16.01.2015

1. december præsenterede regeringen sit forslag til en ny gymnasiereform – som kun kan blive til virkelighed, hvis partierne bag gymnasieforliget bakker op. Det bliver svært.

Af Malthe W. Gronert

Alle partier er enige om, at gymnasiet har akutte problemer. Og målet for SR-regeringens udspil ”Gymnasier til fremtiden” er ét, ingen kan være uenige i: At de danske gymnasielever bliver så dygtige, som de kan. Det er midlerne, man strides om. For selvom der hersker enighed om nogle af ideerne bag gymnasieudspillet, er det langt fra sikkert, at regeringen kan nå at lande en aftale før et valg. Forhandlingerne startede for alvor 13. januar. Nu skal regeringen prøve at nå til enighed – ikke bare med V, K, DF og SF, der indgik forlig i 2005 – men også med de to yderligere inviterede partier, LA og Enhedslisten.

Lykkes forhandlingerne vil regeringen kunne gå til valg med en ekstra uddannelsesreform – efter reformerne af SU, erhvervsuddannelserne, folkeskolen og universiteterne. Øverst på listen over diskussionsemner står: Antallet af studieretninger, valget af prøveformer og kampen om adgangskravet.

For mange i gymnasiet?
Det er 10 år siden, en ny gymnasiereform trådte i kraft. Bag den stod den daværende VK-regering, SF, S, SF, R og Kristeligt Folkeparti, som proklamerede ”den største ændring af gymnasiet i 100 år”. Målene var: styrket faglighed, et bredere udbud af studieretninger og et mere markant samarbejde mellem de forskellige fag. Man skulle følge med udviklingen indenfor teknologi og videnskab samt skabe innovative studenter, lød mantraet.
Siden da er sejrene skyllet ind over gymnasiet: flere optages, flere klarer sig igennem, og de studerende kan skrive stigende karakter i deres huer. Mange unge vælger i høj grad de gymnasiale uddannelser til og erhvervsuddannelserne fra.

Tal fra Undervisningsministeriet viser, at der siden 2001 er markant flere unge – mere end 70 pct. (2014) – der ønsker at blive optaget på en af de fire gymnasiale uddannelser (STX, HTX, HHX og HF) fremfor på en erhvervsuddannelse, hvor mindre end 20 pct. ønsker optagelse. Det kan skabe mangel på faglært arbejdskraft som malere, tømrere og murere. Samtidig har gymnasierne en række konkrete udfordringer. Mange er efter eksamen nødt til at tage suppleringsfag for at komme ind på drømmeuddannelsen – dét forsinker dem. Samtidig mener stort set alle Folketingets partier, at studieretningerne i dag er for uoverskuelige og ikke målrettede mod de videregående uddannelser.

Regeringen vil forenkle studieretningerne, styrke færdighederne inden for matematik og naturvidenskab, gøre starten på gymnasiet bedre og sørge for, at gymnasiet udvikles løbende. Derudover vil man opstille en række klare mål i forhold til at styrke fagligheden, mindske betydningen af elevernes sociale baggrund, styrke trivslen – og sikre at flere elever starter en videregående uddannelse. De tre sidstnævnte mål er hentet direkte fra det folkeskoleforlig, som regeringen indgik med netop de partier, der også står bag gymnasiereformen.

Konsensus: Færre studieretninger
Der er bred konsensus om, at antallet af studieretninger skal skæres ned. Regeringen foreslår, at man skærer de nuværende 209 studieretninger ned til omkring 90. Det skal sikre, at studieretningerne bliver mere overskuelige, og at eleverne dermed får de fag, der kræves af dem på deres kommende videregående uddannelse. De Konservative mener, at man skal tilbage til det klassiske gymnasium med meget specificerede studieretninger – nærmere bestemt fire af slagsen. Venstres uddannelses- og forskningsordfører Esben Lunde Larsen mener også, at man skal skære ned og fokusere på så få grundområder som muligt. Han peger på 6 grundområder: humaniora, sprog, matematik, natur og teknik, science og samfundsvidenskab. Dansk Folkeparti mener, at man bør skære ned til omkring ti studieretninger.

