02.09.2015

Netop nu er der gejst at spore i forhandlingerne om frihandelsaftalen mellem EU og USA. Det skyldes, at EU-parlamentet i sidste måned stemte for en fælles retning for de diskussioner, der er endt i et limbo på grund af investorbeskyttelsen – ISDS. Men den amerikanske præsidentvalgkamp kan meget vel stække den endelige aftale.

ANALYSE af Tine Toft Jørgensen

Den svenske handelskommissær, Cecilia Malmström, er optimistisk. Faktisk så optimistisk, at hun i den liberal-konservative avis Tagesspiegel har udtalt, at frihandelsaftalen mellem EU og USA, TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership), kan komme i hus i løbet af Obamas præsidentperiode:

”TTIP bliver ikke færdig i år. Det var aldrig realistisk. Hvis vi har alle tilbud og krav på bordet i slutningen af året og formår at gøre store fremskridt, kan skelettet af aftalen blive samlet – skitsen. I den situation har vi gode chancer for at afslutte forhandlingerne med Obama-administrationen, og det er vores mål”, lød det.

Tempoet kan skrues op
Den første årsag til optimismen er den ’fast track’-ordning, som Barack Obama fik igennem før sommerferien. Den gør præsidenten i stand til – med egenhændigt mandat – at få handelsaftaler igennem langt hurtigere i løbet af de næste seks år. Kritikere kalder ’fast-track’ en demokratisk katastrofe, mens tilhængere kalder det en tiltrængt sejr for en præsident, der ellers møder enorm modstand i Kongressen.

Men hvorfor er det så vigtigt at få en frihandelsaftale mellem USA og EU igennem under Obama? For det første, fordi han brænder for at få aftalen i hus. For det andet, fordi Europas økonomi desperat trænger til at trække vejret. Hvis forhandlingerne, der allerede har stået på i næsten to år, ender i amerikansk valgkamp eller en udskiftning af forhandlere, kan et endeligt håndtryk mellem EU og USA få endnu længere udsigter.

Derfor satser Cecilia Malmström og de europæiske forhandlere på at få TTIP igennem med Obama og intensiverer nu forhandlingerne med en ekstra forhandlingsrunde til efteråret. Det er formentlig også her, at den kontroversielle bid om investorbeskyttelse, ISDS (Investor State Dispute Settlement), igen bliver smidt på forhandlingsbordet. Den har fået nyt navn, nyt look og nyt indhold, som både EU-Parlamentet og Rådet bakker op om. Alligevel ser den usexede forkortelse ud til at være det kapitel, der kaster de største skygger over optimismen.

Fælles retning i EU-Parlamentet giver håb
Netop EU-Parlamentets opbakning i en afstemning den 8. juli er den anden årsag til Malmströms optimisme. Efter ophedede diskussioner samt interne uenigheder i særligt den socialdemokratiske gruppe (S&D) stemte et flertal i parlamentet nemlig for en resolution, der i det store og hele bakker op om den nuværende retning for forhandlingerne – med understregede krav om ikke at sænke standarder for fødevarer og miljø samt et ønske om at indskrive arbejdstagerrettigheder (de såkaldte ILO-konventioner) i aftalen.

ISDS har fået nyt navn, nyt look og nyt indhold, som både EU-Parlamentet og Rådet bakker op om. Alligevel ser den usexede forkortelse ud til at være det kapitel, der kaster de største skygger over optimismen.
____________________

 

Martin Schulz, formand for EU-Parlamentet, landede altså et kompromis, som han har kaldt ”en af de bedste resolutioner i parlamentets historie”, fordi det viste handlekraft fra et folkevalgt parlament, der ikke blot vil spørges om, hvorvidt det vil forkaste eller vedtage den endelige pakke til sidst. Parlamentet har således spillet sig selv på banen, selvom det har gjort ondt, særligt på dele af socialdemokraterne. Resolutionen har ikke indflydelse på forhandlingerne som sådan, men den giver EU-Kommissionen og de amerikanske forhandlere en idé om, hvad de kan forvente at få igennem i EU-Parlamentet, når eller hvis TTIP-aftalen skal til afstemning.

