02.04.2015

Engang var det oligarkerne, der styrede russisk politik. I dag bakker de op om Putin trods sanktioner og valutakrise. Ruslands stærke mand er dog stadig udfordret af interne magtkampe i sit bagland.

ANALYSE af Christoffer Frendesen

Under Jeltsin var oligarkerne i Rusland kendte og berygtede for at være rigmænd med nok penge på kontoen til at styre russisk politik. Sådan er det ikke længere. Putin vendte op og ned på magtforholdet mellem staten og oligarkerne, da han målrettet fratog en stor del af oligarken Mikhail Borisovich Khodorkovskys formue og frihed. Khodorkovsky blev en afskrækkelse for de velhavende oligarker – et vendepunkt i det russiske magtforhold.

Sådan siger Nikolai Zlobin, russisk-amerikansk politolog og journalist. Han fortæller til RÆSON, hvordan Putin i praksis har brugt afpresning til at styre oligarkerne i den retning, han ønsker. Derfor må oligarker adlyde og følge den politiske linje, som Putin og Kreml udsteder.

“Putin har taget dække og kontrollerer nu økonomien i meget større grad end russisk lov og konstitutionen tillader. Der er en stærk relation mellem Putin og oligarkerne, men jeg vil sige, at det har ændret sig fra, at oligarkerne forsøger at udøve indflydelse på ham til, at han mere eller mindre fortæller dem, hvad de skal gøre,” lyder det fra Nikolai Zlobin.

Legal afpresning
Grunden til, at afpresningen er accepteret, findes i den russiske forretningskultur, forklarer Zlobin. Ønsker man som forretningsmand at køre en succesfuld virksomhed, undgår man ikke at blive indblandet i korruption. Lokale bureaukrater skal bestikkes for byggetilladelser, og svulmende mængder penge skal skjules for den russiske skattebjørn, uddyber den russiske professor.

“Alle er i fare for at blive taget. Faktisk handler det ikke en gang om at blive grebet i korruptionen – man bliver med garanti taget, hvis man gør noget, som ikke behager det politiske lederskab. De finder en vej til at få dig ned, fordi alle med absolut sikkerhed har brudt loven på et eller flere tidspunkter,” siger Zlobin.

Foruden penge til lokale bureaukrater, skal man som oligark være loyal og overholde de simple regler, der indebærer, at man skal støtte Putin politisk. Det betyder, at man skal hjælpe lokale myndigheder med at vinde valg for Putin og hans parti, hvilket ofte ender med, at man under bordet skal uddele penge til alle de guvernører og borgmestre, som ringer og beder om finansiel støtte. Det drejer sig om betydelige beløb til hver enkelt bidragssøger. Penge, som man i sidste ende er nødt til at snyde skat for, hvis man vil holde sit firma økonomisk kørende, siger Zlobin.

Det politiske lederskab ser igennem fingrene med skatteunddragelse til den dag, hvor man træder forkert. Modsætter man sig spillereglerne, mister man sin ejendom og store dele af sin formue til Putin og hans regering. Hvis man stritter yderligere imod, kan man ryge i fængsel – som det skete for Khodorkovsky.
Til gengæld for de økonomiske overførsler til lokale bureaukrater, får den enkelte oligark de bedst mulige forhold for sin virksomhed. Ordningen har gjort, at bureaukrater i dag er mere magtfulde end oligarker, lyder det fra Zlobin. Bureaukraterne modtager store beløb under bordet, og de har evnen til at kontrollere lokale virksomheder ved blandt andet at bestemme, hvem der får lov at udføre statslige kontrakter. At bureaukraterne har fået stigende indflydelse stiller Putin i en meget stærk magtposition. Imidlertid er Putins magt ikke absolut.

Kampen under jerntæppet
Billedet af Putin som en ærke-autokrat med fuld kontrol er nemlig ikke retvisende, mener Dr. Richard Connolly, der er ekspert i politisk økonomi med fokus på Rusland. Den britiske professor fremhæver, at oligarkerne forsøger at påvirke Putin-administrationen til at vedtage politik, der tilgodeser deres forretning – om det så handler om olie, militærudstyr eller generel skattepolitik. “Selvfølgelig prøver de at udøve indflydelse, men der er begrænsninger for, hvor meget pres de kan lægge på Putin. Hvis de presser for meget, tror jeg, de bliver udskiftet fra deres position. Det er i sidste ende regeringen, som styrer Rusland”, siger Richard Connolly.

Connolly advarer dog imod at forestille sig Putin som en, der kontrollerer alt i Rusland. Han citerer Winston Churchill, som analyserede det russiske politisk landskab med en i dag kendt analogi: At følge russisk inderigspolitik er som at overvære bulldogs, der kæmper under et tæppe. Du kan kun høre lydene, og først når knoglerne flyver ud fra tæppet, er det åbenlyst, hvem der vandt.

