05.11.2015

For første gang siden et militærkup i 1962 har befolkningen i Myanmar en reel mulighed for at udskifte en regering domineret af militæret med nobelprisvinderen Aung San Suu Kyis oppositionsparti, National League for Democracy (NLD). På søndag, d. 8. november, går landets indbyggere til valgurnerne ved det, der tegner til at blive det første tilnærmelsesvist frie og fair parlamentsvalg i 25 år.

PERSPEKTIV af Rasmus Schjødt

Myanmar har i de sidste knap fem år gennemgået en bemærkelsesværdig reformproces — fra et af verdens mest undertrykkende og lukkede militærdiktaturer til et mere åbent og demokratisk politisk system. Myanmar fik en ny forfatning ved en meget kritiseret folkeafstemning i 2008. Det blev startskuddet til den reformproces, der står sin store prøve ved valget i år. Dengang var der dog ingen, der havde forudset, at det nogensinde ville komme så vidt.

Så sent som i 2011, hvor den nuværende præsident, Thein Sein, overtog magten som den første formelt set civile regering i årtier, var langt de fleste iagttagere ovebeviste om, at den annoncerede reformproces var spil for galleriet. Det kom derfor bag på de fleste, da den nye præsident Thein Sein, håndplukket til posten af forgængeren, Seniorgeneral Than Shwe, kort efter sin tiltrædelse i starten af 2011 begyndte at løslade politiske fanger og gennemføre reelle reformer. Aung San Suu Kyis husarrest blev ophævet, fagforeninger blev tilladt og medie- og pressefrihed udvidet betydeligt. I løbet af kort tid rykkede medier – som det anerkendte regimekritiske tidsskrift The Irrawaddy og Democratic Voice of Burma – til Yangon fra deres eksil i henholdsvis Thailand og Norge, og nye private medier blev etableret. Thein Sein hentede amerikansk uddannede burmesiske økonomer, der havde været i eksil siden slutningen af 1980’erne, ind som rådgivere og påbegyndte et ekstremt ambitiøst reformprogram.

Perioden op til valget har imidlertid været præget af stramninger fra regeringens og militærets side, og der hersker stor usikkerhed om, hvad der kommer til at ske i perioden fra valget og til den nye regering overtager magten i starten af 2016. Mens de første år af reformprocessen var præget af optimisme, har der de seneste år været flere alvorlige tilbageskridt. Flere og flere iagttagere slutter sig til koret af kritiske røster, der hele tiden har beskyldt de vestlige regeringer — med USA i spidsen — for at droppe sanktionerne og omfavne den burmesiske regering alt for hurtigt.

Reformer for at sikre uafhængighed
I USA bliver den amerikanske andel i Myanmars reformproces set som en af Hillary Clintons få udenrigspolitiske succeshistorier. Det handler først og fremmest om, at amerikanerne har vundet en vigtig allieret i bestræbelserne på at balancere mod Kina i Asien. Den amerikanske regering har derfor god grund til at håbe, at valget på søndag forløber nogenlunde frit og fair, og at de langstrakte forhandlinger, der kan forventes i månederne efter valget, resulterer i en ny regering. Som den højtstående amerikanske diplomat, viceudenrigsminister Daniel Russel, udtalte efter et tredages besøg i landet i september i år, så er USA parat til at støtte op om reformprocessen ”for at støtte Burmas ønske om at sikre sin uafhængighed.”

Netop spørgsmålet om Myanmars fortsatte uafhængighed ses af de fleste iagttagere som en af de primære årsager til, at generalerne i spidsen for det tidligere militærdiktatur indledte reformprocessen i første omgang. Myanmar var indtil for ganske nyligt underlagt hårde sanktioner fra Vesten, og med Kinas voksende indflydelse i regionen risikerede Myanmar at blive dybt afhængig af Beijing.

