28.06.2015

„Mit bud er, at en Venstreledet regering vil starte med at operationalisere byrdestoppet – akkurat som man gjorde med skattestoppet (der skal naturligvis være visse undtagelser, såsom byrder, der er pålagt af EU). Dernæst kommer den egentlige opgave: at forberede den konkrete reform af den offentlige sektor. Det bærende princip vil være den adskillelse af politik og drift, som Løkke har kredset om, lige siden han var formand for socialudvalget i Græsted-Gilleleje Kommune. Adskillelsen af politik og drift kan sættes i søen på to måder. Den store og revolutionerende – og den mindre og stykvise. Løkke er af natur indstillet på det sidste. Derfor forestiller jeg mig, at han sætter skub i udbuddet af kommunale opgaver for at åbne det offentlige marked for konkurrence.‟

I 2013 skrev Christopher Arzrouni denne artikel i RÆSON14: „Sådan ser Løkkes revolution ud‟:

PLANEN. Kritikerne har ikke fattet, hvad Venstre vil. Men partiformanden har punkt for punkt fremlagt et reformprogram, der går videre, end hvad Fogh fremlagde, før han blev statsminister.

af Christopher Arzrouni, debatredaktør på Børsen

I sin tid som statsminister blev Lars Løkke Rasmussen kritiseret for at lade stå til – som oppositionsleder bliver han kritiseret for at mangle et politisk program. ”Vi er klar over, at Lars Løkke ønsker at genvinde magten. Men hvad vil han egentlig bruge den til?” spurgte Politikens lederskribent, Amalie Kestler, for nylig.

Vel var Løkke ikke nogen gigantisk reformator som minister under Anders Fogh Rasmussen. Men han tog revanche som statsminister. Han stod for både efterlønsreform og pensionsreform. Han lagde grunden for den nuværende regerings reform af kontanthjælpen. Han forberedte den lov om udgiftslofter, som skal holde det førhen så amokløbne offentlige forbrug i ro. I de sidste år af sin regeringsperiode indså Løkke, at han lige så godt kunne gøre ’det rigtige’ og gå til valg på at sige sandheden: Reformer var nødvendige. Nok risikerede Løkke at tabe valget. Men hvis han havde vundet i 2011 på en løgn, ville han være havnet i et politisk helvede. Han havde under alle omstændigheder været nødt til at reformere og stramme de offentlige budgetter efter et valg, uden folkeligt mandat. Men såfremt han kom i opposition – efter at have sagt sandheden – ville det blive en behagelig opposition, hvor det politiske grundlag var på plads, og den nye regering ville komme under ekstremt pres. Løkke så rigtigt. Derfor har hans tid i opposition været forholdsvis nem.

I maj slog Løkke så fast i et stort interview i Berlingske, at reformerne måtte fortsætte. Og Margrethe Vestager (R) kvitterede straks – venligt. Hendes signal var nok lige så meget rettet mod Helle Thorning (S) og Annette Vilhelmsen (SF): Husk, at I sidder i ministerbilerne på De Radikales stemmer, og at De Radikale – teoretisk set – kunne gå et andet sted hen. Således har Løkke nok en gang pudset glorien som reformator, forberedt befolkningen på sin kommende regering og sat lus i skindpelsen på SRSF-koalitionen, hvor alle må frygte for fremtiden. Meget smart.

Løkkes problem er, at han ikke konkret ved – eller vil sige – hvordan han skal fortsætte den reformkurs, han støtter. I sin udmelding i Berlingske fremhævede han beskæftigelsesindsatsen og udviklingsbistanden som områder, man bør give sig i kast med. Her er to store udgiftsområder med nemme penge på papiret. Men det er ikke her, hans største udfordring ligger. Den ligger i den offentlige sektor.

I de senere år har politikerne på Christiansborg bevist, at de evner langt mere, end man skulle tro. De har lagt en dæmper på udbetalingen af overførsler til borgerne. De har medvirket til at øge arbejdsudbuddet. De har sågar holdt væksten i det offentlige forbrug nogenlunde i ro. Men de strukturelle problemer i det offentlige består. Løkke erkender det: ”Der er sket det epokegørende, at vi har fået en ny budgetlov, som giver et benhårdt styringsinstrument i den offentlige sektor. Dermed er der ikke lige så stor risiko for, at låget ryger af pengekassen. Usikkerheden består nærmere i, om vi kan sikre, at vi stadig får samme kvalitet. Der anerkender jeg, at der er en kæmpeudfordring.”

