03.06.2015

Dødsdommen over Egyptens eks-præsident Morsi og de 105 andre personer tilknyttet det Muslimske Broderskab blev igår udsat to uger, indtil landets religiøse autoriteter har givet grønt lys. Der er dog ingen reel chance for, at de statsansatte muftier vil modsætte sig præsident Sisi, der har arbejdet målrettet på at få sat Broderskabet ud af spillet, siden han kuppede magten fra Morsi i 2013. RÆSON har talt om egyptisk indenrigs- og udenrigspolitik med ekspert Mark Sedgwick fra Aarhus Universitet.

INTERVIEW af Frederik Mørch Worup

RÆSON: Egyptens forhenværende præsident Morsi blev for nyligt dømt til døden. Han er en central figur i det Muslimske Broderskab, som nuværende præsident Sisi anser som sin ærkefjende. Er dødsdommen en rent juridisk sag om en hævdet fangeflugt, eller kan der spores et politisk motiv bag?
Sedgwick: Dødsdommen er ene og alene politisk. I tilfælde med politisk vigtighed følger egyptiske domstole de politiske instruktioner, de gives på samme måde som sovjetiske domstole engang gjorde. Dødsdommen bliver måske ikke gennemført i sidste ende. Politikken rettet mod Det Muslimske Broderskab igennem de seneste undertrykkelsesperioder har drejet sig om at komme af med højtstående ledere i organisationen, men ikke de allerøverste ledere som Morsi. Årsagen til dette er sandsynligvis, at man ikke ønskede, at hans forgængere skulle blive set som martyrer.

RÆSON: Hvorfor har Sisi haft så stort et fokus på at modarbejde Det Muslimske Broderskab?
Sedgwick: Sisi repræsenterer fortsættelsen og styrkelsen af det system, der har styret Egypten siden 1952. Dét system har været i kamp mod Det Muslimske Broderskab siden 1954. Siden da har der vekslende været undertrykkelsesperioder og forskellige grader af –omend begrænset– tolerance. Så Sisi fortsætter en meget lang og veletableret politik. Dertil kommer, at hans overtagelse i 2013 var rettet imod en præsident fra Det Muslimske Broderskab, og at denne endda var valgt, fordi de var de eneste, der indtil da havde formået at finde betydelig opbakning. Sisis overtagelse startede derfor med et angreb på Det Muslimske Broderskab, der var – og stadig er– den største politiske trussel mod Sisis styre. Andre politiske kræfter er nemmere at kontrollere. Der er imidlertid en risiko for, at en vellykket undertrykkelse af Det Muslimske Broderskab vil fungere som katalysator for fremkomsten af nye og antageligt endnu mere radikale grupper, der følger linjen fra såkaldte Islamisk Stat.
Dette er faktisk allerede sket i en mindre skala, men ikke i så stort omfang endnu, at det udgør en reel trussel mod regimet. Faktisk har det modsatte snarere været tilfældet, da det retfærdiggør Sisi-styrets undertrykkelsespolitik. Alligevel er der altså her potentialet for en ganske oprigtig trussel.

RÆSON: Hvordan har Sisi forholdt sig til politiske oppositionsgrupper i Egypten?
Sedgwick: Da Sisi tog over, forsøgte han at samle politiske kræfter og anvendte en bred koalition af politiske styrker mod Det Muslimske Broderskab. Siden da har han ikke været afhængig af disse styrker, og han er vendt tilbage til de tidligere politikker, der har til hensigt at forstyrre politiske grupper af alle slags – nu udvidet til også at indbefatte ikke-politiske NGOer og andre grupper i civilsamfundet.

RÆSON: Hvad betyder Sisis hetz mod Det Muslimske Broderskab for Egyptens rolle i regionen?
Sedgwick: Sisis hetz mod det Muslimske Broderskab stemmer meget fint overens med standpunkterne i Israel og Saudi Arabien. Israel har et langvarigt problem med Hamas i Gaza, der ideologisk set ligner det Det Muslimske Broderskab. Saudi Arabien har haft problemer med Det Muslimske Broderskab i endnu længere tid, da det saudiske regime drager fordele af religiøs legitimitet, hvilket Det Muslimske Broderskab udfordrer ved at stå for en form for islam, som er mere moderne, mere politisk og i øvrigt ikke levner plads til et monarkisk styre. Begge disse sammenstillinger er nyttige, fordi Israel kan levere betydelig diplomatisk støtte, mens Saudi Arabien kan levere substantiel finansiel støtte.

