14.07.2016

Takket være den russiske præsident Putins provokationer og „asymmetriske‟ krigsførelse er den civile kultur i EU og den militære i NATO ved at finde hinanden. Det blev markeret på topmødet i Warszawa i sidste uge, hvor man vedtog at placere NATO-styrker, herunder danske, som “snubletråde” for eventuelle angreb fra øst.

International kommentar af Ole Aabenhus

BREXIT har sat skub i forestillingerne om, at EU er ved at falde fra hinanden. Men så galt går det næppe, så længe Vladimir Putin gør os andre den tjeneste at personificere den ydre fjende, som vi må samle os imod. Det viste det netop overståede NATO -opmøde i Warszawa, hvor de ’vestlige’ lande – dvs. USA, Canada, Tyrkiet og langt de fleste lande i EU – besluttede at markere grænserne mellem Rusland på den ene side og – på den anden: Polen, Litauen, Letland og Estland.

EU og NATO er ikke det samme, men næsten: „Same, same, but different‟. Forudsætningen for EU’s indre marked er nemlig en stabil, sikkerhedspolitisk situation, som NATO har stået for. Men i offentligheden diskuteres de to ting hver for sig, og internt i organisationerne har der været en slags vandtætte skodder mellem den militære kultur i NATO og den administrative kultur i EU. NATO stod for hård magt, EU for blød. Men i en verden med cyberkrig, terrorisme, flygtninge-tsunamier, mediemanipulation, guerilla’er og små grønne mænd ændrer billedet sig. ’Hybrid krig’ kaldes den slags, eller ’asymmetrisk krig’, fordi den ikke foregår mellem regulære styrker.

Ukrainekrisen viste at EU’s „bløde magt‟ kunne skabe en folkestemning på Maidan-pladsen i Kiev, der pludselig fik sikkerhedspolitiske konsekvenser på Krim. Og den viste også, at Putins Rusland er villig til at benytte sig af en bred vifte af „våben‟: Irregulære soldater blandet med guerillaer, nationalistisk propaganda, manipulerede folkeafstemninger osv. Som en del af indsatsen på Krim optrådte sågar rockerne fra den af Kreml støttede motorcykelgruppe Natteravnene, som Putin ved flere lejligheder har ladet sig fotografere sammen med.

Derfor er det interessant, at NATO og EU for første gang i verdenshistorien har besluttet et egentligt samarbejde. I Warszawa annoncerede NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg således, at de to organisationer nu vil gennemføre en række øvelser sammen – begyndende næste år – plus at de vil etablere et samarbejde om produktion og udvikling på det militære og sikkerhedsmæssige område, på tværs af Atlanten.

Det sker på baggrund af to begivenheder. På den ene side kriserne: Krim, Ukraine, Syrien, flygtningene. På den anden side en ny tænkning inden for EU, repræsenteret ved Unionens udenrigspolitiske chef Federica Mogherini og hendes rådgiver og landsmand Nathalie Tocci fra det italienske udenrigspolitiske institut, Istituto Affari Internazionali, IAI. Mogherini har fået sat et større udredningsarbejde i gang på tværs af de mange kommissær-områder: Det har ført til en ny „Global Strategy‟, der blev fremlagt få dage før topmødet. Det bemærkelsesværdige ved den er, at den benytter sig af begreber, som bruges både i militær og i civil tænkning, og som passer til hybrid/asymmetrisk krig og konfrontation. Og Mogherini har også fået vist, at de to organisationer rent faktisk KAN arbejde sammen. Det begyndte i Ægæerhavet i februar, da EU ikke kunne bremse flygtningestrømmen til Grækenland, og den berømte retur-aftale med Tyrkiet løb ud i sandet. Løsningen en diskret henvendelse til NATO, der – diskret – sendte krigsfartøjer til at afpatruljere farvandet ud for Tyrkiets kyst. På topmødet i Warszawa var der lagt op til, at dette samarbejde skulle udvides til havet ud for Libyen, men beslutningen blev udsat, fordi der stadig ikke var enighed om måden, det skulle ske på.

Mogherini har vist, at de to organisationer rent faktisk KAN arbejde sammen
_______

 

Putin i Finland
Der er mange rapporter fra Warszawa-topmødet om, at Brexit er med til at åbne for det ny samarbejde. USA har været bekymret for, om Storbritanniens udtræden kunne bringe samarbejdet inden for NATO i fare. Derfor har Brexit ”givet ekstra energi‟ til den proces, der allerede var i gang, lyder et citat fra en – anonym – repræsentant for NATO. Samtidig skubber Putin fortsat på. En uge før Warszawa-mødet var han på besøg i Finland (der ligesom Sverige ikke er medlem af NATO). Her benyttede han lejligheden til at affyre en blanding af trusler og løfter, der minder om den måde, rockerbander optræder på. Først: „Om Finland skal være medlem af NATO er en beslutning, landet selv må tage‟. Dernæst: Hvis Finland bliver medlem af NATO, vil landet „blive en del af NATOs infrastruktur, som dermed ville befinde sig klods op ad Ruslands grænser… Tror I måske, at vi så ville lade vore styrker forblive 1.500 km. væk?‟ Videre: „NATO ville sikkert gerne kæmpe mod Rusland til den sidste finske soldat [er død]. Er det dét, I vil? Det er ikke, hvad vi er ude på. Men det er jeres beslutning‟. Samtidig foreslog den russiske forsvarsminister Shoigu, at Finland kunne indgå som Ruslands partner i Østersøområdet. Finland ville i så fald kunne fungere som underleverandør til russisk forsvarsindustri.

