01.08.2015

Hvis Republikanerne ikke behandler ham ordentligt, truer Donald Trump med at stille op som uafhængig præsidentkandidat. Dét ville kunne koste Republikanerne sejren. Derfor er det bydende nødvendigt, at partiet ikke skræmmer Trump væk – og det er grunden til, at man ikke lægger større afstand til ham. Men dag for dag undergraver han Republikanernes ønske om at trække nye vælgergrupper til.

Af Rasmus Mouritsen

På blot lidt over en måned har den amerikanske tv-kendis og stenrige forretningsmand, Donald Trump, forvandlet den Republikanske kamp om at blive præsidentkandidat til noget, der mest af alt minder om et realityshow med ham selv som den ubestridte stjerne. Hans kontroversielle udtalelser om stort set alt og alle har gjort ham til en uforudset joker i den Republikanske valgkamp frem mod primærvalgene næste år. På forhånd blev han ikke spået store chancer – nu, og højst overraskende, fører han i nogle meningsmålinger. Hans konstante svada af kontroversielle ytringer og megen mediebevågenhed falder dog ikke i god jord hos hans egne partifæller. Han fører kampagne uden egentlig at samarbejde med ledelsen inden for det Republikanske Parti, og mens Trump måske personligt selv vinder opbakning for sine kraftigt højreorienterede politiske holdninger, så skader han det generelle image, som Republikanerne ønsker at fremstille. Inden for partiet har ledelsen for længst erkendt, at man har et imageproblem i lyset af USA’s demografiske sammensætning. Med nederlagene ved præsidentvalgene i 2008 og 2012 måtte man sande, at partiet havde et problem med at tiltrække latinovælgerne, ligesom partiet bestemt heller ikke har fremstået attraktivt overfor hverken de afroamerikanske vælgere eller de unge.

Gennem længere tid har man derfor fokuseret på at virke mere imødekommende over for landets støt stigende gruppe af minoriteter. Tanken om det nye image synes at smuldre med Trump. Med ham som den nye medieskabte frontfigur fremstår partiet mere ærkekonservativt end længe set, og hans hyppige negative vendinger om immigranter fra den latinamerikanske verden aktiverer et gammelt prædikat – med Republikanerne som en fremmedfjendsk parti, der kun bekymrer sig om ældre hvide amerikanere med solid økonomi.

Gennem længere tid har man derfor fokuseret på at virke mere imødekommende over for landets støt stigende gruppe af minoriteter. Tanken om det nye image synes at smuldre med Trump
____________________

 

I 2012 oplevede Republikanerne, at en række useriøse og højtråbende kandidater, fx Herman Cain og Michele Bachmann, hvis kampagner var præget af personlige skandaler og kontroversielle holdninger, forpurrede den konstruktive politiske debat under primærvalgene. En sådan situation ønskede ledelsen under ingen omstændigheder at gentage. Derfor arbejdede den efter 2012 støt mod at køre en mere erfaren og bredtfavnende kandidat i stilling som en kommende præsidentkandidat.

Planen synes ikke at være lykkedes. I næste uge – 6. august – afholder den konservative tv-station Fox News den første store tv-debat mellem de Republikanske kandidater, der på nuværende tidspunkt tæller ikke færre end 17 aspiranter. For at undgå at antallet af deltagere bliver for stort har Fox News valgt kun at lade 10 kandidater stille op i debatten (de øvrige skal medvirke i en anden udsendelse, samme eftermiddag). Rent praktisk bliver disse 10 kandidater udvalgt ved at tv-stationen beregner gennemsnittet af de seneste nationale meningsmålinger op til debatten og derfra udvælger de 10, som gennemsnitligt er højest rangeret. Derfor satser samtlige kandidater benhårdt på at hæve deres position i meningsmålingerne lige nu. Er man blandt deltagerne i debatten vil man skille sig ud som en af de virkelig seriøse kandidater, mens effekten vil være fuldstændig modsat skulle det ikke lykkes at komme med.

Ekstremt konservative og populistiske kandidater, som Donald Trump, Mike Huckabee, Ben Carson og Ted Cruz (hvoraf flere primært kendt fra deres tv-tjanser på Fox News) står ifølge meningsmålingerne til at komme med i debatten. Mens kandidater som forretningskvinden Carly Fiorina og Bobby Jindal, der er søn af indiske immigranter, ikke ud til at klare cuttet. Dermed må det Republikanske etablissement frustreret se til – mens præcis de typer, der skulle kendetegne partiets nye image, må stå tilbage for mere opmærksomhedsvækkende og højtråbende kandidater fra partiets yderste højrefløj.


