07.10.2015

[FRA RÆSON23] Efter at hun åbnede Tysklands grænser for de syriske flygtninge, kom kansleren i åben konfrontation med populister til både højre og venstre. Taber hun, kan EU styrte i grus.
Hvis Merkel snubler nu, går EU ned

Af Peter Wivel

Kansleren åbnede et politisk slag, da hun på den sidste dag i august mødte medierne og meddelte, at Tyskland ikke kan acceptere, at en humanitær katastrofe udspiller sig i Italien, Grækenland og Ungarn, mens vi i resten af Europa ser passivt til. Udfaldet, mener hun, afgør EU’s fremtid som europæisk værdifællesskab. Hendes enegang aftvang respekt i Tyskland og Frankrig, de to lande, der siden 1960’erne har været EU’s rygrad. Frankrigs mest ansete avis, Le Monde, luftede ligefrem den hypotese, at hun er kandidat til Nobels fredspris. ”Stillet over for den migrationskrise uden fortilfælde, som Europa er konfronteret med, har den tyske kansler været på højde med udfordringen,” skrev avisen på lederplads. Tyskland er oppe imod stærke kræfter både inden og uden for nationens grænser. I årene efter Murens fald talte USSR’s sidste leder, Mikhail Gorbatjov, om at bygge et europæisk hus. Det forblev en utopi. Merkel kan heller ikke virkeliggøre sit ”hus” på en dag. Men vinder Merkel, vil Unionen blive betydeligt styrket materielt, økonomisk og politisk. Hendes beslutning hviler på forestillinger om menneskeværd, uden hvilket Unionens retsprincipper ikke har fast grund under fødderne. Vinder Merkel, har hun igen demonstreret, at Europa ikke kan fungere uden et politisk lederskab, hvori Tyskland indgår som hovedelement. Det vil – efter hendes håndtering af Grækenland – være anden gang på få måneder. Vinder Merkel, vil hun have etableret Tyskland som et indvandringsland og islam som ikke blot en integreret del af landet, men også som et væsentligt kulturelt og religiøst islæt i resten af EU. Dermed vil hun have skabt forudsætningen for en foryngelse af og vækst i befolkningsgrundlaget i EU og på længere sigt have sikret Unionens bærekraft og styrke. EU’s befolkning skrumper hvert år i almindelighed, og Tysklands befolkningstal gør det i særdeleshed. Vinder hun, vil hun med sin åbning for flygtninge fra krigene i Syrien, Irak og Afghanistan cementere EU’s fredelige og ikkevoldelige tilgang til internationale storkonflikter. Sidst, men ikke mindst kan Merkel håbe, at hun indskrænker det politiske råderum, som populistiske partier i Europa har udvidet siden genforeningen af Tyskland og ankomsten af større kontingenter af flygtninge og asylsøgende til Europa.Men hvad, hvis Merkel taber? Det er en oplagt mulighed. Hun er oppe imod stærke kræfter. Merkel er ikke diktator, men en af EU’s 28 ledere. Hun er formand for et parti, CDU, hvor mange menige medlemmer og tillidsmænd på regionalt niveau er angste for, at Tyskland får flere flygtninge, end landet kan fordøje. CDU’s søsterparti, det bayerske CSU, fører konstant populistisk opposition og trækker i en EU-kritisk retning – også i regeringen. Merkel er svagere, end man almindeligvis forestiller sig. Ofte må hun balancere på en knivsæg. Hendes bedste europæiske partner, den franske præsident, François Hollande, spås ingen chancer for at nå anden runde af det franske præsidentvalg i 2017.

Så hvad sker der, hvis hun taber? Det har Herfried Münkler et kort og kontant svar på. I sin netop udkomne bog Macht in der Mitte fremstiller den kendte tyske historiker Merkels Tyskland som ”magten i midten” af Europa, efter at blokkonfrontationen under Den Kolde Krig ophørte i 1989. Det er en stilling, landet ikke selv har efterstræbt. Den er tilfaldet det i mangel af bedre. Ingen alternative kandidatlande har meldt sig. På samme vis fastholder Münkler, at Merkels ønske om at kunne give asyl til flygtninge fra Syrien, det nordlige Irak og Afghanistan heller ikke er noget, Tyskland selv har efterstræbt. Det er svaret på et uafviseligt menneskeligt problem. Tyskland udøver ”soft power”, mener Münkler. Det er økonomisk gunstigere end alternativet militær magtanvendelse. Den bløde magts indflydelse er større, jo mindre denne midte er indblandet i militære konflikter og må sætte sig til modværge mod trusler. Münkler har fulgt sine teser op i debatindlæg i medierne. Et sted overvejer han den mulighed, at Tyskland ikke kan sætte sin europapolitik igennem, og at intet andet land vil træde i Tysklands sted. Han skriver: ”Man kan formulere det dramatisk: Går det galt for Tyskland, når det løfter den europæiske centralmagts opgaver, går det galt for Europa.” Den polske historiker Włodzimierz Borodziej følger Münklers profeti op med denne forudsigelse: ”Den dag, det går galt for euroen, giver Kreml en festmiddag med prominente venstre- og højrepopulister fra hele Europa som æresgæster, og de vil blive opfordret til nu at hjælpe til med også at opløse EU.”