Derudover vil regeringen sætte større fokus på naturvidenskaben på STX (det almene gymnasium) ved at gøre et naturvidenskabeligt fag på B-niveau obligatorisk for flere, og gøre kemi på C-niveau obligatorisk for alle. Regeringen foreslår også, at matematik på B-niveau skal gøres obligatorisk for flere på STX og HHX (det tekniske gymnasium). Et krav om flere skriftlige timer med lærerne skal sikre, at elevernes kompetencer indenfor skriftlige opgaver og faglig forståelse styrkes. Herunder foreslår man nye prøveformer, hvor man blandt andet skal testes i evnen til samarbejde og problemløsning. Det skal ifølge regeringen gøre prøverne mere virkelighedsnære, så man dermed sikrer, at eleverne besidder relevante kompetencer. Forslaget om nye prøveformer er Det Konservative Folkepartis politiske ordfører, Mai Mercado, kritisk overfor. Hun mener, at man til eksamen skal testet i den traditionelle faglighed, fordi det er det, man skal bruge til at læse videre – hvad Venstre er enig i. Liberal Alliance mener, at man bør hæve antallet af eksaminer fra ni tilbage til de elleve, som det var før 2009. Venstre og Det Konservative Folkeparti mener desuden, at matematik på B niveau skal være obligatorisk for alle.

Striden om adgangskravet
Men det mest omdiskuterede punkt er regeringens forslag om et adgangskrav på 02 i dansk og matematik. Christine Antorini og resten af regeringen vil dermed sikre, at alle, der kommer på gymnasiet, har evnerne og styrken til det. Samtidig vil kravet også betyde, at det er lige så svært at komme på gymnasiet som at komme på en erhvervsuddannelse, der efter den seneste reform netop har fået et adgangskrav på 02.
Venstre og Konservative er dog utilfredse med et karakterkrav på 02. Kristian Jensen (V) har udtalt, at gymnasiet skal være et aktivt valg, fordi man gerne vil læse videre og går derfor til forhandlingsbordet med et krav om et adgangskrav på 4. Liberal Alliance mener, at et karakterkrav på 7 eller en optagelsesprøve på det tilsvarende faglige niveau er passende. Dansk Folkeparti ligger sig på linje med LA – de ønsker med et karakterkrav imellem 4 og 7, som de mener vil udelukke de elever, der alligevel ikke kommer til at bruge deres gymnasiale uddannelse – og partiets gymnasieordfører Marie Krarup henviser til, at man sænker en klasses niveau ved at optage elever med dårlige karakter.

Lars Ulriksen, forsker bl.a. i gymnasieuddannelser og social mobilitet på Københavns Universitet. Han fastslår: ”I dag er gymnasiet for mange blevet det naturlige valg. Det er det, man vælger, hvis man af en eller anden grund ikke tænker sig om eller ikke bliver udfordret. Her er det et problem, at man har sparet på den konstruktive vejledning af de unge. Vejledningen har meget fokus på de mest udsatte unge, og de har også meget brug for vejledning, men de unge, som fagligt ligger i den nedre midtergruppe, har brug for at blive udfordret. Nogle af dem, der vælger gymnasiet, ville måske have bedre af at vælge noget andet og så eventuelt på et senere tidspunkt tage en HF-uddannelse, hvis de ønsker en boglig uddannelse.”

RÆSON: Er regeringens forslag om et karakterkrav på 02 i dansk og matematik med til at hjælpe de her unge med at træffe det rigtige valg?
ULRIKSEN: Nej, det synes jeg ikke. Man begyndte jo med at sige, at man vil have et adgangskrav til erhvervsuddannelserne – og i det øjeblik, man træffer den beslutning, så er man nødt til også at indføre et adgangskrav på gymnasierne. Men man kan diskutere om det er hensigtsmæssigt i forhold til de unge, der falder ud – altså, er der et tilbud til dem?

