19.08.2015

Til oktober skal de tanzaniske vælgere udpege den kommende regering. Det kan blive epokegørende: For første gang siden uafhængigheden i 1961 spås oppositionskoalitionen trods interne stridigheder gode chancer for et flertal – befolkningen opponerer imod den omfattende korruption.

ANALYSE af Amalie Ambrosius Høgfeldt

I mere end fem årtier har Chama Cha Mapinduzi (CCM) – også kaldet ”Party of the Revolution” – siddet tungt på magten i Tanzania og er dermed det længst regerende parti i Afrika. Store dele af befolkningen har nu mistet troen på partiets evne til at lede landet. Utallige eksempler på regeringens luksusforbrug og korrumperede misbrug står i skarp kontrast til den omfangsrige fattigdom og hungersnød i landet: Mens ministre modtager enorme lønsummer foruden ekstra shillings i bestikkelse, lever 36 pct. af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Samtidig vrimler det med gadebørn og hjemløse i hovedstaden, Dar es Salaam, og der er enorme huller i både sundheds- og uddannelsessystemet, ligesom den gennemsnitlige levealder er blot 58 år ifølge FN.

Tanzania er kort sagt et af verdens fattigste lande, hvilket blandt andre skyldes lav vækst i landbrugssektoren, som størstedelen af de fattige er afhængig af. FN’s 2010 Global Hunger Index beskriver situationen i Tanzania som alarmerende og påpeger, at regeringen har gjort for lidt for at reducere den ekstreme hungersnød i landet. Befolkningen er derfor klar til forandring efter 54 år med CCM ved magten – den længst siddende regering i Afrika.

Tanzania er dog også et af de fredeligste lande på det afrikanske kontinent og er derfor sjældent genstand for kritik i de internationale medier. Landet bliver årligt besøgt af tusindvis af turister, der nyder det rige dyreliv og den frodige natur. De fredelige tilstande i Tanzania står således i skarp kontrast til nabolandenes ustabile forhold: I nabolandet Den Demokratiske Republik Congo er der borgerkrigslignende tilstande, mens Kenya oplever tilbagevendende terrorisme. Men Tanzania er også blandt de mest korrupte lande i Afrika og placerer sig på en 119. plads ud af 174 lande på verdensplan på Transparency Internationals indeks. Korruptionen, der er skabt som følge af nationaliseringer i 1960’erne, inficerer alle dele af samfundet og hindrer den økonomiske og samfundsmæssige udvikling.

Revolutionerende politik
Tanzania, oprindeligt kaldt Tanganyika, opnåede med skolelæreren Julius Nyerere som frontfigur sin selvstændighed fra Storbritannien i 1961. Han samlede 123 forskellige stammer og skabte et sammenhold på tværs af landet, hvilket sikrede en stabil og fredelig overgang fra kolonistyre til selvstændig stat. Derfor hærges Tanzania ikke af interne stammestridigheder som eksempelvis nabolandet Rwanda, hvor 800.000 mennesker i 1994 mistede livet i løbet af blot 100 dage.

Da Juliuis Nyerere fratrådte som præsident i 1985, efterlod han dermed Tanzania som et af de fattigste og mest bistandsafhængige lande i verden. Han huskes imidlertid ikke for korruptionen, der bragte landet omfattende hungersnød og økonomisk recession, men derimod for sine revolutionerende tiltag i forbindelse med uafhængigheden. Derfor er den almene opfattelse, at korruptionen er opstået med regeringspartiet CCM, der udsprang af to andre partier: Nyereres parti TANU og Zanzibars største parti ASP, da Tanganyika og Zanzibar blev forenet i unionen Tanzania i 1964. ASP levede længe højt på Nyereres succes og har i årtier været kendt som Tanzanias folkelige parti, men i år 2015 kan selv ikke den populære Nyereres ry hjælpe CCM i meningsmålingerne. Befolkningen gør nu oprør mod CCM ”Party of the Revolution”, der ikke længere fremstår så revolutionerende, som navnet indikerer og vender sig dermed mod nye kræfter med mere nyskabende idéer. Eksempelvis er skoleleder Hezekia gymnasiet HOCET for forældreløse blevet så træt af den altoverskyggende korruption, at han har flyttet sin skole fra Dar Es Salaam til et øde sted 70 km uden for hovedstaden med 6 km til nærmeste bebyggelse. Hezekia ønsker på den måde at uddanne de unge mennesker til at være demokratiske, fritænkende individer isoleret fra samfundets råddenskab og stemmer på oppositionen i håbet om at få sine ideer realiseret i hele Tanzania.