“Vi ser ham som en politiker, der bestemmer over alt, men det gør han ikke. Han brokker sig hele tiden over, at folk ikke adlyder, når han udsteder ordrer. Fraktioner, der kæmper mod andre fraktioner, er det, som Churchill refererede til med tæppe-analogien. Mit bud er, at Putin er forhandleren, som mægler mellem fraktionerne. Han er dommeren, der prøver at styre kampen. Han er ikke diktatoren. Jeg ville blive overrasket, hvis Putin var i en komplet magtposition,” argumenterer Connolly.

Putins problem er ikke nyt i russisk historie, forklarer Connolly. Han påpeger, at det faktum, at Vesten ser Rusland som et stabilt autokrati, hvor alle borgere parerer ordrer, er en stor misforståelse. Det er et af de mest kaotiske steder i verden, understreger britten, som også fortæller, at den tidligere sovjetiske leder Josef Stalin havde de samme udfordringer. Ganske vist forsøger Putin at styre oligarkerne med trusler, men oligarkerne gør kun akkurat, hvad der er nødvendigt.

“Oligarkerne får jobs og får fortalt, hvad de skal, men de udfører kun lige akkurat nok til, at de kan beholde deres positioner, deres penge og deres gode liv. Det er en vigtig pointe i forhold til den russiske ejendomsret, som er betinget af krav fra staten. Men betingelserne er ikke, at man skal fuldføre 100% af de ordrer, man får. I stedet gør oligarker lige akkurat nok og undgår eksplicit modstand med Kreml. Systemet er mere komplekst, end folk tror,” siger Connolly.

Kommunismens mentalitet lurer i baghovedet
Med i forståelsen af oligarkernes handlinger og støtte til Putin skal man også huske, at de fleste mennesker i Rusland ikke kan lide rige russere, beretter den russiske journalist og politolog, Nikolai Zlobin. Den kommunistiske mentalitet hænger ved, mener han. Befolkningens manglende tillid til rigmænd kombineret med mediernes bias gør det næsten umuligt at finde folkelig støtte som oligark.

“Hvis det skulle ske, at man som oligark bliver trængt op i en krog, er der ingen muligheder for offentlig støtte. Man skal tænke på, at mange russiske journalister og mange russiske medier er betalt af Kreml. Så nogle gange, hvis man som oligark kommer i konflikt med Kreml, hører den russiske befolkning aldrig om det, fordi ingen medier vil dække det – især ikke lokale medier,” forklarer Zlobin.

Putin – den bedste af de værste
Zlobin fremhæver, at der ikke eksisterer en reel liberal eller demokratisk opposition til Putin. Den reelle opposition er domineret af et fåtal, der mener, at Putin burde være stærkere og mere nationalistiske. Oppositionen består derfor af russere, som er mere konservative, mere nationalistiske og mere militære orienterede. “De frygter, at aftageren til Putin vil stramme grebet om oligarkerne endnu mere, da den næste russiske leder formentligt bliver en endnu større nationalist,” siger Zlobin.

Tilbage står Putin i et dilemma, hvor han ikke vil tabe ansigt over for den konservative opposition eller befolkningen, der støtter hans politik. Samtidig kan han ikke provokere de vestlige stater i en sådan grad, at de ikke kan andet end at reagere med tungere skyts end de nuværende økonomiske sanktioner. Det værst tænkelige scenarie er nemlig, hvis Putin taber ansigt eller fremstår svag, fremhæver Zlobin.

Derfor var mordet på oppositionspolitikeren Boris Nemtsov pinligt for Putin, lyder det fra Zlobin. Nemtsov-likvideringen fik Putin ikke noget ud af, da han langt fra var oppositionslederen – og værre endnu blev mordet begået foran Putins præsidentielle bolig, hvilket fik det til at fremstå, som om Putin er ude af kontrol. Og netop i et land, hvor de fleste politiske studehandler mellem Kreml, lokale bureaukrater og oligarkerne bliver aftalt i skjul for omverdenen, er det essentielt for Putin at fremstå som lederen, der dikterer kampen på den politiske slagmark, selv om han kun agerer dommer. ■

Nikolai Zlobin er journalist, politisk forsker og historiker født i 1958 i Sovjetuninonen. Zlobin er stifter og præsident for Center on Global Interest, som er en privat research organisation med base i Washington D.C, der researcher og analyserer internationale affærre, især med fokus på det russiske-amerikanske forhold. Han har en PhD og doktorgrad i offentlig administration fra Moscow State University.
Richard Connolly er senior lektor i politisk økonomi på University of Birmingham, hvor hans primære fokus er politisk økonomi i Rusland. Connolly har en phD fra Centre of Russian and East European Studies, og han er co-director for Centre for Russian, European and Eurasian Studies.
Christoffer Miguel Frendesen (f. 1991) studerer journalistik på SDU, hvor han begyndte i 2012. Derudover har han arbejdet som journalist i Colombia på Colombia Reports, der dækker det sydamerikanske land for et hovedsagligt amerikansk publikum. Christoffer er i dag skribent hos RÆSON og chefredaktør på kulturmediet InMediasRes. ILLUSTRATION: Putin by Platon [foto: Firdaus Omar]