13.07.2015

Det er i høj grad Euroen, der definerer EU udadtil. Og det er ikke bare EU’s stærke internationale rolle, vi risikerer at gamble med. Internt i Europa risikerer vi at skabe opbrud mellem landene. Den udvikling er allerede synlig i Putins flirten med Grækenland, i Ungarn og i nationalistiske kræfter som Marine Le Pen i Frankrig.

Kommentar af Stine Bosse, fmd. for Europanebægelsen

SPØRGSMÅLENE HOBER SIG OP: Forlader Grækenland eurosamarbejdet? Vil det i så fald være starten på enden for den stærke europæiske valuta? Og hvilke konsekvenser har situationen for EU’s position på den globale scene?

Euroens kritikere ikke været sene til at benytte chancen for at udstede dommedagsprofetier over valutasamarbejdet. Kritik er selvfølgelig altid kærkommen, for det gør os klogere og udfordrer gældende samfundsnormer og strukturer, men kritikerne af eurosamarbejdet undlader ofte at beskæftige sig med, hvorfor euroen stadig har opbakning i de lande, som har indført den, og hvorfor er den ikke brudt sammen for længst, hvis det så åbenlyst er en fejlkonstruktion?

Svaret skal formentlig findes i, at euroen allerede fra begyndelsen var et politisk projekt, som på linje med det europæiske fællesmarked i høj grad har haft til formål at øge samarbejdet mellem landene i Europa. Derfor kan euroen heller ikke, dengang som i dag, ses udelukkende ud fra et markedsperspektiv.

Hvorfor har euroen stadig opbakning i de lande, som har indført den? Og hvorfor er den ikke brudt sammen for længst, hvis det så åbenlyst er en fejlkonstruktion?
____________________

 

VED OPRETTELSEN af eurosamarbejdet satte Tyskland tilliden til den tyske D-Mark ind som vægtigt indskud i euroen. Det betød at lande som Italien, Spanien og Grækenland, hvis valutaer indtil da havde været ganske svage, pludselig kunne lukrere på en langt stærkere tillid til den samlede europæiske valuta – en tillid, som i høj grad skyldtes tyskerne. Det er selvfølgelig også en af årsagerne til, at tyskerne stadig svinger taktstokken.

Og netop lande som Italien, Spanien og Grækenland fik langt bedre lånevilkår, som nogle af dem benyttede sig lidt for flittigt af, hvad de i dag lider under. På den anden side er de nu sammen i et fællesskab med 16 andre lande, hvor et enkelt lands udtræden risikerer at være lig med det næste lands økonomiske problemer.

Derfor er der også to mulige udfald nu:

1. At Grækenland træder ud af eurosamarbejdet. Med den relativt lille del af EU’s BNP som landet har (ca. 2 pct.), kommer det ikke til at have stor indflydelse på resten af eurozonen, fordi de resterende lande sammen styrker samarbejdet og på den måde fortsætter uden Grækenland.

2. At Grækenland bliver i eurozonen. For hvis Grækenland træder ud af euroen, genindfører drachmer og devaluerer for at genskabe konkurrencekraften, vil Spanien og Italien være de næste i rækken, fordi deres konkurrencekraft relativt set vil falde og dermed gøre det endnu sværere for de to lande at genrejse sig fra den svære økonomiske situation, som også de befinder sig i.

Det første udfald understøttes af flere landes støt stigende irritation over den siddende græske regering, som både har holdt eurozonelandenes ledere for nar ved det ene topmøde efter det andet og samtidig har udvist manglende respekt for alle andre europæiske demokratier end det græske.

Det andet udfald understøttes af frygten for en uforudsigelig fremtid. For selvom EU ikke kun består af eurozonen, er det alligevel eurozonen og euroen som valuta, der i høj grad definerer EU udadtil. Blandt andet fordi, vi ikke har en fælles europæisk udenrigspolitik men også fordi udenrigspolitik efter den Kolde Krig i højere og højere grad er blevet lig med økonomisk interessevaretagelse. Derfor vil euroens sammenbrud også potentielt være til stor skade for EU’s position som stærk regional aktør på den globale scene. Det ville blive sværere for EU at påvirke den internationale klimadagsorden, sværere at styrke demokratiudvikling i U-lande og sværere at fastholde vores stærke rolle indenfor internationale handelsrelationer.

Og det er ikke bare EU’s stærke internationale rolle, vi risikerer at gamble med. Internt i Europa risikerer vi at skabe opbrud mellem landene. Den udvikling er allerede synlig i Putins flirten med Grækenland, i Ungarn og i nationalistiske kræfter som Marine Le Pen i Frankrig.

Internt i Europa risikerer vi opbrud mellem landene. Den udvikling er allerede synlig i Putins flirten med Grækenland, i Ungarn og i nationalistiske kræfter som Marine Le Pen i Frankrig.
____________________

 

HVILKET AF de to udfald det bliver, har vist sig nærmest umuligt at spå om. Derfor vil jeg undlade at spå, men i stedet komme med en opfordring: Vi skal engagere os mere i Europa! For selvom vi er mange, som med undren og irritation har fulgt den græske regerings ageren i de seneste uger, er det helt afgørende, uagtet hvilket udfald forhandlingerne med Grækenland får, at vi i fremtiden sørger for at styrke sammenhængskraften, samarbejdet og befolkningernes vilje til at tage del i europæisk politik og i Europa. Kun på den måde, kan vi sikre at vores børn og børnebørn vokser op i et Europa, hvor de har de muligheder og levevilkår, som vi selv har nydt. ◼

Stine Bosse er formand for den Danske Europabevægelse. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto