03.12.2015

Storbritannien udvider bombekampagnen mod Islamisk Stat (IS) til også at omfatte Syrien. Ifølge premierminister Cameron står 70.000 moderate oprørere klar til at spille rollen som spydspids på landjorden. Men det indbefatter tilsyneladende også al-Qaedas våbenbrøde som en del af de legitime, ”moderate” styrker.

KOMMENTAR af Frederik Bindesbøll Ohsten

Onsdag vedtog Storbritannien at udvide sine luftbombardementer imod militsen Islamisk Stat til at indbefatte flyvninger i syrisk luftrum.

Mens indbyggerne i de IS-kontrollerede områder i Syrien kunne følge med i debatten om, hvorvidt Storbritannien skulle bombe over deres byer eller ej, sørgede premierminister David Cameron for, at der blev skruet ekstra op for den skingre diskant i britisk politik. Formuleringen om, at modstanderne af bombekampagnen i virkeligheden sympatiserer med terroristerne, fik Underhusets venstreside til at komme op i et usædvanlig højrødt felt. Kravene om en undskyldning gjaldede som et ekko mellem bænkene, længe efter flyene fra Royal Air Force var sendt af sted.

Cameron fik et flertal på 397 mod 223. Blandt de, der stemte for, var 67 medlemmer af Labour, der gik imod partiets formand Jeremy Corbyn. Syv konservative gik imod premierministerens linje og stemte imod.

Beslutningen kommer få uger efter terrorangrebene i Paris, og debatten har været følelsesladet og præget af frygt for nye IS-aktioner i Europa.

– At undlade at handle er ikke en strategi for vores sikkerhed eller for Syriens befolkning, men passivitet er et valg. Det forkerte valg. Spørgsmålet er i dag, hvordan vi sikrer den britiske befolkning imod truslen fra IS, lød det fra Cameron.

Fiktive bataljoner med moderate oprørere
Debatten i det britiske underhus har været præget af David Camerons påstand om, at der i Syrien findes 70.000 moderate oprørere, som kan bekæmpe IS på landjorden. Premierministerens udsagn er blevet draget i tvivl af en række parlamentarikere – herunder en række partifæller. Den konservative Julian Lewis har sammenlignet udsagnet med det fejlagtige dodgy dossier, som førte til invasionen af Irak i 2003:

– I stedet for dodgy dossiers har vi nu ikke-eksisterende bataljoner med moderate oprørere, citerer Daily Mirror ham for.
David Cameron selv har afslået at uddybe, hvem han regner med i de 70.000 moderate oprørere. Men andre har nævnt dem ved navn. Charles Lister, der forsker i konflikten i Syrien ved Brookings Doha Center i Qatar, har skrevet en kronik i det konservative britiske ugemagasin The Spectator, hvori han fremkommer med samme tal som premierministeren – og nævner oprørsgrupperne ved navn.

Jaish al-Islam anses for at være den stærkeste oprørsgruppe i nærheden af Damaskus. Men de er samtidig kendt for at bruge tilfangetagne soldater og civile som menneskelige skjold
____________________

 

Jaish al-Islam anses for at være den stærkeste oprørsgruppe i nærheden af Damaskus. Men de er samtidig kendt for at bruge tilfangetagne soldater og civile som menneskelige skjold. Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Syrian Observatory for Human Rights, SOHR), der absolut ikke kan beskyldes for at have sympati med Assad-styret i Damaskus, har eksempler på, at gruppen har placeret tilfangetagne civile – også hele familier – i jernbure. Burene er efterfølgende placeret på offentlige pladser for at undgå, at regimet skulle bombe netop dette område. Forlydender peger på, at gruppen har udvalgt deres menneskeskjold efter sekteriske principper, hvor det især har været medlemmer af den alawitiske minoritet, som præsident Assad tilhører, der har stået for skud. Gruppen støttes af Saudi Arabien og Tyrkiet og ledes af Zahran Alloush, der åbent taler for at ”udrense” Damaskus for minoritetsgrupper og ”kættere som alawitter og shiamuslimer. Moderate? Måske hvis man bruger IS som målestok.

