16.06.2015

KOMMENTAR af Bertel Haarder, MF (V)


Bragt i RÆSON22 Maj 2015

JEG FINDER DET DEPRIMERENDE, at indsigtsfulde og velrenommerede pressefolk kan påstå, at der ikke er forskelle på de politiske blokke i dansk politik, og at det kan være lige meget, hvem der sidder i Statsministeriet. Er mediefolkene virkelig så hypnotiserede af deres egne medier, at de rent overser substansen i valgkampagnerne? Skal ord, der viser sig at være løgn, blot overses og gøres til genstand for overbærende miner? Det er da politikerforagt og foragt for folkestyret i højeste potens. ”Herregud, de politikere kan man jo alligevel ikke regne med. Lyt i stedet til os mediefolk. Vi ved, hvad det drejer sig om.”

Måske mener de pågældende pressefolk i virkeligheden noget andet. Måske vil de bare sige, at en åben økonomi som den danske ikke har så mange valgmuligheder. Men hvis det er rigtigt, skal der så ikke sættes skarpt fokus på dem, der i valgkampen benægter, at det forholder sig sådan? Forståelse for løftebrud er foragt for folkestyret.

Tiden er løbet fra spindoktorer som Qvortrup og andre, der sætter en ære i kun at kende ’spillet’, og som roser sig af, at de ikke interesserer sig for substansen. De skader folkestyret. Tiden må være inde til at kræve et nyt niveau af ærlighed i dansk politik. Det er den eneste vej til at løfte politikerne fra den lavstatus, de har i øjeblikket – i lighed med pressefolkene.

Tiden er løbet fra spindoktorer som Qvortrup og andre, der sætter en ære i kun at kende ’spillet’, og som roser sig af, at de ikke interesserer sig for substansen. De skader folkestyret
____________________

 

Bemærk, at politikeranseelsen var høj under Foghs kontraktpolitik. Forskellen på dengang og nu kan bedst beskrives med de løftebrud, der blev begået efter 2011-valget.

Hvis regeringen bliver siddende, vil det for fremtiden legalisere endeløse løftebrud. Hvis man kan overleve en så svigagtig valgkampagne, som regeringen førte sidste gang, så er Gud død, og alt er tilladt. Hvis man kan overleve at gøre alt det, man bekæmpede i forrige valgperiode, og tilmed rose sig af, at det virkede, så er dansk politik blevet så rædselsfuld, at mange må overveje, om dansk politik fuldstændig er blevet overtaget af reklamefolk. Så er det ikke substansen, men alene hvordan det lyder og tager sig ud, det kommer an på.

Jeg var efter sigende med til at spolere Venstres valgkamp i 1981, hvor jeg som finansordfører udarbejdede Venstres ændringsforslag til finansloven. Der beskrev vi detaljeret elementerne i en redningsplan for Danmark. Vi sagde sandheden om, hvad der skulle til, så vælgerne vidste, hvor de havde os.

Mine ændringsforslag blev brugt skånselsløst af Socialdemokraterne, som producerede foldere og annoncer, der udpenslede de ulykker, der ville følge af at give Venstre regeringsmagten. Beboerne i de almennyttige boliger fik propagandaen ind gennem brevsprækkerne, og bolig- og fagbevægelsen og hele den socialdemokratiske koncern blev mobiliseret, således som det var muligt i de år, hvor Danmark på mange måder – ligesom Sverige – lignede en etpartistat.

Nu gik det heldigvis sådan, at retfærdigheden indhentede Socialdemokraterne. Anker Jørgensen måtte give op, da han ikke ville levere det, som De Radikale (og hans egen finansminister, Knud Heinesen) bad om. Og så blev store dele af mit sparekatalog omsat til virkelighed som krumtap i den nye Schlüter-Christophersen-regerings politik. Hvis Anker havde været Helle Thorning-Schmidt, så havde han bare gennemført alle Venstres forslag og rost sig af, at de medvirkede til at genoprette økonomien!

Hvis S-strategien lykkes, herunder også løgnebenægtelsen – finansministeren benægter, at der blev løjet, og at løfter blev brudt – så bliver 2011- og 2015-valgene historiske milepæle. Det vil gå over i historien som mediernes endelige overtagelse af folkestyret
____________________

 

Jeg var ked af anklagen om, at jeg skulle have medvirket til et valgnederlag. Men det blev rigeligt opvejet af, at mine idéer og forslag havde bærekraft som en del af svaret på Danmarks vej mod ”afgrunden” (Knud Heinesens udtryk). Og det blev heldigvis Venstre, der kom til at sidde på alle de tunge økonomiske poster og derfor fik hovedæren af det opsving, der fulgte – sammen med De Radikale og De Konservative.

I VALGKAMPEN I 2011 førte Socialdemokraterne igen valgkamp imod Venstres forslag, især dagpenge-, efterløns- og kontanthjælpsreformerne. Der var ingen ende på jammerskrigene, især ikke fra Mette Frederiksen – og kampagnen var stærkt medvirkende til, at Helle Thorning-Schmidt kunne indtage Statsministeriet. Efter valget var det så samme Mette Frederiksen, der som beskæftigelsesminister holdt fast i Venstres reformer. Det var et kæmpe løftebrud, men ikke desto mindre blev hun hurtigt regeringens mest populære minister. Der var løfter om tolærerordninger, billigere togbilletter, betalingsring og flere penge til kommunerne. Intet af det blev til noget. Tværtimod. Hvis S-strategien lykkes, herunder også løgnebenægtelsen – finansministeren benægter, at der blev løjet, og at løfter blev brudt – så bliver 2011- og 2015-valgene historiske milepæle. Det vil gå over i historien som mediernes endelige overtagelse af folkestyret.

Et hovedtema i det kommende valg må anstændigvis blive: Skal kynisme virkelig belønnes?

Skal Venstre også til at opfinde løfter, vi ved, vi ikke kan gennemføre? Det hverken vil eller kan vi. Det vil vores bagland ikke tolerere.

Desværre er Socialdemokraterne ikke de eneste, der tager let på gennemførligheden af valgprogrammet. Derfor må vi selvfølgelig overveje, hvor specifikke vi kan være, når det gælder nogle af de indgreb, der kan blive nødvendige. Vi vil under ingen omstændigheder kunne gribes i løftebrud.

FOTO: JON NORDAHL FOR RÆSON