19.01.2015

Efter angrebene i Frankrig er spørgsmålet: Hvad er årsagen til ekstremisme og fanatisme? Og hvad har det internationale samfund tænkt sig at gøre? Den ’gamle’ krig mod terror er tabt – for 12 års krig i Afghanistan har ikke virket. Der må nytænkes.

ANALYSE af Enayatt Safi

ALLE MUSLIMER i Europa kan tage afstand fra angrebene i Paris. Alle i vesten kan fordømme angrebet. Alle disse handlinger er symbolsk nødvendige og på deres plads. Men hvad sker der i morgen, når angrebet har mistet sin nyhedsværdi?

Terrorismen kræver ofre dagligt – og er den største trussel, vi står overfor. Men politikerne må huske ikke at overreagere og ikke at bruge hændelsen til at male et billede af muslimer som den vestlige verdens fjender. Front Nationals leder Marine Le Pen betegner Islam som en ”morderisk ideologi”. Englands Nigel Farrage fra UKIP taler om en ”femte kolonne”. Og hollandske Geert Wilders taler om, at det europæiske kontinent er ”i krigstilstand”. Disse er blot nogle eksempler på anti-muslimske holdninger, og det vil ikke komme som en overraskelse, at flere og flere vil stemme på politikere, som ønsker stramninger rettet mod muslimske mindretal i Europa. De vil potentielt begynde at føle sig stigmatiserede fra samfundet og vil være lettere rekrutteringsmål for ekstremisterne.

Det er ikke en kamp mellem muslimer og vesten – og dét er yderst vigtigt at forstå. Og det er afgørende, at politikerne holder hovedet koldt og afstår fra propaganda for at kapre flere stemmer. Hvis det sker, så vil de langsigtede konsekvenser blive katastrofale – og en sådan propaganda vil tilsidesætte de demokratiske regler, som er kernen i de vestlige lande.

Når stormen har lagt sig efter Charlie Hebdo, så står vi igen tilbage med spørgsmålet: Hvad er årsagen til ekstremisme og fanatisme? Og hvad har det internationale samfund tænkt sig at gøre ved det? Hver gang vi bliver ramt og såret bløder, så løber alle for at stoppe blodet. Men ligeså snart blødningen er stoppet, glemmer vi alt om sårets årsag. Tiden er kommet til, at det internationale samfund begynder at forstå, hvad der foregår i de muslimske lande og muslimske miljøer i Europa. Hvad forårsager ekstremisme og terrorisme? Desuden skal der udformes en samlet, langsigtet strategi for at bekæmpe ekstremisme på verdensplan.

 


Mens vi er i sorg, har ekstremister og terrorister og dem, som sympatiserer med dem, travlt med at poste billeder og videoer af de to terrorister bag massakren i Paris på sociale medier. Det skræmmende er, at de allerede har opnået status som martyrer, og de ønskes tillykke. Det nemmeste er at kategorisere disse mennesker som psykopater, og angribe dem, hvilket da også har været den vestlige strategi i krigen mod terrorisme siden 11. september 2001. Man har ført en krig mod terror, men aldrig undersøgt årsagen eller de mekanismer, der eksisterer i de muslimske lande, for at forstå fremmarchen af ekstremisme og terrorisme.

USA’s daværende præsident Bush sagde: “Some governments will be timid. If they do not act, America will“. I dag er det mere end 12 år siden, at man startede Krigen mod Terror med krigen i Afghanistan. En krig, der har kostet utallige soldater livet. Status i dag er, at fjenden står stærkere, og flere i samfundet har ekstremistiske holdninger eller sympatiserer med ekstremister og terrorister; Afghanistan er stadig et af verdens fattigste lande – selv efter en hjælpepakke, der svarer til Marshallhjælpen. Vi har ført en krig mod terror, men for at være helt ærlig, så har vi ingen anelse haft om, hvem vi kæmpede mod. De samfundsmekanismer, som eksisterer i de muslimske lande, har stor betydning, men dem har vi set bort fra.

