04.02.2015

Præsident Obama har annonceret, at hans kandidat til posten som ny forsvarsminister er Ashton Carter. Et ikke så kendt navn blandt offentligheden, men yderst velkendt i det sikkerhedspolitiske miljø i Washington. Carter er blevet lovet en forholdsvis nem proces i Senatet, men til gengæld venter der ham store udfordringer, så snart han sætter sig til rette i Pentagon.

ANALYSE af Philip Chr. Ulrich

Chuck Hagel som forsvarsminister virkede bare ikke. Intentionen var, at han skulle stå i spidsen for et Pentagon i en overgangsperiode fra konstant krig til en periode i højere grad præget af fred. Som man har kunne se over det seneste års tid, så har denne overgang ikke rigtig materialiseret sig. I en situation hvor Rusland markerer sig meget markant i Østeuropa, og Islamisk Stat er blevet en trussel i Mellemøsten, var Hagel bare ikke den rigtige som forsvarsminister.

Efter en langt fra optimal udvælgelsesproces besluttede Obama sig for at nominere Asthon Carter til at blive den fjerde forsvarsminister, siden Obama satte sig på præsidentposten i januar 2009. Hvordan Carter vil forholde sig til de udfordringer, som USA står overfor, får han rig lejlighed til at besvare ved de høringer, som skal lede op til Senatets afstemning om hans udnævnelse til forsvarsminister. Ifølge planen skal høringsprocessen foregå over de næste dage i Senatets Forsvarsudvalg.

Over de næste dage vil Carter både skulle stå på mål for administrationens hidtidige håndtering af de mange sikkerhedspolitiske udfordringer, som har plaget USA over det seneste år, og for det forslag til forsvarsbudget for 2016, som Obama administrationen offentliggjorde mandag. Et sådan budgetforslag er altid ensbetydende med politiske slagsmål, som i sidste ende har indflydelse på militærets evne til at operere.
Til at håndtere disse udfordringer virker Ashton Carter godt rustet.

Doktor Carter
I modsætning til sine umiddelbare forgængere har Ashton Carter aldrig gjort tjeneste i militæret. Til gengæld har han arbejdet i Pentagon over flere omgange, og før det som forsker med speciale i teoretisk fysik.

Carter tog sin bachelorgrad på Yale University i fysik og middelalderhistorie, og fik efterfølgende et Rhodes Scholar Ph.d.-stipendiat til at studere teoretisk fysik på Oxford University. På Oxford University var han lektor i fysik, og han fortsatte som post.doc. ved Rockefeller University og Massachusetts Institute of Technology (MIT). Det var med andre ord nogle ret tunge akademiske institutioner, som Carter indledte sin akademiske karriere ved. Ved siden af disse stillinger prydes Carters CV nu også af 11 bøger, som han enten har skrevet, redigeret eller været medforfatter på. Hertil kommer mere end 100 videnskabelige artikler, som han bidraget til. Hans fokusområde har været atomvåben, både fra et teoretisk fysisk perspektiv og med udgangspunkt i international sikkerhedspolitik.

Under den første Clinton-administration var Carter i Pentagon, hvor han som assisterende forsvarsminister arbejdede med at forhindre spredning af atomvåben, herunder de atomvåben, der tilhørte det forhenværende Sovjetunionen, som nu var placeret uden for Rusland. Siden præsident Obama tog plads i det Hvide Hus, har Carter været en central del af hans sikkerhedspolitiske rådgivningsteam. Fra april 2009 var han forsvarsminister med ansvar for teknologiudvikling og indkøb af nye våbensystemer til det amerikanske forsvar. I oktober 2011 steg Carter i graderne i Pentagon, da han blev udnævnt til viceforsvarsminister, en stilling han havde frem til han trådte tilbage i december 2013.

De poster, som Carter har haft under præsident Obama, har givet ham et unikt udgangspunkt for at overtage Pentagon. Selvom hans umiddelbare opgaver hedder Islamisk Stat og Rusland, er han også nødt til at fokusere på langsigtede udfordringer. Til det er Carter godt rustet, fordi han har en indsigt i de våbensystemer, som USA er ved at udvikle – eller godt kunne tænke sig at gå i gang med – og de ambitioner, som driver udviklingsprocessen. Samtidig var han en central del af arbejdet med Pentagons budgetter, da han var viceforsvarsminister. Derfor har han også et godt indblik i de økonomiske rammer, noget som mange nye forsvarsministre ellers ofte er længe om at sætte sig ind i, hvis de da nogensinde når dertil.