Den største knast blandt koret af kritikere er dog investeringsbeskyttelsesmekanismen ISDS. Helt overordnet giver den udenlandske virksomheder ret til at anlægge sager mod en stat og forlange erstatning, hvis ny lovgivning forhindrer en forventet indtjening. Den giver dermed udenlandske investorer mulighed for at føre en sag mod deres værtsstat uden om nationale domstole. I en ændring til resolutionen forsøgte kritikere helt at fjerne den omstridte tvistbilæggelsesmekanisme – juridisk barn har mange navne – men det endte i stedet med en løsere tekst om at ”erstatte ISDS-systemet med et nyt system”, hvor ”private interesser ikke kan underminere offentlige politiske mål”.

ISDS er dermed endt i et limbo, hvor der tales om en ”reformering” af ISDS-mekanismen til at ”blive mere moderne”. Dette indebærer en ankemulighed, offentligt udpegede dommere og en gennemsigtig proces som svar på, at internationale voldgifter (endnu et navn) i dag er lukkede processer med tre voldgiftsdommere, der er udpeget af parterne. Som de danske socialdemokraters TTIP-forhandler, Jeppe Kofod, stolt sagde efter afstemningen: ”Den gamle ISDS er død”.

Poul Nyrup: ISDS svækker demokratiet
Debatten om netop ISDS blev for alvor antændt herhjemme søndag den 16. juli. Her sad den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen over for Martin Krasnik i Deadline.
Nyrup støtter frihandelsaftalen, men vil have fjernet ISDS-mekanismen, fordi hverken EU eller USA er ”banarepublikker”, som han siger – men faktisk har velfungerende retssystemer. Et klassisk argument mod ISDS, der netop består af tre udpegede voldgiftsdommere, der uden for gældende retssystemer opsætter en midlertidig voldgiftstribunal til at tage sig af en specifik sag. Oprindeligt har man gennemtrumfet investeringsbeskyttelsesformen i aftaler med udviklingslande, hvis regeringer og stabilitet man ikke stolede på. Man overbeviste derfor lande i blandt andet Sydamerika om, at hvis de ville have udenlandske investorer til at satse på dem, måtte de også give dem sikkerhed ved at inkludere ISDS.

”Der er hundredvis af store amerikanske koncerner, der spiser små stater til morgenmad”, udtalte Poul Nyrup i Deadline. Demokratiet risikerer med andre ord at komme under pres, når store virksomheder kan sagsøge stater for forventet tabt profit
____________________

 

”Der er hundredvis af store amerikanske koncerner, der spiser små stater til morgenmad”, udtalte Poul Nyrup i Deadline. Demokratiet risikerer med andre ord at komme under pres, når store virksomheder kan sagsøge stater for forventet tabt profit, lige meget hvor meget man så moderniserer eller reformerer selve måden, sagerne bliver ført på.

Og Poul Nyrup Rasmussen havde læst på lektien. Da Martin Krasnik fremførte et af de hyppigst anvendte argumenter fra ja-siden – nemlig at det er oplagt og nødvendigt at reformere investeringsbeskyttelsesformen i TTIP nu og her for på den måde at kunne sætte standarder over for resten af verden senere, heriblandt Kina – henviste Nyrup til, at Kina faktisk er vilde med ISDS. De har det i masser af aftaler, heriblandt en aftale med Australien, som ikke engang har ISDS med i deres aftale med USA. Kina-kortet er altså ikke gyldigt, om end selve argumentet holder en smule mere vand i forhold til eksempelvis Rusland og andre stater, som man i Vesten gerne vise handelsmuskler overfor.

