28.09.2015

“I begyndelsen var der ingen, der forventede, at han ville klare det særligt godt, men lige pludselig strøg han til tops i meningsmålingerne. Alle var virkelig chokerede over, at han åbenbart ville være en seriøs udfordrer”. RÆSON har talt med Jason Russell, der er politisk skribent og kommentator fra ‚The Washington Examiner‛, og som har skrevet ekstensivt om intern republikansk politik.

INTERVIEW af Mads Heegaard-Poulsen

Note: Interviewet er foretaget, inden Rick Perry og Scott Walker valgte at trække sig som kandidater. Derfor er der på nuværende tidspunkt 15 kandidater og ikke 17, som der bliver refereret til i resten af interviewet.

RÆSON: Jeg vil gerne begynde med ‘elefanten i rummet’ — Donald Trump. Hvordan er det muligt, at en person som ham i øjeblikket fører i meningsmålingerne for et parti, som kalder sig ”The Party of Lincoln”?
RUSSELL: Trump har selvfølgelig fyldt meget hos os. I begyndelsen var der ingen, der forventede, at han ville klare det særligt godt, men lige pludselig strøg han til tops i meningsmålingerne. Alle var virkelig chokerede over, at han åbenbart ville være en seriøs udfordrer. Men det er vigtigt at bide mærke i, at det stadig er meget tidligt i processen. Der er stadig fem måneder til det første primærvalg, så der er mindst seks måneder til, at vi ved, hvem den endelige kandidat er. Så selvom Donald Trump fører lige nu, betyder det på ingen måde, at han vinder nomineringen. Selvfølgelig har han pt. en bedre chance, end hvis han blot havde haft én procent, men det er stadig langt fra sandsynligt. Tilbage i 2012 havde Hermain Cain føringen, senere havde Rick Perry føringen, og jeg tror, at selv Newt Gingrich havde føringen på et tidspunkt. Alle disse havde altså føringen på et eller andet tidspunkt, og Mitt Romney blev alligevel den endelige kandidat.

Selvom Donald Trump fører lige nu, betyder det på ingen måde, at han vinder nomineringen
____________________

 

Med hensyn til, hvorfor Donald Trump fører lige nu, så tror det har meget at gøre med hans offentlige persona: Han er en velkendt entreprenør, og han er kendt for ‘Celebrity Apprentice’ (et realityshow, red.). Kombineret med hans ret højrystede attitude gør det, at han adskiller sig fra de andre kandidater. Med en så bred vifte af forskellige kandidater formår han altså at stå alene. Det er godt for ham lige nu, men senere, når folk skal beslutte, hvem de i sidste ende skal stemme på, bliver det anderledes. Folk kommer til at se mere på, hvem der ser mest præsidentiel ud, hvem der er mest diplomatisk, og der kommer de ikke til at se mod en, der har fremmedgjort og fornærmet store grupper af mennesker. Det er i hvert fald mit syn på det.

RÆSON: Så du ser ham ikke som en udfordrer om seks måneder?
RUSSELL: Jeg tror stadig, han vil være med i løbet på det tidspunkt, men jeg tror ikke på, at han vinder nomineringen. Det er der nok en 5-10 procent chance — eller risiko — for.

RÆSON: Hvis vi nu rykker videre til resten af feltet. Foreløbigt er der 17 republikanske kandidater. Det er langt det største felt nogensinde – i hvert fald så vidt jeg ved. Hvorfor er det tilfældet i lige netop denne valgkamp?
RUSSELL: En del af det er helt sikkert, at valgkampen er vidt åben. Der er ikke nogen klar forenende retning for det Republikanske parti lige nu. Dybest set leder de efter en ny leder. De har ikke haft en leder i…. fire år, hvis man overhovedet kunne kalde Mitt Romney en egentlig leder. Nu leder de efter en ny, og der er mange forskellige fraktioner internt i partiet. Der er de evangeliske konservative, som man ser i Mike Huckabee og den religiøse komponent af konservatismen. De er meget tæt på de socialkonservative, der bekymrer sig dybt om abortspørgsmålet. Men du har også udenrigspolitiske konservative, der kigger mod Ted Cruz og folk som ham. Så er der de moderate – nogle kalder dem partitro, som man ser personificeret i Jeb Bush, der med sin fars og brors baggrund giver ham en del forbindelser i form af fundraising og andre ressourcer. Man bliver også nødt til at se på de liberale i partiet, som bakker op om Rand Paul, der også trækker en del støtte over, fra dengang hans far stillede op for fire og otte år siden. Og selv inden for de her grupper har partiet forskellige fraktioner og splittelser. Derfor er der så mange, der ser åbninger. De kigger på feltet og siger: ”Jeg tror ikke, at der er en kandidat, der repræsenterer fløj X, så jeg kaster mig ud I det, og prøver at få opbakning fra dem.”