Det noget barokke ved situationens dynamik er, at Zahran Alloush indtil 2011 var indsat i Damaskus’ berygtede Zednaya-fængsel. Han blev imidlertid løsladt som led i en generel amnesti, der af mange iagttagere anses for at være et afgørende led i Assad-regimets strategiske manøvre, der havde til hensigt at forvandle den folkelige protest til et væbnet oprør under jihadistiske faner. Til dette formål passede den ”moderate” Alloush perfekt.

Al-Qaedas moderate partnere
En anden af de grupper, som Charles Lister medregner i den moderate lejr, er som nævnt Ahrar al-Sham, der støttes af Qatar. Det er desuden en ganske kendt sag, at organisationen har et systematisk og tæt samarbejde med Nusra-fronten, som er al-Qaedas officielle gren i Syrien. Derudover peger oplysninger fra det tyske efterretningsvæsen, som er gengivet af avisen Die Welt på, at Ahrar al-Sham har fået våben fra Tyrkiet.

Her ser vi altså igen-igen, at skillelinjerne mellem de “moderate oprørere” og de mest ekstreme jihadister er – for nu at sige det mildt – ganske flydende
____________________

 

En tredje af Cameron og Listers moderate grupper er den Aleppo-baserede Faylaq al-Sham. Den er så absolut i den ”blødere” del af listens kategorier af islamisme. Men den er stadig sammen med Jabhat al-Nusra og Ahrar al-Sham en del af paraplyorganisationen Jaish al-Fatah. Altså står vi atter med en af al-Qaedas faste samarbejdspartnere.

Moderat i forhold til hvad?
Den mest talstærke gruppe på listen er den Frie Syriske Hærs Sydlige Front. Det er en organisation, der har rødder i oprørets tidlige dage, hvor organisationens kerne deserterede fra den regulære syriske hær. Organi-sationen støttes aktivt af CIA og har sit hovedkvarter i Jordans hovedstad Amman. I november 2014 indgik organisationen en alliance med Jabhat al-Nusra. Her ser vi altså igen-igen, at skillelinjerne mellem de ”moderate oprørere” og de mest ekstreme jihadister er – for nu at sige det mildt – ganske flydende. I de områder, Den Sydlige Front kontrollerer, praktiseres en blanding af islamisk jura, stammelovgivning og lokalt overlevede skikke.

Selv hos Syriens Nationalråd, som fra tid til anden bliver inviteret til internationale fredskonferencer, har man et sløret forhold til al-Qaeda. Khaled Khoja, der står i spidsen for organisationen, rakte i forrige uge hånden ud til Jabhat al-Nusra med en opfordring om, at de afbryder samarbejdet med det internationale net-værk og i stedet ”vender tilbage under den syriske revolutions brede paraply.”

Virker det mudret? Det bliver værre endnu. Om de 70.000 moderate oprørere siger Charles Lister selv, at det vil være meget begrænset, med hvor stor energi – hvis nogen overhovedet – oprørsgrupperne vil kæmpe imod IS.

– De vil ikke med ét slag forvandle sig til et redskab for Storbritannien til at bekæmpe IS, så længe de stadig kæmper mod Assad.

Og det er vel og mærke en af de mest optimistiske vurderinger blandt tilhængerne af Camerons linje. Sagen er, at Syriens oprørsgrupper er meget uensartede, og mange har alene en lokal eller klanbaseret dagsorden, som de kæmper for. I dette miskmask af forskelligartede interesser, som vestlige efterretningstjenester kun har begrænset viden om, giver i forvejen elastiske begreber som ”moderate oprørere” kun meget lidt mening. Især når man betænker, at hverken David Cameron eller andre i Vesten ikke har nogen klar målestok for, hvem eller hvad, de er moderate i forhold til.

Frederik Bindesbøll Ohsten (f. 1981) er redaktør på Mellemøstbloggen.dk

ILLUSTRATION: Premierminister David Cameron [foto: Arron Hoare via Flickr]