19.09.2015

Søndag skal grækerne til valgurnerne. Regeringspartiet Syriza fører valgkamp under mottoet ”Syriza – kun fremad”. Syv måneder under magtens åg har dog ført til dyb splittelse i det venstreorienterede parti, og nu stiller mange vælgere sig selv spørgsmålet: ”Fremad – hvorhen?”

PERSPEKTIV af Johan Varning Bendtsen

”I aften lægger vi den nedskæringspolitik, som har ødelagt vores land, bag os. Vi siger farvel til frygt og intimidering, vi siger farvel til fem års ydmygelse og sorg. Grækenland bevæger sig nu med håb og værdighed mod et Europa i forandring.”

Sådan sagde den nyvalgte græske premierminister Alexis Tsipras, da han om aftenen den 25. januar talte til sine tilhængere i det centrale Athen. Mellem jubelråb og skrattende megafoner strømmede tonerne af Scorpions’ ’Wind of Change’ ud fra de store højtalere på pladsen foran Athens Universitet.

Men dårligt var konfettien fra valgfesten skyllet væk fra hovedstadens gader, før den nytiltrådte socialistiske regering blev ramt af en virkelighed med gældsafdrag, forhandlinger om ny lånepakke og krav om implementering af en lang række reformer.

I dag, blot syv måneder efter at Alexis Tsipras og partifællerne indtog regeringskontorerne i Athen, er både eufori og parlamentarisk grundlag forduftet. I slutningen af august meddelte 25 af Syrizas parlamentsmedlemmer således, at de forlod partiet, hvilket tvang Syriza-lederen til at gå af som premierminister og udskrive valg.

Fra eufori til løftebrud
Bruddet skyldtes længere tids utilfredshed med den førte politik. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, da det græske parlament med Alexis Tsipras i spidsen i juli stemte for en aftale med de internationale kreditorer om en ny lånepakke. En lånepakke, der sikrer grækerne et lån på 642 milliarder kroner over de næste tre år, men som ydes til gengæld for hårde reformer af blandt andet arbejdsmarkedet og pensionssystemet.

I dag, blot syv måneder efter at Alexis Tsipras og partifællerne indtog regeringskontorerne i Athen, er både eufori og parlamentarisk grundlag forduftet.
____________________

 

Aftalen blev indgået kort tid efter, at et flertal af grækerne ved en folkeafstemning havde stemt nej til en ny lånepakke. Aftalen betød, at der efter ugers massiv usikkerhed nu igen var penge i de græske banker, men både Syrizas troværdighed og grækernes tro på en lysere fremtid havde lidt et alvorligt knæk.

”Jeg er meget skuffet. Jeg troede, Syriza var anderledes end de gamle partier. Med en ung, dynamisk leder, som kunne stå op for Grækenland ude i Europa. Men Tsipras viste sig at være præcis ligesom de gamle politikere, så han får ikke min stemme denne her gang,” har fru Kanelli, en pensioneret gymnasielærer fra Athen, tidligere fortalt The Economist.

En bevægelse i opløsning
Det er ikke kun blandt vælgerne, at Syriza har mistet opbakning de seneste måneder. Udover de 25 parlamentsmedlemmer, som i august forlod Syriza for at danne partiet Folkelig Enhed, har både parlamentsformanden, Syrizas generalsekretær samt Alexis Tsipras’ taleskriver forladt partiet. I sidste uge blev situationen for meget for partiets ungdomsafdeling, som meddelte, at man ikke længere støtter moderpartiet. Begrundelsen var partiets kurs, der bliver betegnet som ”et sammenbrud,” der ”ikke er interessant fra et venstrefløjsperspektiv.”

Da den forhenværende energiminister i Syriza-regeringen, Panagiotis Lafazanis, skulle forklare, hvorfor han og en række andre brød med Syriza for at starte et nyt parti, forklarede han det således:

”Grækenland kan ikke klare flere lånepakker og mere nedskæringspolitik. Enten gør vi det af med lånepakkerne, eller også gør de det af med den græske befolkning. Grækenland bliver kvalt, hvis ikke en stor del af vores gæld slettes,” sagde den nu forhenværende energiminister på et pressemøde.