Men hvorfor hopper Dansk Industri og fagforeninger i Danmark så ikke på Nyrups kritiske vogn med det samme, ville Krasnik vide? ”Vi har jo ikke rigtig haft tid til at diskutere det her til bunds,” var svaret. Den udtalelse stemmer dog ikke helt overens med tidsperspektivet.

TTIP-mandatet blev afgivet i 2013. Der er på verdensplan over 3.000 investeringsaftaler, hvoraf mange indeholder ISDS. I vores naboland Tyskland har TTIP og investorbeskyttelsesmekanismen længe været til debat, og her er et flertal er kritisk overfor hele aftalen. Al den information har været tilgængelig hele tiden – klar til at ’blive diskuteret til bunds’. Det er med andre ord en hjemmestrikket hængekøje, som den danske venstrefløj har sovet i, hvis man først mener at kunne tage en seriøs debat om TTIP nu.

Dansk ekspert: Moderne ISDS virker ikke
Samme dag som Nyrups’s Deadline- interview med Krasnik udgav ISDS-eksperten Lauge Poulsen en kronik i Politiken om de største misforståelser om ISDS-mekanismen. Lauge Poulsen er underviser ved University College London og har beskæftiget sig med ISDS i en årrække.

Ifølge ham sikrer den resolution, som EU-Parlamentet har stemt igennem, ikke staterne mod at skulle betale erstatning for at ændre eksempelvis miljølovgivning. Kerneprincippet i ISDS er med andre ikke ’dødt’, fordi formuleringen i resolutionen simpelthen er så vag, at den kan fortolkes på flere forskellige måder. Og den moderne ISDS, som Parlamentet og alle fortalere nu snakker om – den minder meget om investeringsbestemmelserne i NAFTA, som er frihandelsaftalen mellem Canada, USA og Mexico. Efter en række uheldige sager har USA, Canada, og Mexico forsøgt at præcisere NAFTA’s ISDS.

Det er en hjemmestrikket hængekøje, som den danske venstrefløj har sovet i, hvis man først mener at kunne tage en seriøs debat om TTIP nu.
____________________

 

”Ikke desto mindre er selv den aftale blevet genstand for kontroversielle sager. Man har altså prøvet at justere den etablerede model allerede – sætte et plaster på ét sted og en forbinding på et andet. Men voldgiftsmænd og kreative investorer har stadigvæk fundet en vej omkring det, som stater troede var effektive midler til at undgå, at investeringsbeskyttelsesregimet bliver konstant udvidet,” siger Lauge Skovgaard Poulsen til RÆSON. Han understreger, at djævlen for alvor ligger i detaljen, når voldgiftsadvokater leder efter smuthuller i traktater for at kunne føre sager mod værtsstater.

Som eksempel på en sag, hvor voldgiftsdommerne har dømt efter NAFTA – og er gået længere, end aftalestaterne havde forventet – nævner han Bilcon vs. Canada, der blev afgjort for nylig på baggrund af moderne ISDS-bestemmelser. Bilcon, en amerikansk virksomhed, ville udvikle et mineprojekt i Canada, hvilket krævede tilladelser. Samtidig skulle Bilcon foretage en vurdering af projektets potentielle indflydelse på miljøet – et såkaldte Environmental Impact Study. Det gjorde de, men deres ansøgning om tilladelse blev afvist, og i stedet for at tage det til en national domstol, gik Bilcon til en international voldgiftstribunal. Her fortolkede de tre voldgiftsdommere sagen sådan, at Canada i afvisningen af Bilcons ansøgning havde overtrådt dele af NAFTA-aftalen. De havde begået den fejl, at de havde henvist til ’samfundets kerneværdier’, og det kunne man ifølge dommen ikke under frihandelsaftalen.

Nu står Canada til at tabe et større milliardbeløb, og det på trods af at tribunalet indrømmede, at der ikke var nogen diskrimination mod Bilcon på baggrund af virksomhedens nationalitet. Selv USA har været meget utilfreds med den beslutning, og ifølge Lauge Poulsen er det et eksempel på, at voldgiftsadvokater kan finde smuthuller til at presse suveræne stater til at betale erstatning for at håndhæve miljøreguleringer.

