09.02.2015

PERSPEKTIV af Emil Bülow

Er vi på vej mod en ny Kold Krig? „There clearly is this danger, and we must not ignore it”, sagde Henry Kissinger, tidligere amerikansk sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister, i november til Der Spiegel: ”I think a resumption of the Cold War would be a historic tragedy. If a conflict is avoidable, on a basis reflecting morality and security, one should try to avoid it.‟ Det burde være klart for enhver, at en ny kold krig ikke er i nogens interesse. For at undgå en sådan må krisen i Ukraine løses – og en sådan løsning kan kun findes på baggrund af en forståelse af krisens grundlag.

USA arbejdede for Janukovitj’ afgang
I et CNN-interview om forholdet mellem USA og Rusland udtalte præsident Obama 31. januar: ”since Mr. Putin made this decision around Crimea and Ukraine, not because of some grand strategy, but essentially because he was caught off balance by the protests in the Maidan and Janukovitj then fleeing after we had brokered a deal to transition power in Ukraine.‟

Obama siger altså eksplicit, at Putins handlinger i Ukraine og på Krim ikke skyldes nogen ‚grand strategy‛. Putin er ellers ofte blevet beskyldt for netop at have en sådan ‚grand strategy‛, hvor endemålet er at genskabe Sovjetunionen eller Det Russiske Imperium. Obama begrunder i stedet Putins handlinger med, at han blev ‚caught off balance‛ af Maidan-protesterne og Janukovitj‛ flugt, efter USA havde ‚brokered a deal to transition power in Ukraine‛. Men hvad skete der, der betød at Janukovitj ikke længere er præsident?

Efter Janukovitj afviste associeringsaftalen med EU, udbrød månedsvis af demonstrationer, der kulminerede med skyderier. Den 21. februar sidste år indgik Janukovitj en aftale med den daværende opposition for at bringe blodsudgydelserne til ophør. Aftalen indebar at genindføre forfatningen fra 2004, danne en overgangsregering, udarbejde en forfatningsreform, udskrive nyt præsidentvalg, og at efterforske de voldelige episoder, der havde fundet sted. Myndighederne forpligtede sig på ikke at indføre undtagelsestilstand i landet, begge parter ville afstå fra at bruge vold og trække sig tilbage fra officielle bygninger og spærrede veje, parker og pladser. Aftalen indebar altså ikke, at magten skulle overgives – Janukovitj kunne fortsætte som præsident til næste valg, der skulle udskrives før tid. USA deltog ikke som mægler i denne sammenhæng.

Men to uger forinden, 7. februar, rapporterede DR, at „Moskva beskylder USA for at planlægge et kup i Ukraine‟. Dette skete på baggrund af et lækket telefonopkald mellem den amerikanske ambassadør i Ukraine, Geoffrey Pyatt, og en højtstående repræsentant for det amerikanske udenrigsministerium, Victoria Nuland, hvor de diskuterede sammensætningen af en ny regering i Ukraine. I telefonsamtalen hørtes først Nuland, der spurgte „What do you think?‟ hvortil Pyatt svarede, „I think we’re in play.‟ Herefter udtrykte han skepsis over for Vitalij Klitjko og henviste til „my notes on the troubles in the marriage right now‟, og at ”he has to go home and do his political homework”. Nuland fortsatte med at erklære, at hun ikke mente, Klitjko burde indgå i regeringen. Pyatt gav hende ret og nævnte at problemet var Oleh Tyahnybok. Nuland afbrød ham og konkluderede at Jatsenjuk havde den økonomiske og ledelsesmæssige erfaring og havde brug for Klitjko og Tyahnybok ‚on the outside‛, samt var nødt til at tale med dem jævnligt.

