Vil DF holde deres løfter ifht. velfærd, dagpenge og social dumping? Hvis Løkke siger nej, så tror jeg gerne Mette Frederiksen giver en kop kaffe i næste uge – Pelle Dragsted

Vil DF holde deres løfter ifht. velfærd, dagpenge og social dumping? Hvis Løkke siger nej, så tror jeg gerne Mette Frederiksen giver en kop kaffe i næste uge – Pelle Dragsted

20.06.2015

.

STATUS. Af RÆSONs chefredaktion

1) Af iagttagere udlægges valget som et oprør mod de politiske partier. Har de ret? Hvis ja, hvad er moralen?
Valget var måske især et oprør mod de gamle system-partier: S,V,K R og SF. De partier, der gik frem er allesammen partier, der tør mene noget. Det synes jeg egentlig er ganske positivt. Men valget var også et oprør med corydonismens regnearks-politik og de Radikales sådan-er-det-jo-politik. Og det var et klart fravalg af de tre partier, som dannede regering efter sidste valg. De mistede 8 procent af stemmerne.

2) Hvad var det mest overraskende ved valgkampen?
At det blev langt mindre præsidentvalgkamp end alle kommentatorerne havde forudset. Det var en valgkamp, hvor andre partier end de to statsministerpartier fyldte meget og satte deres præg på de store TV-debatter. Det var også overraskende, at Alternativet fik så stor opbakning. Det havde jeg ikke set komme. De blev på en måde eksponent for utilfredsheden med hele midtersumpen og nødvendighedens politik. Spændende at se hvilken rolle de kommer til at spille.

3) Hvad er det mest overraskende ved resultatet?
At Dansk Folkeparti blev det største parti i blå blok. Det er jo en fuldstændig ændring af det politiske danmarkskort. Det er faktisk forkert at tale om en blå/højreorienteret valgsejr. Det var DF, der sikrede sejren, og det gjorde de ved at lægge sig til venstre for socialdemokraterne på lange stræk. Men samtidig peger de på Lars Løkke som står for alt det modsatte. Det er på mange måder en mærkelig parlamentarisk situation. Den minder på en måde om situationen efter sidste valg, hvor socialdemokraterne vandt, men det var de Radikale, der kunne svinge taktstokken fordi der var et reform-flertal. Nu er der et velfærds-flertal udenom Lars Løkke, og det betyder at DF står i en virkelig stærk position, hvis de tør stå fast.

4) Hvad er den største udfordring ved at samle de borgerlige partier bag én regering?
Det er jo oplagt, at der er meget langt mellem partierne bag blå blok. DF vil have højere offentlig vækst end den som Socialdemokraterne lovede. Mens Liberal Alliance står for en økonomisk chok-doktrin med voldsomme nedskæringer i velfærden. Det er DF, der står med de stærkeste kort på hånden. Samtidig er Liberal Alliance gået frem og Anders Samuelsens selvfølelse kan næsten ikke være inde i KB-hallen. Så det er noget af en opgave, som Lars Løkke står overfor. Det store spørgsmål er, om DF vil holde deres løfter ifht. velfærd, dagpenge og social dumping. De har magten til det, hvis de vil. For hvis Løkke siger nej, så tror jeg gerne Mette Frederiksen giver en kop kaffe i næste uge.

5) Begge statsministerkandidater talte i valgkampens sidste fase om behovet for bredt samarbejde over midten. Har de ret? Eller vil I hellere foretrække en politik, der er tættere på jeres idealer – også selvom den gennemføres alene med den ene side af folketingssalen?
Jeg synes ikke politik henover midten er en fordel i sig selv. Der er blevet lavet rigtigt mange aftaler henover midten, som har været dybt skadelige og har haft voldsomme konsekvenser for mennesker ramt af sygdom eller arbejdsløshed. For mig er det indholdet der tæller.

6) Hvad bliver Enhedslistens rolle i det nye folketing?
Det kommer meget an på hvad der sker i de kommende dage. Vi står i en speciel situation fordi et flertal af danskerne faktisk har stemt for mere velfærd og bedre dagpenge. Man kan sige med om Thulesen-Dahl, men han har faktisk været meget klar i sine løfter. Om et bedre dagpengesystem, om bedre velfærd, om åbenhed om DONG-salget, og folkeafstemning om bankunion. Hvis han har tænkt sig at holde fast, så er vi klar til at samarbejde om de dagsordener og bruge de flertal. Vi er jo også med i en lang række forlig. Så jeg ser langt fra vores parlamentariske rolle som udspillet. På andre områder som udlændingepolitikken og retspolitikken vil vi jo komme til at stå i skarp opposition. Her tror jeg Enhedslisten kommer til at spille en nøglerolle som det næststørste parti i rød blok. Det er jo noget nyt for os, og den opgave har vi tænkt at tage på os.

7) Føler du dig overbevist om, at en V-regering på DF’s nåde vil føre en mere blå politik end Thorning?
På nogle områder ja, og på nogle områder nej. Hvis DF skal holde hvad de har lovet vælgerne, så bliver det svært for Løkke at føre en mere blå økonomisk politik end Thorning og Corydon gjorde. Men hvis DF igen er klar til at bytte sociale forringelser for en grænsebom, så kan det komme til at se sort ud. På udlændinge- og retspolitikken, og ikke mindst på miljø og klima-området vil vi se et klart ryk mod højre. Desværre.

ILLUSTRATION: Officielt pressefoto