RÆSON: Regeringen har et mål om at mindske betydningen af elevernes sociale baggrund – hvordan hænger det sammen med deres forslag om et adgangskrav?
ULRIKSEN: I sidste ende tror jeg ikke det vil have den store betydning med et gymnasieadgangskrav på. De, som i dag kommer i gymnasiet med en svær, gymnasiefremmet baggrund og med et karaktergennemsnit på under 02 fra folkeskolen, vil formentligt falde fra alligevel. På den måde tror jeg ikke, det bliver værre, men heller ikke, at det bliver socialt meget bedre.

’Ufaglært med en studentereksamen’
Regeringen mener, at karakterkravet er mindre betydningsfuldt. I stedet lægger undervisningsminister Christine Antorini (S) vægt på den uddannelsesparathedsvurdering, der skal bruges til at afgøre om en elev er egnet til gymnasiet.

RÆSON: Flere kritikere, heriblandt Gymnasieskolernes Lærerforening, er imod karakterkravet, fordi de mener, det kan være ”en sovepude” for eleverne, der vil stille sig tilfreds med en tilfældig karakter. I ønsker samtidigt at styrke fagligheden. Hvordan hænger det sammen?
ANTORINI: Fagniveauet styrkes ved den faglige opstramning af studieretningerne. Den store ændring bliver, at du skal kunne noget mere for at gennemføre en gymnasial uddannelse. Der bliver flere højniveaufag i studieretningerne. Der bliver også mere undervisning – for både i 1. og 2.g er der i dag en relativ lang læseferie, selv om der dér er langt færre eksamener end i 3.g. Vi konverterer eksamenstid, som man ikke anvender, til undervisning. Det er det faglige løft. Karakterkravet er det mindst interessante, selvom det er det, man diskuterer mest. I dag er der ikke adgangskrav. Det, der betyder noget, er uddannelsesparathedsvurderingen, som de unge får i folkeskolen, og som vi har fremrykket til 8. klasse. Det er der, man får et konkret samarbejde mellem ungdomsuddannelsesvejledningen og skolerne, hvor det vurdereres helt konkret, om du har de faglige, sociale og personlige kompetencer til at kunne gennemføre gymnasiet. Det vil typisk være sådan, at man skal have mellem 4 og 7 i sine prøver for, at man bliver vurderet uddannelsesparat.”

RÆSON: Kan man så ikke sige at karakterkravet på 02 giver nogle unge falske forhåbninger, om at de faktisk kan klare gymnasiet?
ANTORINI: ”Nej, for de skal vurderes uddannelsesparate i 8. klasse, hvad der som sagt typisk vil kræve karakter mellem 4 og 7. Sammenlign med at starte på en videregående uddannelse – der er ikke nogen, der tror, at hvis man lige skraber sig igennem med et to-tal på sin studentereksamen, så står rigtig godt rustet til at tage en videregående uddannelse.”

RÆSON: Et karakterkrav på 02 sorterer kun en meget lille procentdel af de unge fra. Sender kravet ikke et signal om, at gymnasiet (stadig) er for alle?
ANTORINI: ”Det, der tæller, er uddannelsesparathedsvurderingen, hvor man vurderer fagligt, socialt og personligt, om de kan det, der skal til for at fuldføre en gymnasialuddannelse eller en erhvervsuddannelse. Totallet gør bare, at folkeskolens afgangsprøve tæller. Det har den ikke gjort før.”

RÆSON: Skal gymnasiet ikke være for alle? Eller skal det kun være for de, der ønsker en videregående uddannelse?
ANTORINI: ”Det er for dem, der kan og vil, det, der skal til, og som har lyst til at gennemføre en videregående uddannelse. En gymnasialuddannelse er ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse – for hvis du kommer ud med din studentereksamen og ikke bruger den til at studere videre, så er du jo ufaglært med en studentereksamen.”

Malthe W. Gronert går til daglig på Silkeborg Gymnasium. [Foto: Evollution]