16.04.2015

I lyset af Ukraine-krisen er det amerikansk-russiske forhold trådt ind i en ny og farlig fase, hvor risikoen for en storkrig ikke længere kan udelukkes.

ANALYSE af Thomas Lie Eriksen

Relationer mellem Rusland og USA har over de seneste 25 år udviklet sig fra et konstruktivt og venskabeligt samarbejde efter Sovjetunionens opløsning og skabelsen af den nye russiske føderation, til begyndende spændinger i forbindelse med Balkan-krigen og den første NATO udvidelse i slutningen af 90’erne. Med krisen i Ukraine, der siden begyndelsen af 2014 er blevet stadig mere intens og voldsom, er det russisk-amerikanske forhold nu på frysepunktet og et åbenlyst fjendskab hersker.

Fra samarbejde til nye problemer
Duellen uden ende er titlen på første bind i den store politolog Erling Bjøls 4-binds værk om den internationale politiks historie under Den kolde krig. Bjøl lånte titlen til sit værk fra den legendariske amerikanske Ruslandsekspert George F. Kennan, der i 1947 i sin berømte X-artikel fastslog, at russerne så frem til: ”…a duel of infinite duration..”. Kennan argumenterede videre for, at det amerikanske modsvar over for Sovjet burde bestå i en inddæmning af russernes ekspansive tilbøjeligheder.

Duellen fik som bekendt en ende, og med Sovjetunionens opløsning i 1991 var det vel forventningen hos de fleste, at forholdet mellem Rusland og USA nu ville kunne normaliseres. I en periode i 90’erne så udviklingen lovende ud. Rusland henlå ganske vist i indenrigspolitisk kaos, men på den internationale scene forekom det sandsynligt, at det genopstående Rusland nu ville få mulighed for at spille en konstruktiv rolle – alt sammen symboliseret ved det gode forhold mellem Bill Clinton og Boris Jeltsin. I slutningen af 90’erne var hvedebrødsdagene imidlertid forbi, og relationerne mellem øst og vest antog igen en kølig karakter. Kosovo-krigen og den første NATO udvidelse vakte russernes mistænksomhed og vrede og efterlod den vestlige verden i undren over den politiske udvikling i Rusland, hvor Vladimir Putin i 1999 for første gang trådte ind på den store politiske scene som premierminister.

Den permanente krise?
De begyndende spændinger mellem Rusland og Vesten fik i 1998 Kennan til at advare mod de konsekvenser, et forværret forhold mellem øst og vest ville medføre, og han forudså, at der på et tidspunkt kunne opstå en alvorlig krise, hvorefter begge parter ville blive bekræftet i deres gammelkendte fjendebilleder. Resten er, som man siger, historie. I den aktuelle tilspidsede situation i og omkring Ukraine er det lykkedes for den vestlige verden at stå nogenlunde samlet over for Rusland.

Inden for EU-kredsen er der nogen uenighed om linjen, idet nogle medlemsstater ønsker en meget stram kurs, mens andre ønsker at opbløde sanktionspolitikken pga. af russiske modforanstaltninger, der skader flere landes i forvejen hårdt pressede økonomi. Det er dog indtil videre lykkedes at formulere en fælles politik og fastholde en fælles linje på begge sider af Atlanten i relation til krisen og dens udvikling. Imidlertid tyder de seneste begivenheder på en stadig større kløft mellem det amerikanske og europæiske syn på, hvordan konflikten med Rusland skal håndteres.

Sammenhold eller splittelse?
Med indgåelsen af ”Minsk 2.–aftalen”, en aftale der i høj grad blev til på fransk-tysk initiativ som en reaktion mod den amerikanske diskussion om våbenleverancer til styret i Kijev, er den begyndende splittelse blevet stadig tydeligere. Tyskland og Frankrig vil under ingen omstændigheder bidrage til at styrke den militære del af konflikten, dels fordi den fælles opfattelse er, at der kun findes en politisk løsning, dels fordi en mulig militær eskalering vil kunne udvikle sig til en omfattede storkrig, der vil blive udkæmpet på europæisk grund.

Amerikanerne synes at have opgivet muligheden for et samarbejde med Rusland, så længe Putin er ved magten, og de forekommer derfor indstillet på et større opgør med russerne, hvor Ukraine vil blive den centrale kampplads. Spørgsmålet er derfor nu, hvad der ligger til grund for den amerikanske opfattelse af situationen.

De lange linjer
Den franske historiker Alexis de Tocqueville formulerede i sit berømte værk Om Demokratiet i Amerika (1835-1840) en vision, der siden er blevet citeret vidt og bredt: ”To store folk, der kommer fra hver sit sted, rykker frem mod samme mål: russerne og amerikanerne. Deres udgangspunkt er forskelligt, deres veje er forskellige, men de synes begge i Forsynets hemmelige plan bestemt til en dag hver at holde den halve verdens skæbne i deres hænder”. Det ligger måske også i Forsynets hemmelige plan, at den russisk-amerikanske rivalisering skal fortsætte til evig tid, selv om de historiske omstændigheder undergår markante forandringer.

