12.10.2015

KOMMENTAR af Stine Bosse

I SIDSTE UGE talte Merkel og Hollande sammen til Europa-Parlamentet. Der er god grund til at lytte til dem. Vel at bemærke hvis man er optaget af fred, velfærd og menneskers trivsel både i og udenfor Europa. Budskabene var klare – og koordinerede. Det er, som det blev bemærket, historisk, da Tyskland og Frankrig ikke altid har været enige.

Begge taler de om mere Europa. Og begge understreger de at INGEN nationer i Europa kan løse det store spørgsmål som fx flygtningestrømmen alene. Det giver ingen mening at tro det. Sommerens voldsomme oplevelser viste dette tydeligt for os alle. Vi står overfor historiske udfordringer, som kræver helt særligt og ekstraordinært samarbejde og som kalder på fælles løsninger. Lykkes vi ikke, truer det fred og stabilitet også INDENFOR det europæiske territorie.

Både Merkel og Hollande erklærede fuld opbakning til de initiativer, der har været på bordet siden kommissionen lagde dem frem i maj måned (og som iøvrigt var dem jeg refererede til i mit åbne brev til Inger Støjberg 27/7):
– Fælles tiltag for at sikre de ydre grænser
– Sikker hjemsendelse af mennesker, der alene migrerer væk fra fattigdom, ledsaget af massive investeringer i Afrika
– Etablering af sikre ruter og bekæmpelse af den industrialiserede menneskesmugling
– Og fordeling af flygtninge til alle lande i EU.

Hvad sidstnævnte angår: Under dette fordelingssystem ville Danmark stadig modtage færre end historisk gennem fordeling, og kunne fint deltage i fx 2 år. Her er det i øvrigt vigtigt at notere sig, at netop dette spørgsmål ikke bliver påvirket af afstemningen om tilvalgsordningen den 3. december, uagtet om det bliver et ja eller et nej.

Det er ikke ok med “særstandpunkter” – en kæde er aldrig stærkere end det svageste led – om behovet for EU’s indsats i nærområder
____________________

 

EU SKAL KOMME med flere penge, mere “opmærksomhed” og en større indsats på det politiske plan i nærområder. Dette kræver fuldt fælles fodslag. Derfor er det ikke ok med “særstandpunkter” – en kæde er aldrig stærkere end det svageste led. Og derfor er det også vigtigt at være opmærksom på, hvilke standpunkter, der bliver fremført i debatten:

For i øjeblikket er der to fløje, som står meget hårdt overfor hinanden. Den ene fløj, som plæderer for fælles løsninger og ønsker, at vi i Europa påtager os vores ansvar. Den anden fløj, som anser flygtningestrømmen til Europa som en trussel mod europæisk sikkerhed og identitet. Gennem mit dybe engagement i debatten har jeg noteret mig, at vi ofte taler forbi hinanden, fordi vores udgangspunkter er helt forskellige. På den ene fløj bliver vi ofte anklaget for at være blødsødne humanister uden realitetssans, fordi vi gerne vil give flygtninge en hjælpende hånd. Mens den anden fløj ofte bliver skudt i skoene, at de er ansvarsforladte kynikere, som ikke ønsker at hjælpe mennesker i nød.

Jeg har svært ved at tro, at sandheden er så sort-hvid. Derfor er nuancerne vigtige og nuancer er faktisk lige præcis, hvad Europa-Kommissionens forslag fra maj indeholder. Der er nemlig en klar differentiering mellem flygtninge fra krig og migranter, som alene migrerer væk fra fattigdom. Den distinktion er vigtig, for selvom vi i både flygtningenes og migranternes tilfælde bør bidrage til, at forholdene i deres hjemlande bliver bedre, hvad end det gælder hjælp til at genetablere retsstatsstrukturer, fødevaresikkerhed eller rådgivning til at skabe økonomisk fremgang, så har vi overfor flygtninge et humanitært ansvar, som vi ikke har overfor fattigdomsmigranter. Netop den pointe er faktisk soleklart beskrevet i kommissionens forslag, men bliver ofte overset, når debatten kører på sit højeste.

Overfor flygtninge har vi et humanitært ansvar, vi ikke har overfor fattigdomsmigranter. Netop den pointe er faktisk soleklart beskrevet i kommissionens forslag, men bliver ofte overset, når debatten kører på sit højeste.
____________________

 

I politik er nuancerne meget vigtige – og ikke bare indenfor flygtninge- og migrationsdebatten. De bliver ikke mindre vigtige af, at udfordringerne som vi står overfor bliver større og større og flere og flere – ikke mindst i øvrigt: på klimaområdet, som Merkel og Hollande også nævnte.

FOR MIG BLIVER DET TYDELIGERE OG TYDELIGERE at ingen af de helt store spørgsmål kan klares af de enkelte europæiske nationer. Alle kalder de på kollektive og forpligtende svar. Det er endnu vigtigere, at vi i Danmark lægger pres på vores politikere til at søge maksimal indflydelse i EU, at give tilsagn om, at vi er klar til at yde vore bidrag (også ved at fastholde udviklingsbistand) og at vi 3. december viser resten af EU, at vi naturligvis ikke stemmer nej på områder, hvor vi har lutter fordele af at deltage i netop det forpligtende fællesskab, som Den Europæiske Union er.

artikel