I 2011 fik den mangeårige Burma-iagttager og journalist, Bertil Lintner, adgang til interne dokumenter fra det burmesiske militær, der helt tilbage til 2004 meget eksplicit nævner generalernes bekymring over Kinas tiltagende økonomiske dominans og politiske indflydelse i Myanmar. Dokumenterne taler om en „national krise‟ og en „nødsituation‟, der betyder, at Myanmar „er i fare for at miste sin uafhængighed‟. Men for at få ophævet sanktionerne og forbedre relationerne til Vesten var det nødvendigt først og fremmest at løslade demokrati-ikonet Aung San Suu Kyi og vise vilje til demokratiske reformer.

Udfordringen for Myanmars daværende diktator, seniorgeneral Than Shwe, var at konstruere en forfatning og en reformproces, der kunne overbevise Vesten om at ophæve sanktionerne uden at overlade reel magt til oppositionen. En anden motivationsfaktor har utvivlsomt været et ønske om at booste økonomien ved at få vestlige investeringer og teknologi til landet. Selvom militærets andel af statens budget er faldet i løbet af reformprocessen, er det set i absolutte tal vokset markant på grund af økonomisk vækst og øgede investeringer.

Interessefællesskab mellem Myanmar og Vesten
I ønsket om både at skabe modvægt til Kina og tiltrække vestlige investeringer har Myanmar et klart interessefællesskab med USA og andre vestlige regeringer.
Menneskerettighedsaktivister som for eksempel den britiske Burma Campaign UK har kritiseret USA og resten af Vesten for at hæve sanktionerne for tidligt og dermed give køb på deres vigtigste værktøj til at lægge pres på den burmesiske regering.

Den danske forsker og mangeårige Burma-iagttager Morten Pedersen, lektor ved University of New South Wales, anerkender, at især USA’s involvering i Myanmar handler mere om geostrategiske interesser end menneskerettigheder og demokrati. ”Men uanset hvad motivationen er, så er den vestlige politik på rette spor. Og der er ikke nogen tvivl om, at der allerede er sket mange positive forandringer i Burma. Ikke på alle områder, men på mange. Så regeringen fortjener anerkendelse for de forandringer, der er sket.”

Ifølge Morten Pedersen kunne USA for 5-10 år siden føre ren værdipolitik i forhold til Burma, fordi landet ikke havde den store betydning for amerikanske interesser. Sådan er det ikke længere. ”Asien handler om Kina nu, og Burma handler også om Kina. Så det er svært at forestille sig et større skifte i den amerikanske politik.”

Morten Pedersen er dog ikke enig i, at Vestens sanktioner blev hævet for tidligt. ”Det er klart, at den burmesiske regering var meget interesseret i at involvere sig med Vesten. Men når det kommer til, hvad de rent faktisk gør – især i forhold til sikkerhedsspørgsmål – så er sanktionerne irrelevante. Jeg mener ikke, at vi har mistet indflydelse ved at løfte sanktionerne. Tværtimod mener jeg, at ophævelse af sanktionerne har været helt essentielt for at åbne op for vestligt engagement i Burma.”

Han påpeger, at Vestens åbning over for Myanmar har haft en positiv effekt på mindst to måder. ”For det første har det været vigtigt for de reformvenlige kræfter at kunne demonstrere over for hardlinerne i regimet, at der var betydelige gevinster ved at åbne op. Hvis vi ikke havde demonstreret det, så havde reformprocessen taget meget længere tid med at komme i gang. For det andet, så har vestlige udviklingsaktører fået mulighed for at involvere sig i en række områder og kunnet støtte i forhold til politikudvikling mv. Det har bidraget til at skubbe reformerne længere, end det ellers ville have været tilfældet,” siger han.