Merkel er svagere, end man almindeligvis forestiller sig. Ofte må hun balancere på en knivsæg. Hendes bedste europæiske partner, den franske præsident, François Hollande, spås ingen chancer for at nå anden runde af det franske præsidentvalg i 2017
____________________

 

Når Merkel skifter kurs
Beslutningen om at åbne Tysklands grænser for asylsøgende fra Syrien, Nordirak og Afghanistan kunne ligne en pludselig indskydelse, et sindelagsskifte – en umiddelbar reaktion på et sammenfald af truende uden- og indenrigspolitiske faktorer. Men kun hvad tidspunktet angik, kan man kalde øjeblikket spontant. Beslutningen er resultatet af årelange overvejelser og indgår i et mønster, der genkendes i hver af Merkels såkaldte omvendelser, der har givet hende titlerne Energikansler, Eurokansler og Flygtningekansler på hjemmefronten. I marts 2011 annullerede Merkel den omstridte lov, hendes kristelig-liberale regeringskoalition et halvt år forinden havde vedtaget i Forbundsdagen om forlængelse af de tyske atomkraftværkers levetid. I stedet bebudede hun en tysk ”energirevolution”, der allerede er godt undervejs. Det var ikke en omvendelse, Merkel havde grund til at være stolt af. Ti år tidligere havde hendes forgænger, socialdemokraten Gerhard Schröder, aftalt med atomenergiproducenterne, at al atomenergi skulle være afviklet inden for en kortere årrække. Den sidste nedtrapning skulle være påbegyndt i 2011. I stedet forlængede Merkels kristelig-liberale regering i 2010 atomkraftværkernes løbetid i mere end et kvart århundrede. Få måneder efter lovens vedtagelse indtraf atomkatastrofen i Fukushima, Japan. I en håndevending kasserede Merkel 17. marts 2011 sin atomlov. Herved undgik hun, ikke videre behændigt, at spille den socialdemokratiske og grønne opposition et vigtigt kort i hænde. Atomlovens egentlige ophavsmand, Merkels daværende liberale regeringspartner FDP, røg ud af Forbundsdagen ved valget i 2013 og har ingen udsigter til et politisk comeback på nationalt plan. Hendes beslutning kom dog for sent til at afværge en katastrofe ved delstatsvalget i Baden-Württemberg 27. marts: CDU tabte den regeringsmagt, partiet havde haft i en menneskealder, og sejren gik sensationelt til Winfried Kretschmann, der blev partiet De Grønnes første ministerpræsident i en delstat. Efter uafbrudte forhandlinger med Grækenland siden 2011 og flere måneders hårrejsende tvekamp på afgrundens rand i Bruxelles indgik Merkel i juli i år en aftale om gældsafvikling med Grækenland. Aftalen var ikke en selvfølge og modsagde i praksis, omend ikke i ord, hendes officielt ufravigelige krav om, at eurozonen ikke er en overførselsunion mellem zonens medlemmer. Undervejs havde Merkel ladet sin finansminister, Wolfgang Schäuble, løbe linen ud som the bad cop, der skulle tæske den nyvalgte græske regering på plads. Holmgangen mellem den erfarne og kloge politiker Schäuble og hans græske modpol, den uprøvede Yanis Varoufakis, endte med Varoufakis’ afgang som finansminister. Schäuble legede med tanken om, at Grækenland midlertidigt kunne forlade euroen. Men Merkel, der i årevis var blevet svinet til i Grækenland som Hitler-klon, fik de 17 andre eurolande med på en aftale, der på papiret reddede alles ære, men først og fremmest Grækenlands kreditværdighed. Merkel havde formentlig aldrig forestillet sig, at Grækenland skulle smides ud af euroen, og det var – mildest talt – heller ikke, hvad det store flertal af grækerne så frem til. Aftalen blev ratificeret af det græske parlament i august, og uanset hvilken regering Grækenland får efter valget 20. september, vil dette kapitel formentlig nu være lukket.

