04.07.2015

Den ambitiøse frihandelsaftale mellem EU og USA møder stærk skepsis på begge sider af Atlanten, hvor kritikerne frygter faldende standarder på arbejdsmarkedet, for sundhed og for miljø. Mens EU-toppen har investeret stor prestige i at få en aftale i hus, er den for USA kun nr.2 – langt vigtigere er søsteraftalen med 11 lande i den asiatiske stillehavsregion, TPP


ANALYSE af Tine Toft Jørgensen

Efter WTO for nyligt reelt er stoppet med at være scenen for verdens frihandelsaftaler, foregår et intensiveret handelskapløb med myriader af bilaterale aftaler mellem verdens vigtigste økonomier. Af alle de aftaler, der lige nu er under intens forhandling på kryds og tværs af verdenshavene, får ingen så stor opmærksomhed som TTIP – den transatlantiske frihandelsaftale mellem EU og USA. Og ingen aftale har genereret flere protester i både parlamenter og demonstrationer, særligt i EU.

Men for Obama er TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) blevet overhalet af stillehavsaftalen TPP (Trans-Pacific Parnership) med 11 asiatiske lande. TPP er langt vigtigere for Obama at få kørt igennem i sin præsidentperiode end aftalen med Europa. Det skyldes en blanding af europæernes ophedede diskussioner og kritik af amerikanske varer og til tider levevis,, de asiatiske markeders afsætningsmuligheder samt, vigtigst af alt: det faktum, at aftalen mellem EU og USA handler om langt mere end blot markedsadgang. Den handler om gensidig anerkendelse af reguleringer, og det har fået miljøorganisationer, forbrugertænketanke, civilsamfund og fagforeninger til at råbe vakt i gevær på begge kontinenter. Frygten: At ende med et reguleringsræs mod bunden – hvor regler og standarder trin for trin bliver løsere og løsere.

Hvad er det, der forhandles om? De fleste toldbarrierer mellem EU og USA er allerede afviklet. Man forhandler derfor især om at afvikle ”tekniske handelsbarrierer”, eller ”red tape”, som man på engelsk kalder unødvendigt bureaukrati. Det vil altså sige love, regler og godkendelsesprocedurer, der generer eksportører på begge sider af Atlanten. En måde at gøre det på er via gensidig anerkendelse. ’Gensidig anerkendelse’ bruges på EU’s eget indre marked, hvor man anerkender hinandens regler, også selvom de er forskellige. Det vil betyde, at en vare, der er godkendt i EU, automatisk kan sælges på det amerikanske marked og omvendt. Gensidig anerkendelse er en nemmere øvelse end at skulle harmonisere lovgivning og blive enige om fælles regler for produktion, og ifølge flere kilder er det netop via gensidig anerkendelse – mutual recognition – at gevinsterne skal komme.

En belgier, en svensker og et splittet EU-Parlament
”Gennemsigtighed er en del af mit nationale DNA”, sagde den svenske handelskommissær Cecilia Malmström i en tale i Bruxelles i december 2014, få måneder efter at have overtaget handelstjansen fra belgiske Karel De Gucht. De Gucht havde siddet for bordenden under handels- og partnerskabsaftaler med bl.a. Sydkorea, Columbia, Singapore, Georgien, Moldova, Ukraine, Canada, Burundi, Kenya, Rwanda – faktisk i alt aftaler med lande, der dækker omkring 75 procent af det afrikanske kontinents økonomi i Øst, Vest og Syd. Han nåede også at få sat gang i aftaler med Japan, Vietnam og USA.

Aftalen med USA, der startede med den første egentlige forhandlingsrunde helt tilbage i juli 2013, skulle underligt nok vise sig at skabe flest problemer. Underligt, fordi argumentet for TTIP i høj grad beror på forestillingen om et tæt samarbejde over Atlanten, der i tiden efter den Kolde Krig må slutte sig tættere om de vestlige værdier, hvis ikke begge parter – og særligt Europa – skal miste fodfæste over for en lang række hurtigt voksende økonomier. Særligt Kina er den helt store bøhmand i spillet om markederne.

