10.09.2015

“Eftersom vi selv har spillet så aktiv en rolle i at destabilisere regionen, bl.a. med Irak-krigen og afsættelsen af Gadaffi, har vi i mine øjne afgjort et moralsk ansvar her. Vi må simpelthen se i øjnene, at hvis ikke vi lykkes med at stabilisere regionen, vil vi også i fremtiden se flygtningestrømme – bare i endnu større mængder.”

INTERVIEW af Anders Nedergaard Lassen

RÆSON: Den nuværende flygtningesituation udvikler sig hastigt og omtales som den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Hvori består problemerne nationalt, regionalt og internationalt?
UFFE ELBÆK: Der er rigtig meget på spil – og som den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sagde forleden, så er det her kun toppen af isbjerget. Bare vent på næste bølge af flygtninge på grund af klimaændringerne. Situationen kan meget let eskalere yderligere og blive langt mere alvorlig end det, vi oplever i dag. For mig er der kun et svar: At vi i fælles europæisk front samarbejder om at løse disse udfordringer. Derfor er den eneste udvej, hvis vi ønsker at skabe bæredygtige løsninger i forhold til flygtninge- og indvandrerkrisen, at det sker gennem et tæt forpligtigende europæiske samarbejde.

RÆSON: I går ramte flygtningestrømmen bogstavelig talt de danske grænser. I jeres seneste pressemeddelelse efterspørger I et nationalt kompromis om løsninger. Virker det realistisk at finde et fælles dansk ståsted med den parlamentariske situation taget i betragtning?
UFFE ELBÆK: Det er jo udfordringen, og det er meget bevidst, at vi formulerer os, som vi gør i pressemeddelelsen. Vi ved jo godt, at det er et kæmpe problem at få bygget bro mellem Dansk Folkeparti og størstedelen af de øvrige partier i Folketinget. Men vi bliver nødt til at anerkende, at DF repræsenterer en nervøsitet og en usikkerhed i store dele af befolkningen – hvad angår det, der sker i verden lige nu. De spørgsmål, DF rejser, er måske forståelige nok, men jeg er bare ikke enig i de svar, de kommer med. Men vi er nået langt, hvis vi i det mindste kan anerkende hinandens forskellige politiske positioner og dermed også den usikkerhed, som rigtig mange danskere oplever for tiden. Lad os starte der og se, om vi kan arbejde os hen imod et politisk kompromis, som dækker flest muligt af de forskellige politiske partiers synspunkter. Det optimale ville være at samle alle partierne i én fælles løsning, men jeg er da mere end i tvivl, om det kan lykkes. Men på nogle punkter – som at støtte i nærområderne – tror jeg godt, vi kan blive enige.

RÆSON: I jeres pressemeddelelse i mandags opstiller I en fem-trins-plan for folkeflugten med konkrete løsningsforslag. Hvad indebærer disse, og hvorfor er denne plan den rigtige løsning?
UFFE ELBÆK: Det første punkt er, at de mennesker, der mod alle odds når til Danmark, skal behandles så anstændigt og ordentligt som muligt. Dernæst går vi ind for, at der skal være en markant og akut støtte til nærområderne. Alene i Libanon er der 1,2 millioner flygtninge og adskillige rapporteringer om, at landet og sammenhængskræften er ved at kollapse grundet mangel på ressourcerne til at opretholde de nødvendige forhold. Det tredje punkt er en etablering af såkaldte modtagelsescentre, som skal ligge på begge sider af Middelhavet. I disse centre er det meningen, at flygtningene skal have mulighed for at få prøvet deres asylrettigheder af. Som det fungerer nu, er flygtningene tvunget til at flygte tusindvis af kilometer for at få prøvet deres asylrettigheder i fx Tyskland, Danmark eller Sverige. Det åbner for selvsamme menneskesmugling, som alle vil til livs. Det kaos, der præger stort set hele Europa, vil med ét blive mindsket markant, og Europa vil ikke længere de facto tvinge desperate mennesker på en særdeles farefuld færd, som vi jo ved har kostet tusinder og atter tusinder af menneskeliv. Det fjerde punkt er, at vi ønsker at etablere en kvoteordning, der mellem EU-landene fordeler de flygtninge, der har ret til asyl.

