24.10.2015

„Fredsaftalen er ingen garanti for varig fred, og det er helt sikkert, at Sydsudan i de kommende år fortsat vil kræve det internationale samfunds opmærksomhed.‟

PERSPEKTIV af Line Mohr Drewes

Den 27. august 2015 blev en fredsaftale indgået i det krigshærgede Sydsudan. Efter flere forsøg, lange forhandlinger samt trusler om FN-sanktioner underskrev den sidste af hovedparterne i konflikten — præsident Salva Kiir — endelig aftalen.

Men en fredsaftale er ikke ensbetydende med fred. Sammenstød mellem regeringsstyrker og oprørstyrker i delstaten Unity State, sammenholdt med præsidentens fortsatte tøven, vækker bekymring og understreger vigtigheden af, at fredsaftalens mange delelementer gennemføres.

I fredsaftalen beholder præsident Salva Kiir den øverste post, mens oprørslederen og tidligere vicepræsident, Riek Machar, bliver genindsat som vicepræsident. Udover denne magtfordeling mellem stridende parter handler fredsaftalen om, at hovedstaden Juba demilitariseres, at de stridende parter tager ansvar for de mange krigsofre — og at en sandheds-, forsonings- og helingskommission oprettes.

Netop demilitariseringen og disse juridiske tiltag har præsident Kiir udtalt forbehold overfor. Og netop disse elementer i aftalen anses for at være centrale i etableringen af varig fred. Den sydsudanesiske regering har midlertidigt udsat gennemførslen af den lov, der skal oprette de juridiske mekanismer, samtidig med at regeringen har udeladt FN fra processen.

Når dette er særlig bedrøveligt, er det, fordi vejen til varig fred ikke blot handler om ro i det politiske og militære system — men også om folkets tillid til og lyst til at samarbejde med systemet. Uden et opgør med fortidens uretfærdighed bibeholdes gammel anger og hævnlyst.

Desuden bør man spørge sig selv, om fredsaftalen er stærk nok i udgangspunktet. Sydsudan er land, der har en lang historie, hvor krig og fred har erstattet hinanden med få års intervaller. Situationen med krig på krig kendetegner sig ved manglende genopbygning og i sidste ende ved menneskelig desperation i landet.

Det er svært at forestille sig, hvordan et land, der kun kender til krig, kan udvikle sig til et land i fred. I Sydsudans tilfælde er underudvikling, men også etnicitet, magt og voldelighed blevet en del af landets historie, som ikke nødvendigvis kan indlemmes i en fredsaftale. Spørgsmålet er derfor, om fred er mulig på baggrund af den nuværende aftale?

Underudvikling: Alle statistikker imod sig
Underudviklingen i Sydsudan ses især i form af svage institutioner og ringe regeringsførelse. Det politiske system har været under opbygning siden uafhængigheden i 2011, og institutionerne har endnu ikke fundet fodfæste. Landet befinder sig således i en kritisk fase forud for skabelsen af et bæredygtigt demokrati. Oprindeligt skulle der have været valg i juni 2015, men der var hverken ressourcer eller opbakning til gennemførelsen af dette.

Svage institutioner og langsommelige politiske processer går hårdt ud over alle dele af Sydsudans samfund. Særlig synlig er manglen på infrastruktur og kommunikationsveje i landet. Konsekvensen af disse forhold er blandt andet, at voldelige grupperinger med forskellige tilhørsforhold agerer selvstændigt og uden system eller struktur, fordi de ikke kan kommunikere med overordnede, selv hvis de ville.

Fakta: Ifølge FN lever 50,6 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen og gennemsnitslevealderen er 55-56 år.

Fakta: FN har estimeret, at omkring 3,9 millioner mennesker i Sydsudan vil lide under fødevareusikkerhed i 2015 — herunder vil 2,5 millioner mennesker lide under meget stor fødevareusikkerhed.

Fakta: Arbejdsløsheden er på 12,6 %. Kun omkring 27 % af befolkningen kan læse. Kun 25 % har adgang til sundhedsforanstaltninger, såsom sygehuse. Kvinder i Sydsudan har verdens højeste fødselsdødelighed på 2054 døde per 100.000 fødsler.

Samtidig betyder den manglende infrastruktur og kommunikation, at organisationer ikke kan transportere nødhjælp ud, og at FN-soldater ikke kan nå ud til visse kritiske områder. Oven i dette er den enorme mangel på hospitaler og skoler hele tiden med til at forværre den humanitære situation i landet.

