30.06.2016

Til trods for at ISIL er under enormt militært pres, er de langt fra at blive nedkæmpet: ”Selv om ISIL nedkæmpes i Syrien og Irak, betyder det ikke, at vi har set det sidste til ISIL. Jeg tror, de forbereder sig på at flytte kalifatet til et andet territorium; det er som at skyde pile efter mål, der bevæger sig hurtigt,” siger Ahmed Salah Hashim, terrorekspert ved S. Rajaratnam School of International Studies (RSIS), til RÆSON.

Ifølge Hashim er det ikke muligt for Vesten at bekæmpe ISIL’s ideologi på slagmarken: ”Man kan ødelægge ISIL’s eksisterende kapabiliteter på slagmarken, men man kan ikke ødelægge ideologien, medmindre man løser den underlæggende identitetskrise […] Så hvad er det for en identitetskrise, de lider under? I Europa er det måske manglende integration, og det er hele vejen ned til Molenbeek i Belgien og forstæderne til Paris. I Mellemøsten har det at gøre med regeringsførelsen, fattigdom, ingen fremtid og så videre. Folk ser ikke en fremtid for sig selv med et job, et normalt liv og en familie. Og denne identitetskrise giver brændstof til ISIL’s ideologi.”

Dr. Ahmed Salah Hashim er lektor i strategiske studier ved S. Rajaratnam School of International Studies (RSIS), Nanyang Technological University i Singapore.

INTERVIEW af Malthe Harvald

RÆSON: Hvad er den nuværende situation på slagmarken i kampen mod ISIL?
HASHIM: De er under enormt pres, men det er alligevel lykkedes dem at holde den syriske hær stangen uden for Aleppo. De holder ikke byerne i, hvad vi kalder et ”sidste skyttegrav” forsvar; i stedet minerer de byerne og kæmper så længe som muligt, før de rømmer dem.

Det tror jeg ikke, at de vil gøre i Mosul (by i det nordlige Irak, red.); der vil de kæmpe til sidste mand. I Syrien har de formået at sætte den syriske hær i skak i flere områder, men det er kun midlertidigt – jeg tror, at den syriske hær, samt de kurdiske og arabiske enheder i nord, kommer til at sætte dem under pres. Mange af ISIL’s kommandører på mellemniveau er blevet dræbt i disse kampe, og deres lokale hjælpetropper – ikke fremmedkrigerne – er ikke så villige til at kæmpe for dem længere. Der har været et stigende antal deserteringer.

ISIL er stadig dygtige i små enheder, men de kæmper ikke konventionelt så ofte som tidligere; de er vendt tilbage til guerillataktik og terror. Antallet af bilbomber og vejsidebomber stiger, når presset fra deres fjender på fronten stiger.

ISIL er stadig dygtige i små enheder, men de kæmper ikke konventionelt så ofte som tidligere; de er vendt tilbage til guerillataktik og terror. Antallet af bilbomber og vejsidebomber stiger, når presset fra deres fjender på fronten stiger.
_______

 

RÆSON: Så det forøgede pres på ISIL tvinger dem til at ændre taktik, snarere end til at trække sig tilbage?
HASHIM: Det gør begge dele. Hvis man ser på størrelsen på det område, som de kontrollerer, så formindskes det faktisk. Men selv om det formindskes, så er det ikke nødvendigvis dårligt for dem, for det giver mulighed for at konsolidere.

Hvad, der er sket i Ramadi og Fallujah (byer i Irak, red.), er, at de havde nogle hårdnakkede styrker, som minerede byerne, hvilket gjorde indhug i de angribende styrker. Men de kæmper ikke til sidste mand; de rømmer. Alligevel har de mistet et betragteligt antal soldater. Nu ser vi, at deres bedste krigere er i Syrien af en eller anden årsag, men at de forsøger at få dem tilbage til Irak, fordi den irakiske hær avancerer og forbereder sig til at angribe Mosul – en kamp som bliver blodig.

RÆSON: En af årsagerne til ISIL’s momentum og militære succes i begyndelsen var støtte fra den fremmedgjorte sunniarabiske befolkning i Irak. Du siger, at støtten fra disse hjælpetropper er dalende. Har premierminister Haider al-Abadis regering været succesfuld med en mere inkluderende politik, end den tidligere premierminister, Nuri al-Maliki? Eller er der andre årsager?
HASHIM: Det er andre årsager. Sunnitterne tror ikke, at Haider al-Abadi har magten til at give dem ressourcer eller til at imødekomme deres politiske krav. Deres interaktion med ISIL har mildt sagt ikke været præget af samarbejde det seneste år. Da sunnitterne tilsluttede sig ISIL i 2013-14, troede de faktisk, at de kunne kontrollere ISIL og få dem til at kæmpe for sig. Men nu ser vi en meget primitiv opstand mod ISIL i Nineveh-provinsen i Nordirak; tidligere hjælpetropper, som har forladt ISIL, bruger en taktik, der går ud på at angribe og derefter forsvinde. Så også her er ISIL kommet under pres, og antallet af nye folk, der tilslutter sig bevægelsen og lader sig træne, er også dalende.