Stærke kinesiske interesser i Myanmar
Myanmar har en lang grænse til Kina mod nord og nordøst og ligger strategisk vigtigt i forhold til Kinas adgang til Det Indiske Ocean. Derudover har Kina store investeringer i vandkraftprojekter og udvindingsindustrien i Myanmar. Kina har i de seneste år konstrueret rørlinjer til at transportere olie og gas fra den bengalske bugt og Mellemøsten gennem Myanmar til det vestlige Kina. Dermed undgår Kina at være afhængig af at sejle olie gennem det smalle Malacca-stræde mellem Indonesien og Malaysia, som både er plaget af piratangreb og nemt kan blokeres i tilfælde af en international konflikt.

Myanmar er derfor for vigtig for Kina til, at Beijing kan acceptere at landet udvikler sig til en nær amerikansk allieret. Forholdet mellem Kina og Myanmar er imidlertid kompliceret. Selvom Kina stadig spiller en stor rolle for Myanmar både økonomisk og politisk, ser den burmesiske regering nu i højere grad mod USA og de sydøstasiatiske nabolande i ASEAN, hvor Myanmar bestred formandsposten sidste år. Forholdet er ikke blevet bedre af, at der siden februar i år har været intense kampe mellem den burmesiske hær og en af Myanmars mange væbnede grupper i et område af landet, der grænser op til Kina, og bebos af etniske kinesere. Kampene har fordrevet 80.000 mennesker, hvoraf mange er flygtet over grænsen til Kina.

Desuden har det burmesiske luftvåben et par gange sendt bomber ned på den kinesiske side af grænsen, hvorved fem kinesiske statsborgere har mistet livet. Beijing har gjort det klart, at en gentagelse ikke vil blive accepteret, samtidig med at det kinesiske militær har udført øvelser i Yunnan-provinsen, der grænser op til Myanmar. Konflikten kommer oven i en borgerkrig længere mod nord i Kachin-staten, der ligeledes grænser op mod Kina. Her har kampe siden starten af 2011 drevet hundredetusindvis af mennesker på flugt.

Kinesisk støtte til oprørere
Ifølge journalist og Burma-ekspert Bertil Lintner spiller Kina et kompliceret spil i Myanmar, der involverer både stokke og gulerødder. Blandt gulerødderne er kinesisk involvering i fredsforhandlingerne i borgerkrigen i Kachin samt store kinesiske lån og investeringer i infrastruktur.
Kinas største stok er the United Wa State Army, der med over 20.000 soldater er Asiens mest slagkraftige væbnede oprørsgruppe. Oprørshæren kontrollerer et bjergrigt område i den nordøstlige del af landet mod grænsen til Kina.

Kina har gennem flere år solgt avancerede våben til Wa-hæren og dermed gjort den til en fjende, som det er tvivlsomt, om den burmesiske hær vil kunne besejre uden store tab. Støtten til Wa-hæren er ifølge Bertil Lintner en påmindelse til Naypyidaw om, at Kina i modsætning til USA er Myanmars nabo og har mulighed for at lægge militært pres på landets grænser om nødvendigt.

Er reformprocessen gået i stå?
Et af de første skridt, den nye regering tog i starten af 2011, var at løslade politiske fanger. Men i dag er de burmesiske fængsler igen fyldt med folk, der er indsatte, alene fordi de har gjort sig upopulære hos regeringen. Ifølge den seneste rapport fra Assistance Association for Political Prisoners (AAPP) — en burmesisk organisation, der arbejder for frigivelse og rehabilitering af politiske fanger — sidder der i øjeblikket 112 politiske fanger i de burmesiske fængsler, mens yderligere 458 afventer dom.

Fangerne inkluderer studerende, der demonstrerede for mere autonomi til universiteterne, journalister, der har skrevet kritisk om militæret, bønder, der har demonstreret mod ulovlig ekspropriering af deres jord, aktivister, der har demonstreret for fred og respekt for menneskerettighederne, foruden arbejdere, der har demonstreret for højere løn. En stor del af dem er sigtet for at have deltaget i demonstrationer uden forudgående tilladelse. I det hele taget indeholder den burmesiske straffelov en bred vifte af love, der kan bruges til at lukke munden på kritiske røster. Der er tale om både drakoniske love fra kolonitidens britiske diktatur og ny lovgivning vedtaget i reformperioden.