Øvrige kandidater mere offensive over for Trump

RÆSON: Jeg vil tro, at hvis Republikanerne vinder i 2016, så bliver det lettere at samle sig. Men hvis partiet taber for tredje gang i træk, hvad så? Kommer partiet til at sprænges, eller kan de alligevel overkomme det?
RUSSELL: Jeg tror, du kommer til at se et skift i partiets øverste ledelse, og Reince Priebus (formand for det Republikanske parti, red.) ville ikke kunne holde til endnu et nederlag. Og der vil være et kæmpe angreb mod ham eller hende, der vinder nomineringen.
Mange ville sige, at partiet skal blive mere moderate, hvis de vil opretholde et håb om at vinde i fremtiden, mens andre ville sige, at de taber, når de gang på gang opstiller de her systempolitikere som McCain, Romney og hvem, der nu bliver den endelige kandidat. De folk ville mene, at partiet bliver nødt til at finde en ”rigtig” konservativ, hvad det så end betyder.
Så det kommer nok til at afhænge af, hvem den endelige kandidat bliver. Tilbageslaget bliver ikke kun rettet mod kandidaten, men også mod den kandidats fraktion. Et tab i 2016 ville enten danne grobund for en reel krise eller provokere en seriøs selvransagelse.

RÆSON: Vi har set en som Jeb Bush, som du kalder en del af kernepartiet, og som i begyndelsen har været meget defensiv i forhold til Donald Trump, begynde at angribe Trump mere direkte. Tror du, at vi fremover vil se de moderate kandidater som Bush, Marco Rubio og John Kasich skifte taktik og blive mere offensive, når det gælder om at håndtere Trump?
RUSSELL: Jeg tror, du har ret, når det kommer til en som Jeb Bush. Han er bestemt blevet mere offensiv, når det kommer til hans (Donald Trumps, red.) politik. Det kan du se med hensyn til Trumps immigrationspolitik og hans syn på fødsel i USA og efterfølende statsborgerskab. Og man har også set Bush kommentere på de krænkende ting, som Trump sagde om Megan Kelly, værten fra Fox News. Lige nu og her i begyndelsen er de altså lidt bekymrede, når det kommer til Trump, men jeg tror også, at de ved, at han har 5-10 procent chance for vinde nomineringen. Så de vil begynde at angribe, men de er ikke voldsomt bekymrede.

Du bliver nødt til at have angreb, der anses for at være legitime fremfor at angribe hans person, for det vil kun ramme dig selv.
____________________

 

RÆSON: Men man har alligevel set Jeb Bush anvende begrebet ”anchor babies” (et term, der referer til en antaget strategi fra illegale indvandrere om at føde et barn i USA, så barnet opnår statsborgerskab, red.), og som generelt er set som et meget krænkende begreb — hyppigt brugt af Trump. Er det ikke et tegn på, at Bush tager noget af Trumps retorik til sig, og at de moderate bliver nødt til at tage den fløj af partiet alvorligt?
RUSSELL: Jeg tror, at uanset hvilket parti du er i, så skal du balancere på et knivsæg. På den ene side kan du ikke angribe Trump for meget, for han har trods alt føringen lige nu. På den anden side kan du ikke tilslutte dig alt, hvad han siger, for hvorfor skulle nogen så støtte dig? Man kan ikke kun gå efter manden og forvente, at det virker i det lange løb. Du bliver nødt til at have angreb, der anses for at være legitime fremfor at angribe hans person, for det vil kun ramme dig selv.