Nu spørger mange grækere sig selv, hvorvidt det er bindende låneaftaler og krav om reformer, der har tvunget Syriza til at agere stik imod partiets løfter
____________________

 

Udtalelsen er interessant, fordi den er stort set identisk med det, Alexis Tsipras selv sagde op til valget i januar. I stedet endte Tsipras dog med at stå i spidsen for en ny låneaftale. En aftale, som økonom og nobelprismodtager Paul Krugman i sin blog på New York Times betegnede som ”et dødbringende slag mod det europæiske projekt.”

Økonomiprofessor ved Roskilde Universitet Jesper Jespersen karakteriserede over for DR låneaftalen således: ”Der er tabere hele vejen rundt, men den største taber er Grækenland, fordi de med den her aftale – i det omfang, den bliver gennemført – vil opleve, at deres bruttonationalprodukt vil falde yderligere med cirka fem procent og dermed sende arbejdsløsheden yderligere i vejret.”

Nødvendighedens politik
I valgkampen i januar tordnede Alexis Tsipras mod trojkaen (Europa-Kommissionen, ECB og IMF, red.) og dens ”umenneskelige nedskæringspolitikker.” Få måneder senere gennemførte Tsipras de selvsamme reformer, han var blevet valgt på at ville bekæmpe. Nu spørger mange grækere sig selv, hvorvidt det er bindende låneaftaler og krav om reformer, der har tvunget Syriza til at agere stik imod partiets løfter, eller om partiet er ligesom alle de andre, der lover ét, men gør noget andet.

Enhedslistens folketingskandidat Tobias Clausen, der har et indgående kendskab til Syriza, mener, at det første er tilfældet: ”Mange frygtede at der ville ske en ”socialdemokratisering” af partiet, hvis man vandt valget tilbage i januar. Og ja, man har givet køb på meget store dele af sin politik. Men når jeg snakker med folk i partiet, så mener de det samme, som de gjorde før valget i januar. Det er de ydre omstændigheder med låneaftalens snævre rammer, som har bundet Syriza på hænder og fødder,” siger han til RÆSON.

Indtil den økonomiske krise satte ind i 2009, var græsk politik totalt domineret af det socialdemokratiske Pasok og det konservative Nyt Demokrati. Partierne tog sig godt af hver sin vælgerbase, og græsk politik havde ry for at være præget af klientelisme og korruption. Da krisen ramte Grækenland, var det Pasok, der sad på magten. Det tvang partiet til at gennemføre en lang række upopulære reformer, og i dag er Pasok blot en skygge af sig selv.

Syriza, som først stillede op som et egentligt parti i 2012, har på få år haft held til at omfavne store dele af de utilfredse vælgere på venstrefløjen. Man appellerede til dem, som både var trætte af de etablerede græske partier og ikke mindst de låneaftaler, der betød reformer med stor social slagside. På trods af de seneste måneders urolighed står partiet stadigvæk til at få opbakning fra 28 procent af vælgerne – ét procentpoint foran Nyt Demokrati. De seneste syv måneders reformpolitik har dog alligevel reduceret vælgertilslutningen betragteligt, og både inden for partiet og blandt kommentatorer stiller mange nu sig selv spørgsmålet, om Syriza i virkeligheden vil være bedst tjent med et nederlag i morgen.

”Mange peger på, at endnu en sejr – og dermed endnu en tur i spidsen for fyringer af offentligt ansatte, indhug i lønninger, pensioner og en række andre upopulære tiltag – vil gå meget hårdt udover Syriza,” forklarer Grækenlands-ekspert og lektor Mogens Pelt til RÆSON.

Både inden for partiet og blandt kommentatorer stiller mange nu sig selv spørgsmålet, om Syriza i virkeligheden vil være bedst tjent med et nederlag i morgen.

