23.06.2015

At Lars Løkke står i en kattepine, kan han kun takke sig selv og sit parti for. Og nej, her tænker jeg ikke på alle sagerne omkring ham og den medfølgende tilbagegang for Venstre. Jeg tænker på, at man i Venstre har accepteret Dansk Folkeparti i blå blok – på trods af at de er et fremmedfjendsk socialdemokratisk parti.

KRONIK af Rune Kristensen (K) som svar på spørgsmål fra RÆSON

I. RÆSON spørger: “MERE END NOGENSINDE før fortoner det borgerlige projekt sig i horisonten. Lettet skattetryk, mere personligt ansvar, mindre statslig indblanding? Nej. Samlet set er de partier, der kæmper for reformer af velfærden gået mærkbart tilbage ved dette valg” skrev journalisten Esben Schjørring lørdag i RÆSON. Har han ret?

Ja, det har han i den grad. VIK er gået fra 64 til 53 og Det Radikale Venstre er gået fra 17 til 8. Samlet set er de partier, som Esben Schjørring henviser til gået 20 mandater tilbage på fire år.

Danmark har været et socialistisk styret land siden nedlæggelsen af tokammersystemet i 1953. Der har ikke været en eneste folketingsperiode, hvor de borgerlige partier har haft flertal. Det er intet under, at dansk økonomi sejler. De årlige underskud forværrer den forgældede statskasse, og Folketinget ser stiltiende til. Dette skyldes, at den voldsomme omfordeling og den røde tankegang er dominerende i dansk politik. Under den nuværende grundlov har der ikke været borgerligt flertal på et eneste tidspunkt, og uagtet at Danmark har haft en del borgerlige statsministre, så har disse haft et rødt flertal imod sig, når der har skulle træffes ansvarlige beslutninger.

Mit største politiske ønske er, at den borgerlige blok en dag bliver den største i Danmark. Når man ser på meningsmålinger over de seneste femten år, har venstrefløjen kun i meget korte perioder haft flertal. Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og i de seneste par år også Liberal Alliance har tilsammen haft et solidt flertal i langt de fleste målinger, hvilket jo også har resulteret i, at man i 2001, 2005 og 2007 vandt folketingsvalgene komfortabelt, ligesom man i både 1998 og 2011 var tæt på. Og senest vandt blå blok valget her i 2015. Spørgsmålet er så, om dette er udtryk for, at Danmark efter flere år med socialdemokratisk dominans nu endelig er blevet et frihedsorienteret land med borgerlige vælgere? Nej! Måske faktisk tværtimod. Det er nok nærmere et udtryk for, at de borgerlige politikere har rykket sig helt ind til medianvælgeren [midtervælgeren, red.]. De mest rabiate borgerlige, vi har i Danmark, kan friste sig til at tale om en skatteprocent på 40 procent – noget som i mange andre andre lande gå som socialisme.

Det vil i det hele taget nok være de færreste borgerlige partier i Danmark, som kan bestå testen som frihedsorienteret parti. Værst ser det ud med Dansk Folkeparti, der jo selv på en dansk højre-venstreskala hører til på den forkerte side af midten. Venstre placerer sig også i den retning, mens mit eget part, Det Konservative Folkeparti, og LA begge har sunde frihedsorienterede elementer. Dog er der en indbygget accept af den socialdemokratiske velfærdsmodel i større eller mindre grad indbygget i alle fire partier. Forskellene i dansk politik er marginale, og ideologierne er udvandede. Der findes ingen hardcore liberale, libertarianske eller konservative partier i Danmark. Derimod findes der mange socialdemokratiske partier i forskellige afskygninger.
Det borgerlige projekt er dødt og der er behov for selvransagelse, hvis det nogensinde skal sejre i Danmark.

Det borgerlige projekt er dødt og der er behov for selvransagelse, hvis det nogensinde skal sejre i Danmark
____________________

 

II. Du har tidligere opfordret DF til at støtte S (i RÆSON, link). Kan du se et regeringsprojekt, der kan forene de fire blå partier i mere end en kortere periode? Hvilke hovedpunkter skal dette i givet fald baseres på?

Jeg har meget svært ved at se en forening mellem de tre borgerlige partier og så Dansk Folkeparti. Jeg frygter at vi gentager fiaskoen fra 00’erne. I årene før finanskrisen førte regeringen dengang en politik, som selv John Maynard Keynes ville have været stolt af. Man havde vedtaget en kvalitetsreform, der øgede det offentlige forbrug med 51 milliarder og samfundet var ikke rustet til de udfordringer, som den globale krise medførte. Nok havde man betalt godt af på statsgælden, men staten var ikke blevet reduceret mærkbart – og på trods af, at velfærdskommissionen, arbejdsmarkedskommissionen og skattekommissionen alle havde kommet med klare anbefalinger sammen med økonomer og vismænd omkring de nødvendige reformer, så var det kun blevet til et tyndt velfærdsforlig (i 2006) indtil da.