Mange overvurderer effekten af vicepræsidenten

RÆSON: Efter nederlaget i 2012 foretog det Republikanske Parti en selvransagelse. Jeg kan huske, at Reince Priebus gik ud og sagde, at partiet havde brug for mindst 40 pct. af latinamerikanerne, en stor andel af de kvindelige vælgere samt en meget større andel af andre forskellige minoritetsgrupper for at kunne vinde præsidentvalg i fremtiden. Kan partiet komme sig over det her primærvalg, hvor nogle kandidater – ikke kun Trump – har sagt ting, der er set som fjendtlige over for kvindelige vælgere, latinoer og andre minoriteter?
RUSSELL: Det tror jeg bestemt. For det første mener jeg, at partiets øverste ledelse stadig har en enorm indflydelse på primærvalgene på trods af at primærvalgsprocessen er så åben – alle kan stemme i de fleste af dem bortset fra steder som Iowa. Man skulle derfor tro, at ledelsen ikke har så meget at skulle have sagt, men det har de gennem tilsagn om støtte, networking med donorer osv. Derudover er der ressourcer, som partiet som organisation kan give videre til nogle kandidater – eksempelvis en lang række indsamlet data om vælgere i forskellige stater. Og partiets ledelse ved godt, at partiet skal være mere moderat, når det kommer til eksempelvis immigration – præcis som Priebus sagde. Derfor tror jeg også, at den endelige kandidat kommer til at være moderat på dette punkt. Og selvom primærvalgene altid vil trække kandidaterne mod højre, så er der stadig en række, der står et stykke fra Trump og fra den linje, som partiet har haft på immigration hidtil. Og det er her, at vi kommer til at finde den endelige kandidat.

RÆSON: Hvis vi siger, at den endelige kandidat faktisk bliver en moderat som eksempelvis Bush. Der er alligevel omkring 20 pct., der støtter Trump og endnu flere, der støtter den meget højreorienterede del af partiet. Bliver Bush nødt til at udpege en vicepræsident, som kan tale til den del af partiet, som John McCain gjorde med Sarah Palin in 2008?
RUSSELL: Jeg har en stærk mistanke om, at mange mennesker, inklusive mange af mine kollegaer, overvurderer effekten af vicepræsidenten. Prøv at se på de sidste otte år med Joe Biden som vicepræsident. Han har ikke været særlig indflydelsesrig, på trods af at han bestemt har været en interessant karakter.

Primærvalgene handler om at definere partiet.
____________________

 

RÆSON: Men var han ikke præcis valgt, fordi han var en modvægt til præsident Obamas mangel på udenrigspolitisk erfaring, og fordi han derved kunne give Obama den troværdighed i valgkampene i 2008 og 2012?
RUSSELL: Det er rigtigt, men for langt de flestes vedkommende beslutter vælgerne sig på baggrund af de primære kandidater. De tænker ikke: ”Jeg skal stemme på Jeb Bush og John Kasich, Rand Paul eller hvem den endelige kandidat bliver”. De siger: ”Jeg stemmer på Jeb Bush, fordi jeg bedre kan lide ham end Hillary Clinton”. Og det er dybest set det, det handler om. Højrefløjsrepublikanere kan måske ikke lide Jeb Bush, men når det står mellem ham og Hillary Clinton, så træffer de deres valg på baggrund af det. Det kan godt være, at den endelige kandidat kommer til at lefle for den fløj, når han/hun vælger sin vicepræsident, men jeg tror ikke på, at det har nogen særlig effekt.

Alle kandidater står for en mindre føderal stat

RÆSON: Man kan argumentere for, at primærvalgene handler om at definere, hvem partierne er, og hvad de står for. Hvad karakteriserer det Republikanske parti for dig, og er det overhovedet muligt at koge partiet ned til én grundlæggende essens, når man ser på det brede felt af kandidater?
RUSSELL: Jeg tror du har ret i, at primærvalgene handler om at definere partiet. Og jeg tror, det er muligt at koge det ned. Alle 17 kandidater står for en mindre føderal stat. De er bekymrede over den voksende indflydelse fra Washington D.C. i forhold til ”Main Street America”. De vil have lavere skatter, og de vil begrænse det offentlige forbrug – det er i hvert fald deres vision. I praksis har det vist sig vanskeligt efter et valg grundet systemets natur, men det er noget, som partiet grundlæggende står for. De står alle for et stærkere forsvar. Hvem den eventuelle kandidat end bliver, så vil han eller hun bruge flere penge på et stærkt forsvar, men den del af partiet, som vil sende flere tropper til andre lande, er ikke så stærk mere efter Irak.