På dette tidspunkt var både Klitjko, Jatsenjuk og Tyahnybok de ledende oppositionsfigurer, der senere underskrev aftalen med Janukovitj. Den næste del af samtalen omhandlede spillet omkring de tre figurer, hvorefter Nuland nævnte at have talt med Jeff Feltman fra FN, der havde fået Robert Serry og Ban Ki-Moon til at acceptere, at Serry kunne komme og hjælpe med at ‚glue this thing‛. Derefter udtrykte hun sin holdning til EU med ordene, „and you know, fuck the EU‟. Samtalen blev kendt for denne udtalelse, i stedet for diskussionen af den kommende regeringssammensætning.

Pyatt var tydeligvis enig og pointerede, at „we’ve got to do something to make it stick together because you can be pretty sure that if it does start to gain altitude, that the Russians will be working behind the scenes to try to torpedo it. … But anyway we could land jelly side up on this one if we move fast. So let me work on Klitjko… we want to try to get somebody with an international personality to come out here and help to midwife this thing.‟

Der fremgår tydeligt af telefonsamtalen, at USA var dybt indblandet i oppositionsfigurernes strategi under urolighederne. Som Anne Gearan dengang skrev på Washington Post, „Nuland also assessed the political skills of Ukrainian opposition figures with unusual candor and, along with the U.S. ambassador to Ukraine, Geoffrey Pyatt, debated strategy for their cause, laying bare a deep degree of U.S. involvement in affairs that Washington officially says are Ukraine’s to resolve.‟ Der var altså ikke nogen tvivl om, hvem USA ønskede i Ukraines regering og at de arbejdede strategisk på dette.

Ifølge John Mearsheimer, professor i Statskundskab ved University of Chicago, havde vesten forud for dette haft en langsigtet strategi for at indlemme Ukraine i vesten, hvad han forklarede i tidsskriftet Foreign Affairs, under overskriften “Why the Ukraine Crisis Is the West’s Fault‟.

USA har postet enorme pengesummer i pro-vestlige personer og organisationer i Ukraine. Nonprofitorganisationen National Endowment for Democracy, der er finansieret af USA, har betalt mere end 60 civilsamfundsprojekter i Ukraine og lederen Carl Gershman omtalte i september 2013 i The Washington Post Ukraine som “the biggest prize.” Ifølge Mearsheimer er dette en klar indikator på deres forsøg på at indlemme Ukraine i vesten.

Mearsheimer påpeger, at der eksisterer bekymring i Rusland, for at deres land måske er det næste, der oplever regimeskift, hvilket ikke er ubegrundet. Gershman skrev i samme artikel, at “Ukraine’s choice to join Europe will accelerate the demise of the ideology of Russian imperialism that Putin represents”. Han tilføjede: “Russians, too, face a choice, and Putin may find himself on the losing end not just in the near abroad but within Russia itself.”

Den Europæiske Union har også udvidet mod øst og søgt at integrere lande som Ukraine i EUs økonomi, bl.a. med associeringsaftalen. Rusland anser EU medlemskab som et trin på vejen mod NATO-medlemskab.
På NATOs topmøde i 2008 overvejede alliancen at optage Georgien og Ukraine, men Frankrig og Tyskland var imod, da det kunne skabe vrede hos russerne. Alliancen endte ikke desto mindre med at erklære: “Disse lande vil blive medlemmer af NATO”.

Afsættelsen af Janukovitj
New York Times beskrev den 23. februar 2014, hvad der fulgte efter underskrivelsen af aftalen mellem Janukovitj og oppositionslederne. De hundredvis af politibetjente, der havde beskyttet præsidentbygningen, forsvandt. Polens udenrigsminister, Sikorski, der havde været med til at mægle aftalen, så betjentene forlade stedet i busser og udtalte: „That was not part of the deal. Astonishing.” Betjentene forlod stedet som konsekvens af de voldelige sammenstød, samt frygten for at våben stjålet fra et arsenal i Lviv og siden bragt til Kiev, ville blive brugt imod dem.

