21.04.2015

Fiktionen giver fra tid til anden eksempler på veludført lobbyisme – blandt andet i Netflix-serien ’House of Cards’ og danske ’Borgen’. Men hvordan påvirkes politikernes dagsorden i praksis? Og er lobbyister så egennyttige, som de fremstilles i tv-serier?

PERSPEKTIV af Jesper Stegmann Mortensen

Astrid Krag gjorde det. Det samme gjorde Karen Hækkerup. Enhedslistens Per Clausen gør det stadig. Og de er ikke alene. En undersøgelse fra kommunikationsbureauet Advice i 2012 viste, at ni ud af ti Christiansborg-politikere taler med en eller flere lobbyister mindst en gang om ugen. Alle gør de det for at være klædt bedre på, inden 200 til 300 nye love skal vedtages i løbet af et folketingsår. Og spørger man lobbyisterne, er mødeaktiviteten med politikere stigende. Det samme siger politikerne.

Men har vi grund til bekymring? Er der alligevel noget om fiktionens scenarier med tykke konvolutter og unummererede pengesedler i ombyttede tasker, der handles mellem magthavere og lobbyister? Og hvad afgør, hvor beslutningen havner, når Jylland og landets babyer skriger om kap efter en ny motorvej eller færre dage på fødselsgangen – lobbyistens spinderi eller politikerens empati?

Mads Christian Esbensen er tidligere lektor på Københavns og Roskilde Universitet samt stifter af lobbyvirksomheden Policy Group. Han definerer i bogen ’Lobbyisme i organisationer’ (2012) lobbyisten som en, der blandt andet ”tager direkte kontakt til politiske beslutningstagere” og ”udvikler, styrer og implementerer en interessegruppes lobbyindsats”.

Om det var i mangel på førstnævnte og rigeligt af sidstnævnte, der gjorde, at lobbybureauet WATERFRONT gik så grueligt galt i rådgivningen i 2013, skal være usagt. I en sag om hemmelige mails og fordækte oplysninger afslørede DR’s 21 Søndag, at DSB havde hyret bureauet til at forhindre en kritisk journalist i at skrive dårligt om DSB. Det kom også frem, at lobbyvirksomheden havde videregivet insider-viden til DSB fra regeringens forhandlinger om betalingsringen, og at WATERFRONT i eget navn havde oprettet et DSB-støttet klimanetværk, som blandt andet daværende miljøminister Ida Auken deltog i – dog uden at kende sammenhængen. Dette fungerer således som skoleeksemplet på, hvor galt lobbyister kan komme af sted.

Det skjulte lobby-Danmark
I Danmark vurderes det, at ca. 1700 organisationer beskæftiger sig med lobbyisme. I EU er tallet 7000. Ifølge bogen ’Organisationer i politik’ (Aarhus Universitet, 2014) står kun ni af organisationerne for en tredjedel af den samlede lobbyisme rettet mod Christiansborg. Erhvervslivet, fagforeningerne, kommuner og regioner har hver deres spillere, hvor blandt andre DI, FOA og KL med deres mange medlemmer, gode ressourcer og egne ansatte hører til blandt sværvægterne. Læg dertil at virksomheder og en god håndfuld kommunikationsbureauer også besøger politikerne på Borgen. Med ét formål: At påvirke den politiske dagsorden. Og hvad der kommer ud af de mange møder med ministre, folketingsmedlemmer og ansatte i embedsapparatet, afslørede formand for en anden af lobbymastodonterne, Ældre Sagens Bjarne Hastrup, lidt af på Altingets konference om lobbyisme i marts måned. Her fortalte han om lobbyarbejdet bag finansloven 2014, hvor foreningen fik ændret beslutningen om at udvide to ekstra bade til danske ældre til en ekstra ældre-milliard:

”Når vi arbejder på at få indflydelse på efterårets finanslov, sætter vi tidligt ind. I januar, eller gerne før. Vi mødes med embedsmænd, folketingspolitikere og ministre og fremviser, at ekstra penge til området er en investering, der giver afkast både for borgere, samfund, livskvalitet og økonomi. Vi sætter en samfundsmæssig scene, der er relevant for politikerne. Bruger tal, beregninger og bestræber os på at være veldokumenterede. Det handler om at vise behovet og skabe en løsning”.

Branchen ønsker afmystificering
Mens en åben Bjarne Hastrup blev klappet ned fra konferencescenen, var der dog mere stille i røret, da RÆSON kontaktede fem af markedets mest seriøse lobbybureauer om deres arbejdsmetoder. Rud Pedersen, Advice, LEAD Agency, PrimeTime Kommunikation og Effector vil alle gerne tage snakken og have området afmystificeret. Men de konkrete sager fra kundekartoteket holder de for sig selv.

Lobbystrategien bag eksempelvis valget af leverandør af nye kampfly for 30 mia. kr., eller hvordan kontakten til en minister foregår under en finanslovsforhandling, taler man helst ikke om. Dog lægger ingen af dem skjul på, at lobbyisme i dag er en disciplin med mange facetter, der kræver kendskab til det politiske magtspil. Alle er de enige om, at der gælder samme kriterier for god lobby i hele branchen – også selvom man er konkurrenter: Vil man påvirke politikere og beslutningstagere, fortæller man sandheden. Man holder ikke informationer tilbage. Man er gennemsigtig i alt, hvad man gør og foretager sig. Det gælder om at signalere, at man er her for at hjælpe politikerne og i sidste ende den enkelte borger med den bedste løsning, lyder det fra branchen. Ikke for at hjælpe sig selv, forklarer Peter Albæk, direktør for Public Affairs i LEAD Agency:

”Lobby er bedst, når man ikke nødvendigvis går efter at få ret, men efter at lave dokumentation og analyse, så det nuancerer en sag og bringer nye fremadrettede løsninger. Dårlig lobby er det modsatte. Når man ikke ved, hvem der står bag og med hvilke motiver. Åbenhed er vejen”.

