03.04.2015

KOMMENTAR af Søren Espersen, MF, næstformand for Dansk Folkeparti

EN AFTALE SKULLE have været på plads den 1. april. Da den så dukkede op igår var der alligevel ingen aftale – kun en løs ramme, som så efter planen skal forhandles på plads allersidste dag i juni. Og først dér, når optakten til præsidentvalget i USA allerede er i fuld gang, skal USAs modstræbende Republikanske kongres sige ja.

Men i Teheran blev den løse ikke-aftale allerede i aftes fejret som om Iran lige havde vundet VM i fodbold. Bilhorn truttede natten igennem, mens unge mænd, svingende med flaget, kørte deres biler igennem gaderne. At det så forkætrede Iran allerede mener at have besejret de fem mægtige, permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd – samt Tyskland – med ét hug, kan vel et eller andet sted godt siges at være historisk.

Og aftalens indhold? Forudsætter jeg, med mine altid positive briller, at det hele, med de planer og facts, som nu foreligger, skønsomt falder på plads, hvad er det så, man binder sig til? Jo, det Internationale Atomenergiagentur får adgang til at undersøge mistænkelige faciliteter – og viser det sig så på et tidspunkt – måske om to-tre år, at aftalerne ikke punktligt overholdes, ja så – vupti – vil man på det tidspunkt vende tilbage med sanktioner. På det tidspunkt skal altså såvel kineserne som russerne i givet fald overbevises om, at en række allerede afskaffede sanktioner genindføres. Hvem tror på, at dette vil kunne ordnes uden videre? Rusland er, fornemmer man, kun modstræbende gået med til denne amerikanske aftale, fordi landet ikke yderligere ønskede at komme Vesten på tværs i en situation, hvor man selv er generet af sanktioner. Og får man så alligevel sanktionerne gennemført, på et tidspunkt, hvor iranerne altså allerede kan være kommet i mål, hvilken effekt vil de så overhovedet have?

Får man så sanktionerne genindført på et tidspunkt, hvor iranerne altså allerede kan være kommet i mål, hvilken effekt vil de så overhovedet have?
____________________

 

Genindførelse af sanktioner vil overhovedet ikke være nogen særlig straf for et land, som i 36 år har levet med sanktioner, som for hvert år er blevet stærkere og stærkere, og hvis position i Mellemøsten tilsvarende er blevet mere og mere magtfuld.

MIN HOLDNING ER, at der i denne aftale – som altså endnu ikke er en aftale – overhovedet ikke er konsekvens, hvis iranerne snyder. I forhandlingsforløbet er iranerne ikke blevet præsenteret for en trussel om at landets atomanlæg – såfremt man ikke nidkært og præcist overholder aftalen – blive ødelagt. En sådan forståelse ville gøre det klart for det iranske imam-styre, at USA ikke accepterer blot det allermindste snyd. Under tidligere amerikanske præsidenter, ville man gøre dette klart for Iran. Men dette vil aldrig forekomme, når præsidenten heder Barack Obama. Som det er sket i Syrien har han igen gjort klart, at ikke har modet og styrken til at sætte hårdt mod hårdt. Det har han vist verden – og Iran.

Det er derfor, de i aftes jublede i Teheran – og det er derfor, man i dag sørger i Jerusalem. ■

ILLUSTRATION: Obama, november 2014 [officielt pressefoto: Det Hvide Hus]