Andrei Levus, næstkommanderende for Maidans ‚selvforsvarsstyrker‛, udtalte med henvisning til de stjålne våben fra Lviv, “I’m reluctant to talk about this because we are protesters and not illegal armed groups … But the square was about to look different. There would be more people, and they would not have had empty hands.” Han havde angiveligt modtaget et telefonopkald dagen før fra viceindenrigsministeren og havde forsikret ham om betjentenes sikkerhed, hvis de forlod byen.

Janukovitj opholdt sig i Kharkiv og erklærede derfra, at han ikke havde forladt præsidentembedet og ikke havde tænkt sig at gøre det. Han anklagede demonstranterne for at gennemføre et kup. Ifølge Sikorski, den polske udenrigsminister, nægtede Janukovitj, at han var skyld i krisen og afviste at fastsætte en dato for nyvalg. Sikorski havde efter eget udsagn sagt til Janukovitj, „You need to declare on what date you’ll resign‟. Efter en telefonsamtale med Ruslands præsident Putin, indvilligede Janukovitj i at udskrive valg.
Det nåede han aldrig. Morgenen efter indtog demonstranterne regeringsbygningerne og parlamentet. De mødte ingen modstand fra politiet, der havde forladt deres poster jævnfør aftaler med Andrei Levus.

Ifølge The Guardian stemte parlamentet herefter for en række resolutioner, der fratog Janukovitj sine beføjelser og fastsatte en valgdato den 25 maj. Oleksandr Turchynov blev udpeget af parlamentet som fungerende præsident. Janukovitj‛ ministre blev afsat, startende med udenrigsministeren, der havde forsvaret Janukovitj‛ valg om ikke at underskrive associeringsaftalen med EU. I Østukraine og på Krim udtryktes raseri over begivenhederne, og der planlagdes ‚pro-russiske‛ demonstrationer flere steder. Disse områder havde udgjort Janukovitj primære vælgerbase.

Den britiske udenrigsminister, William Hague, udtalte, at Storbritannien og dets europæiske allierede ville støtte den nye regering og opfordrede ukrainske politikere til at samarbejde. Han advarede samtidig Rusland mod at blande sig i den ‚komplekse‛ krise i Ukraine. Den amerikanske diplomat, Susan Rice, advarede Rusland om, at det ville være en alvorlig fejl at sende tropper ind i Ukraine for at genindsætte en mere russiskvenlig regering.

Om aftenen blev den tidligere premierminister og Janukovitj‛ rival, Julia Timosjenko, der sad dømt for magtmisbrug i en kontroversiel retssag, løsladt. Hun tog direkte til Kiev, hvor hun lovpriste demonstranterne som helte og opfordrede dem til at fortsætte kampen, med ordene „This is your victory because no politician, no diplomat could do what you have done, you have removed this cancer from this country‟.
Efterfølgende blev Jatsenjuk udpeget til premierminister, mens Klitjko og Tyahnybok ingen regeringsposter fik.

Et mæglet kup?
Mindst 88 personer mistede livet i ugen op til afsættelsen af Janukovitj, der kort efter blev anklaget for massemord og eftersøgt. Han flygtede efterfølgende til Rusland. I en artikel på DR gav to eksperter deres syn på sagen. Efterretningsforsker Flemming Splidsboel pointerede, at forfatningen blev overtrådt i forbindelse med afsættelsen. „Hvis man ser på den ukrainske forfatnings paragraf 111, der beskriver, hvordan en præsident bliver afsat, så har man ikke fulgt den procedure‟.

Søren Riishøj, lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet udtalte „Han er jo blevet valgt på demokratisk vis, og det er jo farligt for demokratiet, at det er en demokratisk valgt præsident, der bliver væltet af en revolution.‟ Han mente, at EU og USA støttede demonstranterne fordi Janukovitj havde droppet associeringsaftalen med EU. „Hvis det havde været omvendt, og at demonstrationen havde protesteret til fordel for russerne, havde billedet nok været modsat.‟

Flemming Splidsboel var enig og fulgte op: „Jeg tror, at man i EU-kredse og i USA nu tænker, at det er dejligt, at der er en mulighed for at slippe af med Janukovitj, og så anerkender man den nye regering‟.
Men når et lands præsident afsættes i strid med landets forfatning, så er det er kup. Janukovitj‛ afsættelse var forfatningsstridig og kan derfor bedst klassificeres som sådan. Hans flugt skyldtes, at politiet ikke længere ville forsvare regeringsbygningerne, af frygt for angreb fra væbnede demonstranter.

