16.05.2015

Strammekampagnerne står i kø for at overbyde hinanden, og ethvert forsøg på kritisk modspil fra venstrefløjen, debattører og nyhedsmedier virker som trætte slag i en tyk dyne. Ingen har tilsyneladende opdaget, at ordet ’stram’ i sig selv er en del af problemet.

KOMMENTAR af Sune Sønderberg Mortensen, adjunkt i dansk sprog, Roskilde Universitet

Stramninger i udlændinge- og socialpolitik er for længst udnævnt til hovedtemaer i den forestående valgkamp, og til stor gavn for blå blok bliver ’stram’ og ’stramning’ brugt som deskriptive politiske termer på tværs i den politiske debat. Men hvad er egentlig betydningen af ’stram’ i dansk politik, og hvorfor lader vi højrefløjen definere den enerådigt?

Lad os tage udgangspunkt i den nylige kampagne fra Socialdemokraterne, hvor ”stramme asylregler” er et hovedslogan. Slår man adjektivet ’stram’ op i Den Danske Ordbog, finder man som betydning 3 den relevante variant:
”… som (næsten) ikke giver mulighed for ændringer, afvigelser, udsving, undtagelser m.m.
Eksempler: stram finanspolitik | stram styring | stram økonomi | stramt budget | stramt program | stramme regler | stramme rammer
[…]” (ordnet.dk/ddo)

Bogstavelig talt siger Socialdemokraterne altså, at de vil sikre asylregler, som næsten ikke giver mulighed for ændringer, afvigelser, udsving, undtagelser m.m. Men disse egenskaber gentager jo blot essensen af begreber som ‘regler’ og ‘regelmæssighed’. Resultatet ligner en pleonasme, også kaldet dobbeltkonfekt, ligesom ’rund cirkel’ og ’ugift ungkarl’. Regler, som ikke er stramme, må ud fra grundbetydningen være ufuldstændige eller defekte, og derfor er enhver stramning selvindlysende positiv – en præcisering og optimering af reglerne. Det samme gælder politik, der netop består af regler.

Det betyder ’indskrænkende’
I dansk politik har ordet ’stram’ dog fået en særbetydning. Her betyder ’stram’ noget i retning af ’begrænsende’ eller ’indskrænkende’ og bruges typisk om muligheder og rettigheder for flygtninge, indvandrere og arbejdsløse. I denne betydning handler ’stramning’ altså ikke om blot at præcisere den eksisterende lovgivning, men om at introducere ny lovgivning – mere specifikt ny lovgivning, der indskrænker muligheder og rettigheder for bestemte udsatte grupper. Ikke desto mindre ligger de to betydninger snublende tæt op ad hinanden, og alle de positive associationer fra grundbetydningen smitter umærkeligt af på den ellers negativt ladede særbetydning.

Denne sproglige finte har i mange år givet de borgerlige partier og Dansk Folkeparti en fordelagtig indpakning til deres udlændinge- og socialpolitik. Ved hjælp af stramningsbegrebet kan begrænsninger og indskrænkninger sælges som noget indlysende positivt og nærmest uangribeligt.

Det er klassisk spin at lirke diskret ved ordenes betydning på denne måde. Det særlige ved dette spin er, at det uudfordret dominerer hele den politiske scene, inklusive mediedækningen og selv de mest kritiske aktører. Når eksempelvis DR beretter, at ”DF foreslår markant stramning af regler for familiesammenføringer”, eller når Enhedslisten kritiserer regeringens asylpolitik med opfordringen ”Træk asylstramninger tilbage”, accepterer man netop uden påtale, at der i det hele taget er tale om stramninger, og giver på den måde gratis brændstof til stramningsretorikken i stedet for at kæmpe imod den.

En sproglig og politisk åleruse
Det, der gør stramningsspinnet så totalt, er ikke kun, at det bygger på en diskret og tilsyneladende harmløs betydningsforskel, eller at det er fristende – ikke mindst for nyhedsmedierne – at karakterisere kompleks politisk substans med et adjektiv på fem bogstaver. Udbredelsen skyldes også, at stramningsretorikken er semantisk ensrettet – en sproglig og politisk åleruse, om man vil. I dansk politik er det centrale antonym til ’stram’ nemlig ’slap’. Så enhver, der vil føre noget andet end en stram politik, vil blive associeret med en slap ditto.

Og prøver man at undgå ’slap’, begrænser vores ordforråd mulighederne til fx ’løs’, ’lempelig’, ’fleksibel’, ’blød’ eller ’svag’ – egenskaber, der alle rimer på ’defekt’, når det drejer sig om politik og regler. Kritikerne af politiske stramninger fejer med andre ord sig selv af banen, hver gang de anerkender og selv bruger stramningsbegrebet.
Men de partier, der selv promoverer såkaldte stramninger, er heller ikke i sikkerhed. Ålerusen kan give bagslag, for har man én gang gjort sig til fortaler for en stram politik, er det eneste, man kan afløse den med, en mere stram politik.