Denne kæmpeudfordring kan ikke bare løses ved hjælp af udsendte rationaliseringseksperter fra centralt hold. Det fortsætter blot den planøkonomiske praksis. Løkkes egentlige udfordring består i at gøre de centralt styrede offentlige serviceproducenter til private og kundefokuserede virksomheder. Det er vejen, og den er svær. Sværere end at lokke Vestager.

Nogle gange er det en god idé at lytte, hvis man gerne vil forstå, hvad ens modstandere er ude på. Løkkes kritikere burde have lyttet til den tale, han holdt på Dansk Erhvervs årsmøde 14/5. Her trak han fem overskrifter frem: En ændring af vores mentalitet, så vi bliver mere ambitiøse. Systematiske nabotjek af vores regulering. Et byrdestop. Fortsatte reformer. Og et offentligt udgiftsstop (www.danskerhverv.dk/DE-Aarsdag/Sider/default.aspx). Løkke forsøgte at konkretisere de pågældende punkter. Et systematisk nabotjek skulle sikre, at Folketinget ikke gennemfører mere byrdefuld regulering end i nabolandene. Han nævnte bl.a., at Danmark ikke skal regulere danske banker mere, end man gør i resten af Europa – ”for så bliver det gode forvandlet til det tossegode,” sagde Løkke.

Ud over et systematisk nabotjek gentog Løkke målsætningen om et ’byrdestop’. Virker det uambitiøst? Det er det ikke. Og bestemt ikke mindre vidtgående, end skattestoppet var. Her tog Foghs modstandere fejl, da de – til at starte med – beskrev idéen som defensiv. Senere gik det op for offentligheden, at et skattestop er en særdeles ambitiøs målsætning i et land som Danmark, hvor den automatiske opdrift i de offentlige udgifter er en naturlov. Byrdestoppet er Løkkes version af Foghs skattestop. Som skattestoppet skal det skabe tryghed blandt borgere og virksomheder – men det er mere vidtgående, fordi det både adresserer skatter og afgifter (som skattestoppet) samt regulering. Byrdestoppet er endnu ikke defineret i detaljerne, men det blev skattestoppet heller ikke, før Fogh havde fået magten.

Et andet af Løkkes punkter var de fortsatte reformer. Også her er sigtet klart: Det skal altid betale sig at arbejde. Løkke nævnte specifikt en genindførelse af loftet over kontanthjælpen. Det skal gøre op med den absurde situation, at en kontanthjælpsmodtager (der er gift med en anden kontanthjælpsmodtager) kun tjener flere penge ved at arbejde, hvis lønnen er på en del mere end 25.000 kr. Løkkes målsætning på dette punkt forpligter ham på en ambition om at skære yderligere i kontanthjælpen og/eller at sænke marginalskatterne. Også her var Løkke forholdsvis eksplicit i sin tale til Dansk Erhverv. Han talte om de målrettede skattelettelser, som var nødvendige – og at han ville finansiere dem ved at forrykke balancen mellem den offentlige og den private sektor.

Dette er langt mere vidtgående og konkret end noget, Anders Fogh Rasmussen har sagt i al sin tid som formand for Venstre, inden valget i 2001.

Med hensyn til reformerne af den offentlige sektor henviste Løkke direkte til, at politik skulle adskilles fra drift: at selve produktionen af serviceopgaver i velfærdssektoren skulle åbnes endnu mere for private. Det gjaldt både behandling af sygdom og hjælp i alderdommen, fastslog Løkke. Ud over at fremme produktiviteten skulle det muliggøre en eksport af velfærdsservice, som i dag bliver bremset, når opgaverne er offentlige. Målsætningen er eksplicit at flytte viden om velfærdsservice over på private hænder. Og Løkke nævnte, hvor tankevækkende det var at opleve, hvordan Falck har åbnet privathospitaler i Rusland.

Nonsens er det, når venstreorienterede debattører påstår, at Løkke ikke har noget politisk program. Hans program er endda ganske kontroversielt – og hænger logisk sammen. Et udgiftsstop i verdens største offentlige sektor skal skabe rum for at finansiere målrettede lettelser for borgere og virksomheder med henblik på at fremme arbejde og investeringer. Samtidig skal servicen opretholdes, og eksportmulighederne øges gennem en produktivitetsudvikling i kraft af privat opgavevaretagelse.
Jeg gentager: På intet tidspunkt har Anders Fogh Rasmussen – i sin formandstid – præsteret et politisk program, der var mere vidtgående end det, Løkke allerede har lagt frem.