Det præcise omfang af amerikansk indflydelse er ukendt, men som det fremgår deltog de i planlægningen af strategien og deres favorit, Jatsenjuk, blev premierminister. Som Obama sagde: „Janukovitj […] fleed after we had brokered a deal to transition power in Ukraine‟. Det er nærliggende at forestille sig, at USA mæglede mellem de forskellige oppositionsfigurer og sørgede for at deres favorit fik den rigtige post. Der foreligger klare beviser og indikationer på dette.

Ruslands reaktion
Siden er Krim blevet optaget i Rusland efter en kontroversiel folkeafstemning. OSCE nægtede at overvåge afstemningen, da de dømte den forfatningsstridig1og krævede en invitation fra den ukrainske regering. Det blev ikke pointeret at den daværende ukrainske regering var indsat forfatningsstridigt. I interviewet med SPIEGEL fra november konkluderede Kissinger om annekteringen: „The annexation of Crimea was not a move toward global conquest. It was not Hitler moving into Czechoslovakia.‟

Putin citeres ofte for i en tale fra 2005 at have kaldt Sovjetunionens sammenbrud en katastrofe, hvilket kunne tyde på han arbejder for en genoprettelse. Det fremgår dog af samme tale, at han ikke begræder det kommunistiske imperiums sammenbrud i sig selv, men de kaotiske forhold, der fulgte for de russiske borgere: Den enorme russiske diaspora, ødelæggelsen af institutioner, private opsparinger der forsvandt, udbredt fattigdom og oligarkernes efterfølgende udplyndring af landet.

Det østlige Ukraine har siden været hærget af borgerkrig mellem oprørere og Kiev-regeringen. Russiske frivillige kæmper på oprørernes side, og Rusland er gentagne gange blevet beskyldt for at sende mandskab og materiel til oprørerne. Men Obama har ret, når han siger, at Putin blev ‚caught off balance‛ af begivenhederne, og at dette er baggrunden for hans handlen i Ukraine. Der er ikke tale om en ‚grand plan‛ om at udvide Ruslands territorium, men om en reaktion på et kup mod Ukraines præsident, mæglet af USA.

Ukraines betydning for Rusland
Om Ruslands reaktioner siden Janukovitj’s exit udtaler Obama „Since that time this improvisation that he’s [Putin] been doing has gotten him deeper and deeper into a situation that is a violation of international law, that violates the territorial integrity and sovereignty of Ukraine, has isolated Russia diplomatically, has made Europe vary of doing business with Russia, has allowed the imposition of sanctions that are crippling Russia’s economy at a time when their oil revenues are dropping. There is no formula in which this ends up being good for Russia.‟

Hvorfor har Putin reageret således på denne baggrund? Mearsheimer mener, at grundlaget for problematikken er Vestens forsøg på at indlemme Ukraine i NATO. Ruslands ledere har været modstandere af NATOs udvidelser siden afslutningen på den kolde krig og har ifølge Mearsheimer gjort det klart, at de ikke vil acceptere Ukraine som en vestlig bastion. Da NATO i 2008 erklærede, at Ukraine og Georgien ville blive medlemmer, fastslog Putin, at disse landes NATO-medlemskab ville repræsentere en “direkte trussel” mod Rusland.