Vi bliver nødt til at anerkende, at DF repræsenterer en nervøsitet og en usikkerhed i store dele af befolkningen – hvad angår det, der sker i verden lige nu
____________________

 

Endelig er det sidste punkt, at vi skal have lagt en langsigtet plan for genstabiliseringen af både Nordafrika og Mellemøsten – vi foreslår en decideret Marshall-plan for hele regionen. Eftersom vi selv har spillet så aktiv en rolle i at destabilisere regionen, bl.a. med Irak-krigen og afsættelsen af Gadaffi, har vi i mine øjne afgjort et moralsk ansvar her. Vi må simpelthen se i øjnene, at hvis ikke vi lykkes at stabilisere regionen, vil vi også i fremtiden se flygtningestrømme – bare i endnu større mængder.

RÆSON: Som du også selv har nævnt, lader der til at være bred konsensus blandt de danske partier om en øget indsats i nærområder. Men hvad gør man med lande som fx Libanon, der allerede synes stærkt overbefolket af flygtninge? Kan disse lande klare mere, og er det en bæredygtig løsning at etablere flere af disse lejre?
UFFE ELBÆK: Lige først: Nødhjælpen til Syrien faldt i 2014, ligesom den ser ud til at gøre i 2015. Så det kan godt være, at alle taler om støtte i nærområderne, men endnu følger dansk handling ikke ordene. Og det er ganske enkelt under niveau, for der er akut brug for at understøtte lejrene i Libanon, nabolandende og Tyrkiet. De er overbefolkede, og der er i den grad behov for ressourcer. Hele denne diskussion er paradoksalt nok op ad bakke. Under valgkampen sagde mange af partierne, at der var brug for markant støtte til nærområderne. Men siden valget er regeringen og dens støttepartier gået den stik modsatte vej. Nu er tendensen, at der skal skæres i ulandsbistanden og derved nok også i nærområderne. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad er det, regeringen gerne vil, når de skærer i ulandsbistanden? Hvad er den langsigtede plan? Der er brug for det stik modsatte. En markant investering i nærområder. Men det er som sagt også vigtigt, at det kombineres med, at vi i denne akutte situation åbner for at modtage flere flygtninge og samtidig har en langsigtet strategi for en genstabilisering af hele regionen gennem en ambitiøs økonomisk Marshall-plan.

Vi går fuldstændig ind for en kvotefordeling i Europa. Det er nødvendigt, at alle EU-lande tager del i en sådan aftale, fordi at for mange lande lige nu står udenfor og det øger presset på samtlige EU-lande
____________________

 

RÆSON: For et par dage siden bragte satireavisen Rokokoposten en ironisk artikel: Jordan ønsker at oprette flere flygtningelejre i fjernområderne, eftersom de mente, at EU godt ville kunne huse mange af deres flygtninge. Rammer denne ironiske distance ikke meget godt plet på de danske politikere (især højrefløjens) berøringsangst omkring flygtningeproblematikken?
UFFE ELBÆK: Nu synes jeg ikke, at man kan skære alle politikere over en kam. Men hvad man måske kan sige er, at der i de sidste 15-20 år har været det paradoks, at vi – samtidig med at vi har kørt en aktivistisk udenrigspolitik – også har haft en ekstrem provinsiel udenrigspolitik. På den ene side har vi været meget interesserede i at spille med musklerne med deltagelse i blandt andet Irak, Libyen og Afghanistan, hvor vi virkelig var ude og manifestere vores politiske holdning. Samtidig har tendensen nationalt været at lukke sig omkring Danmark. En eller anden form for ”vi har nok i os selv”-holdning. Det er nærmest et psykologisk paradoks, hvordan vi på den ene side har involveret os i den meget meget aktivistiske udenrigspolitik – og på den anden side nærmest protektionistisk har lukket os inde. Samme paradoks var også til stede i diskussionerne under valgkampen. Her var det de meget nære problemstillinger, der konstant var på dagsordenen, mens de fjerne problematikker – men ret beset vigtigere og mere afgørende på den lange bane, hvilket jo nu går op for folk – var mere fraværende og ikke fik den fortjente opmærksomhed.