RÆSON: Det virker som om, at mange af de emner dybest set er økonomiske. Vil det sige, at de interne splittelser i partiet handler mere om værdipolitik såsom immigration eller abort?
RUSSELL: Ja, det tror jeg godt, man kan sige. Du nævnte selv abort. Jeg tror, at alle kandidaterne stadig er meget pro-life. Der vil måske være forskel i forhold til, hvordan man ønsker at gennemføre konkret lovgivning på området, men lige netop det emne er nok stadig en fælles værdi på tværs. Når det kommer til immigration, så er alle de republikanske kandidater til højre i forhold til Demokraterne, men der er stadig en meget stor afstand fra eksempelvis Donald Trump, der vil deportere alle illegale immigranter, til en som Jeb Bush, der støtter en vej mod legalisering eller statsborgerskab. Han anerkender, at vi ikke kan smide hver eneste immigrant ud af landet. Så du ser altså nogle splittelser på de her ’blødere’ områder. Det andet værdipolitiske emne, homoseksuelles ret til ægteskab, er også et emne med uenigheder i feltet, men blandt de store favoritter er der en generel konsensus om ikke at gøre for meget ballade ud af den nyeste dom fra Højesteretten.

RÆSON: Når det kommer til Demokraterne, så er der jo også en stor forskel på kandidater som Hillary Clinton og Bernie Sanders. Alligevel virker det som om, at splittelser internt hos Republikanerne har fået mere opmærksomhed. Er det, fordi forskellen bare virker større, eller er der faktisk mere substantielle splittelser hos dem?
RUSSELL: Jeg ville helt sikkert sige, at Republikanerne er mere splittede lige nu, men når de på et tidspunkt vælger en kandidat, så vil man se dem forene sig bag den kandidat. Og hvis den kandidat bliver præsident, vil man også se partiet bakke hundrede procent op om den præsident for de næste fire eller otte år. Men det er også noget, jeg siger som en, der følger langt mere med i den Republikanske debat. Jeg kan dog se, at der er en voksende kløft mellem Demokraterne, og det kan du se i den tiltagende styrke af Berne Sanders’ kampagne. Det viser, at hvis Demokraterne ikke vinder i 2016, så vil du se de her store fraktioner forme sig i partiet, præcis som vi så i det Republikanske parti efter 2008. Så den voksende splittelse internt i Demokraterne vil helt sikkert blive større efter et eventuelt nederlag i 2016.

Rubio eller Bush bedst rustet til at slå Hillary Clinton

RÆSON: Der er en generel enighed om, at politik i USA er blevet mere og mere polariseret end tidligere – om det så skyldes medierne, voksende ulighed eller noget tredje. Det Republikanske parti er ofte blevet beskrevet som ”et stort telt” med plads til mange forskellige fraktioner. Men betyder den tiltagende polarisering, at fraktionerne simpelthen er ved at sprænge det telt, og hvad ville det betyde for topartisystemet?
RUSSELL: Jeg vil sige, at partierne helt sikkert er blevet mere polariserede, men også at det nødvendigvis ikke gør sig gældende for den gennemsnitlige vælger. Teorien om median-vælgeren holder stadig vand, og de fleste vælgere befinder sig simpelthen ikke på yderfløjene af det politiske spektrum. Partiet selv rykker mod de fløje, men når det kommer til landsdækkende valgkampe som eksempelvis præsidentvalgene, så kigger de stadig efter de moderate vælgere. Men i Kongressen og i lovgivningsarbejdet er de helt sikkert blevet mere polariserede.

Hvis du appellerer til de moderate vælgere, får dem ind i folden og opfordrer dem til at stemme i primærvalgene, så kommer det til at hjælpe dig meget både i primærvalgene og i det endelige præsidentvalg.
____________________

 

I forhold til to-parti systemet generelt: Førhen var det mere simpelt – folk identificerede sig som Republikaner eller Demokrat, men du havde stadig Demokrater, der opførte sig som Republikanere og omvendt. Det var mere pragmatisk og ikke så ideologisk opdelt generelt. I dag er det anderledes, og det er meget klart, hvad du får rent ideologisk i hvert parti, og det gør, at det også bliver en større del af dine overvejelser, når du stemmer. Og det er enormt svært at sige, hvor det leder hen, og hvad vi skal gøre ved det. Det bliver noget med at vente og se.