Med TTIP nåede Karel De Gucht at modtage en del kritik. Han blev kritiseret for at være hyperentusiastisk overfor TTIP, holde alt for meget hemmeligt, ignorere risici ved aftalen for små- og mellemstore virksomheder – der ellers synes at være EU’s favoritstørrelser i disse dage – og for fuldstændig at ignorere kritik af det, der efterhånden er blevet aftalens akilleshæl, nemlig investorbeskyttelsesmekanismen ISDS.

Alt det forsøger Malmström med sit selverklærede svenske åbenheds-DNA nu at gøre noget ved. Men det kan hun sådan set også blive nødt til. For i takt med at dokumenter er blevet lækket og planer fra andre handelsaftaler ser mediedagens lys, vokser kritikken og opmærksomheden stødt:

2 millioner underskrifter har det selvorganiserede borgerinitiativ ”Stop TTIP” fået samlet, og senest har splittelse i socialdemokraterne gruppe S&D i Europa-Parlamentet skabt tvivl om, hvorvidt de store typiske koalitioner over midten i Bruxelles kan stå imod presset fra kritiske borgere, der gerne vil se deres politiske fløj stå fast mod de store multinationale virksomheder. Derfor ser vi ironisk nok en ellers usexet handelsaftale tydeliggøre de ideologiske forskelle, der ellers sjældent er til at få øje på i konsensus-maskineriet i EU.

Vidste landene, hvad TTIP går ud på?
Det gik stille for sig, da samtlige danske partier i maj 2013 gav den daværende handelsminister, Pia Olsen Dyhr (SF), mandat til at give Europa-Kommissionen lov til at forhandle på Danmarks vegne. Under sloganet om, at aftalen kan skabe tusindvis af job i et kriseplaget Europa, har hun, og to socialdemokratiske handelsministre efter hende, talt for TTIP i samme vendinger som EU-Kommissionen.

Og det var sådan set det. For med mindre aftalen viser sig juridisk at krydse ind over nationalstaternes kompetencer på eksempelvis serviceområder, og dermed være en ”blandet aftale” der overtræder det handelsmandat, der i 2013 blev afgivet af samtlige 28 medlemsstater, jamen, så kan EU’s lovgivende magter i form af ministrene og EU-Parlamentet kun sige ja eller nej til den endelige aftale. I ministerrådet foregår det med kvalificeret flertal, og der er altså ikke noget veto eller mulighed for at komme med ændringsforslag hen af vejen – deal or no deal. Selvom Enhedslisten og SF altså dengang var med til at afgive et mandat, har de sidenhen bevæget sig hen på den mere kritiske fløj. I det hele taget kan man – som med så mange af de mandater, der hele tiden bliver givet til ministre på vej til Bruxelles – være i tvivl om, hvorvidt Folketinget reelt var klar over, hvad man gik med til.

Derfor er det også velkomment, at forhandlinger med TTIP faktisk i dag er nogle af de allermest gennemsigtige, der er. Om det så skyldes et særligt svensk kromosom eller det faktum, at mange af dokumenterne alligevel er blevet lækket via Wikileaks og andre kanaler, må læseren vurdere. Man kan i hvert fald nu finde forhandlingsmandatet samt en lang række positionspapirer på Kommissionens hjemmeside.