RÆSON: Flere af jeres kandidater havde som mærkesag, at Danmark burde tage flere flygtninge, og det er en jo en politisk holdning, som de Radikale tidligere har haft monopol på?
UFFE ELBÆK: Jeg ved ikke, om det er rigtig at kalde os de nye humanister, men vores grundlæggende og styrende værdier er jo humor, ydmyghed, mod, empati, generøsitet og gennemsigtighed, og det er forhåbentlig helt tydeligt, at de værdier former og er at spore i vores udenrigspolitik. Vi forsøger at efterleve den doktrin, at Danmark ikke blot skal være det bedste land i verden, men skal være det bedste land for verden. Derfor skal vi selvfølgelig også engagere os i de internationale problemer ud fra en humanistisk og fredsskabende tilgang. Det var jo ikke tilfældigt eller overraskende, at jeg stemte mod forslaget, da den daværende regering strammede reglerne for familiesammenføring, således at det først var muligt efter et år. Det er ikke humant. Så vores humanistiske profil er hverken en pludselig eller tilfældig positionering.

RÆSON: Men I mødes også selv af kritik, med argumentet om at flere flygtninge selvsagt medfører flere udgifter. I pressemeddelelsen postuleres det, at Danmark har råd, mens andre frygter og argumenterer for, at den øgede flygtningestrøm vil underminere den danske velfærdsstat. Lidt i forlængelse af dette har Rasmus Jarlov for nyligt sagt i Ræson, at venstrefløjen negligerer de massive sociale problemer og reducerer flygtningediskussionen til at handle om tone og anstændighed. Stirrer I jer blinde på diskussionen om takt og tone?

UFFE ELBÆK: Nej, det synes jeg ikke. Som jeg opfatter det, er situationen således, at alle partierne burde kunne samle sig i et nationalt kompromis. Alle partierne har den opfattelse, at der er et kæmpe problem. Og så burde vi jo også kunne blive enige om, hvad løsningen er. Selvom der også er interne problemer i Danmark at tage hånd om, bliver vi altså nødt til samtidig at forholde os til den internationale flygtningekrise, vi befinder os midt i. De fleste negligerer og nedgør situationen til udelukkende at handle om de flygtninge, der når hele vejen til Danmark, men vi må og skal altså vise niveau og holde fast i, at vi på dansk jord blot ser et lillebitte, minimalt hjørne af den internationale, humanitære krise, vi er vidne til. Problemerne går ikke væk med grænsebomme, høje hegn og stramme asylregler. Der vil stadig være en international, humanitær krise at forholde sig til, og det er jo derfor vi både introducerer vores ideer med nærområde-støtte og vores Marshall-plan for Nordafrika og Mellemøsten. Hvis vi ikke gør noget nu, vil vi opleve flygtningestrømme, som er endnu større, og i et omfang vi næsten ikke kan forestille os.

