07.09.2015

Vi, der holder fast i nødvendigheden af at hjælpe syriske flygtninge, bliver ofte mødt med beskyldning om naivitet. Og spørgsmålet til os lyder, om Danmark skal tage imod alverdens flygtninge. Men for det første er der ingen, der forventer, at alverdens flygtninge kommer til at søge asyl i Danmark, og for det andet hænger spørgsmålet fast i et tolerancebegreb: Hvor mange kan vi modtage, før vi ikke længere er det Danmark, vi kender? Frisindet derimod møder det nye med viljen til at forandre sig selv. Spørgsmålet er derfor snarere: Hvordan kan vi gennem integration og folkeoplysning og i fællesskab med de nytilkomne skabe et Danmark, vi kan være bekendt?

KOMMENTAR af Svend Thorhauge, landsformandskandidat for Radikale Venstre

VI STÅR i en af de alvorligste internationale flygtningesituationer i moderne tid. Den erkendelse er kommet til både Tyskland og England, mens Danmarks regering stadig nøler ved historiens havelåge. Det er beskæmmende i forhold til vores forpligtelser, og det er udtryk for manglende kulturelt udsyn i forhold til den mulighed, der ligger i vellykket integration.

Søndag den 30. august stod vi i glædesring ved Lyngbygård Asylcenter. Mennesker i tusindvis var valfartet til Djursland for at vise og mærke det danske frisind og storsind. Nogle havde bagt kage – andre havde brygget kaffe. Én kom med en trailer med 15 cykler og en anden med en kurv fyldt med klude og viskestykker. Nogle børn havde det legetøj med, som de ikke længere legede med – eller måske gjorde de, men ville netop derfor gerne give det til deres jævnaldrende på asylcentret.

Asylansøgerne kom og takkede for modsvaret til forrige uges brandattentat. Søndag stod vi som mennesker blandt mennesker, og forløsningen var stor på begge sider. Det betød noget at møde flygtninge med et smil og et ’velkommen her!’ Vi markerede et sindelag, vi er vokset op med, og vi mødte ikke bare de ’fremmede’, men havde også gensyn med os selv.

En helt legitim fremtidsbekymring hos befolkningen bliver mødt af en uansvarlig og unødvendig stramning af flygtningepolitikken, hvor den i stedet burde mødes med et lederskab, som indledningsvist tog del i en fælles europæisk løsning for flygtningene fra Syrien og Irak
____________________

 

VI LEVER I EN TID, som vil blive husket. Både om 50 og 500 år. Vi er vidner til begivenheder, der vil skrive sig ind i historien som skillelinjer, og eftertiden vil spørge til vores indsats, ganske som vi i dag spørger de ældste, hvor de stod under Anden Verdenskrig: Holdt de det danske sindelag i hævd, eller gav de efter?

Vi kan enten have så meget tiltro til de idéer, vi har bygget samfundet på, at vi lader idéerne overbevise de nye tilflyttere – som vi alligevel ikke kan undvære – eller vi kan lukke os inde og visne som både befolkning, nation og idé. Det sidste bliver de lukkede grænsers udkomme.

Danmark er opstået som nation og kan derfor forsvinde som nation. Der er altså en vedligeholdelses- og udviklingspligt. Men nationen sidder ikke i hver enkelt af os hver især – den opstår mellem os. Den fremkommer mellem viljer, der mødes i dialog, når viljen til den anden viser sig som invitation. Sådan har vi mødt det nye med god forundring og ægte forandringsvilje.

Men vi skal nogle gange bruge lidt tid til det sidste. Når vi ikke har tid, bliver vi skræmte og taler harskt og spænder bæltet. Det gør vi lige nu. Og der handles overilet. Fronterne trækkes op, og vi udstiller forskelle som aldrig før.

I DANMARK OG STORE DELE af resten af Europa er flygtningespørgsmålet derfor blevet et valgkampstema, som alt for meget handler om, hvem der sidder i regeringskontorerne, og alt for lidt om, hvad det er for et samfund, vi ønsker at skabe. En helt legitim fremtidsbekymring hos befolkningen bliver mødt af en uansvarlig og unødvendig stramning af flygtningepolitikken, hvor den i stedet burde mødes med et lederskab, som indledningsvist tog del i en fælles europæisk løsning for flygtningene fra Syrien og Irak, og dernæst fremlagde en vision for, hvordan de nyankomne gennem integration ville blive en berigelse af de europæiske stater.