Eksempelvis har Socialdemokraterne på det seneste ladet sig besnære af udsigten til, – ligesom de traditionelle strammerpartier, -at kunne lancere deres begrænsningspolitik som noget positivt og ansvarligt. Men få dage efter overbydes de helt forudsigeligt af Dansk Folkeparti og fremstår dermed igen som relative slappere. Ligeledes er regeringen jævnligt under beskydning fra bl.a. Venstre for at indføre lempelser i udlændingepolitikken – og det modsvar, man kan opbyde, er at håne Venstres evner til at tælle: ”Vi har ikke lavet 31 lempelser af udlændingepolitikken, men det er jo bare endnu et eksempel på, at Venstre bruger forkerte tal,” lød det fx fra statsministeren i Folketinget i marts i år.

Også centrum-venstre-avisen PioPio ’tordner’ mod Venstres udtalelser med en kritisk gennemgang af de enkelte påståede lempelser. Midt i modangrebene accepterer man den grundlæggende præmis, at lempelser er noget skidt, og undsiger dermed indirekte sin egen politik.

Ikke mindst gør både Socialdemokraterne og Venstre det umuligt for sig selv og hinanden senere at føre mindre indskrænkende politik, hvis dette skulle blive relevant. Der er kun én farbar vej, og det er strammervejen. Således er strammerkapløbet et trinvist, irreversibelt knæfald for den politik, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stadig kun drømmer om at få lov at føre. Medmindre et endnu mere stramt parti i mellemtiden kommer på banen og gør dem til slappere.

Hvad gør vi nu?
Som politisk diskurs er strammerretorikken altså dels en stærk og forbavsende legitim markedsføringsressource og et politisk identitetsstempel for traditionelt den borgerlige blok, og lidt fodslæbende også Socialdemokraterne. Dels er strammerretorikken en slave af sin egen succes, da sproget ikke er forsynet med en stopknap til den. Strammerpartierne sidder i den sproglige åleruse, i varierende dybde, og udfordrer hjælpeløst hinanden i strammerkapløb, fordi det er den eneste bevægelse, de kan foretage. Og den retoriske stråleglans fra selve ordet ’stram’ er den madding, der med tiden vil lokke endnu flere partier i, og endnu dybere ind. Taberne er ikke bare de grupper af mennesker, de såkaldte stramninger rammer, men selve den politiske debat og proces, og os alle sammen – hvis vi altså ikke finder på noget.

Løsningen må naturligvis være en mere reflekteret sprogbrug og kritisk debatlyst på området. Ingen kan forvente, at de aktører, der kæmper for stramninger, skulle ændre deres retorik, når nu den – i hvert fald på kort sigt – giver politisk medvind. Men vi bør forvente af nyhedsmedierne, at de holder op med at betragte og formidle stramhed som et deskriptivt politisk begreb, så længe det både er tvetydigt, hvis ikke misvisende, og systematisk favoriserer den ene side af det politiske spektrum. Ord som ’begrænsninger’ og ’indskrænkninger’ kan ofte karakterisere den samme politiske substans mere præcist og utvetydigt og bidrager vigtigst af alt ikke til at forherlige den.

Men der skal mere til. Et seriøst modspil til strammerretorikken kræver også et ordentligt slagsmål om betydningen af ’stram’. I USA er abortdebatten delt mellem de to lige positivt klingende bevægelser ’pro-life’ og ’pro-choice’, fordi begge sider har forstået, at man ikke bare forærer modparten en gratis sproglig fordel. Det kunne venstrefløjen herhjemme lære af – hvorfor ikke tage del i strammerfesten, men omdefinere ’stram’ i sit eget billede? Ingen har for eksempel sagt, at en ’stram asylpolitik’ absolut skal henvise til en politik, der indskrænker asylansøgeres muligheder og rettigheder.

Det kunne være forfriskende i stedet at høre om en etisk stram asylpolitik, strammere integrationstilbud eller et udspil med 31 stramninger til hjælp for de jobsøgende. Og når man alligevel var i gang, kunne man også begynde at kritisere de borgerlige partier for deres lempelser af Danmarks sociale sammenhængskraft og af vores internationale ansvarlighed og kulturelle udsyn. Sådan nogle slappere.

Sune Sønderberg Mortensen (f. 1978) er ph.d. og adjunkt i dansk sprog ved Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet. Han forsker og underviser i grammatik, diskursanalyse og retslingvistik og har bl.a. arbejdet med dansk politisk retorik.