RÆSON: Lad os sige, at Hillary Clinton bliver den Demokratiske kandidat. Hvem vil være bedst rustet til at slå hende i 2016?
RUSSELL: Jeg ville sige enten Marco Rubio eller Jeb Bush. De er begge moderate og meget attraktive til netop de grupper. De er populære blandt latinoer og spanske vælgergrupper, og det ville hjælpe partiet på immigrationsområdet. Da Jeb Bush annoncerede, at han stillede op, skrev jeg en artikel, der hed ”5 grunde til, at Jeb Bush bliver den næste præsident”. En af de grunde var, at han virkelig prøver at appellere til de moderate vælgere, og det gør Marco Rubio også langt hen ad vejen. Og alle de 15 andre kandidater rykker pt. mod højre. Så de 15 andre skal konkurrere om højrefløjsvælgerne. Hvis du appellerer til de moderate vælgere, får dem ind i folden og opfordrer dem til at stemme i primærvalgene, så kommer det til at hjælpe dig meget både i primærvalgene og i det endelige præsidentvalg.

RÆSON: Nogle ville sige, at Clintons største svaghed – bortset fra måske ”email-gate” – er, at hun bliver set som en del af systemet og som støbt af Washington D.C. Hun har været udenrigsminister, hun har været en del af alle store politiske spørgsmål i nullerne som senator, og hun var førstedame i 90’erne. Hvis man vælger Jeb Bush som den Republikanske kandidat, bliver det så ikke sværere for republikanerne at ramme dette ømme punkt givet hans egen baggrund? Og ville en som Marco Rubio ikke kunne angribe det punkt meget mere effektivt?
RUSSELL: Jeg tror, at Jeb Bushs svar ville være: ”Jeg var guvernør i Florida, jeg hverken arbejdede eller boede i DC, selvom min bror og min far begge har været præsident”. Det kan godt være, at den ikke går hos vælgerne, men det ville være hans svar. På samme tid har Marco Rubio, selvom han er mere end outsider, også været senator i Florida, selvom det kun har været for én valgperiode. Hans vælgere er også ret meget på linje med den Republikanske ledelse, og det kan betyde, at han bliver set set, som om han også er en del af systemet. Men i 2010 var han helt sikkert set som en outsider (til valget som Senator for Florida, red), og han har været et lidt sjovt fund for Tea Party. Han var jo oprindeligt en Tea Party-favorit, men som senator og nu i valgkampen er han gået meget imod andre Tea Party-medlemmer såsom Ted Cruz og Mike Huckabee. Så Marco Rubio er helt sikkert en interessant kandidat, og han kan appellere til begge sider af partiet. Begge kandidater kan blive angrebet for at være ”insiders”, men jeg tror, at de begge vil være i stand til at håndtere de angreb ret effektivt.

Ikke i krise

RÆSON: Efter 2012 blev det sagt, at partiet var i krise. Efter midtvejsvalget var krisen afblæst, men nu virker det mere usikkert. Hvad er den nuværende status på det Republikanske parti som institution?
RUSSELL: Det er overhovedet ikke i krise. Jeg ville karakterisere det, der foregår, som en meget sund debat. Partiet har en del fraktioner, der leder efter en leder, og det er det, vi ser lige nu i primærvalgene. Processen er måske forvirrende, men i sidste ende er der tale om en sund intern debat. Og generelt er den debat meget respektfuld. Alle er enige om, at de er konservative, og de er enige om en del fundamentale ting. I 2012 havde vi generelt et svagt felt, men lige nu er der en generel følelse af, at mange af de her kandidater alle er stærke kandidater. Jeg kan godt se, at folk udefra vil se den nuværende uenighed, og det at vi har sytten kandidater og så tro, at partiet er i krise. Men det er altså ikke tilfældet.

RÆSON: Så du er overbevist om, at partiet vil stå sammen efter primærvalgene?
RUSSELL: Det er jeg helt overbevist om. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske med det samme, og det kommer til at tage noget tid. Men en af de store årsager til konventet i juli 2016 er netop at få hele partiet bragt sammen igen efter den her proces. Man kommer til at se ledere fra de forskellige fraktioner gå op på scenen og sige nogle flotte ord om den endelige kandidat. Og man kommer til at forenes i, at man ikke vil have Hillary Clinton som præsident. ◼

Mads Christian Heegaard-Poulsen læser det første år af sin kandidat i statskundskab på universitetet Dartmouth College i delstaten New Hampshire, hvor han følger fag, der alle har amerikansk udenrigs- eller indenrigspolitik i fokus. Han har tidligere været i praktik i den politiske afdeling på den amerikanske ambassade i København og har boet i USA fra 2001-03.

[Foto: Gage Skidmore via Flickr]