En farlig mand at ekskludere
Trumps måde at føre politik har gjort ham til en særdeles upopulær skikkelse i det Republikanske bagland. At give sin støtte til Donald Trump er en politisk tabersag, men alligevel er han blevet modstandernes mest yndede boksebold i den offentlige debat. Derfor så er han også en mand, Republikanerne må håndtere med forsigtighed. Ved offentligt at fordømme ham, risikerer Republikanerne reelt at overbevise byggemagnaten om at stille op som uafhængig præsidentkandidat. I et interview med det politiske medie The Hill fortalte Trump, at han overvejede muligheden for at stille op som uafhængig og hans beslutning afhang af ”hvordan Republikanerne behandler mig”. Et sådant scenarie vil potentielt vise sig at være alvorligt ødelæggende for partiet. I Trump vil Republikanerne stå over for en populær uafhængig kandidat med uanede finansielle midler til at føre valgkamp, som uden tøven, med en konservativ kernevælgergruppe i ryggen, ufortrødent vil angribe den fremtidige Republikanske præsidentkandidat under præsidentvalgkampen. Han vil ikke bare tiltrække en stor andel Republikanske vælgere, men også så tvivl om flere af de partiets kernesager. Især immigration er en betændt sag i amerikansk politik, hvor Republikanerne har mere end svært ved at finde en fælles politisk linje.

Skulle Trump vælge at stille op som uafhængig vil det med stor sandsynlighed give Demokraterne, og formentlig Hillary Clinton, en betydelig fordel, eftersom den Republikanske vælgergruppe reelt vil være splittet mellem deres egen præsidentkandidat og en uafhængig konservativ populistisk stemmesluger som Trump. Uanset hvad, krydser demokraterne fingre for, at Trump vil være en aktiv spiller i valgkampen så længe som muligt.

Republikanernes store problem er, at Donald Trump vil være en væsentlig stærkere kandidat end nogen anden uafhængig i mange år – og hans støtter vil overvejende overgå fra den Republikanske vælgergruppe
____________________

 

Så rig, at han ikke kan købes
Hvis Republikanerne vil vinde præsidentposten i 2016, er det derfor bydende nødvendigt, at partiet ikke skræmmer Trump væk. Ved præsidentvalget i 1992 søgte den uafhængige forretningsmand Ross Perot at udfordre to-partisystemet med en uafhængig kampagne. Perots forsøg på at blive præsident blev betragtet som en alvorlig hindring for George H.W. Bushs forsøg på at blive genvalgt mod den senere vinder, Bill Clinton. Et lignende scenarie gjorde sig gældende for Demokraterne i 2000, da Al Gore tabte til George W. Bush. Her er mange ligeledes overbevist om, at den uafhængige kandidat, Ralph Nader, kostede Al Gore titlen som præsident.

Det kan diskuteres hvor stor en betydning Nader og Perot egentlig havde i det endelige udfald af deres respektive valgkampe, men Republikanernes store problem er, at Donald Trump vil være en væsentlig stærkere kandidat end nogen anden uafhængig i mange år – og hans støtter vil overvejende overgå fra den Republikanske vælgergruppe.


Han er uforudsigelig, offensiv og uregerlig. En stærk kontrast til det etablerede apparat i Washington D.C., hvilket den amerikanske befolkning har en historisk lav tiltro til samt betragter som værende ineffektivt og korrumperet. Tirsdag 28/7 skrev Trump på Twitter: “While I’m beating my opponents in the polls, I’m also beating lobbyists, special interests & donors that are supporting them with billions”. Hans angreb på politikernes finansielle bagmænd og interesseorganisationer giver genklang i den amerikanske befolkning, hvor der hersker en udbredt politikerlede alt imens man er fyldt op med konspirationsteorier om at netop en lille pengestærk elite styrer landets politiske organer. Et af Trumps vigtigste budskaber i valgkampen hidtil har været at pointere hvordan han finansierer sin kampagne selv.

Hans angreb på politikernes finansielle bagmænd og interesseorganisationer giver genklang i den amerikanske befolkning, hvor der hersker en udbredt politikerlede alt imens man er fyldt op med konspirationsteorier om at netop en lille pengestærk elite styrer landets politiske organer
____________________

 

Trump er bestemt ikke en del af landets siddende politiske elite. Det mener hverken han eller hans modstandere, men hvor hans modstandere finder det ydmygende at lade sig selv og partiets politik udstille af sådan en højtråbende amatør, så opfatter en stor vælgergruppe ham altså som manden der skal ”fixe Washington”. Hos partiets ledelse går man med et brændende ønske om, at Trump er en kortlivet mediesensation og ikke mere end det: Det bedste vil være, at han selv brænder ud og egenhændigt trækker sig fra valgkampen.

Republikanerne vil for alt i verden undgå at tirre ham til at gå imod partiet, som en uafhængig kandidat ved næste års præsidentvalg. Det bliver dog en svær balancegang. Hvis han fortsætter sin offensiv er det måske kun et spørgsmål om tid før tålmodigheden slipper op. ◼

Rasmus Mouritsen (f. 1990) er kandidatstuderende i Historie og Medievidenskab ved SDU. Han har tidligere været i praktik hos DR Nyhederne, og har i 2014, fra Washington D.C. og Virginia, dækket det amerikanske midtvejsvalg for hjemmesiden Midtvejsvalg.dk, som han selv stod bag. Han arbejder nu som freelancejournalist i DR. ILLUSTRATION: Trump taler til den konservative konference CPAC 2011 i Washington, D.C. [foto: Gage Skidmore]