07.07.2015

”Salafisterne er en marginal gruppe – blandt tuneserne har islamismen tabt som samfundsmodel. Men en lille gruppe islamister er blevet mere insisterende og ekstreme i lyset af demokratiseringen. Og et ekstremistisk fåtals handlinger kommer til at farve debatten om Tunesien.”

Interview med Tunesienekspert Kasper Netterstrøm af RÆSONs mellemøstredaktør Hetav Rojan

BAGGRUND: Den tunesiske præsident Essebsi har erklæret landet i undtagelsestilstand, mens politiet efterforsker det væbnede angreb på 38 civile turister i kystbyen Sousse sidste weekend. Det er anden gang på bare tre måneder, at Tunesien er udsat for en større væbnet aktion. Tilbage i februar stormede tre bevæbnede mænd nationalmuséet Bardo i Tunis, hvor de skød og dræbte 21 mennesker. RÆSON har talt med Tunesien-kender Kasper Ly Netterstrøm om situationen i Tunesien.

„Vi er i krigstilstand,“ sagde præsident Essebsi i weekenden, da han erklærede Tunesien i undtagelsestilstand i en tale til nationen. Retorikken har været hård fra regeringens side. Hvordan tolker du de seneste dages udviklinger?
Tuneserne er vant til det – Fra revolutionen brød ud og helt frem til marts 2014 var der også undtagelsestilstand. Lige nu har den tunesiske regering behov for at sende et signal om, at de gør noget for at bekæmpe terrortruslen. Myndighederne vil gøre det nemmere at indføre udgangsforbud, fængsle folk og indskrænke forsamlingsfriheden.

Der er en klar risiko for indskrænkning af borgerrettighederne. Det minder jo på mange måder om den diskussion, vi har i Vesten
____________________

 

Tunesiens præsident Essebsi foreslår i et lovudkast at lukke i omegnen af 80 ikke-statslige moskéer i landet samt at lempe lovgivningen for at gøre det lettere at lukke partier, der „spreder radikale idéer eller har tvivlsomme finansieringskilder“. Flere tunesiske NGO’er har påpeget, at landet kan dreje i en mere totalitær og autoritær retning, hvis det væbnede angreb på civile turister bliver en anledning til yderligere overvågning af borgere og indskrænkning af civile borgerrettigheder. Er vi vidner til en indskrænkning af de selvsamme borgerrettigheder i Tunesien, som landet har kæmpet så hårdt for at opnå?
I Tunesien har moskéer altid været statskontrollerede – akkurat som i nabolandene lande og fx i Tyrkiet. Gennem et ministerium for religiøse affærer har regeringen haft kontrol med de prædikanter og imamer, som har brugt landets moskéer. Idéen er at håndhæve regeringens egen fortolkning af islam og luge ud i radikale prædikanter, der opildner til had eller vold. Men da revolutionen brød ud i 2011 faldt denne kontrol sammen og man mistede grebet om moskéerne. Som en del af det almene kaos, som landet befandt sig i, steg antallet af selvbestaltede imamer og prædikanter, hvoraf nogle opildnede til vold. Nu forsøger man så at genetablere statens kontrol, og vender altså tilbage til den traditionelle statspraksis i Tunesien. Man kan forestille sig, at regeringen vil sætte yderligere skub i processen for at reetablere kontrol med samfundets religiøse sfære.

Men internt i landet stiller kritikere spørgsmålstegn ved, om det er et smart træk. Hvis man fører skarpt tilsyn med moskéerne, flytter rekrutteringen af radikale mennesker så bare udendørs? Væk fra efterretningstjenestens søgelys? Men uagtet om det er den rette måde at tackle situationen på, så må man konstatere, at sikkerhedsargumentet trumfer alt i øjeblikket.

Der er en klar risiko for indskrænkning af borgerrettighederne. Det minder jo på mange måder om den diskussion, vi i Vesten har omkring politiets overvågning af terrormistænkte versus privatlivets fred. Men læg dertil, at Tunesien er et meget ungt demokrati, hvor samfundets demokratiske traditioner og praksisser ikke er særlig robuste. Så når sikkerhedsproblematikkerne fylder meget kan det betyde en endnu større indskrænkning af frihedsrettighederne.