Fra ét til flere partier
Julius Nyerere mente i sin regeringstid, at et flerpartisystem ville være en trussel mod en ung stat med så mange etniske grupper. Derfor indførte han et etpartisystem, og på den måde forsøgte han at distancere sig fra tribalisme og de klassiske stammekonflikter. Nyerere er også berømt for introduktionen af den afrikanske socialisme, der er kendetegnet ved et forsøg på at skabe en samlet tanzanisk identitet som modreaktion til kolonialismen. Nyerere forsøgte med denne ideologi at formindske afhængigheden af verdensmarkedet og reducere udenlandsk intervention med fokus på en udvikling styret af kollektivet i stedet for individets interesser. 

I 1992 gennemførte Tanzania en fredelig overgang til en flerpartistat. De 31 års stabilitet med en etpartistat forhindrede, at tribalismen kom til at dominere den politiske scene, og Nyerere havde med sin afrikanske socialisme formået at skabe en kollektiv tanzanisk identitet. Selv om ti nye partier blev dannet ved oprettelsen af flerpartistaten, formåede CCM stadig at bevare magten og er i 2015 stadig det regeringsbærende parti.

De seneste år er befolkningens frustration over den enorme korruption og nepotisme taget til – selv valghandlingen er præget af korruption. CCM forsøger at påvirke resultaterne i lokalsamfundene, hvor kun ganske få er uddannede og har adgang til medier gennem simpel bestikkelse. Det er dog stadig langt fra situationen i andre afrikanske lande – i Zimbabwe har Robert Mugabes tropper fx brugt vold og tortur for at tvinge befolkningen til at stemme på hans parti ZANU-PF. Desuden er mange tanzanieres kendskab til det politiske og parlamentariske system er så lavt, at de ikke forstår konsekvensen af deres kryds. Nogle stemmer personligt på en CCM-kandidat, de synes om, også selvom de ønsker at partiet skal afgive regeringsmagten. Den 28-årige Nyce som er journalist på den kristne radio Upendo FM, er træt af korruptionen og CCM, men hun stemmer på partiets Edward Lowasa fordi ”han er sådan en dejlig mand”. Det lave vidensniveau, den begrænsede adgang til medier og det utilstrækkelige kendskab til det parlamentariske system er i høj grad en demokratisk udfordring i forbindelse med valget. Flere afrikanske lande kæmper med problemer, der ligner Tanzanias. De har officielt demokrati, men i praksis spilles efter andre regler. I Tanzania er det tydeligt, hvordan det uigennemsigtige statsapparat og korruptionen – også i forbindelse med valget – hæmmer udviklingen.

”Donor-darling” i Vesten
Tanzania har tradition for en aktiv udenrigspolitik og har spillet en stor rolle i de regionale organisationer som East African Community (EAC) og den Afrikanske Union. Landet har samtidig bevaret gode relationer til sine nabolande og hjælper aktivt med at løse konflikter på diplomatisk vis, ligesom Tanzania flere gange har modtaget flygtninge, blandt andet fra Mozambique, DR Congo, Burundi og Rwanda. Tanzania er som det eneste medlem af EAC også medlem af South African Development Community (SADC) og forsøger dermed at opretholde gode forbindelser med både det østlige og sydlige Afrika. Tanzania opfattes desuden som ”donor-darling” – især i Vesten, hvor landet har gode relationer til både Storbritannien og USA. 

Trods den omfattende fattigdom ser fremtiden lysere ud for Tanzania, hvis landet formår at vende den korrumperende udvikling. Tanzanias økonomi vokser med ca. syv pct. årligt, og turisme og guld medvirker fortsat til øget vækst. Er den kommende regering i stand til at reducere korruptionen, styrke den offentlige sektor samt udnytte de mange naturressourcer til gavn for befolkningen kan Tanzania blive et stærkt afrikansk land i fremtiden.