I Tyskland er Merkel blevet kritiseret, fordi hun aldrig tog sig tid til at forklare sine egne vælgere, hvorfor en grexit, altså en græsk udtræden af euroen, risikerede at knække rygraden på hele eurozonen for slet ikke at tale om tysk eksportindustri. I Forbundsdagen begrundede hun især sit kompromis med argumenter, som vi genser i flygtningedebatten. Hun sagde, at ”Europa er et skæbnefællesskab. Netop euroen borger for, at det europæiske skæbnefællesskab udmærker sig som et rets- og ansvarsfællesskab hinsides partigrænserne”. Jürgen Habermas, Tysklands største filosof, der år ud og år ind har bebrejdet Merkel, at hun ikke engagerer tyske vælgere i europadebatten, var ikke imponeret. I et interview med en fransk avis konstaterede han: ”Rent bortset fra at den forkætrede overførselsunion for længst er en realitet, gives der helt igennem empiriske holdepunkter for, at en hårdnakket, velinformeret offentlig debat om nødvendigheden af og de langfristede fordele ved en fælles finans-, erhvervs- og socialpolitik kunne føre til et meningsskifte i Tyskland.” Man må tro, at Habermas’ advarsel har nået Merkels øre. Hendes sidste og mest markante omvendelse, det humanitære indgreb 31. august, indleder en kampagne, der skal overbevise tyske vælgere om EU’s værdi – og værdier. Mediernes og offentlighedens positive, men på ingen måde ukritiske reaktioner viser, at hun her løber åbne døre ind. Ingen af de tre omvendelser – energirevolutionen, nye kreditter til Grækenland og asyludspillet – bærer et udpræget borgerligt fingeraftryk. Sammen med flere andre kontroversielle beslutninger i Merkels tiårige tid som kansler tegner de et mønster, der gør det svært for hendes kritikere til venstre for midten at fremstille hende som en kynisk, magtglad ”Merkiavelli”, et øgenavn, hendes ihærdige kritiker den nu afdøde tyske sociolog Ulrich Beck møntede på hende.

For det første indgår alle tre tiltag i Merkels bestræbelser på at fremme integrationen i EU, også selvom det skulle være upopulært på hjemmefronten. For det andet viser energirevolutionen en grøn side af Merkel, som hendes modstandere ofte undervurderer. Der har faktisk været flere forsøg på at skabe kontakt mellem Merkels CDU og partiet De Grønne. De to partier har – på prøve – regeret sammen i bydelstaten Hamburg (2008-2010) og har siden 2014 gjort det i Hessen. Det bayerske CSU, CDU’s søsterparti, går til yderligheder for at hindre en grøn alliance, der i dets univers er imod naturens orden. For det tredje er det klart, at Merkel i de store spørgsmål diskret sørger for at lægge sig tæt på dem, der vil reformere samfundet i en mere fordomsfri, åben, bæredygtig, solidarisk, oplyst, værdibaseret retning – væk fra privilegier og særinteresser og frem mod et fælles europæisk retsgrundlag. Hun har et skarpt øje for de civile kræfter, der ser chancer, ikke farer ved en modernisering af samfundet. Den tendens er hun ikke alene om i sit parti, CDU, men hun er som partiformand forsigtigere end CDU’s såkaldte unge vilde, af hvilke den tidligere energiminister Norbert Röttgen er den mest fremtrædende.

I dag er tysk økonomi på vej ud af krisen, og væksten ventes for første gang i mange år at nå op over 2 pct. i 2016. Men i de kommende år vil befolkningstallet i Tyskland falde støt, hvis landet ikke får tilført ny arbejdskraft udefra
____________________

 