Retrospektivt var den borgerlige regerings politiske succes ud fra et frihedsorienteret perspektiv meget begrænset, og man havde måske kunne stå stærkere i dag, hvis man havde turdet stå ved egen politik og kæmpe for egne værdier. Præcis som den borgerlige lejr gjorde det ved valget i 1998, og som man havde set Margaret Thatcher og Ronald Reagan gøre det i firserne. Nu står vi her så igen. Nøglerne er returneret. Venstre er gået markant tilbage og Dansk Folkeparti ditto frem. Der er dybe uenigheder om grænsebomme, EU, skattepolitik og offentlig vækst.

Jeg har tidligere hos RÆSON skrevet følgende om Dansk Folkeparti: ”DF er et siv i vinden, der bukker sig, når en vælgerbrise kommer. Det er en politisk vejrhane, der vender sig, når folkestemningen ændres. Det er en automat, hvori det ledige standpunkt trækkes. Man kan ikke trygt placere sin stemme hos dem, da de sikkert vender om på en tallerken og mener noget nyt i morgen, hvis vælgerne har en ditto adfærd”. Mit bud er, at DF ender med at sluge nogle kameler økonomisk og at Venstre ender med at sluge nogle kameler værdipolitisk. Præcis som i 00’erne. Men Kristian er ikke Pia og Løkke er ikke Anders. Og DF er i dag relativt stærkere end dengang. Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance vil næppe acceptere dette, og Lars Løkke bliver derfor nødt til at hente flertal over midten i mange tilfælde, hvis han vi have det manøvrerum, som han taler om.

At Lars Løkke står i en kattepine, kan han kun takke sig selv og sit parti for. Og nej, her tænker jeg ikke på alle sagerne omkring ham og den medfølgende tilbagegang for venstre. Jeg tænker på, at man i Venstre har accepteret Dansk Folkeparti i blå blok – på trods af at de er et fremmedfjendsk socialdemokratisk parti. Lars Løkke kommer derfor til at være statsminister af navn, men ikke af gavn. Og han kommer ikke til at føre borgerlig politik – det er der simpelthen ikke flertal bag. Det eneste argument for at tage DF med i regering er for at binde den til blå blok, så de ikke laver ulykker med de røde partier.

Jeg håber, at man kan blive enige om en kritisk EU-linje, en fast og fair udlændingepolitik, hvor virksomhederne kan få den nødvendige kvalificerede arbejdskraft, samt en lavere skat og en mindre offentlig sektor. Men det må desværre nok blive ved drømmene.

Det eneste argument for at tage DF med i regering er for at binde den til blå blok, så de ikke laver ulykker med de røde partier
____________________

 

III. “DE FIRE PARTIER, der har drevet Danmark de sidste 100 år står efter valget tilbage som tabere, mens en kortsigtet bekvemmelighedspopulisme har vundet frem over hele landet” skriver Morten Helveg i RÆSON (23/6). Har han ret?

Nej, ikke hundrede procent. Der er ingen tvivl om, at et populistisk parti som Dansk Folkeparti fik en stor fremgang, og ej heller at de fire klassiske partier samlet set gik tilbage. Men Socialdemokraterne gik faktisk frem. Og Alternativet og Enhedslisten, som de færreste nok vil kalde populister, gik også frem. Jeg ved godt, at Johanne har taget et skridt til højre, men de partier der gik frem var at finde på fløjene. Vælgerne stemte på drømme og enkeltsager, og ikke på holisme og ansvarlighed. Godt nok gik Liberal Alliance frem, men her har man også måtte slå knuder på sig selv politisk for at tække storsponsoren fra Saxo Bank. Både Samuelsen og Ammitzbøll kommer fra den radikale bevægelse og er meget glade for EU – uagtet at de nu siger noget helt andet. Det er også en slags populisme.

Politik er for rigtig mange partier og politikere blevet et magtspil, hvor det handler om at få mange mandater. Så kan de personlige holdninger komme i anden række, og det er synd. Fremtidens politikere bliver en stereotyp, hvor den eneste forskel er partibogstavet: Skolede og indoktrinerede fra barnsben af til at være driftsikre beslutningstagere. Jeg kender dem. Jeg er måske selv en af dem. Vi har alle taget en ungdomsuddannelse. Vi har alle været politiske aktive. Vi har alle læst på universitetet. De fleste på det samfundsvidenskabelige fakultet – og en stor andel af disse på Institut for Statskundskab. Unge akademikere med partibogen og argumentrækkefølgerne i orden. Nogle har satset på lokal- eller regionspolitik, men de fleste dog på det nationale.

Og der er flere på vej. Mange flere. Vi er snart en stor homogen skare, der på sigt skal slås om de 179 eftertragtede pladser. Vores partiers størrelse og lyst til fornyelse har afgjort vores skæbne hidtil. Nogle arbejder som spindoktorer eller i kommunikationsbranchen, mens andre arbejder i henholdsvis erhvervsorganisationerne eller fagbevægelsen afhængigt af tilhørsforhold. Alle arbejder med politisk kommunikation og alle tjener stort set det samme. De dygtigste har været i ledelsen for ungdomsorganisationerne – måske sågar formand. Det er blomsten af Danmarks ungdom, og de vil til magten. De er dygtige velformulerede, ambitiøse, joviale, taktiske og politisk begavede. Ingen nævnt, ingen glemt. Man kender de samme mennesker. Man kommer i de samme kredse. Man spiser på de samme restauranter. Man går i byen samme steder – og man kender hinanden fra samme politiske kandestøberi. Fra receptionerne og fredagsbarerne. De politiske forskelle er desværre udvandet, og der er kun få, der tør mene noget. Kun få idealister.