Vi er med andre ord langt fra de forestillinger om et Rusland-NATO-partnerskab, der trivedes efter Sovjetunionens fald. Alle de baltiske lande og Polen enige om, at Rusland udgør en latent fare. Omvendt mener Rusland, at Vesten er rykket ind i „russisk interessesfære‟. Det har den russiske udenrigsminister Lavrov sagt klart i hvert fald siden 2009. Det står fast, at „Vestens‟ grænse er flyttet omkring 1.000 km. mod øst. I sovjettiden gik den groft sagt fra Rødby til Adriaterhavet. I dag går den fra Estland, uden om Hviderusland, tværs gennem Ukraine til Sortehavet lidt vest for Krim. Rusland er måske ikke nogen stormagt i global sammenhæng, men klart den største magt på kontinentet. Omvendt har de baltiske lande grund til bekymring, dels fordi de er små, dels fordi de har store russisktalende mindretal, som de aldrig har været villige til at give nationalt statsborgerskab.

I det gamle Rom talte man om „limes‟ – områderne uden for romerrigets grænser, hvorfra barbarerne kom, hvis ikke man fik dem enten undertvunget eller fredeliggjort. Tilsvarende har „Vesten‟ en klar interesse i at få stabilitet i de grænseområder, der støder op til EU/NATO-lande
_______

 

Modstandskraft er det nye sort
Resultatet af Warszawa-mødet har været at opstille, hvad der reelt er nogle snubletråde: Fremskudte baser i de fire lande, hver på ca. 1000 soldater, alle internationale. De er ikke nogen trussel – ifølge eksperter vil Rusland kunne udradere dem i løbet af nul-komma-fem. Men baserne er håndgribelige udtryk for NATOs musketer-ed i pagtens artikel 5, der siger, at et angreb mod ét land vil blive besvaret som et angreb mod alle pagtens medlemmer. Danmark sender f.eks. 200 mand til Estland, hvor de skal indgå i en „fremskudt NATO-bataljon‟ under britisk ledelse. Og de fremskudte styrker bakkes op af styrker i Frankrig, Tyskland, Storbritannien osv., hvoraf nogle skal kunne rykke ud i løbet af få dage. 5-10.000 mand skal kunne være fremme på 2 dage, andre 20-30.000 soldater på fem. Skulle det komme til stykket, er det enorme, atombevæbnede styrker, der står over for hinanden, men i konventionel krig er Rusland klart underlegen med 8-900.000 mand under våben over for små 3,5 millioner i NATO, alt medregnet.

I det gamle Rom talte man om „limes‟ – områderne uden for romerrigets grænser, hvorfra barbarerne kom, hvis ikke man fik dem enten undertvunget eller fredeliggjort. Tilsvarende har „Vesten‟ en klar interesse i at få stabilitet i de grænseområder, der støder op til EU/NATO-landene og samtidig føre en art ideologisk kamp, hvor en vestlig markedsliberal/demokratisk samfundsmodel møder en russisk statskapitalistisk/centralt styret. Det gælder fra Kaukasus over Ukraine og Moldavien/Transdnepr til Hviderusland. En slags ’clash of civilisations’ som det den amerikanske politolog Huntington forudså i 90erne? Måske, men i slow motion, med så lidt dramatik som muligt.