Tyskland er også muslimsk
Uden indvandring til især Ruhrområdet havde Forbundsrepublikken aldrig skabt sit ”økonomiske mirakel” i 1950’erne og 1960’erne. I dag er tysk økonomi på vej ud af krisen, og væksten ventes for første gang i mange år at nå op over 2 pct. i 2016. Men i de kommende år vil befolkningstallet i Tyskland falde støt, hvis landet ikke får tilført ny arbejdskraft udefra. Ukontrolleret indvandring gav DDR-borgeren Angela Merkel hendes uroplevelse, da det kommunistiske Tyskland brød gradvist sammen i 1989, og østtyskere i tusindvis flygtede til Forbundsrepublikken via Tjekkoslovakiet og Ungarn. Flugten blev bremset ved genforeningen og valutaunionen mellem de to Tysklande. Nu skulle Forbundsrepublikken integrere små 18 mio. nye borgere fra en demokratifjendtlig politisk samfundsform og med vildfremmede kulturelle erfaringer. Integration skal være civiliseret, mener hun. Tyskland vil kontrollere sin indvandring og ordne den i et nyt regelsæt på europæisk niveau. For Merkel er forfatningstroskab en af vejene til integration – derfor omtaler hun de nye i Tyskland som ”borgere”. Men man kan kun vise åbenhed, hvis det rum, man selv lever i, har grænser. Tyskland afgrænser sig selv gennem sin forfatning. Gæstfrihed forudsætter, at gæsterne efterlever forfatningens forskrifter. Bliver flygtningene ikke borgere af egen kraft, vinder Merkel og Tyskland ganske enkelt ikke slaget. Tysklands muslimske mindretal er – bortset fra de samme rabiate undtagelser, vi også finder blandt etniske tyskere – gode borgere i det tyske samfund. Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, skabte som indenrigsminister i 2005 Islamkonferencen. Her mødtes det officielle Tyskland med repræsentanter for landets muslimske borgere. Schäuble begrundede konferencen med, at islam er en del af Tyskland. Det gentog Merkel senest i sin tale 31. august, ti år senere. Det kan åbenbart ikke siges for ofte. Som borgere er muslimerne velintegrerede. 90 pct. af landets muslimske borgere anser demokratiet for en god regeringsform. Blandt tyskere som helhed er denne procent kun 77. 81 pct. af landets muslimer elsker (ifølge en frisk universitetsundersøgelse) Tyskland, og 77 pct. føler sig som tyskere. Afvisningen af og frygt for islam er stadig udbredt og voksende i befolkningen som følge af krigen i Syrien og Irak. Den beror ifølge nye undersøgelser ikke mindst på stor uvidenhed om muslimer. 23 pct. af de tyske ikke-muslimer tror således, at muslimer udgør mere end 21 pct. af befolkningen – det rigtige tal er 5 pct. Ikke-muslimske fordomme bærer et stort ansvar for, at den sociale integration endnu har en lang vej at gå.

Beslutningen om flygtningene
De hovedpunkter, vi skal lægge mærke til i Merkels augusttale, er disse:
– Dublinaftalerne er sprængt og må reformeres.
– Asylretten er historisk skabt for forfulgte mennesker, ikke for ikkeværdigt trængende.
– Europa må fordele flygtningene retfærdigt mellem sig.
Sidst, men ikke mindst føjede Merkel endnu en faktor til, hvor Tyskland agter at vise sine partnere i EU en markant ledelsesudfordring: Hetz og fremmedhad får ingen indflydelse på Tysklands politik.

23 pct. af de tyske ikke-muslimer tror således, at muslimer udgør mere end 21 pct. af befolkningen – det rigtige tal er 5 pct.
____________________

 

Hvert af disse emner står til diskussion. Der bliver kamp fra hus til hus om hvert eneste punkt, også det sidste. Merkel må søge resultater og samarbejdspartnere. Derfor lod hun midt i september kortvarigt grænsen lukke for tog fra Østrig – på den måde tilkendegav hun, at hun anerkender, at der er begrænsninger. Med beslutningen imødekom hun et ønske fra Horst Seehofer, den uberegnelige ministerpræsident i delstaten Bayern, hvortil flygtningene ankommer – og gav ham dermed en gratis sejr. Merkel fremhævede i sin tale 31. august, at hun ikke vil tåle den – såvel verbalt som fysisk – voldsomme hetz mod indvandrere og muslimer. Hun gentog den advarsel fra sin nytårstale, hvori hun opfordrede tyskerne til at distancere sig fra de såkaldte PEGIDA-demonstrationer i delstaten Sachsen. I månedsvis demonstrerede borgere, heriblandt mange nynazister, imod ”islamiseringen af Aftenlandet”. Merkel brugte dengang og nu de hårdeste ord, man nogensinde har hørt fra hendes mund, da hun sagde, at der var fordomme, kulde, ja ofte had i deres hjerter. Hun glemte ikke at tilføje, at PEGIDA-folkene overalt er blevet mødt med langt større moddemonstrationer. Tyske meningsmålinger viser, at et stort flertal ikke er bange for ”for mange” flygtninge. 85 pct. ønsker at skaffe flygtninge legale muligheder for at komme til Tyskland. 95 pct. skammer sig over de voldelige protester, der har hærget især delstaten Sachsen. Og Merkel har længe næret et ønske om en gang for alle at få fastslået, at hetz mod udlændinge skal bekæmpes, ikke forstås. Det, Merkel har set i Middelhavsregionen og i Ungarn – men også blandt nynazister og højreorienterede grupper i Tyskland de seneste måneder – er uforeneligt med hendes menneskesyn og med det menneskeværd, den tyske forfatning indleder med at gøre til altings mål. I dag forårsager Dublinkonventionen uforudsete menneskelige tragedier, fordi ankomstlande som Grækenland, Italien og Ungarn ikke kan asylbehandle hundredtusinder af flygtninge.