RÆSON: Hvem er Sisis primære støtter i regionen?
Sedgwick: Sisi primære støtter i regionen er Israel, Saudi Arabien og samtlige Golf-monarkier med undtagelse af Qatar. Monarkierne i Den Persiske Golf følger grundlæggende den saudiske adfærd, sådan som det er set før.

RÆSON: Hvordan har valget af Sisi påvirket egyptisk udenrigspolitik i forhold til Saudi Arabien?
Sedgwick: Sisi har foreløbigt lagt en dæmper på rivaliseringen mellem Egypten og Saudi Arabien – en. Det er ellers en kappestrid, der har været et karakteristisk træk for regionen siden 1950’erne. I 1950’erne repræsenterede Egypten nationalisme og forandring, som Saudi Arabien modsatte sig. De to har endda udkæmpet en stedfortræderkrig i Yemen. Nu har Sisi så rettet ind med Saudi Arabien i den konservative blok. Den saudiske opbakning til Sisis styre er så afgørende, at Egypten faktisk er blevet afhængig af sin tidligere rival. Den saudisk-egyptiske rivalisering var i forvejen på tilbagegang, da Sisi kom til magten, men på længere sigt kan Sisi blive set som den, der vendte Egyptens position fra at være lederen af de radikale under Nasser til nu at være de konservatives ledsager.

RÆSON: Egypten og de Forenede Arabiske Emirater har sendt jagerfly på vingerne for at bombe Islamisk Stat i Libyen og har valgt side i borgerkrigen mellem de to stridende regeringer i landet. Men er Egypten klar til at rykke ind sammen med et EU, der jo netop har vedtaget flådeoperationer mod såkaldte ”menneskesmuglernetværk”? Har EU og Egypten de samme interesser i Libyen?
Sedgwick: Egypten ville sandsynligvis være indstillet på at intervenere i Libyen sammen med EU, men en sådan intervention ville støde ind i det problem, at Egypten og EU har forskellige interesser i Libyen. Deres interesser er de samme så langt, at de begge arbejder for at genetablere orden. Men deres interesser adskiller sig på det punkt, at EU primært koncentrerer sig om problemer forbundet med flygtningestrømme. Modsat interesserer Egypten sig primært for at forebygge, at islamistiske grupper får fodfæste og kontrol i det østlige Libyen. Islamistisk kontrol i den østlige del af Libyen kan derimod være i EUs interesse, da et regime – uanset hvordan dette ser ud – er bedre end fraværet af et sådant, fordi de i det mindste ville være i stand til at udøve kontrol med udvandringen. Men det ville gå Egypten imod. Faktisk ville en destabilisering af de libyske islamister være i Egyptens interesse, selv hvis det skulle betyde, at flygtningestrømmene ville blive større.

RÆSON: Hvorfor afventer den egyptiske domstol et „grønt lys“ fra islamiske lærde i forbindelse med retssagen?
Sedgwick: Domstolene er nødsaget til at vente på det grønne lys. Det er en del af proceduren. Da det nuværende retssystem blev introduceret i det 19. århundrede, måtte det gamle islamiske retssystem gradvist afvikles – bid for bid. En konsekvens af dette var, at Muftien, den øverste figur i det islamiske retssystem, skulle godkende dødsstraffe afsagt af de statslige domstole. Det islamske retssystem blev endegyldigt afskaffet i 1950erne, men godkendelsesproces eksisterer stadig. Men jeg er sikker på, at Sisi er ikke utilfreds. Han kan stole på, at han nok skal få den godkendelse, han ønsker. Muftien og de involverede islamiske lærde er alle statsansatte og følger instruktioner i politiske anliggender. Så godkendelsesprocessen bringer ikke Sisis planer i fare og tilfører endda beslutningen lidt legitimitet. Men kun lidt. Egyptere ved, at personerne omkring godkendelsesprocessen alle er statsansatte, som gør, hvad de får besked på.

Mark Sedgwick (f. 1960) er professor ved Syddansk Universitet, hvor han underviser i arabisk og islamstudier. Tidligere har Sedgwick undervist på American University in Cairo og har indgående kendskab til egyptisk politik.
Frederik Mørch Worup (f. 1995) er gymnasieelev og tidligere hoveddelegeret ved London International Model United Nations. ILLUSTRATION: Morsi bag tremmer [Foto: Scoopwhoop]