Tanzania modtager flest udenlandske investeringer i regionen, hvilket står i kontrast til Nyereres forsøg på at isolere landet gennem sin afrikanske socialisme. Men det er lige netop, hvad landet behøver for at udvikle sig yderligere. Samtidig er der for nylig fundet gas i undergrunden ud for Tanzanias kyst – et fund, der kan indbringe landet op mod seks mia. årligt og dermed skabe stor vækst, hvis den kommende regering formår at administrere ressourcerne med blik for befolkningens behov. Tanzania må agere kløgtigt i samarbejdet med de multinationale oliefirmaer for at undgå en fatal udvikling som i Nigeria, hvor nogle af disse firmaer har ødelagt store lokalsamfund i Nigerdeltaet og forårsaget mange interne konflikter. 

Hvad vil afgøre valget?
Befolkningen i Tanzania er i de senere år begyndt at vende sig mod regeringspartiet CCM, og flere sætter nu deres lid til oppositionspartiet Chama cha Demokrasia na Maendeleo (forkortet CHADEMA) i håbet om et mindre korrupt samfund. CHADEMA er et konservativt centrum-højre parti skabt i 1992 og fører primært politik på baggrund af sin anti-korruptionsideologi. Det vinder stor popularitet blandt især de unge tanzaniere og spås derfor i år et godt valg, da 51 pct. af den tanzaniske befolkning er under 18 år. CHADEMA har stiftet alliancen UKAWA med tre andre oppositionspartier i forsøget på at vælte CCM: 1) Civic United Front (CUF), et liberalt parti skabt i 1992, som hovedsageligt finder støtte på Zanzibar. 2) National League for Democracy (NLD), et lille parti fra 1993, der måske kan klare sig bedre gennem samarbejde med de andre partier i oppositionskoalitionen. 3) National Convention for Construction and Reform (NCCR-Mageuzi), et socialdemokratisk parti skabt i 1993. De fire oppositionspartier i UKAWA-koalitionen har dermed vidt forskellige ideologier, hvilket kan blive en udfordring både før og efter valget og allerede på nuværende tidspunkt skaber interne stridigheder.

Formår oppositionen ikke at slå CCM’s 54-årige magtmonopol, er den hidtidige udvikling for oppositionen stadig positiv for Tanzania. Oppositionen opnåede ved sidste valg i 2010 35 pct. af stemmerne og spås denne gang et endnu bedre resultat. De har ved at udfordre regeringen givet håb til mange tanzaniere. Det er også muligt, at CCM for første gang må indgå i en koalitionsregering. Derfor er denne udvikling på alle måder et spirende forår for en befolkning, der – bogstavelig talt – hungrer efter forandring. 

I 2015 afholdes 12 valg på det afrikanske kontinent. Mange af disse lande har i mange år kæmpet for at implementere demokrati, er præget af dyb korruption og har problemer med at få de mange etniske og religiøse grupper til at leve i fredelig sameksistens, hvilket påvirker administrationen af landene og hæmmer deres udvikling og vækst. Tanzanias valg er takket være Nyereres reformer ikke plaget af disse konflikter og valgene er derimod beskrevet som frie og fair af internationale observatører. CCM’s vicepræsidentkandidat er for første gang en kvinde, hvilket også udtrykker nye og mere moderne udviklingstendenser. Tanzania har udfordringer – og mange af dem. Men i forhold til nabolandene og de andre afrikanske lande, der går til valg i 2015 ser det lysere ud i det smukke østafrikanske land.

Amalie Ambrosius Søndergaard Høgfeldt (f. 1995) har boet og undervist i Tanzania på HOCET, et gymnasium for forældreløse uden for Dar Es Salaam, og hun har været programkoordinator af et velgørenhedsprogram i området. Hun har været bosat og studeret i Thailand og London på internationale topskoler og hun har været aktiv i det danske ungdomspolitiske liv og har erfaring som personlig assistent og kampagneleder for en MF’er. ILLUSTRATION: “Just say no” [Foto: Lars Plougmann]