Venstre løber fra deres løfter ved at ville skære i uddannelse Kommentar af Eva Flyvholm

Venstre løber fra deres løfter ved at ville skære i uddannelse Kommentar af Eva Flyvholm

31.08.2015

.

Det er vist mere end tydeligt nu, at Venstre er klar til at skære på både vores fælles uddannelse og kernevelfærd. I stedet er det eliteuddannelserne og de private alternativer, der bliver kørt i stilling. Det er mere ideologi end sund fornuft.

KOMMENTAR af Eva Flyvholm, MF (EL)

Studerende, der sidder på gulvet og i vindueskarmene til forelæsninger med mange hundrede mennesker. Elever på tekniske skoler, der arbejder med forældede maskiner. Lærer- og socialrådgiverstuderende, der går i ugevis uden at få feedback på deres opgaver. Det er virkeligheden på mange danske uddannelsesinstitutioner.

Nu beskriver uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), universiteterne som ”kornfede” og mener, at institutionerne godt kan klare at blive beskåret yderligere. Og det til trods for, at der i dag er 20 procent færre penge per studerende på universitetet end for bare fem år siden.

Venstre og DF varsler altså historisk store nedskæringer på landets uddannelser i en situation, hvor der allerede er skåret ind til benet.

NEDSKÆRINGER I MILLIARDKLASSEN vil efterlade dybe sår på skoler og universiteter. Det er dybt bekymrende, fordi vores fremtidige velfærd og velstand afhænger af, hvor dygtige ingeniører, kokke, sygeplejersker, miljøteknikere, gymnasielærere, økonomer, mekanikere og pædagoger er i Danmark. Derfor mener jeg, det er decideret idiotisk at skære 8,7 milliarder kroner fra vores uddannelser, fordi det sætter vores fremtid over styr.

 

Ligesom en rigtig god flaske rødvin eller et par italienske sko kræver en udskrivning af en vis størrelse, så kræver uddannelse i verdensklasse også, at fremsynede politikere vil investere.
____________________

 

Man kan undre sig over, hvorfor uddannelses- og forskningsministeren netop nu kommer med sin dystre melding om fremtiden for det danske uddannelsesvæsen. Er det fordi, Esben Lunde Larsen ikke er klar over, hvor pressede uddannelsesinstitutionerne er i forvejen, når han foreslår at skære yderligere ned? Eller hvad foregår der egentlig?

JEG VED IKKE, hvad Esben Lunde Larsen bruger som grundlag for at vurdere, at de ”kornfede” universiteter sagtens kan klare en runde nedskæringer mere. Det vil jeg måske få opklaret i det samråd, jeg har indkaldt ham i. Men situationen lige nu er, at universiteterne med fremdriftsreformen allerede er i fuld gang med nedskæringer. Der er allerede nu stor bekymring for kvaliteten af uddannelserne, mens antallet af vejledertimer er i bund, samtidig med at der er flere studerende end nogensinde før.

Situationen på de tekniske skoler, SOSU-skoler osv. vil jeg mildest talt heller ikke beskrive som luksuriøse. Jeg har faktisk rigtig svært ved at se, hvor der skulle være for meget spæk på de danske uddannelser. Jeg mener ikke, at videnskabsministeren har et sagligt grundlag for sine udtalelser. Og jeg mener i øvrigt ikke, at det er ønskværdigt at udsulte, stresse og afpille vores uddannelsessystem.

VENSTRE OG DF brugte en stor del af valgkampen på at fortælle, hvordan kvaliteten og anerkendelsen af de faglige uddannelser skulle hæves. For mig er det hverken et udtryk for anerkendelse eller kvalitetssikring, at der nu skal skæres ned på de tekniske skoler. Det er interessant, at Venstre lader til at se kvalitet og pris som uafhængige faktorer, så snart det kommer til vores fælles plejehjem, sygehuse og skoler. Men for at bruge et eksempel, der måske vækker genklang i V-toppen, kan jeg opklare, at ligesom en rigtig god flaske rødvin eller et par italienske sko kræver en udskrivning af en vis størrelse, så kræver uddannelse i verdensklasse også, at fremsynede politikere vil investere. Dygtige undervisere, gode materialer og anstændigt arbejdsmiljø for elever og ansatte koster – ikke overraskende – også penge. Og når vi taler uddannelse, er det en god investering, der i høj grad kan betale sig for vores samfund.

 

Eliteuddannelser gavner kun de få. Uddannelser af høj kvalitet for alle gavner hele vores samfund.
____________________

 

Dansk Industri og rektorerne fra flere af landets universiteter har kritiseret nedskæringerne, der ifølge dem er fuldstændig uholdbare. Men det lader ikke til at bide på regeringen, der vil skære dybt og hurtigt – tilsyneladende uden nogen større analyse af konsekvenserne for kvaliteten af den kommende arbejdsstyrke samt dansk økonomi i det hele taget.

I ØVRIGT LØBER Venstre fra deres egne løfter: I 2012 udtalte daværende finansordfører Peter Christensen i “Hos Clement” på DR1, at Venstre ikke ville skære på uddannelsesområdet, fordi det er kernevelfærd. Det er vist mere end tydeligt nu, at Venstre er klar til at skære på både vores fælles uddannelse og kernevelfærd. I stedet er det eliteuddannelserne og de private alternativer, der bliver kørt i stilling. Det er mere ideologi end sund fornuft. Eliteuddannelser gavner kun de få. Uddannelser af høj kvalitet for alle gavner hele vores samfund.

Derfor skal vi heller ikke acceptere, at almindelige unge mennesker ikke kan få en ordentlig uddannelse. Eller at underviserne har elendige arbejdsvilkår. Uddannelse er grundlaget for vores fællesskab og for vores økonomi. Derfor er det nu, der skal kæmpes mod nedskæringerne.

Eva Flyvholm (f. 1981) er medlem af Folketinget og ordfører for videregående uddannelser i Enhedslisten.

FOTO: Steen Brogaard