20.05.2015

Venstres valgslogan er, at det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor spurgte DK4’s Henrik Qvortrup partiets politiske ordfører Inger Støjberg, HVORDAN Venstre vil få til at kunne betale sig at arbejde og hvordan det skal finansieres, da han havde hende på besøg i marts måned. Men det kunne han ikke få at vide.

Af Magnus Boding Hansen

Udenomssnak: Sådan gør politikerne Efter en kort pause er RÆSON tilbage med serien, som siden april 2011 løbende har afsløret politikeres udenomssnak og anvist journalisterne konkrete modtricks.

Trick #1: Gentage intentionen

Ifølge Venstre er der 18.000 danskere på offentlig forsørgelse for hvem det ikke kan betale sig at arbejde. Det vil de gerne lave om på med et moderne kontanthjælpsloft, siger de igen og igen i debatter og annoncekampagner. Det skal kunne betale sig at arbejde. Qvortrup spørger derfor, hvor dette kontanthjælpsloft skal ligge. Et meget konkret spørgsmål, men han får et alt andet end konkret svar: “Det skal ses i en større sammenhæng. Det grundlæggende princip er, at det skal kunne betale sig at arbejde. 18.000 i dag ville få mere ud af at gå hjemme.” Qvortrup spurgte, hvordan Venstre vil få det til at kunne betale sig at arbejde, men Støjberg svarede på, HVORFOR de gerne vil det. Igen og igen svarede hun med sine mål, når hun blev spurgt til sine midler. Det er smart, fordi midler modsat mål kræver finansiering. Men det er altså også at tale udenom.

Trick #2: Tidsforskydning

Qvortrup peger så på, at 16.000 af de 18.000 danskere, som Venstre vil have, at det skal kunne betale sig for at arbejde er på dagpenge. Han spørger, om Venstre da har tænkt sig at kigge på dagpengene. Det spørgsmål kan Støjberg svare på på to måder: 1) Hun kan svare ja og vil så kun afkræves svar på hvordan 2) Hun kan svare klart nej, men så vil den korrekte udgave af Venstres valgslogan pludselig være, at “det skal kunne betale sig at arbejde – men kun for et fåtal af dem, det ikke kan betale sig for i dag”. Ikke just slagkraftigt slogan. Støjberg vælger i stedet at snakke udenom med dette svar: “Det ligger ikke lige for at ændre på dagpengene.” Hun blev spurgt, OM hun vil ændre på dagpengene, men svarede med en ulden formulering på, HVORNÅR dette i givet fald skulle finde sted.

Modtræk #1: Retfærdiggøre spørgsmålet

Man kan ikke tvinge en politiker til at svare, men man må forvente, at en journalist gør prisen for ikke at svare så høj som muligt. Det gør Qvortrup. Han sørger for at begrunde rimeligheden af, at han kan få svar på sit spørgsmål ved at henvise til ting, Venstre selv har sagt. Eksempelvis har Venstre sagt, at det ikke kan betale sig at arbejde, hvis man kun får seks kroner mere ud af det i timen end at være på kontanthjælp, og Qvortrup spørger derfor, hvad der SÅ skal til for at det kan betale sig at arbejde. Det er godt spurgt, fordi det er en variation af hans oprindelige spørgsmål, men en variation, hvor det er udpenslet, hvorfor spørgsmålet er rimeligt at kræve svar på. Men heller ikke det virker på Støjberg: “Seks kroner i timen er ikke meget, for der er også omkostninger ved at gå på arbejde.” Det er et godt argument for at gøre forskellen større. Men det er stadig ikke et svar på, hvor stor forskellen skal være.

Modtræk #2: Gentage spørgsmålet

Qvortrup gør derfor det eneste rigtige. Han bliver simpelthen ved med at gentage spørgsmålet. Qvortrup: “Hvad er en rimelig forskel? 7 kroner?” Støjberg: “Den leg går jeg ikke med på. Når man udvikler er det ikke med et facit i kroner og ører, men nogle principper bag. Nu er det principperne, der er vigtigt.” Qvortrup: “Jeg beder ikke om kroner og ører, bare om et cirka-tal på hvor stor forskel der skal være.” Og senere: “Men politik er vel også at vise en vej?” Støjberg: “Vi har vist noget af vejen. Vi har vist en retning.” Qvortrup: “Men vi ved ikke om det er 6.25 eller 44 kroner”. Støjberg: “44 er i hvert fald meget højt.” Der kom ikke et svar ud af gentagelserne, men der kom stor opmærksomhed omkring Venstres manglende svar. Nogle gange er det, det bedste man kan opnå.

Se DK4s interview fra marts her.

Analysen er en del af bogen “De lytter ikke – journalister lader politikerne snakke udenom”, som Magnus Boding Hansen udgiver til august sammen med Christian Kock på Hans Reitzels Forlag.

Magnus Boding Hansen (f. 1986) er journalist på DR2 Deadline. Han er cand.mag. i retorik, var RÆSONs ansv. chefredaktør 2011-2013 og har rapporteret fra Somalia, Sydsudan, Mexico, Baskerlandet, Nordirland, Honduras, Colombia, Haiti og Ukraine for bl.a. Weekendavisen, DR2 og P1. [Foto: Officielt pressefoto]