”Reformprocessen er falsk”
En af dem, der er kritiske over for reformprocessen, er 26-årige Thu Ryain Shwe. Han er kandidat til parlamentet for National Unity Party (NUP) — ét af hele 91 opstillingsberettigede partier, og han har tidligere arbejdet som underviser i demokrati og borgerrettigheder. ”Som jeg ser det, er reformprocessen falsk,” siger han. ”Ved valget i 2010 vandt regeringspartiet USDP de fleste pladser, fordi de ikke tillod de fleste andre partier at stille op. Nu er vi ved 2015-valget, men der er stadig ikke nogen chance for, at Aung San Suu Kyi kan blive præsident, selvom hun er leder af oppositionen.”

Ifølge Myanmars forfatning fra 2008 kan personer med udenlandske statsborgere i den nærmeste familie ikke komme i betragtning til præsidentposten. Oppositionslederen Aung San Suu Kyi har været gift med en britisk mand og har to sønner, som er britiske statsborgere, og de fleste iagttagere opfatter den specifikke paragraf i forfatningen som direkte målrettet i at forhindre hende i at blive præsident. Forfatningen indeholder også hel del andre bestemmelser, som sikrer militæret indflydelse uanset hvad resultatet af valget bliver. Blandt andet sidder militæret på en fjerdedel af pladserne i parlamentet, og den øverstkommanderende general udpeger indenrigsministeren, forsvarsministeren og ministeren for grænseanliggender. ”Derudover bliver landets cronies (forretningsfolk med tætte bånd til militæret, red.) rigere og rigere, mens den brede befolkning står over for mange problemer,” forklarer Thu Ryain Shwe.

Midt i rivaliseringen mellem de to stormagter
Ifølge Thu Ryain Shwe kommer situationen efter valget især til at afhænge af, om Aung San Suu Kyi og militæret kan samarbejde. “Den politiske situation efter valget vil afhænge af, hvad Aung San Suu Kyi gør. Hvis hun forsøger at danne en regering med en meget radikal reformprofil, vil det føre til problemer. Men hvis hun er villig til at gå på kompromis, vil det være godt for landet.”

Den unge politiker forudser, at Myanmar kan se frem til fortsat økonomisk vækst og forbedrede services som uddannelse og sundhed, men han er mere pessimistisk, når det kommer til menneskerettigheder og reelt demokrati. Det faktum, at Myanmar befinder sig midt i den stigende rivalisering mellem de to supermagter Kina og USA gør ikke en egentlig demokratisering mere sandsynlig. Militæret vil ikke være tilbøjelig til at give magten fra sig, så længe der stadig er borgerkrig i landet. Og mens væbnede oprørsgrupper som Wa-hæren kontrollerer dele af territoriet. Og med øget amerikansk involvering har Kina mindre incitament til at opgive sin støtte til Myanmars oprørsgrupper.

Samtidig vil USA og Vesten være utilbøjelig til at risikere at skubbe deres nye allierede tilbage i armene på Kina alene på grund af manglende fremskridt i forhold til demokrati og menneskerettigheder. Som Thu Ryain Shwe siger, “hvis ikke befolkningen presser på for en større ændring af det politiske system, kommer der ikke til at ske reelle forbedringer de næste ti år. Menneskerettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed vil stadig være under pres fra myndighederne, intet vil forandre sig.”

Rasmus Schjødt er uddannet cand.scient.pol og arbejder som Social Policy Specialist ved konsulentfirmaet Development Pathways i London. Han var i 2013-15 bosat i Myanmar, hvor han senest arbejdede for den burmesiske tænketank Centre for Economic and Social Development (MDRI-CESD). [Foto: Jason, Free Burma]