
Rasmus Jarlov: I udlændingedebatten lyver både højre- og venstrefløjen for sig selv
06.09.2015
.Der findes ingen humane løsninger. Enten skal vi afvise en masse mennesker, hvoraf langt de fleste er sympatiske og uskyldige, og overlade dem til en hård skæbne. Eller også skal vi lukke portene op og acceptere, at de etniske mindretal vokser markant i Europa med de voldsomme kultursammenstød og sociale problemer, som dette helt sikkert vil medføre. Det er reelt genindførelsen af klassesamfundet, der her er tale om, og potentielt velfærdsstaternes endeligt.
KOMMENTAR af Rasmus Jarlov
FLYGTNINGEDEBATTEN er tidens suverænt vigtigste politiske spørgsmål. Udlændingepolitikken bestemmer skæbnen for millioner af mennesker og afgør, hvordan Europa skal se ud i fremtiden. Men desværre er der stort set ingen politikere, der siger tingene, som de er og er ærlige om ulemperne ved deres egen politik.
På venstre side bilder man sig ind at være bedre mennesker end højrefløjen, som man mener er ond og uanstændig. Man siger, at Europa sagtens kan rumme alle, der er i nød, uden at det giver nogen problemer. Og vender det blinde øje til enhver form for statistik, der kan fortælle, at Europas storbyer allerede er præget af store sociale spændinger, ghettoer og en massiv overrepræsentation af indvandrere i arbejdsløsheds- og kriminalitetsstatistikkerne. Selvom indvandringen fører til kraftigt stigende ulighed, fordi indvandrerne er ved at blive en ny etnisk underklasse i Europa, bilder venstrefløjen sig ind, at det kan tales væk. Mange på venstrefløjen undviger helt disse spørgsmål ved i stedet at reducere problemerne til et spørgsmål om tone og anstændighed. Generelt har de intet svar på, hvor mange vi kan tage imod, og ingen svar på de åbenlyse dilemmaer i at bruge millioner af kroner på hver indvandrer, mens vi lader folk dø af basale ting som manglende vand og medicin i nærområderne. Man insisterer på, at der findes effektiv integration, som kan løse alle problemer, selvom det ikke er lykkedes bare tilnærmelsesvist noget som helst sted i Europa.
Venstrefløjen insisterer på, at der findes effektiv integration, som kan løse alle problemer, selvom det ikke er lykkedes bare tilnærmelsesvist noget som helst sted i Europa.
____________________
Højrefløjen er dog ikke meget bedre. Her bilder man sig ind, at man kan nøjes med at afvise de usympatiske flygtninge og lade de sympatiske komme ind. Folk på højrefløjen flipper rutinemæssigt ud, hver gang medierne bringer en historie om en sympatisk udseende indvandrer, som bliver udvist. Mange nægter at se i øjnene, at en stram udlændingepolitik rent faktisk går ud over mange meget sympatiske og gode mennesker, som blot er uheldige at være blevet flygtninge. Man klynger sig til, at man jo kun vil udvise de usympatiske, mens de sympatisk naturligvis skal have lov at blive. Dette er præcis lige så naivt som venstrefløjens blinde vinkler og fint eksemplificeret ved Venstres slogan: „Plads til dem, der kan og vil‟. Hvis dette virkelig var sandt, ville Venstre byde velkommen til et par hundrede millioner afrikanere i de kommende årtier. Det ved vi godt, at de ikke vil. På højrefløjen bryder man sig bare ikke om at stå ved, at vi også må sortere mange af de sympatiske flygtninge fra for at komme ned på et antal, som vi kan overskue. Det sker så enten ved at lade folk drukne i Middelhavet eller ved benhårde kriterier for, hvem der må komme ind i Europa.
Andre dele af højrefløjen har erstattet argumenter og politik med at kalde sig selv for „anstændige borgerlige‟ – dvs. ikke lige så borgerlige som andre borgerlige, for det at være borgerlig er jo per definition ondt og uanstændigt. Eller endnu værre: De rejser rundt med sloganet „åbne grænser og lukkede kasser‟. Dette tager udgangspunkt i et ultraborgerligt utopia om, at velfærdsstaten er afskaffet og kasserne lukket. Spændende til studiekredse i de politiske ungdomsorganisationer. Men det kommer ikke til at ske i vores levetid. Det er komplet ubrugeligt at basere sine forslag til en udlændingepolitik på noget, der kunne fungere, hvis alt muligt andet i øvrigt var helt anderledes, end det er i virkeligheden. Det minder om kommunisterne, som på trods af overvældende empiri fastholder, at deres politik er god nok, men at virkeligheden er galt på den.
Nogle borgerlige rejser rundt med sloganet „åbne grænser og lukkede kasser‟. Dette tager udgangspunkt i et ultraborgerligt utopia om, at velfærdsstaten er afskaffet og kasserne lukket. Spændende til studiekredse i de politiske ungdomsorganisationer. Men det kommer ikke til at ske i vores levetida
____________________
DE BENHÅRDE FORHOLD ER, at udlændingepolitik er brutalt og ubehageligt. Der findes ingen humane løsninger. Uanset hvad vi gør, er der store ulemper og menneskelige omkostninger ved det. Enten skal vi afvise en masse mennesker, hvoraf langt de fleste er sympatiske og uskyldige, og overlade dem til en hård skæbne. Eller også skal vi lukke portene op og acceptere, at de etniske mindretal vokser markant i Europa med de voldsomme kultursammenstød og sociale problemer, som dette helt sikkert vil medføre. Det er reelt genindførelsen af klassesamfundet, der her er tale om, og potentielt velfærdsstaternes endeligt.
Enten skal vi afvise en masse mennesker, hvoraf langt de fleste er sympatiske og uskyldige, og overlade dem til en hård skæbne. Eller også skal vi lukke portene op og acceptere, at de etniske mindretal vokser markant i Europa med de voldsomme kultursammenstød og sociale problemer, som dette helt sikkert vil medføre. Det er reelt genindførelsen af klassesamfundet, der her er tale om, og potentielt velfærdsstaternes endeligt.
____________________
HVORVIDT MAN VÆLGER PEST ELLER KOLERA er et spørgsmål om smag. Men man bør være ærlig – i stedet for at foregive, at man har en løsning, der løser alle dilemmaer, og at de politiske modstandere enten er dumme (venstrefløjen) eller onde (højrefløjen). ■
ILLUSTRATION: BUDAPEST, 5. SEPTEMBER 2015. Flygtninge på vej til busser, der er stillet til rådighed af de ungarnske myndigheder. Lørdag morgen meddelte Østrig og Tyskland, at man ville lade flygtningene passere grænsen – meddelelsen blev givet af den østrigske kansler Werner Faymann efter en samtale med Angela Merkel [foto: Polfoto/AP Photo/Marko Drobnjakovic]