 

I ISLAM er Allahs tilnavn den barmhjertige og tilgivende. Drab på uskyldige mennesker er den næststørste synd i islam, så hvordan forventer ekstremister og terrorister at opnå paradiset ved at dræbe uskyldige? Terrorister og ekstremister bruger vers af koranen, men tager dem ud af deres kontekst. I den pakistanske by Peshawar, hvor 130 skoleelever blev myrdet i det seneste angreb, eksisterer der en kultur blandt almindelige borgere, som er skabt af ekstremisterne. Der findes flere hundrede ”Madrasa”-koranskoler og almindelige borgere anser for at være et privilegium at ens børn går på en af dem. På alle mure i byen er der malet vers fra koranen, hvor den hellige krig mod de vantro er eneste emne. Ekstremister har skabt en kultur i befolkningen, og politiske ledere har arbejdet aktivt med denne propaganda for at opnå deres magt og position. Flertallet af de almindelige borgere i samfundet er fattige analfabeter. Deres verdensforståelse er baseret på en religiøs forklaring, som tager udgangspunkt i mundtlig overlevering fra imamer i moskeerne. Disse mennesker er lette rekrutteringsofre for ekstremister. Byen Peshawar er blot et eksempel. Religiøs manipulation, ringe sociale og økonomiske forhold samt en meget begrænset verdensforståelse bidrager til, at flere vender sig mod os.

Krigen mod terror har føjet flere faktorer til propagandaen: At vestens tilstedeværelse i Afghanistan er et direkte angreb på islam med det ene formål at sprede vestlige værdier til den muslimske verden. Dette argument har styrket ekstremisternes position endnu mere, og de står meget stærkere i dag end for 10 år siden.

 


DE VESTLIGE LANDE har ført en krig mod terror, som er tabt – grundlæggende fordi ingen af de vestlige lande har haft en langsigtet strategi, men altid har fokuseret på kortsigtede mål. Vi har også tabt krigen, fordi vi aldrig har forstået de sociale, økonomiske og religiøse mekanismer, som findes i de muslimske lande. Troen på, at militære indsatser er løsningen, har været for stærk. Men det er ikke militæret, der kan ændre på de grundlæggende værdier – og vigtigst: befolkningens syn på vesten.

Regeringerne i de muslimske lande er forpligtede til at slå ned på ekstremisterne – også med militære midler – og modarbejde deres propaganda. Ellers bliver de også mål, ligesom det sket i Peshawar, og præcis som det er hverdagen i Afghanistan og mange lande i Afrika. Men verdenssamfundet og specielt Vesten må begynde at forstå, at for at bekæmpe terrorisme i en globaliseret verden, er lande nødt til at samarbejde og lave en samlet, langsigtet strategi, der ikke fokuserer på at bruge militære midler, men finder andre alternativer til at ændre de grundlæggende mekanismer i de muslimske lande.

UDDANNELSE er nøglen. Hvis vi fokuserer på at uddanne flere, lægger vi grundstenen til, at almindelige borgere i samfundet ikke kan bruges af ekstremister. Disse ændringer tager tid. Vi må være tålmodige og lægge grundstenen i samarbejde med de lokale.

 

MEN I DANMARK har vi god grund til at gribe chancen og gå forrest. Når det gælder udviklingsbistand, har netop Danmark fx fundet alternativer til at kanalisere midlerne gennem korrupte stater, senest gennem Dansk Flygtningehjælps diasporaprojekter i Somalia og Afghanistan, der har bidraget til at fremme lokale løsninger og uddannelse i samarbejde med eksilerede borgere fra disse lande, der bor i Danmark. Disse tiltag er dog bittesmå i forhold til den amerikansk-ledede militært-orienterede interventionisme – siden 1989 har Danmark deltaget aktivt i fem større krige eller militære aktioner udenfor Europa.

DANMARK SKAL – som en lille stat – bruge sine særlige kompetencer på at få verdenssamfundet til at formulere en ny global uddannelsesorienteret strategi mod ekstremisme og dermed: terror. ■

Enayatullah Safi (f.1988) er foredragsholder og debattør samt studerende på Statskundskab. Flyttede til Danmark i 2001 fra Afghanistan. Arbejdede for det danske forsvar som kulturanalytiker fra 2008 til 2012. ILLUSTRATION: Amerikanske soldater i Afghanistan 2012 [foto: Dept. of Defense]