RÆSON: Kæmper sunnitterne og de tidligere hjælpetropper side om side med andre af ISIL’s fjender?
HASHIM: Nej, det gør de ikke. De er dårligt trænede og dårligt udrustede. Nogle af dem er stammefolk, nogle er tidligere oprørere, nogle af dem er udbrydergrupper fra grupper, som tilsluttede sig ISIL, andre er tidligere officerer i den irakiske hær og så videre. Og de har ikke megen udrustning; de lagre, som den irakiske hær overgav, gik til ISIL – ikke de andre sunnitter.

RÆSON: Så der er ikke megen sammenhæng i kampen mod ISIL? Bevægelsens forskellige fjender samarbejder ikke?
HASHIM: Nej, det gør de ikke. Den irakiske hær er stadig ret dårlig til at kommandere, kontrollere og koordinere. Der er dog nogle gode enheder i anti-terror-styrkerne. De shiitiske militserne spænder over nogle, som er meget dårligt trænede, til nogle som er blevet trænet af iranerne, og som er ret gode. Men de lytter ikke til den irakiske hær; de kører deres eget spil. Det er en meget kaotisk slagmark.

Peshmerga (de kurdiske væbnede styrker i Kurdistan, Nordirak, red.) klarer sig bedre, men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at PKK (Det Kurdiske Arbejderparti, red.) klarer sig meget bedre end Peshmerga; de har bedre træning og mere motivation. Peshmerga har hvilet på sine laurbær og er stadig ikke en forenet kampstyrke; de er delt mellem PUK (Den Patriotiske Union i Kurdistan, red.) og KDP (Kurdistans Demokratiske Parti, red.), og der er ingen forenet kommando og kontrol.

Så vi har alle disse grupper, der bekæmper ISIL mere eller mindre uafhængigt af hinanden. Men på den anden side er det tilstrækkeligt til langsomt, men sikkert, at vende krigslykken for ISIL; de kan ikke forsvare sig alle steder hele tiden.

Så vi har alle disse grupper, der bekæmper ISIL mere eller mindre uafhængigt af hinanden. Men på den anden side er det tilstrækkeligt til langsomt, men sikkert, at vende krigslykken for ISIL; de kan ikke forsvare sig alle steder hele tiden.
_______

 

RÆSON: Er der – fra et vestligt perspektiv – noget håb om at kunne nedkæmpe ISIL uden for de kurdiske områder? Der lader ikke til at være nogen motivation for de kurdiske styrker til at bekæmpe ISIL uden for deres egne grænser.
HASHIM: Nej, det vil kurderne ikke. Det ville trække dem ind i kampe mod araberne, som de ikke har lyst til at blive trukket ind i. De forsøger at oprette deres eget land; og dette er det gunstigste tidspunkt for dem til at gøre det. Så de ”rationaliserer” grænserne, som de siger, det vil sige, at de tager de områder, som ifølge deres opfattelse tilhører dem, og konsoliderer dem. Men kurderne vil ikke forsøge at tage Mosul, så de kommer til at udgøre fronten i angrebet på Mosul. De vil ikke trækkes ind i en generel kampagne mod ISIL.

RÆSON: Så når ISIL er blevet fordrevet fra de kurdiske områder, bliver Vesten nødt til at lede efter nye samarbejdspartnere på jorden?
HASHIM: Man bliver virkelig nødt til at løse spørgsmålet om sunniaraberne – mere end noget andet. Kurderne er på vej til uformel status som stat; de ville være villige til at blive inden for et føderalt Irak, såfremt det betyder et kurdisk område, et sunnitisk område og et shiitisk område. Sunnitterne, som tidligere troede, at de kunne vinde magten over landet tilbage, er nu i stigende grad begyndt at overveje en sunnitisk region, som kunne blive deres, når ISIL er blevet nedkæmpet. Men de har ikke et modsvar til Peshmerga til at gøre det med; selv med alle Peshmergas problemer er den stadig mere slagkraftig end alle de stammemilitser, som bekæmper ISIL. Sunnitterne har brug for en forenet milits ligesom Peshmerga, men shiitterne er rædselsslagne for at tillade det, da de ser det som en måde, hvorpå sunnitterne kan marchere tilbage ind i Baghdad og tage magten.