Og fra institutionens side er overraskelsen over den massive interesse tydelig:”Jeg har forhandlet frihandelsaftaler i 12 år. Der er aldrig før nogen, der har ringet til mig med spørgsmål eller kommentarer. Nu bliver vi kontaktet hele tiden,” lød det fra EU-Kommissionens repræsentation i form af chefen Laurs Nørlund til årets Folkemøde på Bornholm. Her blev det gjort klart, at trods evindelige udskydelser og uro i Europa-Parlamentet, står stærke kræfter herhjemme parat til at kæmpe for frihandelsaftalen til sidste blodsdråbe. Udover Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og flere erhvervsorganisationer støtter også LO aftalen, selvom den europæisk fagforening ETUC er stærkt kritiske over for udsigten til at risikere hårdt tilkæmpede arbejdstagerrettigheder. Danske politikere, fagforeninger og interesseorganisationer er overordnet trygge ved, at det danske arbejdsmarked sagtens kan tåle den amerikanske most og er omvendt begejstrede for udsigten til mere eksport af blandt andet grøn teknologi. På den kritiske side herhjemme står blandt andre forbrugerrådet TÆNK, den grønne organisation NOAH, Afrika-kontakt og IT-organisationen PROSA. ”Jeg er transatlanticist,” lød det på Folkemødet fra den amerikanske ambassadør Rufus Gifford, der sammen med det amerikanske handelskammer AmCham Denmark er en af dem, der taler varmest for at knytte de to økonomier tættere sammen for at bevare alt fra arbejdspladser til menneskerettigheder.

Obama sætter turbo på
Frihandelsaftalerne, og dermed TTIP, har længe været vigtige for præsident Obama. Seneste nyt er, at Obama sidst i juni fik gennemført en 6-årig ”fast track”-ordning med det formål at få aftalerne til at glide endnu hurtigere. Fast Track – eller Trade Promotion Authority (TPA) – betyder, at præsidenten kan gennemføre handelslovgivning på egen hånd – Kongressen kan acceptere eller afslå den endelige aftale, men ikke lave nogle ændringer undervejs. Mens nogle kalder det en enorm sejr for præsidenten, kalder andre fast track for en demokratisk katastrofe. Fast track blev først gennemført efter lang debat og flere løbende afstemninger, og rydder først og fremmest vejen for, at Obama kan afslutte forhandlingerne med de 11 andre Stillehavs-regeringer, der satser på at skabe et frihandelsområde, der kan konkurrere med det kinesiske. Bliver TTP en realitet vil den rumme 40 procent af verdens økonomi, med deltagende lande som Australien, Canada, Mexico, Chile, Vietnam og Japan. Med fast track har TPP taget et stort skridt fremad, og helt modsat af, hvordan Republikanerne er gået imod stort set alt, hvad Obama har lagt på bordet, var det med Republikanske stemmer, at Obama fik det igennem, hvilket har skabt, eller tydeliggjort, problemer med Demokraternes mere venstreorienterede bagland af fagforeninger og miljøgrupperinger.

”Det, der adskiller TTIP fra andre aftaler, er virkelig det regulative element,” forklarer Gabriel Siles-Brügge, forfatter til en netop færdig bog om TTIP, der udkommer til september. ”Aftalen mellem EU og Sydkorea bliver generelt holdt op som arketypen for den mest ambitiøse frihandelsaftale EU indtil videre har underskrevet, hvilket er rigtigt. Men forskellen er, at aftalen med Sydkorea i stor udstrækning handler om markedsadgang – det handlede om at åbne et marked, som indtil da var ret lukket. I forhold til USA er markedet allerede meget åbent. Der er lav told, økonomien er allerede ret dereguleret, så det handler om meget mere end markedsadgang, selvom det element også er med. Det handler mere om den måde, EU og USA går til regulering på. Og det er der, det ikke giver helt mening at putte TTIP i den samme både som aftalerne med Sydkorea eller Japan. For i sidste ende handler det om, hvordan forskellige økonomier regulerer deres samfund ud fra de socioøkonomiske udfordringer, de samfund står overfor”, siger han til RÆSON.