Naturligvis mangler Løkke at konkretisere sit program yderligere. Men det vil mest være af interesse for de embedsmænd, der skal sættes i sving efter et regeringsskifte. Mit bud er, at en Venstreledet regering vil starte med at operationalisere byrdestoppet – akkurat som man gjorde med skattestoppet (der skal naturligvis være visse undtagelser, såsom byrder, der er pålagt af EU). Dernæst kommer den egentlige opgave: at forberede den konkrete reform af den offentlige sektor. Det bærende princip vil være den adskillelse af politik og drift, som Løkke har kredset om, lige siden han var formand for socialudvalget i Græsted-Gilleleje Kommune. Adskillelsen af politik og drift kan sættes i søen på to måder. Den store og revolutionerende – og den mindre og stykvise. Løkke er af natur indstillet på det sidste. Derfor forestiller jeg mig, at han sætter skub i udbuddet af kommunale opgaver for at åbne det offentlige marked for konkurrence. Den nemmeste måde er at gennemføre en generel udbudspligt. Men for at undgå et uforudsigeligt eksperiment i stor skala – hvor man på en og samme tid gør sig uvenner med alle – kunne man udvælge konkrete områder. Fx rengøring og madproduktion, hvor der i forvejen findes masser af private leverandører – og hvor kommunerne ikke vil kunne undskylde sig. Schlüterregeringen gennemførte noget lignende i 1980’erne, da den lovgav om udbud af busdrift i hovedstadsområdet. Derfor er der præcedens, selvom kommunerne vil slå sig i tøjret og hyle op om brud på det kommunale selvstyre.

Med henblik på at adskille politik og drift – og dermed fremme en effektiv offentlig sektor – kunne man desuden selvstændiggøre selve den offentlige produktion af velfærdsydelser. Simpelthen ved at omdanne en række offentlige institutioner til en slags selvejende institutioner med et langt større ledelsesmæssigt råderum end i dag – fx omdanne skoler, sygehuse og daginstitutioner. Disse skulle imidlertid gerne være af en sådan karakter, at de også har lov til at tjene penge og lægge kapital til side. De skulle desuden være sådan organiseret, at de uden videre kan fusionere med andre – også private. Så traditionelle selvejende institutioner ville næppe være den rigtige model.

Men en ny organisering af den offentlige sektor vil blive en gigantisk opgave, med masser af muligheder for fejltagelser og surhed blandt ’kunderne’ – borgerne – i en overgangsperiode. Derfor bør man måske bruge en del krudt på at gå uden om den offentlige sektor i nogle sammenhænge. I stedet for at privatisere folkepensionen påbegyndte man i 1980’erne opbygningen af privat pensionskapital side om side med folkepensionen. Opbygningen af privat pensionskapital tog presset af systemet og forebyggede en række af den slags konflikter, vi i dag ser i sydeuropæiske lande, hvor menneskers pensionsrettigheder bliver beskåret. På samme måde kunne man under en Venstreledet regering i fremtiden opmuntre til opbygningen af privat opsparing til fx ældreservice og visse sundhedsydelser.

Venstre kunne ovenikøbet være så fræk at gennemføre denne idé i forbindelse med trepartsforhandlinger. SRSF-regeringen har ikke været i stand til at gentage succesen fra fællesaftalen i 1987 – simpelthen fordi den ikke har noget at tilbyde arbejdsmarkedets parter. Men hvad nu, hvis en regering til arbejdsmarkedets parter sagde: ”Hør her. Vi indfører et fradrag for opsparing til ældreservice. Og så kan lønmodtagere og arbejdsgivere aftale bidrag til sådanne ordninger, som endda kunne administreres af de eksisterende selskaber.”

Venstres næstformand, Kristian Jensen, var inde på idéen for et par år siden i sin landsmødetale fra 2011: ”Vi skal være mere selvstændige og uafhængige. Derfor skal vi fremme opsparing. Både til pension, til ældreservice og til andre former for velfærd. […] Øget opsparing giver større selvstændighed, mere frihed og uafhængighed. Også i forhold til staten. Og det må for min skyld gerne ske gennem trepartsforhandlinger. På den måde kan vi selv være med til at løfte nogle af de opgaver, vi ellers har det med at lægge over i armene på det offentlige og dermed på skatteyderne.”

Sådanne tanker er ikke nye i Venstre. Kritikerne er bare for dovne eller for uvidende til at bemærke dem.

Jeg siger ikke, at det, som jeg her har opridset, kommer til at ske. Jeg konstaterer bare, at ledende Venstrepolitikere har givet udtryk for en masse reformidéer. De er ikke nye. De er gennemførlige. De vil leve op til Venstres principielle mål. De vil være gavnlige for samfundsøkonomien. De er konkrete. Og de er kontroversielle.