19.05.2015

KOMMENTAR af Rune Kristensen, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

Dansk Folkepartis stifter og tidligere partiformand Pia Kjærsgaard har i Kristi himmelfartsferien været ude her på RÆSON med et utvetydigt krav til en borgerlig regering om at fortsætte overforbruget. Hun siger direkte, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte Lars Løkke Rasmussen som statsminister, hvis han holder fast i visionen om nulvækst. Hertil åbner Pia Kjærsgaard op for, at hun og Kristian Thulesen Dahl vil bringe en fremtidig, borgerlig regering i mindretal i en afstemning om dagpengeordningen.

Til RÆSON udtaler hun: ”Dansk Folkeparti vil sikre, at danskerne ikke kommer til at opleve nulvækst med en ny regering” og ” Vi vil gerne gå med til en kortere genoptjeningsperiode … Intet er umuligt. Det har Lars Løkke selv udtrykt. Mon ikke han er blevet klogere i forhold til en ny dagpenge løsning? Det tror jeg.”.

Dansk Folkeparti var en klods om benet på den borgerlige regering i forhold til blandt andet reformer af velfærden, arbejdsmarkedet og skatteområdet – og vil altså blive det igen. Man mangler simpelthen et holistisk billede, således at de forslag man fremsætter er sammenhængende. Man mangler et politisk holdepunkt, der ikke er en enkeltperson, som Pia Kjærsgaard eller Kristian Thulesen Dahl.

Man hører ofte, at Dansk Folkeparti skulle være et borgerligt parti. Intet kunne være mere forkert. Dansk Folkeparti er en fremmedfjendsk udgave af Socialdemokratiet. Det understreger Pia Kjærsgaard i RÆSON-interviewet ” Jeg ser os som Danmarks nuværende socialdemokratiske parti – på den gammeldags facon.”. Hendes gamle mentor Mogens Glistrup ville vende sig i graven.

DF er et populistisk parti, der går efter enkeltsager og laveste fællesnævner. Det er et socialistisk parti, der går efter borgerlige stemmer. Man kæmper for øget velfærd, centralisering og et mindre åbent samfund.

Socialdemokraterne udstillede for et års tid siden Dansk Folkepartis leflen for vælgerne med kampagnen ”Tulliarder”. DF udsteder faktisk flere løfter end løftebryderne i statsministerens parti. Jeg vil foreslå, at de to partier begynder at overveje et samarbejde. De to partiers politik ligger meget tæt, om end DF nok er lidt længere til venstre på den økonomiske akse.

Og tanken ligger ikke Pia Kjærsgaard fjern i dialogen med RÆSON: ” Hvis ikke Lars Løkke vil være med, så eksisterer der måske et andet flertal. Det er da bestemt muligt, at Socialdemokratiet vil være nemmere at tale med i forhold til den sociale velfærd efter et folketingsvalg.”.

Dansk Folkeparti har ingen politiske rødder og vil kunne støtte hvem som helst som statsminister – bare der kommer en strammere udlændingepolitik. Hvor de fleste andre partier har et tankegods, der bunder i en isme, så er Dansk Folkepartis omdrejningspunkt fokusgrupper og meningsmålinger. Hvad vælgerne mener i dag, mener Dansk Folkeparti i morgen. DF er et siv i vinden, der bukker sig, når en vælgerbrise kommer. Det er en politisk vejrhane, der vender sig, når folkestemningen ændres. Det er en automat, hvori det ledige standpunkt trækkes. Man kan ikke trygt placere sin stemme hos dem, da de sikkert vender om på en tallerken og mener noget nyt i morgen, hvis vælgerne har en ditto adfærd.

DF er et veldrevet kampagneparti, der konstant har fingeren på danskernes puls. Når vi får pulsen op, hjælper DF gerne til, at den kommer endnu højere op. Man lover og lover, uden at forklare prisen. Prisen er underskud på de offentlige finanser, samt en højere gæld og skat. Prisen er fremmedhad og mistænkeliggørelse. Og prisen er detailorienterede politikere, der blander sig i sagsgangene hos embedsværket. Man har påbegyndt en rejse mod målet som det største parti via enkeltsager på primært det udlændinge-, rets-, integrations-, dyrevelfærds- og ældrepolitiske område. Kommunikativt virker det – og man er god til at binde tråde i den usammenhængende politik, men på bundlinjen står ingenting. Man har ingen grundlæggende værdier – alt kan opgives for fremgang og vælgertilslutning. Og alt kan siges – tænkt bare på citaterne om, at DF er antimuslimske eller, da man sagde, at tørklæder er islams svar på hagekorset.

Af indlysende årsager, er det farligt at lade populister lede et land. Derfor må og skal en borgerlig regering være uden Dansk Folkeparti på ministertaburetterne, uagtet at Pia Kjærsgaard til RÆSON lufter sine drømme: ”Førhen blev vi regnet for uegnede til at gå i regering. I dag trygler de borgerlige os om at gå med.”. Jeg ved ikke, hvem det er der trygler – jeg vil stille mig meget skeptisk, hvis det sker med konservative stemmer.

Dansk Folkeparti er ikke et borgerligt parti, men derimod en tikkende bombe i det borgerlige samarbejde. Derfor er det bedre at stå over en omgang og lade de røde partier lede landet. Det er nemlig dem, der har flertal om vi vil det eller ej. Faktisk har der ikke været borgerligt flertal én eneste gang siden nedlæggelsen af tokammersystemet i 1953, og vi får det aldrig, hvis vi igen lader Dansk Folkeparti spolere vækstinitiativer og kaste grus i frihedsmaskineriet.

Jeg håber, at DF-ulven snart smider fåreklæderne og skifter over til rød blok, hvor de hører hjemme.

Rune Kristensen (f. 1982) er kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet, opstillet til Folketinget for Det Konservative Folkeparti i Sjællands Storkreds og tidligere landsformand for Konservativ Ungdom. Han arbejder som seniorrådgiver hos Policy Group og er fast blogger på Jyllands-Posten .