Kuppet mod Ukraines pro-russiske præsident ledte derfor til overtagelsen af Krim, samt Ruslands vellykkede destabilisering af Ukraine, der har gjort optagelsen i NATO usandsynlig. Krim huser Ruslands sortehavsflåde og har som sådan stor strategisk betydning. Lignende begivenheder fandt sted i Georgien i 2008. Georgiens daværende præsident, der ønskede NATO-medlemskab, søgte i sommeren 2008 at reinkorporere separatistregionerne Abkasien og Sydossetien i Georgien. Da Georgien angreb Sydossetien, reagerede Rusland ved at angribe Georgien og tage kontrol over både Abkasien og Sydossetien. Ved at annektere de to separatistregioner, gjorde Rusland det meget besværligt for Georgien at blive en del af NATO. Ingen vestlige lande vil anerkende Abkasien- og Sydossetiens nye status, og de vil ikke optage Georgien, hvis det er delvist besat.

Hvorfor vedrører det russerne om andre lande vælger at alliere sig med hinanden? For at svare på spørgsmålet, vender Mearsheimer det på hovedet og spørger, hvordan USA ville reagere i en lignende situation. Hvordan ville amerikanerne reagere, hvis Kina byggede en stor militæralliance og forsøgte at inkludere Mexico og Canada?
Ukraine udgør et stort landområde, som både Napoleons Frankrig og Hitlers Tyskland har måttet krydse for at kunne angribe Rusland. Ukraine er Ruslands bufferstat mod vesten og har som sådan enorm strategisk betydning. Ruslands mulighed for at forsvare sig mod angreb har historisk været betinget af deres enorme udstrækning, uden hvilken de ville have tabt i anden verdenskrig. Det ville være hovedløst af Rusland at tillade NATO, deres tidligere ærkefjende, at rykke ind i Ukraine. Det ville derfor også være hovedløst at lade stå til, mens vesten, i særdeleshed USA, hjalp med at kuppe den siddende regering og installere et nyt ukrainsk regime, der ønskede NATO-medlemskab.

Som Mearsheimer påpeger: Det er simpel geopolitik. Stormagter er følsomme overfor potentielle trusler nær deres territorium. Det samme gælder for USA, der ikke tillader andre stormagter at udstationere militær på den vestlige halvkugle. Ruslands ledere har gentagne gange fortalt vesten, at de anser NATO-udvidelserne til Georgien og Ukraine som uacceptable. Dette fremgik også helt utvetydigt både af deres militærdoktrin fra 2010 og deres krig mod Georgien. Uanset om dette er uforståeligt i vesten, så er det sådan. Det er i sidste ende russerne selv, der vurderer hvad der udgør en trussel mod dem, ligesom det er os selv, der vurderer trusler mod vesten.

En forudsigelig krise?
Da Clinton efter den Kolde Krig begyndte at advokere for NATO-udvidelser, var de fleste realister, ifølge Mearsheimer, imod. Der eksisterede dengang en frygt for, at NATO-udvidelser ville give Rusland et incitament til at skabe problemer i Østeuropa. Den amerikanske diplomat George Kennan forudså den russiske reaktion i 1998: “I think the Russians will gradually react quite adversely and it will affect their policies”. Han begræd udvidelserne med ordene “I think it is a tragic mistake. There was no reason for this whatsoever. No one was threatening anyone else.” Kennan forudså samtidig, at NATO-udvidelserne ville medføre en krise, hvorefter tilhængerne af udvidelse ville sige “we always told you that is how the Russians are”. Ganske som han forudså, har de fleste vestlige ledere portrætteret russerne som de skyldige i Ukrainekrisen.

Ruslands handlinger i Georgien 2008 og siden Ukraine i 2014 stemmer ikke overens med billedet af et Rusland, der søger at genrejse et imperium. Rusland indtog ikke hele Georgien, mens det havde chancen, hvilket de ellers burde, hvis de ønskede Sovjetunionen tilbage. Ruslands handlinger er derimod fuldt ud i overensstemmelse med fortællingen om et land, der søger at undgå NATOs tilstedeværelse i Georgien og Ukraine. Hvis dette er deres mål, så har de opnået det med den førte politik. Hverken Georgien eller Ukraine kan optages i NATO i deres nuværende tilstand.

