06.08.2015

Offentliggørelsen af Talebans leder Mullah Omars død, som blev bekræftet i sidste uge, har kastet Taleban ud i en pludselig identitetskrise. Men nyheden skaber også efterdønninger langt uden for bevægelsen selv. Én gruppe står særligt til at lukrere på Omars død, uanset hvordan den igangværende, turbulente magtkamp i Taleban falder ud: Islamisk Stat.

Af Sune Engel Rasmussen

Talebans ledelse, specielt Mullah Mansour, Omars næstkommanderende, som på nuværende tidspunkt står til at overtage styringen, står med et troværdighedsproblem. De lader til at have holdt Omars død hemmelig i over to år. Det skader Talebans omdømme, og det smitter af på dem, der har knyttet sin egen legitimitet til Omar, navnlig al-Qaeda.

Men med Omars død har den globale islamisme også mistet den eneste skikkelse, der havde den religiøse autoritet til at konkurrere med Islamisk Stats selvudråbte kalif, Abu Bakr al-Baghdadi.

Mullah Omar fik sin religiøse status fra en episode i april 1996, foran Ahmed Shah Moskéen i den afghanske by Kandahar, hvor han iklædte sig den sagnomspundne Kerqa, en kappe, der siges at have tilført Profeten Muhammed. Omars følgere udråbte ham straks til Amir ul-Momineen, eller De Rettroendes Kommandør. Det forblev Omars officielle titel, da Taleban fem måneder senere indtog Kabul og etablerede Afghanistans Islamiske Emirat, som styret hed, indtil det blev væltet af den amerikanskledede koalition i 2001.Abu Bakr al-Baghdadi blev tildelt den samme titel i 2010, og erklærede sig ved etableringen af Islamisk Stats kalifat sidste sommer som leder af alle muslimer.

Mullah Omars død frigør nu alle de, der svor Mullah Omar bayah – troskabsed – til at følge en ny leder. Man aflægger bayah til personer, ikke til organisationer. Islamisk Stat håber nu på at kunne samle nogle af de desillusionerede talebanere op.

Islamisk Stat håber nu på at kunne samle nogle af de desillusionerede talebanere op
____________________

 

Omars død giver også Islamisk Stat en helt ny form for legitimitet. Taleban har udsendt flere erklæringer, hvor de fordømmer IS, senest med en hilsen i Mullah Omars navn i anledning af Ramadanens afslutningen for få uger siden. Men hvis det er rigtigt, som det altså tyder på, at Omar har været død i over to år, mister hans fordømmelser af IS deres værdi. Han var nemlig slet ikke var i live, da Baghdadi oprettede IS’ kalifat sidste år, og Baghdadis efterfølgere behøver derfor ikke at vælge mellem de to Amirer. Faktisk kan Islamisk Stat med en double whammy afskrive Mansour, Talebans nye leder, der holdt Omars død hemmelig i to år, og adoptere Omar som deres egen.

IS-støtter har da også været hurtige til på sociale medier at håne Taleban. “The reason Taliban wanted to hide Mullah Omar’s death was to stop Muslims from pledging allegiance to Islamic State,” tweetede én IS-sympatisør, @Abutalut5, forleden inden hans konto blev suspenderet. Andre brugere kaldte Omars efterfølger Mullah Mansour for en løgner, og beskyldte ham for at have forgiftet Omar og smidt hans lig i en flod. De hævdede også, at Omars familie var blevet kidnappet, og senere, at hans søn, Mohammed Yaqub, var blevet skudt.

Yaqub lader nu til at være i god behold. Faktisk bliver han kørt i stilling som et alternativ til Mullah Mansour, som mange udenfor Mansours egen klike af støtter nu protesterer voldsomt mod. Modstanderne tæller også Mullah Abdul Manan, Mullah Omars bror, samt Abdul Ghani Baradar, der var bevægelsens næstkommanderende før Mansour, indtil han blev arresteret i 2010.

Omar var den altoverskyggende, samlende figur for Taleban, som på det seneste har slået revner
____________________

 

Mens Mansour har stakket det øverste ledelsesråd, det såkaldte Quetta Shura, med sine egne støtter, vil hans opposition givetvis finde næring hos kommandører, der er chokerede over, at ledelsen har løjet for bevægelsen så længe.

OMAR VAR den altoverskyggende, samlende figur for Taleban, som på det seneste har slået revner under uenigheder om, hvorvidt man skal forsøge at indlede fredsforhandlinger med den afghanske regering. Den afghanske præsident Ashraf Ghani har sat stor politisk kapital ind på at genstarte forsoningsprocessen, og mens én fløj i Taleban indser, at forhandlinger er den eneste vej til politisk indflydelse, er den modsatte fløj indstillet på at udnytte gruppens nuværende politiske momentum til at forsøge at vinde en militær sejr over de afghanske sikkerhedsstyrker. Selvom Taleban givetvis ikke er i stand til at erobre hele provinser, har de det sidste år intensiveret deres offensiv og erobret terræn, særligt i Helmand i syd, og Kunduz og Badakhshan i nord. De afghanske sikkerhedsstyrker er presset. Ifølge New York Times blev 4.100 afghanske soldater og politifolk dræbt og 7.800 såret i første halvdel af 2015. Det er en stigning på over 50 procent siden sidste år.