Men ved dette valg skete der noget underligt. Borgerne gjorde oprør. Den klassiske politikertype har skabt politikerlede og fjernet politikerne fra borgerne (læs: vælgerne), og det gav pludselig bagslag. De uskolede (men meget sikkert screenede) kandidater i DF stormede frem. Klassen nye dreng, Alternativet, der ikke helt kender formerne endnu, stormede ind. I nogle partier var det sågar idealisterne der blev valgt – her tænker jeg eksempelvis på Peter Hummelgaard Thomsen og Mathias Tesfaye. Så måske er der håb derude – for mig og for idealismen.

Fremtidens politikere bliver en stereotyp, hvor den eneste forskel er partibogstavet: Skolede og indoktrinerede fra barnsben af til at være driftsikre beslutningstagere. Jeg kender dem. Jeg er måske selv en af demr
____________________

 

IV. Hvori består forskellen på DF’s nationale værdier og værdikonservatisme og de Konservatives? Er der nogen?

Dansk Folkeparti er på ingen måder konservativt. Som jeg tidligere har skrevet i RÆSON, så har ”Dansk Folkeparti […] ingen politiske rødder og vil kunne støtte hvem som helst som statsminister – bare der kommer en strammere udlændingepolitik. Hvor de fleste andre partier har et tankegods, der bunder i en isme, så er Dansk Folkepartis omdrejningspunkt fokusgrupper og meningsmålinger. Hvad vælgerne mener i dag, mener Dansk Folkeparti imorgen”.

Her er de tre konservative forgreninger i en dansk kontekst:
– Liberalkonservatisme (eller frihedskonservatisme): En økonomisk konservatisme, der tager udgangspunkt i privat ejendomsret. Hovedbegreberne i denne skole er: Personligt ansvar, frihed, foretagsomhed, rettigheder og kapitalisme.
– Nationalkonservatisme (eller fædrelandskonservatisme): En konservatisme, der er stærkt forankret i det kulturelle. Hovedbegreberne i denne skole er: Fædreland, patriotisme, nation, kultur, pligt, kirke, kristendom, dannelse, autoriteter og sammenhængskraft.
– Socialkonservatisme (eller statskonservatisme): En konservatisme, der tager udgangspunkt i omsorgen for de svageste. Hovedbegreberne i denne skole er: Kernefamilie, folkeskole, socialpolitik, frivillighed og civilsamfund.

Vi konservative rummer elementer af alle tre skoler. Selvom de enkelte forgreninger overfladisk kunne minde lidt om det, så er vi ikke henholdsvis LA’ere, DF’ere og socialdemokrater. Den personlige frihed og autonomi skal tage hensyn til samfundet i modsætning til de liberale, der kun har et individualistisk fokus – her adskiller liberalkonservatismen sig fra Liberal Alliances udgangspunkt. Dansk Folkepartis politik er for skinger og islamofobisk til, at de er nationalkonservative – hadet til muslimer er større end kærligheden til kristendommen. Og hos Socialdemokraterne er det en velfærdsstat, der er i fokus, mens de socialkonservative taler om et velfærdssamfund.

Dansk Folkepartis politik er for skinger og islamofobisk til, at de er nationalkonservative – hadet til muslimer er større end kærligheden til kristendommen
____________________

 

På trods af, at det danske politiske billede ofte kan beskrives som mudret, så har de enkelte partier ofte én enkelt værdi, som udgør kernen i den politiske ageren og kommunikation, og som dyrkes mere end andre. Liberal Alliance dyrker friheden, venstrefløjspartierne dyrker solidariteten, Det Radikale Venstre dyrker mangfoldigheden, Venstre dyrker ansvarligheden og Dansk Folkeparti dyrker nationalfølelsen. For Det Konservative Folkeparti kan disse værdier ikke adskilles og stå alene. Kongehuset er eksempelvis ikke en trussel mod det enkelte individs frihed. Og fordi nogle bliver rigere, bliver andre ikke nødvendigvis fattigere. Og lykke findes ikke på formel. Det konservative dilemma består i, at enkeltelementerne tilsammen udgør en kerne, mens de respektive værdier, isoleret set, er kernen for de øvrige partier. Udfordringen er, at man i det moderne politiske billede efterspørger simple forklaringer, som konservatismen i sin natur ikke kan levere. Derfor er vi gået tilbage. Men vi viger ikke fra det konservative værdisæt. Vi værner om den konservative metode og vores grundholdninger, og der er meget langt fra dette til Dansk Folkepartis populistiske fremmedfjendske nationalromantiske socialdemokratisme. ★

ILLUSTRATION: Thulesen Dahl [foto: Jens Dresling/Polfoto]