USA bør selvfølgelig påtage sig en langt større rolle, end de gør i dag. De har trods alt været en af de primære faktorer idestabiliseringen af Nordafrika og Mellemøsten.
____________________

 

Desværre er der nærmest en politisk Titanic-bevidsthed på Christiansborg. Denne fornemmelse af, at orkestreret spiller på øverste dæk, mens vandet fosser ind i skroget. Det er lidt situationen lige nu, og vores ambition er at sørge for, at skibet ikke synker. Når de økonomiske argumenter bliver brugt – at vi ikke har råd til en ambitiøs satsning i nærområderne – kan jeg ikke undgå at tænke på debatterne i Folketingssalen om, hvorvidt der skulle sættes F16-fly på vingerne. Her var der ikke en eneste af dem, der opfattede det som en god idé, der tænkte på, hvad det kostede. Der var nærmest politisk konsensus om, at vi stod overfor en national forpligtigelse, så penge skulle ikke være noget problem. Men når de gælder at hjælpe de flygtninge, der kommer til Danmark og hjælpe i nærområderne, trækker man straks det økonomiske kort. Det er jeg helt uenig i. SELVFØLGELIG har Danmark råd, hvis vi vel og mærke prioriterer det.

RÆSON: Den manglende enighed om løsninger herhjemme, gør sig også gældende på EU plan. Senest har Thomas Gammeltoft-Hansen været ude og sige, at der generelt bliver brugt for mange penge på at forskanse grænserne. Er situationen den, at vi – og EU for den sags skyld – simpelthen forsøger at løbe fra vores ansvar, altså vi er ikke opgaven voksen frem for at se realiteterne i øjnene?
UFFE ELBÆK: I hvert fald mener jeg, at for mange lande har haft fokus på det forkerte. For mange lande har haft fokus på forskansning, at afskære sig fra og fornægte problemerne, og det har øget presset overalt. Og i det lys er det jo meget forudsigeligt det, der sker lige nu. Der er opstået for stor ulighed i verden, og så sker det, vi oplever nu. Mennesker, lige som dyr, vil selvfølgelig søge mod de vandhuller, der er, for at overleve. Og igen og igen skal vi huske på, at de flygter fra noget frem for at flygte til noget. De er tvunget på flugt. Enten på grund af af krig, borgerkrig eller klima-katastrofer. Og så søger mennesker selvfølgelig derhen, hvor de har en chance for at overleve og begynde en ny mere fredelig tilværelse. I den aktuelle situation til Europa.

RÆSON: Men et fælles europæiske samarbejde på flygtningeområdet synes at have lange udsigter trods en mulig afskaffelse af retsforbeholdet?
UFFE ELBÆK: Det er jo også en af grundene til – i forhold til den kommende folkeafstemning – at vi ikke er indgået i den forligskreds af ja-partier, som tegner ja-siden i dag. Vores position er, at vi anbefaler danskerne et ”ja” til at afskaffe retsforbeholdet. Men vores anke mod hele afstemningen er netop, at parterne ikke har taget flygtninge- og asylproblemstillingen med ind i afstemningen om retsforbeholdet. Og det er jo også derfor, at vi jo har stillet beslutningsforslag om at tilføje et ekstra punkt på stemmesedlen den 3. december, så danskerne har mulighed for at stemme om, hvorvidt vi skal indgå i det europæiske samarbejde, når det handler om asyl og flygtninge. Her er vores opfattelse, at et EU-samarbejde er helt afgørende for succes på dette område.

For mange lande har haft fokus på forskansning, at afskære sig fra og fornægte problemerne, og det har øget presset overalt.
____________________

 

Manglen på tilføjelsen om fælles løsninger på flygtninge- og indvandrerområdet er netop nu noget af det mest interessante ved den danske parlamentariske situation lige nu. Tilføjelsen udfordrer både ja- og nej-partierne på et helt nyt plan. Det udfordrer jo i den grad Enhedslisten på EU-nej-siden, da man langt ind i Enhedslistens rækker godt ved, at den eneste måde, hvorpå problemet løses, er gennem EU. Og forleden sagde Johanne Schmidt-Nielsen da også, at Enhedslisten hele tiden har været for en fælles løsning på flygtningekrisen. Men alligevel går partiet ind for et ”nej” til afskaffelsen af retsforbeholdet – samme forbehold, som bliver fremlagt som værende en forhindring for, at Danmark forpligter sig i et fælles europæisk samarbejde. Og omvendt så forbliver ja-partierne stædige, fordi man med musketereden omkring forhandlingsbordet har besluttet, at man ikke kommer til at inddrage asyl- og flygtningepolitik i forbindelse med ophævelsen af retsforbeholdet, selvom der er logiske argumenter herfor. Så både ja- og nej-siden er under massivt pres på nuværende tidspunkt.