Mansour selv befinder sig et sted mellem de to fløje, og gav forbeholden støtte til et officielt forsoningsmøde, der fandt sted i Pakistan i juli. Anden runde skulle have været afviklet i sidste uge, men blev udskudt på grund af nyheden om Omars død. Før Mansour får samling på bevægelsen og konsensus om fredsforhandlinger, virker det usandsynligt, at de kan komme i gang.

Og splittelserne i Taleban bunder i dybere spørgsmål end holdninger til fredsforhandlinger. Det handler også, som i alle politiske grupper og partier, om personlige gnidninger. Efter sigende nægtede Mansour næsten alle at få adgang til Omar for at skjule hans død, inklusive Omars egen familie. Det har naturligt nok affødt vrede blandt erfarne talebanere, der har investeret årtier i at kæmpe under Omar.

Øges konflikterne i Taleban, kan de gavne IS, der allerede har forsøgt at rekruttere medlemmer blandt utilfredse Taleban-krigere i Afghanistan. Efterhånden som rygterne om Omars død tog til, begyndte enkelte kommandører at kræve, at lederskabet fremviste beviser for, at deres leder stadig var i live. Enkelte af dem tog konsekvensen, forlod Taleban og oprettede små udbrydergrupper, der svor troskab til Islamisk Stat.

Den mest prominente af dem var Mullah Abdul Rauf, en tidligere Guantanamo-fange, der menes at have passeret gennem Syrien på vej tilbage til Afghanistan, og som i vinter forsøgte at rekruttere efterfølgere i Islamisk Stats navn i Helmand. Taleban forsøgte at mægle fred med Rauf, men det lykkedes ikke, og bevægelsen mistænkes for efterfølgende at have afsløret hans opholdssted til den afghanske efterretningstjeneste. I februar dræbte en amerikansk drone Rauf og en håndfuld af hans mænd.

I januar udråbte en selverklæret IS-kommandør en ny provins i Afghanistan og Pakistan, kaldet Wilayat-e Khorasan, og siden da er små lommer af IS-krigere dukket op rundt om i landet, særligt i den østlige provins Nangarhar, hvor den salafistiske inspiration er stærkest.

Selvom der er en vis frygt for, at disse lommer nu kan vokse, vil IS’ tiltrækningskraft nok være begrænset i Afghanistan. Det skyldes primært ideologiske forskelle. Taleban er en pashtunsk-nationalistisk bevægelse, der ikke har territorielle krav uden for Afghanistan og Pakistan, og som ikke har megen interesse i IS’ visioner om et kalifat på tværs af kontinenter. Og til trods for, at Taleban diskriminerede minoriteter, lader de ikke til at have behov for at forfølge kristne og shiitter i samme grad som IS.

Taleban er en broget skare af alt fra hardcore islamister og krigshærdede ideologer til gemene kriminelle og frustrerede, arbejdsløse unge mænd
____________________

 

NÅR DET ER SAGT, så er det som bekendt ikke kun ideologi, der drager militante islamister. Taleban er en broget skare af alt fra hardcore islamister og krigshærdede ideologer til gemene kriminelle og frustrerede, arbejdsløse unge mænd. Taleban betaler ofte deres krigere det dobbelte af, hvad politiet eller hæren betaler i løn, og der er eksempler på, at IS har tilbudt det dobbelte af Taleban. Desuden har de stærke anti-imperialistiske træk i IS – som af og til lader til at være et vigtigere element, især for vestlige IS-krigere, end islam – også en vis tiltrækning blandt talebanere.

Interessant bliver det også at følge, hvilke konsekvenser meldingen om Omars død får uden for Taleban og Afghanistans grænser. Mullah Omar er en af den globale islamismes vigtigste skikkelser de sidste 20 år, og mange udenfor Taleban betragtede ham også som Amir ul-Momineen.

Det havde derfor stor betydning, at Ayman al-Zawahiri, den øverste leder for al-Qaeda, Islamisk Stats rivaler, i september sidste år gentog sin bayah – troskabsed – til Mullah Omar. Han hentydede, at hvis verdens muslimer skulle ledes af en kalif, skulle denne kalif være Mullah Omar – ikke Baghdadi. Men det betyder også, at Zawahiri nu står med et forklaringsproblem. Enten var han totalt uvidende om en mand, som han havde erklæret troskab til, eller også har han vildledt alle sine egne efterfølgere. Man kan diskutere, hvad der er værst, men der er ingen tvivl om, at al-Qaeda, der i forvejen er i modvind, står som taber efter meldingen om Omars død.

Spørgsmålet er, om forløbet får al-Qaedas internationale allierede til at vakle i troen. Nigerianske Boko Haram, tidligere allieret med al-Qaeda har meldt sig under IS’ faner, og IS satte allerede sidste år en offensiv ind på at omvende al-Qaedas affilierede i Somalia, al-Shabaab. Al-Shabaab svor troskab til al-Qaeda i 2012, men siden deres leder, Ahmed Godane, blev dræbt i september 2014, har der været et magtvakuum i toppen.

Lige nu er IS’ to konkurrenter, Al-Qaida og Taleban, altså hæmmet af magtkampe og troværdighedskriser. Man må forvente, at IS vil udnytte situationen – herunder Omars død – til at forsøge at ekspandere i den kommende tid. ◼

Sune Engel Rasmussen (f. 1984) er journalist og bosiddende i Kabul, hvor han rapporterer om Afghanistan for The Guardian, The Economist, Weekendavisen og andre medier. Han var tidligere baseret i Teheran, hvorfra han også skrev for RÆSON. ILLUSTRATION: Et af de få (det eneste?) kendte foto af Omar