”Nem” udnævnelsesproces
Rundt om i det politiske miljø i Washington er Ashton Carter en meget vellidt person. Hans akademiske baggrund giver ham en autoritet, når han udtaler sig om sikkerhedspolitiske emner, og mens han arbejdede i Pentagon opbyggede han et rygte som en effektiv administrator, som også forstod arbejdet med Kongressen.
Der var derfor generel opbakning til hans nominering blandt medlemmerne fra Senatets forsvarsudvalg. Senator John McCain, som efter nytår kan sætte sig i formandsstolen for det prestigefulde forsvarsudvalg, lovede Carter en forholdsvis nem udnævnelsesproces. Da Chuck Hagel var igennem processen i 2013 var det ikke kønt. Hagel virkede utilpas ved at skulle sidde over for senatorerne. Allerede der begyndte nogle alarmklokker at ringe om Hagels evner som forsvarsminister.

Men fordi Carter er vellidt i Washington, og allerede har været processen igennem, da han blev viceforsvarsminister, så er der lagt op til, at der ikke vil blive kørt på hans baggrund. Det blev der på Hagel, fordi han i en bog argumenterede for at et atombevæbnet Iran ikke nødvendigvis var en dårlig idé. Den tanke fik han en del hug for.

Men selvom senatorerne ikke vil køre på Carters baggrund, så vil det nok alligevel blive en diskussionsfyldt proces. For flere senatorer har også sagt, at høringerne vil blive et udstillingsvindue for den svage måde, Obama-administrationen har ført sin udenrigspolitik. Så i stedet for at skulle forsvare sin baggrund og meninger, som Hagel skulle det, så skal Carter allerede nu forsvare den måde, hvorpå hans chef har ført sin udenrigspolitik. Dermed skal det nok blive nogle lange dage for Carter, for republikanerne har samlet rigeligt med ammunition.

Kæmpe udfordringer forude
De emner som republikanerne efter al sandsynlighed vil bruge deres spørgetid på, vil være et rædselskabinet af de udfordringer, som vil møde Carter, når han sætter sig bag skrivebordet i Pentagon.

Det første store emne er kampen mod Islamisk Stat. Her har den amerikanske strategi ikke indeholdt nogen klar målsætning, men kun et halvhjertet engagement. Og kommandovejene har været forvirrede pga. Obamas udnævnelse af en særlig repræsentant.

Over det næste stykke tid skal man have udarbejdet en strategi, som også indeholder en måde at håndtere Assad-regimet ved siden af kampen mod Islamisk Stat. Ligeledes skal man have styr på, hvordan man skal uddanne den irakiske hær og de syriske oprørere, som man har udvalgt til at modtage hjælp. Kort sagt er der nok at tage fat på med kampen mod Islamisk Stat, og det arbejde, som Carter skal lave, skal laves med en stor grad af detailstyring fra det Hvide Hus, hvor Obama søger at have total kontrol med amerikansk udenrigspolitik. Denne form for detailstyring har været stærkt kritiseret af Obamas tidligere forsvarsministre, Robert Gates og Leon Panetta. Det har skabt dårlig stemning i det sikkerhedspolitiske team og bidraget til en svækkelse af forsvarsministeren som en af de ledende figurer i sikkerhedspolitikken. Dette er en udfordring, som Carter må finde en måde at håndtere.

Udover krigen i Mellemøsten og den detailstyrende proces i Washington er Rusland også på listen af udfordringer, som Carter skal forholde sig til. Her skal han være med til at forsikre de europæiske allierede om USA’s fortsatte interesse i at støtte op om NATO alliancen – en region som Obama ellers havde håbet,at USA kunne overlade til sig selv.

Ved siden af de store internationale udfordringer, så skal Ashton Carter også håndtere store økonomiske problemer for Pentagon. Hvis Kongressen ikke bliver enig om en aftale, så kan de automatiske nedskæringer, som blev indført med Budget Control Act, træde i kraft igen for forsvarsbudgettet i 2016. Nedskæringerne har ellers været sat på pause i budgetårene 2014 og 2015, men står altså til at vende tilbage snart. Om en republikansk domineret kongres er en fordel for Pentagon, må tiden vise, men der venter i hvert fald Carter en stor opgave i at påvirke kongresmedlemmerne, således at de forlænger annulleringen af de automatiske nedskæringer.

Det er altså ikke, fordi Carter kan læne sig tilbage, når han tager roret i Pentagon. Men hans baggrund gør ham meget velkvalificeret til at løfte opgaven. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, kan man næsten undre sig over, at han ikke allerede sidste år blev sat bag roret i Pentagon. ■

Philip Chr. Ulrich (f.1988) er uddannet Cand.Mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Han har tidligere været ansat som fuldmægtig ved Forsvarsakademiet, og haft en internship i Lessons Learned & Development afdelingen ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Philip er forsvarsanalytiker ved USA-sitet Kongressen.com. ILLUSTRATION: Ashton Carter [Foto: Pressefoto, U.S.defense]