Han påpeger samtidig, at hvis man vitterligt vil lave en moderne ISDS, kræver det en pause i forhandlingerne, hvor man sætter sig ned og laver det nødvendige analysearbejde. Noget, der ifølge ham mangler, da man eksempelvis endnu ikke har besluttet, hvad der sker med EU landenes gamle, bilaterale aftaler med udviklingslande, der ikke inkluderer moderne ISDS klausuler. Men den pause og den tid har Malmström ikke, hvis aftalen skal igennem med Obama.

Amerikansk valgkamp kan bremse TTIP
Den Demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton har allerede – som Anders Fogh Rasmussen gjorde før hende – kaldt TTIP-aftalen for et ’økonomisk NATO’.

Men selvom hun er en ligeså stærk tilhænger af frihandelsaftaler som Obama, kan hun under valgkampen blive nødt til at tage strategisk afstand fra de igangværende aftaler for at tækkes den venstreorienterede fløj hos Demokraterne, herunder Elisabeth Warren og Bernie Sanders. Da den amerikanske ’fast track’-ordning skulle igennem, viste venstrefløjen tænder og stemte imod, hvilket placerede Obama i den frustrerende situation, at det var de republikanske stemmer, der fik hans ønske til at gå i opfyldelse. Det er derfor mere sandsynligt, at processen omkring TTIP bliver med håndbremsen trukket, hvis den næste præsident bliver Hillary Clinton, end hvis det blev Marco Rubio, Jeb Bush eller en af de andre Republikanere.

Det er derfor mere sandsynligt, at processen omkring TTIP bliver med håndbremsen trukket, hvis den næste præsident bliver Hillary Clinton, end hvis det blev Marco Rubio, Jeb Bush eller en af de andre Republikanere.
____________________

 

Også her peger flere af fortalerne for TTIP-aftalen på, at man bliver nødt at presse på for en hurtig aftale, fordi vi heller ikke kan vide, om en ny præsident i USA vil kæmpe imod klimaforandringerne – om en eventuel Republikansk præsident vil være mindre positivt indstillet over for eksempelvis grøn teknologi, som Danmark har en interesse i at eksportere. Har vi ikke netop dér brug for investeringsbeskyttelsen? Til det svarer Lauge Skovgaard Poulsen:

”For nylig har der været nogle sager, eksempelvis i Spanien, hvor udfasning af subsidier til energiinvestorer er blevet genstand for en investeringsvoldgift. Men man må spørge sig selv, om man vitterligt mener, at svaret på de globale klimaforandringer er adgang til en investeringsvoldgift for Vestas, og om et par voldgiftssager fra danske og andre europæiske investorer får nogen betydning for amerikansk politik på det område. Det tvivler jeg på. Men som udgangspunkt er det rigtigt, at der er europæiske virksomheder, heriblandt danske, der under visse omstændigheder kan nyde godt af de her bestemmelser – også i USA.”

Lauge Skovgaard Poulsen har netop sammen med en voldgiftsdommer, en voldgiftsadvokat og en adjunkt ved Københavns Universitets juridiske fakultet skrevet et brev til den danske udenrigsminister med handelsansvar, Kristian Jensen, med en opfordring til at nedsætte et ekspertudvalg for at udrede de politiske, økonomiske, og juridiske konsekvenser af ISDS for Danmark. Håbet er, at de mange ubekendte i forhold til ISDS-mekanismen kan komme frem i lyset, inden en endelig aftale med USA stemmes igennem. ◼

Tine Toft Jørgensen læser en kandidat i EU-studies og journalistik, lige nu på universitetet i Leipzig, og arbejder til daglig som journalist for magasinet NOTAT.

[ILLUSTRATION: Demonstration mod TTIP-aftalen arrangeret af EP-gruppen De Grønne foran Europa-Parlamentet, marts 2013. Foto: greensefa via Flickr]