Tunesien er det land i den arabiske verden, hvorfra flest foreign fighters er rejst til Syrien for at kæmpe under enten al-Qaeda og Islamisk Stats faner. Er det et symptom på en militant salafistisk tendens i landet?
Der er klart en militant salafistisk tendens i Tunesien. Men langt størstedelen af befolkningen støtter op om den demokratiske udvikling i landet. Salafisterne er en marginal gruppe – blandt tuneserne har tanken om en islamisk stat tabt som samfundsmodel. Men en lille gruppe islamister er blevet mere insisterende og ekstreme i lyset af demokratiseringen. Desværre er det et fåtals ekstremistiske handlinger, som kommer til at farve indtrykket af Tunesien.

Hvorfor er det så svært at dæmme op for denne terrortrussel?
Det borgerkrigsramte Libyen – lige ved siden Tunesien – er en af årsagerne. Disse ekstreme grupper trives i sammenbrudte stater og her er Libyen den perfekte legeplads. De kan bruge Libyen som et helle og bagefter søge ind i Tunesien for at udføre deres aktioner. Desuden skal man huske på, at den tunesiske stat ikke har den samme fintmaskede kontrol med befolkningen som man fx har i Danmark. I Danmark har man via eksempelvis personnumre ret godt styr på, hvem der opholder sig i landet. Det samme er ikke tilfældet i Tunesien. Derudover er terrorbekæmpelse jo rigtig dyrt, og Tunesien er et fattigt land, som har mange andre prioriteter end terrorbekæmpelse. Efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris, så vi hvordan selv de franske efterretningstjenester havde opgivet at følge en af terroristerne kort inden angrebet fordi man ikke havde penge til det.

Hvordan er forholdet imellem Tunesiens største islamistiske parti Ennahda og de salafistiske kredse?
I 70’erne var Ennahda meget religiøse og mindede på mange måder om salafisternes religiøse tendenser. Ennahda var politisk undertrykte og forfulgte i Tunesien under diktaturet, så da de vandt regeringsmagten ved første valg efter revolutionen havde de svært ved at slå ned på salafisternes mere ekstreme tilhængere. Man ville ikke overtage det gamle styres kontrol med Islam. Ennahda har nemlig selv stået stejlt på, at befolkningen selv må bestemme, hvad de tror på og hvordan de praktiserer deres religion uden om statslig kontrol. Men denne bløde tilgang til salafisterne tabte partiet en del støtter på og under valgkampen i efteråret skruede de derfor op for retorikken og indtog en hårdere kurs imod de salafistiske miljøer.

Selv blandt de meget religiøse tunesere for hvem islam betyder meget også for deres politiske valg, støtter langt de fleste op om de demokratiske institutioner.
____________________

 

Hvilken rolle kan det islamistiske parti Ennahda spille i kampen mod militante salafister?
Ennahdas topfolk har lettere ved at få de meget religiøse tunesere i tale og argumentere mod de anti-demokratiske salafister. Netop fordi de har en fælles islamistisk grundtanke. De kan tage diskussionerne i de lokale moskéer på en anden måde en de venstreorientere og mere sekulære partier kan. Den store forskel på udviklingen i Tunesien i forhold til f.eks. Egypten er, at man har formået at integrere islamisterne i demokratiet. På den måde har det islamistiske segment fået en aktie i demokratiets overlevelse. I Egypten har styret forbudt landets største parti – Det Muslimske Broderskab – og udelukket dem fra den politiske proces. Militærstyret har forfulgt ledende medlemmer og skabt en kultur af frygt omkring Broderskabet. På den måde har Egyptens leder præsident Sisi fremmedgjort en stor del af befolkningen. Broderskabets tilhængere kan vælge mellem at holde kæft eller bruge voldelige midler for at komme til orde. Sådan er det ikke i Tunesien. Selv blandt de meget religiøse tunesere for hvem islam betyder meget også for deres politiske valg, støtter langt de fleste op om de demokratiske institutioner. Selvom terroristerne fra angrebene i Bardo og Sousse har skabt meget skade – især på turistindustrien – repræsenterer de derfor ikke en stor samfundsgruppe eller tendens. Tunesien er derfor bedre rustet til at klare denne kritiske situation. Men den kommende tid bliver svær. Ingen tvivl om det. ★

Kasper Ly Netterstrøm er PhD-studerende ved det Europæiske Universitets Institut i Firenze og også tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier. Han forsker i den tunesiske revolution, forfatningsproces og overgang til demokrati. Han har boet og opholdt sig i landet af flere omgange.