11.08.2015

Konflikten i Ukraine har igen skubbet energisikkerheden højt op på EUs liste over udenrigspolitiske prioriteter. Mens Moskva strammer grebet om naturgaseksporten til Europa, spejder europæiske ledere efter nye partnerskaber, der kan mindske af-hængigheden af russisk olie og gas. Og løsningen kan findes i Ankara.

Kommentar af Ferhat Gurini

I marts måned tog Tyrkiet og Azerbaijan første spadestik til konstruktionen af TANAP, den Trans-Anatolske naturgasledning. Det nye projekt beskrives som en ny regional energimotorvej, der kommer til at løbe fra Azerbaijans Shah Deniz-naturgasfelt i Det Kaspiske Hav igennem Azerbaijan, Georgien, Tyrkiet, Albanien, Adriaterhavet for at ende i Italien hvorfra gassen skal transporteres videre til resten af Vesteuropa. Altså, en direkte forsyningslinje fra det det energirige Kaspiske Hav til det energihungrende EU.

Projektet er derfor strategisk vigtigt – for Europa men også for republikken Azerbaijan, der bliver ombejlet af adskillige EU-lande. Det blev understreget 22. juli af et møde mellem Azerbaijans præsident, Ilham Aliyev, og præsident for det Europæiske Råd, Donald Tusk. Her understregede Tusk, at EU er Azerbaijans største handelspartner, og at man fra EUs side ville arbejde mod at inkludere Azerbaijan i den internationale handelsorganisation World Trade Organization (WTO). Det var en håndsrækning, der fremmer Azerbaijans integration i EU’s handel- og energinetværk.
TANAP-projektet er samtidig en del af Ankaras ambition om at blive regionens næste, store energiknudepunkt. En ambition, som har potentialet til at forbinde energirige Mellemøsten og Kaukasus med det Europa, der er truet på sin energiforsyning fra Rusland.

Tyrkiet ligger placeret i midten af 70 pct. af verdens kendte olie- og naturgasreserver. Det er en geostrategisk vigtig placering, som Ankara forsøger at udnytte
____________________

 

I Tyrkiets bestræbelser på at markere sig som en energi-motorvej vil TANAP være kronen på værket. Allerede nu løber to vigtige olie- og gasledninger fra irakiske og azerbaijanske oliebrønde til Tyrkiets største industrihavn Ceyhan, hvorfra olietankere sender det sorte guld videre ud på det globale marked. Selvom TANAP udgør hovedpulsåren i EU’s sydlige gaskorridor, så tænker Ankara større endnu. For Tyrkiet har mulighed for at agere transitland for Rusland, Israel, Cypern, Turkmenistan, Kasakhstan, Azerbaijan, Irak, det kurdiske selvstyr-område i Nordirak, og sågar: Iran.

Sikkerhedssituationen truer energidiplomatiet

Tyrkiets forsøg på at markere sig som energicentrum handler ikke kun om at have olie- og naturgasledninger krydsende ind over landet, at tjene på tariffer, sikre eget forbrug eller spare på eventuelle rabataftaler. Når Ankara overhovedet kan have håb om at blive det næste store energicentrum, skyldes det, at Tyrkiet ligger placeret i midten af 70 pct. af verdens kendte olie- og naturgasreserver. Det er en geostrategisk vigtig placering, som Ankara forsøger at udnytte.

Tyrkiet kan desuden bryste sig af at være et af de mere stabile lande i regionen. Med en robust økonomi og en stor militærstyrke har Ankara formået at holde de to borgerkrige klods op af dets grænser på armslængde. Og hvis Tyrkiet nogensinde vil gøre sig forhåbninger om at indfri målet om at blive energikorridoren mellem Europa og Mellemøsten, må regeringen i Ankara udvise troværdighed både når der hersker fred og uro.