De Tocquevilles forudsigelse om den kommende kolde krig 90 år før denne blev indledt, fremstår i tilbageblikket som fantastisk. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Tocquevilles fremtidsvision i dag må forstås på et dybere plan? Hvor den kolde krig langt hen ad vejen var en rationel affære – udsprunget af behovet for at etablere en ny verdensorden efter verdenskrigens kaos og grundet i reelle ideologiske modsætninger – står den nuværende konflikt i et mere tåget skær.

Globalpolitikken befinder sig i dag i en næsten ligeså voldsom transformationsproces, som den gjorde i 1945. Den store forskel på dengang og nu er, at Rusland ikke længere er eller burde være det store dyr i åbenbaringen. Denne rolle er overtaget af Kina, med hvem amerikanerne også befinder sig i en stadig mere intens rivalisering, særligt centreret omkring det øst- og sydkinesiske hav. I forhold til kineserne kan amerikanerne dog langt bedre formulere og praktisere en afbalanceret diplomatisk politik, der gennem et tæt samarbejde med nabolandene tager sigte på at inddæmme og begrænse Kinas ambitioner i retning af større indflydelse og territorialkrav i dets nærområde.

Den evige magtkamp
Endnu er der dog ingen amerikansk toppolitiker eller kommentator, der har fundet det nødvendigt at sammenligne det kinesiske styre med Nazityskland eller præsident Xi Jinping med Hitler. Spørgsmålet er derfor fortsat, hvad det er, der skaber så stærke følelser i den vestlige verden i almindelighed og i USA i særdeleshed i forholdet til Rusland?

En del af forklaringen på den amerikanske aversion imod Rusland skal nok findes i en europæisk tradition, der har forplantet sig til den anden side af Atlanten. Europa har siden Rusland første gang fremtrådte som en samlet statslig enhed haft et komplekst og modsætningsfyldt forhold til den store nabo mod øst. De besværlige relationer har medført, at der i tidens løb er opstået alskens myter og misforståelser omkring det russiske samfund og den kultur, der er udsprunget heraf. For amerikanerne kan denne tradition så knytte an til oplevelserne under Den kolde krig og det store fjendebillede, der igennem denne periode blev udviklet.

Sovjetunionen/Rusland var symbolet på alt, hvad der var galt med denne verden, magtpolitisk såvel som ideologisk. Ruslands ageren under Ukraine-krisen kan kun bekræfte amerikanske beslutningstagere og meningsdannere i det dybtliggende fjendebillede, der nok aldrig helt forsvandt efter 1989. Selv om Putin og den øvrige russiske ledelse ikke udgør en ideologisk trussel, opfattes deres magtpolitiske adfærd som værende helt i tråd med deres kommunistiske forgængere, hvorfor det endnu engang er nødvendigt at bekæmpe russerne med alle til rådighed stående midler. Problemet med hele denne tankekonstruktion er, at spørgsmål om rimeligheden i, at Rusland kan have legitime sikkerhedsinteresser og behov for at hævde disse, samt om Putin & co virkelig udgør en trussel mod verdensfreden, nabostaterne og USA selv, slet ikke bliver overvejet.

Der findes således ikke et rimeligt proportionalt forhold mellem mål og midler i den amerikanske Ruslandspolitik, i hvert fald ikke på det retoriske plan. Den politiske elite i Washington risikerer således at blive fanget i sit eget overdimensionerede fjendebillede, hvilket kan få store konsekvenser i form af et permanent fjendtligt forhold til Rusland og en stadig større splittelse fra Europa. Endelig kan Ukraine-konflikten medføre, at USAs virkelige rival Kina bliver yderligere styrket, som det allerede er sket i form af et tættere samarbejde på en række centrale områder mellem Beijing og Moskva.

En ny duel – uden nogen ende i sigte, er påbegyndt mellem Rusland og USA. En duel, der finder sted under de mest omfattende historiske forandringer, der er set de sidste 500 år og med mange ikke rationelle elementer indbygget i konflikten. Udfaldet af den igangværende tvekamp er derfor umuligt at forudsige. Kun ét ligger fast: russerne og amerikanerne synes endnu engang udset af forsynet til at være de evige modsætninger i nationernes endeløse magtkamp.

Thomas Lie Eriksen (f. 1984) er freelanceskribet og historiker med speciale i internationale relationer. Han har tidligere skrevet for bl.a. Politiken, Information og IPmonopolet.[Foto: SN1080]