Tæt forbundet med de institutionelle udfordringer er landets svage økonomi. Sydsudan har enorme naturressourcer, men alligevel er det blandt de mest underudviklede lande i verden. Fattigdom er udbredt, og industrien er tilbagestående.

I 2011 blev Sudans oliereserver estimeret til omkring 5.000 millioner tønder, hvilket er på niveau med Norge. Olieindustrien udgør op mod 98 pct. af statens indtægter og er derfor helt afgørende for landets økonomi. Men olien er følsom over for svingende konjunkturer, borgerkrig og forholdet til andre lande — særligt Sudan, hvorigennem olien transporteres.

Etniske konflikter på tværs af landet
Borgerkrigen i Sydsudan har også sit udspring i sekteriske og politiske uoverensstemmelser mellem dominerende etniske grupper i regeringen.

Efter to år ved magten valgte præsident Salva Kiir i juni 2013 at fyre sit ministerkabinet, herunder vicepræsident Riek Machar. Hændelsen opstod på grund af politiske uenigheder mellem etniske grupper i regeringen. Salva Kiir, der tilhører den etniske gruppe kaldet dinkaerne, beskyldte Riek Machar, som tilhører den etniske gruppe kaldet nuerne, for at have forsøgt at kuppe sig til magten.

Fakta: Befolkningen på omkring 11 millioner mennesker er fordelt på tre overordnede sproglige grene, hhv. de sudanesiske, de nilotiske og bantusprog. Disse grene er igen opdelt i over 400 sprog, der benyttes af omkring 600 forskellige etniske grupper

Med splittelsen mellem Salva Kiir og Riek Machar opstod der også en splittelse i hæren. En del af hæren valgte at støtte Salva Kiir, mens en mindre del støttede Riek Machar. De to fraktioner har bekriget hinanden fra december 2013 til august 2015, og desuden har en anden etnisk gruppe kaldet murlerne været i oprør mod Salva Kiir siden 2010.

Nogle grupperinger i Sydsudan lægger stor vægt på disse etniske forskelle, mens andre siger, at det er politiske bevæggrunde, der er hovedårsag til konflikten. Uanset hvad er landets store etniske diversitet en oplagt årsagsforklaring til konflikten.

Præsidenten og forholdet til det internationale samfund
En særskilt bidragyder til konflikten er Sydsudans præsident, Salva Kiir. I forbindelse med borgerkrigen er Kiir er blandt andet blevet beskyldt for korruption, manglende støtte til freden, samt dårlige samarbejdsevner.

Det formodes, at Salva Kiir selv har raget statslige midler til sig for at bruge disse på at beskytte sin magtbase over for potentielle modstandere. I tråd med dette forsøgte Salva Kiir i 2014 at gennemføre et valg. Men regeringen havde ikke midlerne, og eksterne aktører, særligt USA, ville ikke støtte et Salva Kiir-ledet valg. USA’s begrundelse var, at Salva Kiir var udeblevet fra flere fredsforhandlinger, og at han fortsat var involveret i krigshandlinger.

Desuden har Kiir generelt et dårligt forhold til eksterne aktører, herunder FN. Han har blandt andet beskyldt FN for at ville overtage den sydsudanesiske regering, og i juni blev FN’s humanitære koordinator udvist af landet. Også forholdet mellem den sydsudanesiske hær og FN har været problematisk, idet FN-soldater har rapporteret om aggressiv adfærd blandt de sydsudanesiske regeringsstyrker.

Vold og overgreb på børns frihed
Både præsident Salva Kiirs regeringsstyrker og vicepræsident Riek Machars styrker er blevet beskyldt for blandt andet tortur, massevoldtægter og brug af børnesoldater. Human Rights Watch har blandt andet anklaget regeringsstyrker og deres allierede for drab, massevoldtægter, for at brænde folk levende og for at stjæle civiles ejendele.

FN’s menneskerettighedskommissær, Zeid Ra’ad Al Hussein, har tidligere udtalt, at Sydsudans civile befolkning står over for en forfærdelig situation med målrettede drab og plyndringer, og at befolkningen lever med strømme af våben og rekruttering af krigere.

Blandt rekrutterede krigere er mange børn. Sydsudan har en lang historie med brug af børnesoldater, og rekrutteringen er tiltage for eksempel kidnappet, da de sad til eksamen på deres skole i det nordlige Sydsudan.