Åbenhed som mantra
I fiktionen findes der mange eksempler på lobbyisme – for eksempel filmen Kongekabale fra 2004 skrevet af journalist Niels Krause-Kjær. Inden for de senere år har danskerne kunnet se Netflix-serien House of Cards foruden DR’s tv-serie Borgen. Begge viser de en side af det politiske magtspil, som foregår bag lukkede døre. Og netop fiktionens fremstilling af magt og lyssky underhåndsaftaler er noget af det, lobbybranchen ønsker at gøre op med. Sammen med DI har en række lobbyvirksomheder lavet et kodeks for god lobbyisme, hvor ærlighed og fortrolighed står centralt. Alt sammen for at sikre, at titlen ’lobbyist’ kan siges med oprejst pande og værdighed, når de trykker hånd med nye kunder og folk udefra. Jobbet kræver høj troværdighed, og et dårligt rygte ser branchen som selvforskyldt. På spørgsmålet om WATERFRONT-sagerne står PA-direktør i PrimeTime Kommunikation, Lars L. Nielsen, da også gerne ved, at man ”bøjer hovedet og krummer tæer, når andre i branchen dummer sig. For det rammer jo os alle”.<
Med selvjustits i branchen og WATERFRONT som udhængt skurk skulle man mene, at demokratiets hellige gral er forvaret. Men hvad så når en højtprofileret og synlig politiker med de rette meninger pludselig bliver til en højtprofileret og usynlig lobbyist med det rette efternavn? Ja, så gælder der de samme regler. Troværdighed er nøgleordet. Også når det er en tidligere fødevareminister, som bliver direktør i Landbrug & Fødevarer. Karen Hækkerup forklarer:


”I min politikertid har jeg altid haft et godt og tæt samarbejde med lobbyister. Det har været yderst brugbart, når der skulle hentes oplysninger og til at blive klædt på i forskellige sager. I dag taler jeg med folk og forklarer dem, hvad en sag eller kommende lovgivning betyder for naturen, vores medlemmer eller arbejdspladser. Vi har vi en spidskompetence, som ministre og embedsapparatet kan have gavn af. På den måde har jeg altid – også i min tid som minister – betragtet god lobbyisme som en legitim måde at få leveret fakta på. Man finder jo hurtigt ud af, hvem der er troværdige og har reelle problemstillinger”, siger Karen Hækkerup.

Det er et synspunkt, der også deles af den tidligere sundhedsminister Astrid Krag. Selv mødtes hun jævnligt med repræsentanter fra den pengestærke lægemiddelindustri:

”Det er da klart, at når man kender folk, er det nemmere at være fortrolig og tale uden for citat. De dygtige lobbyister er troværdige, kender den politiske situation, kan levere fakta, se løsninger og fornemme den politiske dagsorden. Det er da helt klart et plus. De dårlige taler deres egen sag og prioriterer deres egne dagsordener. Jeg er ikke sikker på, at det er dem, der får det næste møde”, siger Astrid Krag.

Plads til forbedringer
I Advice’s landsdækkende undersøgelse fra 2012 blev politikere blev spurgt om deres forhold til lobbyister. Og som både Astrid Krag og Karen Hækkerup peger på, er det vigtigt med forståelse og indsigt i politikerens interesser. Et eksempel på det modsatte kunne Altingets læsere følge med i, da EU-parlamentariker Bendt Bendtsen den 26. marts 2015 gav Mellemfolkeligt Samvirke en opsang for at have spammet hans inboks med over 12.000 mails for en politisk sag.

”Men hvad i alverden bilder de sig ind. Tror de virkelig, at det er en måde kommunikere på?” lød reaktionen fra Bendt Bendtsen. Et eksempel på, at WATERFRONT ikke er de eneste, der har plads til forbedringer. Også selv om en af skeptikerne mod den stigende lobbyisme, Enhedslistens Per Clausen, mener, at lobbyisten med helt egne dagsordner trods alt er en ikke-eksisterende skikkelse på Christiansborg. Per Clausen peger derfor på, at man bør genoptage det lobbyregister, han sammen med den nuværende skatteminister, Benny Engelbrecht (S), tog initiativ til over en periode på tre måneder i 2012 – med det formål at lade offentligheden få indsigt i, hvem politikerne holder møder med.

”Af principielle årsager mener jeg, at alt bør være så åbent som overhovedet muligt. Og her kunne et lobbyregister være et godt redskab. Selvfølgelig løser det ikke alt, og der vil stadig være masser af tilfælde, hvor folk taler sammen på kryds og tværs. Men overordnet set er det da interessant at vide, hvem der taler med hvem, og hvor en politiker eller et parti får deres inspiration fra”, sier Per Clausen.

Ingen af dem, RÆSON har talt med, tilslutter sig billedet af lobbyisme som et urent spil med skjulte dagsordner. Den samlede branche skammer sig over WATERFRONT, der fik en næse og tid til selvransagelse. I virkeligheden handler det om gensidig afhængighed mellem lobbyister og politikeren gennem åbenhed, fortrolighed og kendskab til den politiske dagsorden.


Jesper Stegmann Mortensen er cand.mag. fra Roskilde Universitet. Han har arbejdet som politisk rådgiver i SF og været fuldmægtig i Velfærdsministeriets ligestillingsafdeling. Har derudover arbejdet med politiske kampagner ved valgene i 2007 og 2011.