RÆSON: Rygtet går netop på, at EU-kommissionen lægger op til, at mere end 160.000 kvoteflygtninge skal fordeles. Hvorfor synes I, at denne tvangsfordeling er nødvendig?
UFFE ELBÆK: Vi går fuldstændig ind for en kvotefordeling i Europa. Det er nødvendigt, at alle EU-lande tager del i en sådan aftale, fordi at for mange lande lige nu står udenfor og det øger presset på samtlige EU-lande. Det her kan ikke løses ved, at landene lukker sig om sig selv. Men vi skal også holde fast i, at en fordeling af kvoteflygtninge ikke løser den internationale, humanitære krise – det gælder jo kun for de flygtninge, der når frem til Europa. Der vil stadig være fire mio. flygtninge i nabolandene til Syrien, ca. otte mio. internt fordrevne i Syrien, samt flygtninge fra Afghanistan, Eritrea, Nigeria osv.

RÆSON: Hvad med på et større plan? FN’s flygtningehøjkommissær, Antonio Guterreshar, har været ude og sige, at Europa godt kan håndtere denne migrantkrise. Men den aktuelle tilstand bekræfter ikke helt denne påstand. Kan EU løse udfordringen alene?
UFFE ELBÆK: Det er svært at sige noget entydigt om lige nu. Men vi efterlyser i høj grad et akut europæisk lederskab i løsningsprocessen. På samme måde som vi håber, at vores regering går ind og træder i karakter og mere konkret bakker op om en fælles EU-løsning. Men løsningen af flygtningekrisen skal selvfølgelig også ske i samarbejde med FN. Problemet med FN den seneste tid er bare, at FN er svækket og har et legitimitetsproblem i disse år, efter at USA gik ind i Irak uden FN-mandat. Mit håb er, at FN’s rolle kunne genetableres, hvis EU meldte ud, at flygtningekrisen kun kunne løses i fælles front med FN.

RÆSON: Mener du amerikanerne er løbet fra deres ansvar i håndteringen af flygtningestrømme?
UFFE ELBÆK: USA bør selvfølgelig påtage sig en langt større rolle, end de gør i dag. De har trods alt været en af de primære faktorer idestabiliseringen af Nordafrika og Mellemøsten. Det er også derfor, at det her absolut ikke kun er EU’s problem. Det er både mange af de europæiske landes og amerikanernes problem grundet den meget aktivistiske udenrigspolitik, der er ført de sidste 20 år. Amerikanere har brugt milliarder og milliarder af penge på diverse krige, men der har ikke været en tilsvarende indsats på den efterfølgende opbygning. Det har manglet, og Europa oplever nu konsekvenserne af denne destabilisering. ◼

Anders Nedergaard Lassen (f. 1988) skriver for tiden sit speciale i statskundskab på Aarhus Universitet omhandlende helddagsskolens ulighedsskabende effekter. Tidligere har Anders været ansat på den danske ambassade i Madrid samt studeret førstedelen af en spansk master i arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik i EU ved Universitat Autónoma de Barcelona. Anders kan kontaktes på anders.nedergaard.lassen@gmail.com.

(ILLUSTRATION: Syriske flygtninge passerer grænsen mellem Grækenland og Makedonien, den såkaldte Balkan-korridor, i håb om at nå videre gennem Europa. 2. september 2015. Foto: Valdrin Xhemaj/EPA)