Der er ingen tvivl om, at landets udenrigspolitiske trusselsbillede skal tages seriøst. Men vigtigst af alt må Ankara stå ansigt til ansigt med landets interne problemer. Højt på listen over sikkerhedsemner figurerer det kurdiske spørgsmål. De seneste dage har vi set en optrapning af konflikten imellem Kurdistans Arbejderparti (PKK) og den tyrkiske hær. Situationen kompliceres yderligere af den midlertidige AKP-regerings igangværende forhandlinger om en ny mulig regeringskoalition. Landets ultranationalistiske parti, det Nationale Folkeparti (MHP), har som princip låst sig fast på, at fredsdialogen med PKK må ophøre øjeblikkeligt, hvis partiet skal indgå i regering med AKP. Imens synes uroen at tage til. I løbet af de seneste uger har vi set direkte militære konfrontationer mellem PKK og tyrkiske sikkerhedsstyrker i Tyrkiet samt tyrkiske luftbombardementer af PKK-baser i irakisk Kurdistan.

Tidligere har PKK demonstreret, at de er villige – og har kapaciteten – til at sabotere Tyrkiets energiforsyningsruter. Og med udsigten til at antallet og vigtigheden af disse ruter stiger, vil de i fremtiden blive oplagte, strategiske mål for PKK. Bare i de seneste 14 dage har tyrkiske medier rapporteret om fire større eksplosioner på olie- og naturgasledninger i de kurdiske områder i Sydøsttyrkiet – PKK har taget ansvar for to af hændelserne.

Med udsigten til at antallet og vigtigheden af energiforsyningsruterne stiger, vil de i fremtiden blive oplagte, strategiske mål for PKK
____________________

 

Ankara retter op efter fejlslagen udenrigspolitik
En anden virkelighed, Tyrkiet må tage højde for, er det faktum, at landet ikke har en betydelig energiproduktion modsat oliestater som Norge, Algeriet og Rusland. Tyrkiet er et mellemled – ikke producent. Det betyder, at Tyrkiet ønsker at blive mellemled for en lang række lande med et bredt spektrum af interesser. Skulle Tyrkiet dermed opnå status og indflydelse som et megatransitland, vil Ankara nødsage sig til at integrere sig udenrigspolitisk med disse lande. Eller i det mindste: ikke være i konflikt med dem. Dette princip forhindrer Tyrkiet i at være transitland for Israels og Cyperns naturgas.

Derfor vil Tyrkiets energistrategi medvirke til at forme Ankaras udenrigspolitik. For netop med sin placering midt i et potentielt omfattende energinetværk, kan landet forsøge at genskabe sin gamle udenrigspolitiske stilling som et mæglende mellemled – og dermed skrinlægge Ankaras fejlslagne forsøg på at være en regional leder: For man kan ikke lede uden følgere. Det er en virkelighed, præsident Erdogan og premierminister Ahmet Davutoglu må se i øjnene.

Tyrkisk udenrigspolitik er produkt af den velstand og internationale prestige som landet opnåede op igenem 00’erne. Udenrigspolitik i samme forstand, som Tyrkiet fører den i dag, var ikke rigtig et emne før i tiden – for 20 år siden ville en tyrkisk regering aldrig have støttet det Muslimske Broderskab i Egypten, huse den syriske oppositionsgruppe Syrian National Council i Istanbul eller blande sig i mellemstatslige affærer, hvis ikke det havde direkte implikationer for Tyrkiet. Men det er Tyrkiets udenrigspolitiske kurs lige nu.

Tyrkisk udenrigspolitik er produkt af den velstand og internationale prestige som landet opnåede op igenem 00’er
____________________

 

Tyrkiet har omformet og eksperimenteret med sin udenrigspolitik. Den sekterisk-baserede, sunni-favoriserende, nærmest neo-ottomanske-stil, har slået grueligt fejl. Derimod har Tyrkiet gennem sit energidiplomati en enestående mulighed for at cementere sin status som et forsonende mellemled og bygge videre på en helt unik, udenrigspolitisk identitet. En identitet, der synes at være stærkt behov for i en region plaget af konflikt, borgerkrig og sekteriske skillelinjer. ◼

Ferhat Gurini (f. 1995) optaget på statskundskab, Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Recep Tayyip Erdogan taler ved World Economic Forum’s møde „Unlocking Resources for Regional Development‟ i Istanbul, Tyrkiet 28. september 2014 [foto: World Economic Forum/Benedikt von Loebell]