sig af eventuelle spørgsmål om fanger, hvis de på et tidspunkt – mod forventning – måtte opstå.

Flere danske politikere har udtrykt stor bekymring over udsigten til civile tab i forbindelse med de kommende danske luftbombardementer af Islamisk Stat i Syrien. Få dage inden Folketinget skulle stemme om at sende de danske F-16-fly på vingerne over Syrien, satte Det Radikale Venstre eksempelvis foden i døren og erklærede, at deres tilslutning til beslutningsforslaget var betinget af, at ”Danmark fortsat kun bomber, når vi har den faste overbevisning, at vi ikke rammer civile mål”. Og selvom partiets udenrigs- og forsvarsordfører, Martin Lidegaard, erkendte, at Folkeretten i visse situationer accepterer civile tab, tilføjede han, at det ikke ændrede på, at ”Danmark har haft den helt faste praksis, at vi selvfølgelig ikke kaster nogen våben, hvis vi har en mistanke om, at det kan ramme civile. Og den praksis forventer jeg bestemt, vil blive fastholdt”.

Der er naturligvis intet underligt i, at Danmark er optaget af at spille efter reglerne og helst er fri for, at dets bomber rammer de forkerte. Det er trods alt således, at de fleste stater er interesserede i, at deres handlinger fremstår i overensstemmelse med folkeretten. Men graden af den danske følsomhed over for beskyldninger om brud på internationale konventioner er ikke desto mindre påfaldende. Det er eksempelvis svært at forestille sig andre lande, hvor politiske partier vil være villige til at indsætte så hårdtslående militære midler som de danske – og samtidig betinge deres opbakning med, at der er styr på de operationelle retningslinjer for, hvem tilbageholdte personer må overdrages til.

Følsomheden i visse politiske kredse over for beskyldninger om urent trav i krigsførelsen og civile tab har naturligvis flere årsager, men en væsentlig grund synes at være, at legitimiteten – og dermed i sidste ende også den folkelige opbakning til moderne dansk krigsdeltagelse – for mange politikere synes at være tæt knyttet til en forestilling om, at krigene føres på en måde, der er forenelig med basale moralske og retlige normer.

Dansk krigsdeltagelse er reelt selvvalgt, og krigene føres ikke af nødvendighed, fx for at forsvare nationen mod en overhængende eksistentiel trussel, men i stedet for at nå en række mere diffuse strategiske mål.
____________________

 

Dansk krigsdeltagelse er reelt selvvalgt, og krigene føres ikke af nødvendighed, fx for at forsvare nationen mod en overhængende eksistentiel trussel, men i stedet for at nå en række mere diffuse strategiske mål. Legitimiteten af krigene skal derfor hentes et andet sted, og den danske praksis har været at koble krigene til fremme af menneskerettigheder og retlige normer. Det betyder, at krigens legitimitet også har været meget sårbar over for beskyldninger om brud på de selvsamme retlige normer, og at billeder af fangemishandlinger, overdragelser til tortur og civile tab kan få en negativ betydning på strategisk niveau.

Lige siden den humanitære intervention i Kosovo i 1999 har forestillinger om normefterlevelse derfor spillet en helt central rolle for at sikre bred politisk opbakning til den danske krigsdeltagelse. Dele af Folketinget er kun med på vognen, så længe krigen er ’god’, og de danske soldater til stadighed fremstår som gode krigere. At spille efter bogen og signalere konstant respekt for retlige normer er kort sagt den ’pris’, der skal betales, for at gå i krig i Danmark.

Krigens dilemmaer kan ikke reduceres til et spørgsmål om jura
En af de afledte konsekvenser af koblingen mellem legitimitet og normefterlevelse er blevet, at nogle af de mest betydningsfulde ’slag’ i de moderne selvvalgte krige ikke kun udkæmpes med F-16-fly og specialstyrker ude i felten, men i lige så høj grad med argumenter og narrativer på hjemmefronten. Jura og juridiske argumenter har i nogle henseender udviklet sig til retoriske redskaber i en indenrigspolitisk dansk kamp mellem henholdsvis tilhængere og modstandere af krigsdeltagelsen. Lige så vigtigt det er for skiftende regeringer at opretholde en forestilling om, at dansk krigsdeltagelse sker med respekt for folkeretten, lige så meget energi har kritikerne af krigsdeltagelsen lagt i at stille spørgsmålstegn ved det. For jo flere sager om mulige brud på de folkeretlige normer der kunne graves frem, jo mere illegitim fremstår den danske krigsdeltagelse.

Det er sympatisk at insistere på, at danske styrker skal holde sig inden for rammerne af det moralsk og retligt forsvarlige, når vi går i krig – men det er alligevel svært ikke at blive efterladt med en blandet smag i munden over den særegne danske måde at gå i krig på.

De mange ’brite-finter’ og politiske instrukser om ’ingen fanger’ og ’ingen civile tab’ har skabt et indtryk af, at det rent faktisk er muligt at gå i krig uden at få snavs på fingrene. Det er derfor også, som om det er blevet lidt ’for nemt’ for politikerne, der både vil blæse og have mel i munden.
____________________

 

De mange ’brite-finter’ og politiske instrukser om ’ingen fanger’ og ’ingen civile tab’ har skabt et indtryk af, at det rent faktisk er muligt at gå i krig uden at få snavs på fingrene. Det er derfor også, som om det er blevet lidt ’for nemt’ for politikerne, der både vil blæse og have mel i munden.

Nogle skal jo gøre det arbejde, som de danske politikere ikke vil kendes ved. Som navnet afslører, så er en ’brite-finte’ eksempelvis kendetegnet ved, at der nu engang er en brite, der vælger at tage det retlige ansvar på sig.

Den særlige danske måde at gå i krig på skaber en illusion om, at de fleste af krigens mange dilemmaer kan reduceres til spørgsmål om jura og konventionsforpligtelser. Der er mange af krigens skyggesider og mange af de svære dilemmaer, som vores politikere aldrig bliver konfronteret med, fordi debatten i høj grad er centreret om ansvar i retlig forstand.

De rene hænders politik kommer herved – bevidst eller ubevidst – til at skærme politikerne mod en diskussion af spørgsmål af mere politisk og strategisk karakter, der også kalder på svar i forhold til den danske krigsdeltagelse.

Den særlige danske måde at gå i krig på skaber en illusion om, at de fleste af krigens mange dilemmaer kan reduceres til spørgsmål om jura og konventionsforpligtelser. Der er mange af krigens skyggesider og mange af de svære dilemmaer, som vores politikere aldrig bliver konfronteret med, fordi debatten i høj grad er centreret om ansvar i retlig forstand.
____________________

 

Anders Henriksen (f. 1975) er lektor i folkeret ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.

ILLUSTRATION: Flyvestation Skrydstrup: F16-fly på vej til Sicilien og senere: Libyen, 19. marts 2011 [foto: Ditte Valente/Polfoto]