____________________

 

Tobias Clausen, der senest besøgte Syriza i juli, tilslutter sig denne analyse: ”Jeg tror, at det vil være udmærket at tabe det her valg – i hvert fald hvis det fører til en intern diskussion af partiets fremtidige strategi. Problemet er bare, at katastrofen allerede har indfundet sig. Lige nu siger man, at den låneaftale, man selv har gennemført, er udmærket, og så bliver det pludselig enormt utroværdigt, hvis man dernæst kritiserer selvsamme politik, når man kommer i opposition.”

Vind og forsvind
Uanset om Syriza eller Nyt Demokrati bliver valgets største parti, ser ingen af dem ud til at blive store nok til at kunne regere alene. Lederen af Nyt Demokrati, Evangelos Meimarakis, har under valgkampen sagt, at han ønsker en bredest mulig koalition – inklusive Syriza. Men at indgå i koalition med en af ”fortidens syndere”, som Alexis Tsipras har betegnet de gamle partier, vil være endnu en stor mundfuld for Syrizas vælgere.

”Problemet med Nyt Demokrati er, at de bliver betragtet som en del af det gamle system – den korrupte elite. Et samarbejde med dem vil Syriza få meget svært ved at forklare over for vælgerne, da man jo netop har ført valgkamp mod de gamle partier,” vurderer Tobias Clausen.

Dilemmaet hos Syriza, som indtil for få måneder siden inkarnerede store dele af den europæiske venstrefløjs håb for fremtiden, er til at tage at føle på. En valgsejr vil med al sandsynlighed ikke blive stor nok til, at partiet kan regere alene, og en koalition med Nyt Demokrati vil sætte partiet i bås med de gamle partier. Og selv hvis man skulle opnå flertal alene, er Syriza så bundet op på låneaftalerne, at mulighederne for at gennemføre partiets politik er yderst begrænsede.

”Der er stort set intet spillerum for at føre en venstreorienteret økonomisk politik. De aftaler, man har indgået, er af en så bindende karakter, at der stort set ikke mulighed for at agere på det felt, som betyder mest for grækerne lige nu, nemlig hvordan deres materielle fremtid kommer til at se ud,” forklarer Mogens Pelt.

En valgsejr åbner altså for en lang række udfordringer. Problemet er bare, at det gør et nederlag også. Partiet har nemlig allerede sagt farvel til mange af de såkaldte hardliners, som ikke ønskede en ny låneaftale på de givne vilkår, mens en stor del af de tilbageværende medlemmer har valgt at acceptere aftalen og se fremad. ”Lige nu er det store problem, at hvis man taber valget, så har man tabt det hele – både idealismen og magten,” lyder det fra Tobias Clausen.

En valgsejr åbner altså for en lang række udfordringer. Problemet er bare, at det gør et nederlag også.
____________________

 

Historien om Syriza er også historien om en fornyet tro på, at den radikale venstrefløj kunne opnå reel parlamentarisk indflydelse. Dette blev for alvor klart – også uden for Europa – da den canadiske forfatter og aktivist Naomi Klein sidste år skrev, at hvis man mødte Alexis Tsipras, så skulle man stille ham spørgsmålet: ”Åbnede du døren, da historien bankede på?”

Tobias Clausen er ikke i tvivl om, hvad svaret på Naomi Kleins spørgsmål er.

”Nej, Alexis Tsipras åbnede aldrig døren for alvor. Da han accepterede trojkaens krav uden at sætte hårdt mod hårdt, spildte han den chance, der var for at lave et brud med euroen. Det havde ikke været let at forlade euroen, men nu har man i stedet valgt at kapitulere fuldstændigt. Og det er til skade for både den europæiske venstrefløj, for Syriza selv og ikke mindst for den græske befolkning.” ◼

Johan Varning Bendtsen (f. 1990) studerer Journalistik og Politik & Administration på Roskilde Universitet. Han har tidligere boet og arbejdet i Athen.

(ILLUSTRATION: Alexis Tsipras interviewes i byen i Komotini under valgkampen i maj 2012 – et valg, hvor Syriza firedoblede sit stemmetal. Foto: Joanna via Flickr)