Skal alle lande være medlemmer af NATO?
At Rusland ikke ville acceptere Georgien og Ukraine i NATO har længe været kendt. På den baggrund kan det synes besynderligt, at vesten har forfulgt netop disse landes medlemskab og skabt den nuværende krise.
Her vil mange indvende, at vi i vesten netop bør kæmpe for alle landes ret til selvbestemmelse og suverænitet, også selvom Rusland modsætter sig det. Argumentet lyder: Rusland har ingen ret til at blande sig i andre landes valg af alliancepartnere. Selvom Rusland frygter NATOs ekspansion, har Ukraine og Georgien stadig ret til selv at vælge side. Hvis de vil tilslutte sig NATO så skal de have lov til det.

I denne sammenhæng udtalte Kissinger:„On the one hand it is important that Ukraine remain an independent state, and it should have the right to economic and commercial associations of its choice. But I don’t think it’s a law of nature that every state must have the right to be an ally in the frame work of NATO‟.
Det er tilmed en farlig måde at tænke omkring udenrigspolitik. Virkeligheden er nemlig, ifølge Mearsheimer, at “might often makes right” i stormagtspolitik. Abstrakte regler har ikke nogen betydning, når magtfulde stater konflikter med svage stater.

Historien synes at tale for Mearsheimers betragtning. USA mente ikke, at Cuba havde ret til at alliere sig med Sovjetunionen under den Kolde Krig – og Rusland har det på samme måde med Ukraine og Georgien.
Hvis vi opstiller urealistiske forventninger til andre stater og handler i henhold til det, så risikerer vi i yderste konsekvens krig. En krig mod Rusland vil selvsagt være meget alvorlig.

Det nævnes som sagt, at Ukraine har ret til selv at vælge side. Men USA støttede et forfatningsstridigt kup mod den folkevalgte præsident i et suverænt land, Ukraine. Hvis vi i vesten bekymrede os om de idealer, vi søger at pådutte russerne, ville vi have modsat os dette kup og krævet Janukovitj genindsat. Vesten støttede kuppet, da Janukovitj afviste at underskrive associeringsaftalen med den Europæiske Union. Janukovitj var ellers valgt til netop at træffe den slags beslutninger. Det var dermed vesten, der nægtede Ukraine ret til selv at vælge. Når vestlige ledere nu insisterer på Ukraines ret til selv at vælge alliancepartnere, formår de dermed udelukkende at udstille deres eget hykleri. De påståede idealer udgør ikke grundlaget for vestlig udenrigspolitik, men er et udtryk for illusorisk selvforherligelse. Den vestlige indblanding i Ukraine er på alle områder en fejlslagen politik.

Det er i alles interesse at forstå og acceptere virkeligheden. Putin har ingen plan om at genskabe et imperium, Ruslands ageren skyldes frygt for NATO. Mearsheimer tilbyder en mulig løsning på krisen: Ukraine må nødvendigvis vedblive at være en neutral bufferstat mellem Rusland og NATO. Vesten må stoppe med at støtte det anti-russiske regime i Ukraine. Ukraine skal blive en suveræn stat, der hverken falder i den russiske eller den vestlige lejr. For at nå dette mål bør vesten afvise muligheden for NATO-medlemskab til både Georgien og Ukraine. En sådan politik er ikke ‚appeasement‛ overfor en skruppelløs diktator, der pønser på at angribe NATO.

Dette vil selvsagt ikke løse Ukraines interne problemer, der i øjeblikket kommer til udtryk ved en regulær krig. Ikke desto mindre kan vi på denne måde stabilisere forholdet til Rusland og undgå en eskalering til en endnu værre konfrontation.

Emil Bülow (f.1986) skriver speciale i statskundsskab ved Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Ukrainsk Protestskilt i London, Whitehall [Foto: Cory Doctorow]