”Det er også derfor, tror jeg, at der har været så meget opposition og kritik af TTIP. Fordi det skubber i en bestemt retning, når det kommer til at definere de risici. Det handler i virkeligheden om at definere den måde, hvorpå kapitalisme bliver reguleret. Det er meget mere end aftalen med Sydkorea – fx var bilsektoren en stor del af Sydkorea-aftalen, og her var bilsektoren i EU meget imod, fordi de kunne mærke konkurrence fra de koreanske producenter. Man snakkede mest om, hvilke sektorer der tabte, og hvilke der vandt. Med TTIP, der berører regulering på en lang række områder, kommer den store opposition ikke fra virksomhederne. Langt størstedelen af virksomhederne er for aftalen. Her er det grupper, der er bekymrede for sociale- og miljømæssige konsekvenser, der er kritiske”.

Taber Europa kapløbet?
Siden mandatet blev afgivet i 2013 har udskydelsen af fristen nærmest lignet parløbet mellem den græske regering og trojkaen. Der har været afholdt 8 runder af forhandlinger. Først skulle TTIP være færdig i 2014, så 2015 og nu måske 2016, eller, måske senere end det.
Indtil omkring 2008 har verdenshandelsorganisationen WTO været det forum, hvor man aftalte fastsættelse, afvikling af regler, love og afgifter. Men det har ændret sig. Og selvom EU, ganske alene ifølge flere embedsmænd, stadig presser på for at få det multilaterale arbejde på benene igen, er det lige nu tværregionale handelsaftaler, der dominerer billedet.
Det har resulteret i, hvad Hans Martens til utallige debatter har kaldt et ’handelskapløb’ – som han mener EU risikerer at tabe. Martens var direktør for Tænketanken European Policy Centre i Bruxelles indtil 2013, og er en af de få i Danmark, der har beskæftiget sig med handelsaftalernes univers og geologi. Mens Anders Fogh kalder TTIP for ”et økonomisk NATO”, vil Hans Martens hellere kalde det et ’atlantisk Indre Marked’. ”Mit hovedsynspunkt er, at det ser ud til, at USA er mere entusiastisk vedrørende handel over Stillehavet end over Atlanten, og det kan betyde, at TTIP ikke får samme modtagelse i USA, hvis europæerne er “besværlige”. Det vil så betyde et yderligere skub nedad for Europas økonomiske betydning i verden fremover,” skriver han i en mail fra Bruxelles.

Det er på europæisk side, at der er investeret allermest politisk kapital i aftalen. Med en stigende euro-skepticisme, en uhåndteret flygtningekrise, et vægelsindet Storbritannien og en folkeafstemning i Grækenland har EU i høj grad brug for en sejr. Meget afhænger af den svenske kommissær, og af Kommissionens øverste næstformand- og Junckers højre hånd, Frans Timmermans. Juncker har nemlig tildelt ham en hel del ansvar for den omdiskuterede investeringsbeskyttelse, hvor virksomheder kan sagsøge stater for tabt forventet indtægt fra fremtidige investeringer, med ordende: ”Der bliver ikke nogen ISDS-mekanisme, hvis ikke hr. Timmermans er enig”.

Aftalen bliver nok ikke opgivet, men den har lange udsigter mener Gabriel Siles-Brügge. Normalt er han adjunkt i politik hos University of Manchester, for tiden er han gæsteadjunkt på Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet. ”Det er svært at sige, om den bliver til noget. Men det er helt klart, at der kommer flere forsinkelser. Og jo mere det bliver forsinket, des mindre sandsynligt er det, at aftalen ikke bliver særlig ambitiøs. Simpelthen fordi virksomhederne mister interessen, og den politiske kontekst bliver mere kontroversiel. Samtidig er der er en hel del politisk kapital investeret i det her, specielt fra den Europæiske side, så den forfalder kun, hvis den bliver fortyndet helt ud med tiden.”

Tine Toft Jørgensen læser kandidaten i EU-studier og journalistik på RUC og skriver til daglig for magasinet NOTAT, der har dækket TTIP tæt siden forhandlinger startede i 2013. ILLUSTRATION: G8-møde i maj 2012 [foto: The White House]