Der er ikke flere flygtninge, der aktuelt banker på døren til Europa, end Europa bør kunne integrere. Vi taler om omkring 1 pct. i forhold til det samlede indbyggerantal. Danmark har siden 2008 modtaget omkring 500 asylansøgere om måneden. Sidste år steg det til det dobbelte i en situation, hvor det globale flygtningeantal blev mangedoblet. Antallet er end ikke nok til at afbøde for de ringe fødselstal herhjemme, og hvis vi lytter til det ønske om at blive del af det danske samfund, som syrer efter syrer lige nu giver udtryk for, kan det blive en løftestang for det opsving, der venter forude.

Hvis vi lytter til det ønske om at blive del af det danske samfund, som syrer efter syrer lige nu giver udtryk for, kan det blive en løftestang i forhold til det opsving, der venter forude
____________________

 

Vi har dertil en international forpligtelse. Den er grundfæstet i både flygtningekonventioner og FN’s Responsibility to protect fra 2005. Forpligtelser, vi som et lille land har al grund til at efterleve og holde fast i. De er vores beskyttelse, ikke det modsatte. Og som Ban Ki-moon, generalsekretær i FN, tilføjer: “Det er ikke kun, fordi de internationale regler tilsiger det. Det er også vores pligt som mennesker”.

De problemer, vi ser i dag, er resultatet af årtiers dårlig integration og ikke resultatet af et bestemt antal nytilkomne. Løsningen skal derfor også findes i integrationen og ikke ved grænserne.

HVIS VI GRIBER integrationen rigtig an, vil det danske sindelag leve videre i nye generationer af danskere. Både frisindet og storsindet vil finde nye former for udfoldelse, ganske som de har gjort før.

Vi, der holder fast i nødvendigheden af at hjælpe de syriske flygtninge, bliver ofte mødt med beskyldning om naivitet. Og spørgsmålet til os lyder, om Danmark skal tage imod alverdens flygtninge. Men for det første er der ingen, der forventer, at alverdens flygtninge kommer til at søge asyl i Danmark, og for det andet hænger spørgsmålet fast i et tolerancebegreb: Hvor mange kan vi modtage, før vi ikke længere er det Danmark, vi kender? Frisindet derimod møder det nye med viljen til at forandre sig selv. Spørgsmålet er derfor snarere: Hvordan kan gennem integration og folkeoplysning og i fællesskab med de nytilkomne skabe et Danmark, vi kan være bekendt?

VI KAN BEGYNDE med et revitalisere storsindet. Neoliberalismen har efterhånden fået overbevist os alle om, at ethvert bidrag til den fælles husholdning er kollektivt røveri. Privat og offentlig organisation er blevet installeret med incitamentsstrukturer, der taler til det nyttemaksimerende i ethvert menneske, og vi tenderer til at se med ringeagt på dem, der ikke kan bidrage som os selv, hvad enten de så er flygtninge, kontanthjælpsmodtagere eller førtidspensionister.

Integrationen begynder med et menneskesyn, hvor alle er både midler og mål. Og den udfolder sig i en målrettet indsats, hvor ingen ankommer uden invitation til at bidrage og uden mulighed for at deltage i et fagligt og folkeoplysende kompetenceudviklingsprogram, som gør det bidrag muligt. Historien fortæller os, at den investering altid giver overskud. Både menneskeligt og økonomisk. Også et overskud, som kan bære dem, der på grund af krigstraumer eller andet ikke kan som alle andre.

DET PÅTRÆNGENDE INTERNATIONALE svar er massiv hjælp i nærområderne koordineret af FN og med klækkelige bidrag fra rige lande som Danmark. 1 pct. af BNP er en god begyndelse. Den europæiske opgave er en fælles koordination, hvor alle lande melder sig på banen. Også Danmark. Den hjemlige forløsning er en national samling, hvor vi indser, at flygtninge ikke er et problem, men en mulighed, og at den mulighed udfolder sig i en vellykket integration.

Den vellykkede integration begynder med at give ansvar. Man burde faktisk sige, at kommer du til Danmark, får du ansvar – og bliver dermed mødt med tillid. Det kan være i form af at arbejde, men der er også andre måder at være forpligtet på. Det handler om, at de nyankomne møder det Danmark, der er mellem os og dermed bliver en del af det. Det kan ikke overføres. Det opstår i mødet. Integration er en opgave, der forpligter os alle.

Svend Thorhauge (f. 1971) er kandidat til posten som landsformand for Radikale Venstre. Til daglig leder af Akademiet for Talentfulde Unge – Region Midt.

ILLUSTRATION: Frivillige modtager syriske flygtninge på det, de kalder “Håbets Tog”, 5. september i Frankfurt [foto: Franz Ferdinand Photography]