RÆSON: Hvis vi vil nedkæmpe ISIL uden for de kurdiske områder, betyder det så, at vi vil blive nødsaget til at samarbejde med andre af ISIL’s fjender, såsom Rusland, Assad-regimet, Iran og shia-militserne?
HASHIM: Det bliver meget svært. Sunnitterne vil ikke have nogen shiitter i de irakiske provinser Anbar eller Nineveh; de hader iranerne, og de hader shiitterne. Ifølge dem skal der ikke være nogen tilstedeværelse af shiitter i de områder. Så Iran er udelukket.

Nedkæmpelsen af ISIL i de sunnitiske områder vil kræve en interaktion mellem sunnitterne, Vesten og den irakiske regering. Iranerne må holdes udenfor; det er en interaktion mellem sunnitterne, Vesten og den irakiske regering – måske endda kurderne. Interessant nok forsøger kurderne at få sunnitterne til at tale om en føderal sunnitisk region til dem selv. Tidligere troede sunnitterne, at de kunne vinde magten tilbage i Baghdad. Nu er der en masse sunniarabere, som er flygtet til de kurdiske områder, og kurderne siger til dem: ”Hvorfor kræver I ikke et føderalt område for sunnitter, som I kan kontrollere?” Dette ville naturligvis være til kurdernes fordel, da det ville styrke kurdisk autonomi.

Man kan skabe en balance mellem kurdere, sunnitter og shiitter, men det kræver, at ISIL bliver nedkæmpet. Og det skal gøres af sunnitterne med hjælp fra Vesten, og med støtte fra den irakiske regering. For den irakiske regering gør det ikke let for sunnitterne at bekæmpe ISIL; de giver dem ingen våben, fordi de frygter, at våbnene ender i hænderne på ISIL, eller at de vil blive brugt imod den irakiske regering. Så sunnitterne er politisk svage. Husk at under Saddam Hussein lykkedes det kurderne og shiitterne at undgå hans kontrol; den kurdiske region var uden for irakisk kontrol i omkring ti år, og mange shiitter lavede deres egne politiske partier i udlandet i London, Damaskus og Teheran. Kun sunnitterne var i Saddams greb; den eneste politiske bevægelse, de havde udover Baath-partiet, var en form for islamisme – fortrinsvist det Irakiske Islamiske Parti, som er en irakisk udgave af det Muslimske Broderskab, eller salafisme. Og dette omfatter naturligvis ikke alle sunnitternes politiske krav og behov. Da det første ISIL blev nedkæmpet i 2010, var det stammesheikerne, der kom til at dominere sunnitternes politik, og de viste sig inkompetente, korrupte, bestikkelige og kun interesseret i at lave penge til dem selv – ikke at forbedre forholdene i Anbar- og Nineveh-provinserne. Så sunnitterne er faktisk – trods deres vigtighed og potentiale for at lave uro – politisk og militært svage. Men historisk og kulturelt er alle bange for dem, fordi de var den dominerende minoritet.

RÆSON: Så det er situationen i Irak – hvad med i Syrien?
HASHIM: I Syrien er det en interessant situation; 75 pct. af befolkningen er sunnitter, og sunnitterne tror, at de kommer til at vinde. Men selvfølgelig støtter ikke alle sunnitter oppositionsgrupperne, de islamistiske grupper eller de ekstremistiske grupper såsom ISIL – faktisk er der en betragtelig del af sunnitterne, der støtter Assads regime, ellers ville han ikke have været i stand til at klare sig.

Men selvfølgelig støtter ikke alle sunnitter oppositionsgrupperne, de islamistiske grupper eller de ekstremistiske grupper såsom ISIL – faktisk er der en betragtelig del af sunnitterne, der støtter Assads regime, ellers ville han ikke have været i stand til at klare sig.
_______

 

Sunnitterne i byerne, som udgør det urbane borgerskab, har understøttet Assad, og hvis de besluttede, at de ikke ville støtte ham længere, så ville de have tilsluttet sig den sekulære opposition eller forladt landet. Men der er en række grupper i Syrien, som er ret veludrustede og veltrænede, og som bekæmper regimet, men som ISIL ikke kan kontrollere. I Syrien er de kun én ud af mange sunnitiske grupperinger, i Irak er de blevet den dominerende aktør på grund af den sunnitiske befolknings svækkelse.

