29.07.2015

Vi skal ikke lade enkelte sydeuropæiske lande sidde tilbage med problemerne. Det er netop i situationer, som den vi står i nu, at EU kan spille en vigtig rolle

KOMMENTAR af Rasmus Nordqvist, MF, Alternativet

Verden står med en stor udfordring – ikke Danmark, men verden. Vi ser for tiden ekstreme antal flygtninge, ikke mindst på grund af krige og konflikter mange steder i verden. Store antal flygtninge opholder sig i nærområderne tæt på deres hjemlande, men mange andre rejser selvfølgelig også mod Europa. Udfordringen er derfor ikke et nationalt men et internationalt problem. Vi bør derfor handle i fællesskab, og sammen med vores europæiske partnere se på, hvordan vi fordeler de flygtninge og asylansøgere, der kommer til Europa, såevi ikke overlader problemet til andre.

Det er som om, der kun findes to positioner i dansk flygtningepolitik. Enten ønsker man som de fleste en stram politik, der holder flest mulige ude – de kalder sig noget i retning af “ordentlige og anstændige men stramme” – og er man ikke til denne form for flygtningepolitik, er der kun er én anden position at indtage: helt åbne grænser – velkommen til alle fra hele verden.

I min optik bliver det dog en underlig national egocentrisk diskussion, når vi blot fokuserer på, hvor mange eller hvor få asylansøgere, vi ønsker til Danmark. Det bliver symptombehandling. Vi må tænke længere end det.

For det første er vi nødt til at se i øjnene, at vi har et ansvar, fordi vi har været involverede i nogle af de krige, der skaber det nuværende flygtningepres. Her ønsker jeg ikke at diskutere, om det er rigtigt eller forkert at deltage, men jeg konstaterer, at vi har udgjort en del af disse krige.

Vi er nødt til at se i øjnene, at vi har et ansvar, fordi vi har været involverede i nogle af de krige, der skaber det nuværende flygtningepres
____________________

 

Vi har også et ansvar som rig nation og en del af verdenssamfundet, når der er borgerkrige og konflikter, som skaber flygtningepres. Her må også vi træde til. Vi skal hjælpe i nærområderne og desuden tage imod de asylansøgere, der kommer til Europa, og vi skal behandle deres sager efter de gældende regler.

Det hjælper ikke på situationen at skære i omegnen af 2.5 mia. i udviklingsbistanden, som den nuværende regering og deres parlamentariske grundlag ønsker. Slet ikke, når regeringen samtidigt er fremme med ønsket om at hjælpe mere i nærområderne. En besparelse på 2,5 mia. skaber ikke muligheder for at styrke og hjælpe i nærområderne. Tværtimod frygter jeg, at tiltag af denne type er med til at skabe et endnu større pres.

I de sidste måneder er der endeligt kommet fokus på de bådflygtninge, der kommer til Europa. Det er flygtninge, der risikerer livet ved at sætte sig i småbåde og så håbe det bedste. De kommer til Italien eller Grækenland – to lande, der i forvejen har store problemer. Dette gælder ikke mindst Grækenland, som om nogen har udfordringer at tage sig af i forvejen. Fra EUs side lagde man op til, at vi i solidaritet skulle løse en del af problemet og fordele 40.000 flygtninge. Danmark valgte at sidde med armene over kors og trække retsforbeholdet op ad lommen. Andre lande, der også står udenfor, kunne godt se det retfærdige i at tage imod nogle af disse flygtninge, mens vores minister blev siddende med hænderne i skødet.

Vi bør i EU se på, hvordan vi bedst hjælper de flygtninge, der kommer hele vejen til os. Jeg er ikke naiv og tror, vi kan tage imod alle på flugt i verden. Det er derfor, det giver så uendeligt lidt mening at skære i bistandsmidlerne, som er med til at skabe fremgang og stabilitet.

Samtidigt diskuterer vi i Danmark, om vi skal lade os inspirere af Australien og lave videoer, der kan fortælle flygtninge, hvor uvelkomne de er. Regeringen ønsker en annoncekampagne om de nye tiltag med deres nye stramme kurs. Den har i sidste ende ét formål: at få folk til at søge til andre lande (i Europa?), så vi slipper for dem. Ofte er begrundelsen for, at vi skal tage imod færre flygtninge, at vi bedre kan håndtere integrationen hvis antallet af flygtninge er lavere. Selvfølgelig hænger antallet af flygtninge sammen med den indsats, der skal gøres, men det gør ikke vores ansvar mindre. Flere steder, hvor der skal åbnes asylcentre i Danmark, hører man faktisk om at lokalbefolkningen bakker op og melder sig som frivillige. Disse beretninger står i skærende kontrast til de argumenter, flere politikere bruger. Jeg er overbevist om, at hvis vi styrker civilsamfundets rolle i arbejdet med at tage imod og at integrere flygtninge, vil vi se rigtig gode resultater. Kendskab til hinanden skaber forståelse.

Flere steder, hvor der skal åbnes asylcentre i Danmark, hører man faktisk om at lokalbefolkningen bakker op og melder sig som frivillige. Disse beretninger står i skærende kontrast til de argumenter, flere politikere bruger
____________________

 

Selvfølgelig kan Danmark ikke alene ændre hele verdenssituationen, skabe stabilitet og løse de problemer og konflikter, der skaber de store flygtningestrømme. Men vi kan tage vores del af ansvaret. Vi skal ikke lukke os inde og lave symbolpolitik. I stedet skal vi tage del i det fælles europæiske arbejde med at fordele de flygtninge, der er kommet. Vi skal ikke lade enkelte sydeuropæiske lande sidde tilbage med problemerne. Det er netop i situationer, som den vi står i nu, at EU kan spille en vigtig rolle og være med til at skabe en fair fordeling som den, der blev lagt op til fra EU-kommissionens side. En global flygtningekrise kan ikke håndteres nationalt, men kræver, at vi går sammen med vores europæiske partnere. ◼