Det er her, EU’s nye udenrigspolitik kommer ind. Dens samlende begreb er ’modstandskraft’ (resilience) – egentlig et udtryk, der er blevet moderne i forbindelse med klimapolitik – fx har et område, der kan opsuge og bortlede vand hurtigt under et skybrud har en høj grad af „modstandskraft‟. Men begrebet er også dynamisk i den forstand, at man kan forbedre denne modstandskraft ved af bygge dæmninger, lave flere grønne områder osv. Tilsvarende er modstandskraft i Mogherinis forstand et bredt begreb, der kan bruges på alle områder, hvor EU har berøring med sin omverden: bistand, energiforsyning osv. Set i forhold til konflikten med Rusland handler det om, at EU vil støtte alle former for modstandskraft: kampen mod terror, kampen mod cyber-angreb, energisikkerhed, klima- og miljø-sikring, evnen til at klare flygtningestrømme og evnen til omstilling og reform. Det lyder som alt godt fra havet, men rummer også muligheden for en ny slags ’soft power’, der kan fungere sammen med og ved siden af NATO. Noget af det interessante ved strategien er, at den vil styrke ikke bare stater, men også regioner og lokale organisationer: „En modstandsdygtig stat er en sikker stat, og sikkerhed er nøglen til velstand og demokrati […] For at garantere bæredygtig sikkerhed, er det ikke kun statens institutioner, vi vil støtte. Svarende til målene for bæredygtig udvikling ser vi modstandskraft som et bredere udtryk, der omfatter alle individer og dermed hele samfundet‟. Og mere konkret hedder det hele teksten igennem, at der skal samarbejdes med NATO: Det gælder i cyber-sikkerhed, hybrid krig, terrorbekæmpelse, forskning og udvikling osv. Papiret, der er til diskussion året ud, lægger op til, at EU skal være NATOs indpisker, når det gælder forsvarsudgifterne. Gennem det, der hedder European Defence Agency, vil vi se EU lægge vægt på øgede forsvarsudgifter, så vi – måske – lidt efter lidt kommer op på de 2 procent i forsvarsudgifter, USA kræver af os.

Det samlende begreb for EU’s nye udenrigspolitik er ’modstandskraft’
_______

 

EU i læ
Når samarbejdet mellem EU og NATO ikke er kommet for længst, hænger det til dels sammen med Cypern-spørgsmålet, hvor staten Cypern – dvs. den sydlige del af øen, der er EU-, men ikke NATO-medlem – har gjort alt, hvad det er muligt for at holde Tyrkiet (i NATO, men ikke EU) ude i kulden. Men det skyldes også de to kulturer i de to forskellige organisationer. Og så den asymmetri, der ligger i, at sværvægteren i NATO er USA.


Jens Stoltenberg og Angela Merkel i Berlin, 2015

Man kan hævde, at USA’s rolle i NATO er forudsætningen for, at Europa har kunnet opleve trekvart århundrede med meget få krige (Balkan) – og helt uden krige mellem de europæiske stormagter. Når USA i sin tid lod sig binde i Europa, hang det indlysende sammen med Sovjetunionen og den kolde krig, og i den forstand kan man sige, at EU har kunnet udvikle sig takket være truslen fra øst. Men ikke så snart var den kolde krig forbi, før USA lagde op til at flytte mere af sin militære vægt fra Europa til Stillehavet, hvor Kina udgør en stigende udfordring, også rent sikkerhedsmæssigt. I Bruxelles lød det i starten af 00’erne, at Rusland var jo ikke nogen udfordring længere. Dels pegede pilen i retning af et uddybet ’partnerskab for fred’, dels var den russiske økonomi på størrelse med Hollands (det har ændret sig). Jeg husker min egen overraskelse, da jeg under et besøg i Litauen i starten af 00’erne mødte Vytautas Landsbergis, landet første præsident efter uafhængigheden. Han mente, at vesten burde støtte Tjetjenerne i krigen i Kaukasus, fordi – forklarede han – russerne er ekspansionistiske. De tager, hvad de kan få, hvis man ikke forsvarer sig. Og en dag ville også det baltiske lande stå for tur. Det troede kun få, dengang. USA’s nedbygning i Europa forekom foruroligende, men logisk. Sovjetunionens fald førte til en voldsom ommøblering i EU. Muren faldt. Tyskland blev pludselig det største land i Europa, og først efterhånden er det ved at vænne sig til rollen som dominerende. Det instrument, der skulle tæmme Tyskland, var euroen, men den sammenhæng og solidaritet mellem medlemslandene, der er en forudsætning for at en valutaunion kan fungere, udeblev. Den fælles ydre fjende, der gjorde sammenhold nødvendigt, var kollapset. Nationalismen fik ny vind i sejlene.

Det instrument, der skulle tæmme Tyskland, var euroen, men den sammenhæng og solidaritet mellem medlemslandene, der er en forudsætning for at en valutaunion kan fungere, udeblev
_______

 

Men takket være Putins intervention i Ukraine, og hans stadige trusler, senest mod Finland, har Europa – forstået som både EU og NATO – fået et nyt billede af fjenden, vi må samle os imod. Putins Rusland råder ikke over så store styrker som det gamle Sovjetunionen, men har til gengæld vist sig som mere uberegneligt. Det illustreres ganske fint af en vandrehistorie, der handler om, at Putin ankommer på privatbesøg til Finland og skal forbi paskontrollen. På engelsk spørger paskontrolløren, hvilket land, han ankommer fra? „Russia‟. Name? „Vladimir Putin‟. „Occupation?‟ Putin tøver lidt, så svarer han: „No, no. Just visiting‟. ■

Putins Rusland råder ikke over så store styrker som det gamle Sovjetunionen, men har til gengæld vist sig som mere uberegneligt
_______

 

ILLUSTRATION: Jens Stoltenberg besøger Angela Merkel i Berlin, 2015 [fotos: officielle pressefotos fra NATO]