05.11.2015

”Flygtningekrisen er for alvor kommet til alle de europæiske lande. Den er en bunden opgave, som vi ikke undgår at forholde os til – uanset, om den skaber forsider eller ej. Vi har ikke tid til at diskutere symbolpolitik, som Venstre ynder at gøre – eller lade vores idealisme og lyst til at hjælpe gøre os blinde for, at vreden blandt dele af befolkningen risikere at eksplodere til fare for alle – og ikke mindst flygtningene selv.”

KOMMENTAR af Pia Olsen Dyhr, formand for SF

Da en lille syrisk dreng skyllede livløs op på stranden i Grækenland, satte det medier og politikere på den anden ende. Nu begynder billederne at være glemt, og flygtningekrisen er ved at blive hverdag. Men menneskestrømmene fortsætter ufortrødent. Alt for mange små børn har tilbragt deres sidste timer i bølgerne. Fandt vi overhovedet nogle holdbare løsninger?

Svaret er nej. Vi fik lagt en tynd bandage om såret, men patienten er desværre stadig i livsfare. Mens der nærmest på daglig basis bliver sat ild til et asylcentre i Sverige, og Pegida vokser i Tyskland, så barsler Venstre med at sløjfe sommerferie for flygtninge og truer med at fjerne deres opholdstilladelse, hvis de har kontakt med deres hjemland. Både den svenske og den danske tilgang bærer præg af, at man lukker øjnene og håber, at problemet forsvinder. Flygtningekrisen er for alvor kommet til alle de europæiske lande. Den er en bunden opgave, som vi ikke undgår at forholde os til – uanset, om den skaber forsider eller ej. Vi har ikke tid til at diskutere symbolpolitik, som Venstre ynder at gøre – eller lade vores idealisme og lyst til at hjælpe gøre os blinde for, at vreden blandt dele af befolkningen risikere at eksplodere til fare for alle – og ikke mindst flygtningene selv.

Lige nu ser vi, at flygtninge dør i havet, mens grænse- og asylsystem bryder sammen i det ene EU-land efter det andet, fordi ingen havde forberedt sig på krisens omfang og længde. Da flygtningekrisen fyldte mest i medierne, kaldte Dansk Flygtningehjælp situationen for et potentielt ragnarok. Det er en reel bekymring, som jeg stadig savner svar på. Jeg har ikke nogle færdige bud eller de skråsikre svar, men måske kunne vi begynde med tre ting:

1) Lad os blive enige om, at vi ikke skal skære i hjælpen til verdens fattigste, herunder til krigs- og klimaflygtninge. Derfor skal regeringens voldsomme ulandsbesparelser rulles tilbage. Hvis vi skal vende flygtningestrømmene på lang sigt, så kræver det, at de mennesker, der flygter, kan se et perspektiv i at blive i deres hjemland og sikre udvikling i de lande, der er ramt af konflikt og hungersnød. Det kræver betydeligt mere, end hvad EU-landene for nyligt blev enige om.
Og lad os blive enige om at bruge de nødvendige ressourcer til at hjælpe landene i nærområdet til Syrien. Jordan og Libanon er ved at bukke under for de millioner af flygtninge, de skal huses i deres allerede skrøbelige lande. Hvis vi ikke kan finde ud af at tage vores lille del, og samtidig skærer i hjælpen til de nærområder, som tager mod millioner af flygtninge år efter år, så skaber vi først problemer for os selv og grobund for rigtig store flygtningestrømme.

2) Lad os skabe bedre handelsbetingelser for udviklingslandene, så de kan afsætte deres varer på vores marked og ikke rammes af høje toldmurer. Det er jo grotesk, at vi holder appelsiner og tomater fra Nordafrika ude, mens vi gladelig køber selvsamme produkter dyrket af illegale migranter, der udnyttes af skruppelløse arbejdsgivere i Spanien. Vi må stoppe kapitalflugt og urimelige skatteaftaler, hvor skatteindtægter bliver trukket ud af udviklingslandene.

3) Lad os erkende, at flygtningekrisen kun kan løses i fællesskab med de andre europæiske lande. Der er en lang række lande, som ikke tager imod flygtninge, der har krav på asyl. Samtidig står et fåtal af lande, herunder Tyskland og Sverige, for at tage imod størstedelen af flygtningene. Det er ikke godt nok. Derfor skal vi have en mere fair fordeling etableret, og der skal lægges pres på, at alle EU-lande tager ansvar. Sammen med de andre lande skal vi sørge for en ordentlig og human modtagelse og registrering af flygtninge samt hurtig behandling af sager, så de, der ikke har krav på asyl, sendes tilbage.

EU har taget nogle vigtige skridt, og selv Lars Løkke Rasmussen har rykket sig en smule. Men lad os være ærlige. Vi er slet ikke i mål. Danmark skal selvfølgelig være med i det fælles samarbejde i Europa omkring flygtninge og asyl så vi kan lave langtidsholdbare løsninger. Det er bedst for Danmark. Det er bedst for Europa. Og det er den bedste måde, vi både kan forebygge, at folk flygter og samtidig hjælpe dem, som banker på vores dør og beder om hjælp.

ILLUSTRATION: Syriske flygtninge strandet i Wien, 15. september 2015 [foto: Josh Zakary via Flickr]