Fakta: Der findes ingen præcise tal på borgerkrigens ofre, men titusindvis er blevet dræbt og over to millioner mennesker er på flygt eller internt fordrevet

I 2014 blev mere end 600 børn dræbt, mere end 200 blev lemlæstet, mens 22.000 blev adskilt fra deres forældre. Vold og overgreb på børns frihed er således et generelt problem i Sydsudan.

Fakta: UNICEF estimerer, at der i 2014 blev rekrutteret omkring 12.000 børnesoldater i alderen 11-17 år

FN’s indsats i Sydsudan
Borgerkrigen og den nuværende våbenhvile i Sydsudan foregår under tilstedeværelse af FN. Den begyndte i 2011, da FN vurderede, at situationen i landet udgjorde en trussel for international sikkerhed og fred. Derfor etablerede man ”United Nations Mission in the Republic of South Sudan” (UNMISS) med det formål at konsolidere freden og sikkerheden i landet samt støtte landets udvikling.

Da borgerkrigen brød ud i 2013, besluttede FN’s Sikkerhedsråd at styrke UNMISS. Man rettede den styrkede indsats mod beskyttelsen af civile, menneskerettigheder, leverancen af humanitær assistance samt støtte til implementeringen af en våbenhvileaftale, der blev indgået af parterne i 2014, men som viste sig ineffektiv.

FN’s mandskab i Sydsudan består af både militærstyrker, politistyrker og frivillige. I 2015 er der således militært personel på over 10.000 personer samt lidt over 1.000 politifolk. Dette er relativt lave tal, og man efterspørger derfor konstant yderligere hjælp. Blandt de senest tilkomne militærstyrker er 700 kinesiske tropper. Disse agerer under den blå FN-hjelm, men mistænkes for primært at være der på grund af interesser i Sydsudans store oliereserver.

Udover det militære arbejde driver FN i samarbejde med andre humanitære organisationer store flygtningelejre, som er enormt pressede. Lejrene mangler fødevarer, medicin og andre fornødenheder. I juni 2014 skrev nyhedskanalen Al Jazeera, at i bare én FN-lejr i Sydsudan dør omtrent fire børn under fem år hver dag. Desuden er sikkerhedsforholdene i lejrene kritiske på grund af de efterhånden mange voldelige grupperinger i landet, hvilket gør det svært at beskytte lejrene. Dette gælder også sikkerhedssituationen for nødhjælpsarbejdere. Seks personer fra det humanitære personel blev således dræbt i en flygtningelejr i Maban County i august 2014.

Kan krig blive til fred i Sydsudan?
De mange år med krig i landet har uden tvivl forværret forholdene i Sydsudan, hvor underudvikling, etniske konflikter og vold som indledningsvist nævnt er blevet en del af landets historie. Disse forhold har dannet en nedadgående spiral af desperation, som sammenlagt med FN’s udfordringer i landet bevirker, at fred i Sydsudan ikke er nogen enkel sag.

Flere fredsaftaler i Afrika har lært os, at hvis krig skal blive til fred, kræver det en lang og slidsom proces. Måske starter det med en let overset aftale og spirende fred. Eller måske bliver den nuværende fredsaftale blot en fastholdelse af usunde magtstrukturer og undertrykkende adfærd over for Sydsudans befolkning.

Som før oplevet i afrikanske konflikter, så indgås fredsaftaler med gamle magter og krigende parter — og fred bliver på ny til krig. Sådanne tilfælde er blandt andet set i Angola, Liberia og Den Centralafrikanske Republik. Samtidig besværes gennemførslen af den sydsudanesiske fredsaftale af krigende parters manglende interesse i et opgør med fortidens vold, som de selv bærer en stor del af ansvaret for.

Fredsaftalen er derfor ingen garanti for varig fred, og det er helt sikkert, at Sydsudan i de kommende år fortsat vil kræve det internationale samfunds opmærksomhed. ◼

Line Mohr Drewes (f. 1987) er kandidat i international sikkerhed og folkeret/LLM international ret. Bestyrelsesmedlem i FN-forbundet og ansat ved Forsvarsakademiets Institut for Sprog og Kultur. Artiklen er baseret på et kulturlandestudie over Sydsudan skrevet for Forsvarsakademiet.

ILLUSTRATION: FN’s fredsbevarende styrker i Abyei-området på grænsen mellem Sudan og Sydsudan [foto: Stuart Price/UN Photo]