RÆSON: Hvordan kommer et post-ISIL scenarie til at se ud? Kan det sammenlignes med post-Sovjet Afghanistan, hvor der udbrød totalt kaos efter, at de mange grupper havde fordrevet deres fælles fjende? Kommer vi til at se noget lignende her?
HASHIM: Ja, det tror jeg, at vi kommer til. Lad os lægge til grund, at ISIL bliver nedkæmpet i Irak – og det er bestemt ikke givet på forhånd – så vil sunnitterne forblive svage, men den irakiske regering vil blive styrket. Så vil shiitterne og kurderne begynde at slås om territorium; en styrket shia-milits med støtte fra Iran og den irakiske regering vil begynde at trænge kurderne på. I sådan en situation vil kurderne formentlig nærme sig sunnitterne som allierede i modsætning til for ti år siden, hvor de i stedet allierede sig med shiitterne mod sunnitterne. Kurderne får brug for allierede mod shiaerne, og det kunne meget vel være sunni-araberne. Kurderne har selv sagt: ”Det, vi frygter efter ISIL, er en kamp mellem os og de shiitiske militser.” Og det bliver ikke let for kurderne; de shiitiske militser er godt bevæbnede, temmelig fanatiske og støttet af Iran – og Iran ønsker at holde kurderne under kontrol.

I Syrien vil nedkæmpelsen af ISIL ikke ændre situationen nævneværdigt. Man vil fortsat have sunnitiske og kurdiske grupperinger, der bekæmper regimet. Det er de samme dynamikker; så snart man er sluppet af med én fjende, begynder man at bekæmpe hinanden. Selv om den syriske hær har lidt nogle nederlag på det seneste, så har genbevæbningen og træningen fra russerne hjulpet meget. Men jeg tvivler på, at de på kort sigt kan overvinde alle de grupper, som de kæmper mod; det kommer til at fortsætte som hidtil, medmindre der sker et katastrofalt kollaps i regimet.

RÆSON: Kommer vi til at se alvorlige destabiliserende følgevirkninger fra hjemvendte fremmedkriger, når ISIL er blevet nedkæmpet? Som fx efter krigene i Afghanistan og på Balkan?
HASHIM: Der er flere scenarier, når vi taler om at ”nedkæmpe” ISIL. Selv om ISIL nedkæmpes i Syrien og Irak, betyder det ikke, at vi har set det sidste til ISIL. Jeg tror, de forbereder sig på at flytte kalifatet til et andet territorium; det er som at skyde pile efter mål, der bevæger sig hurtigt.

Hvis ISIL ser sig slået i Irak og Syrien, kan de flytte til Libyen eller en fjern egn i Sahara. Det kommer sig ikke så nøje, hvor kalifatets kerne er, så længe det er på muslimsk territorium. Selvfølgelig er Irak og Syrien vigtige for dem af historiske og kulturelle årsager, men de erkender, at de kan lide nederlag, og de har for nyligt sendt et stort antal krigere til Libyen. Så et militært nederlag i Syrien og Irak bliver ikke enden på ISIL.

Når man ser på ISIL’s militære kapabiliteter, så har de en kurv af forskellige virkemidler: Terror, guerillakamp og konventionel krigsførelse. Hvis de mister territorium, mister de muligheden for konventionel krigsførelse, men kan i stedet føre guerillakrig i byerne. Men deres største våben er terrorkommandoer, der kan udføre seriøse terrorhandlinger i Bruxelles, Paris og Istanbul.

Når man ser på ISIL’s militære kapabiliteter, så har de en kurv af forskellige virkemidler: Terror, guerillakamp og konventionel krigsførelse. Hvis de mister territorium, mister de muligheden for konventionel krigsførelse, men kan i stedet føre guerillakrig i byerne. Men deres største våben er terrorkommandoer, der kan udføre seriøse terrorhandlinger i Bruxelles, Paris og Istanbul.
_______

 

RÆSON: Er det overhovedet muligt at nedkæmpe ISIL’s ideologi på slagmarken?
HASHIM: Nej, ikke på slagmarken. Der skal mere politiske, sociale og økonomiske midler til – på nationalt, regionalt og internationalt plan. Man kan ødelægge ISIL’s eksisterende kapabiliteter på slagmarken, men man kan ikke ødelægge ideologien, medmindre man løser den underlæggende identitetskrise.

I øvrigt er det ikke kun det marginaliserede proletariat, der tilslutter sig dem; det inkluderer også professionelle funktionærer og lignende. Men de lider alle under en identitetskrise. Så hvad er det for en identitetskrise, de lider under? I Europa er det måske manglende integration, og det er hele vejen ned til Molenbeek i Belgien og forstæderne til Paris. I Mellemøsten har det at gøre med regeringsførelsen, fattigdom, ingen fremtid og så videre. Folk ser ikke en fremtid for sig selv med et job, et normalt liv og en familie. Og denne identitetskrise giver brændstof til ISIL’s ideologi.

ILLUSTRATION: Irakiske hærsoldater i forbindelse med afslutning af uddannelse forud for indsættelse, Al Asad Air Base, 2016. Hærsoldaterne skal blandt andet kæmpe mod ISIL. [DANCON OIR hold 3/Forsvarsgalleriet]