Det passer måske dårligt med udbredte fordomme om tysk stivsind, at Merkel sætter sig i spidsen for det princip, at love er til for menneskenes skyld, ikke omvendt. Men Tyskland ved, at nød bryder alle love. Fra nederlaget i 1945 til genforeningen i 1990 tog Forbundsrepublikken imod i alt 20 mio. fordrevne. Den største gruppe på mere end 12 mio. kom fra tyske områder, der blev russiske, polske eller tjekkoslovakiske i 1945. Senere kom bl.a. etniske tyskere fra Rusland og Rumænien til og omkring 4 mio. DDR-borgere. Dertil kom andre flygtninge, bl.a. fra Polen i 1953 og 1981, fra Ungarn i 1956 og fra Tjekkoslovakiet i 1968, altså lande, der i dag nægter at hjælpe Tyskland med at tage imod flygtninge fra Mellemøsten. Intet tyder på, at Merkel i flygtningespørgsmålet ligger under for hverken følelser eller politiske kalkuler. Hun følger sit politiske sindelag. Ukontrollerede flygtningestrømme skaber politisk kaos og uforudsigelighed. Det ved Merkel bedre end de fleste. Tyskland har allerede givet asyl til flere flygtninge end alle andre europæiske lande tilsammen. Historikeren Herfried Münkler formulerer det således: ”Det økonomisk og finanspolitisk overvældende Tyskland er nu blevet et europæisk foregangsland i humanitære spørgsmål, og det betyder, at det er blevet et af de mest indflydelsesrige lande i fortolkningen af de europæiske værdier. Det var det svage punkt i tysk politik under Grækenlandskrisen. Forbundsrepublikken havde nok stor økonomisk magt, men næppe moralsk kredit. Det har den nu.” En tysk avis kaldte ligefrem Merkel ”et barn af Herkules og Mother Teresa”, og en fransk satiriker talte om, at Madame Cruella var forvandlet til Abbé Pierre.

Siden Anden Verdenskrig har Tyskland foretrukket at styre kriser fredeligt. Landet holdt sig militært uden for krigene i Irak og i Libyen – først under en socialdemokratisk kansler, Gerhard Schröder, siden under Angela Merkel. Efter oberst Gaddafis fald i 2011 og den såkaldte Islamiske Stats offensiv i 2014 har EU vidst, at presset fra flygtninge i Middelhavsregionen kunne blive ubærligt. Med Ruslands besættelse af Krim samme år og den fortsatte, russisk støttede krig i det østlige Ukraine blev risikoen for en ny bølge af flygtninge, denne gang fra Østeuropa, øget dramatisk. Minskforhandlingerne mellem den tyske kansler og den franske præsident på den ene side og den russiske og den ukrainske præsident på den anden sigter derfor ikke bare på at nedtrappe krigen, men også på at undgå en ny humanitær katastrofe i Europa. Merkel træffer ikke spontane beslutninger. Hun er ikke kendt for at fortale sig. Hun bruger tid, nogle gange år, på at tænke et problem eller en strategi igennem. Beslutningen træffer hun først, når nødvendigheden byder det, og når det er åbenbart, at alternativet er værre. Det er det, hun mener med udtrykket, at noget er ”uden alternativ” – ”alternativlos” på tysk. Hendes løsning kan være den mindst ringe, men den kan også være den bedste. Den konsekvente tysk-franske ikkevoldsstrategi er netop uden alternativ, hvis vold skal undgås. En militær optrapning i Ukraine, som USA har overvejet, ville udløse, hvad de to europæiske magter netop vil hindre. Den tyske regering frygter, at våbenleverancer vil optrappe konfrontationen og drage Rusland endnu længere ind i krigen, med masseflugt fra Ukraine vestpå til følge. Tyskland har leveret våben til de kurdere, der forsvarer deres land mod Islamisk Stats dødspatruljer. Men efter at NATO-partneren Tyrkiet har genoptaget krigen mod kurderne, og Rusland opruster langs Syriens kyst, har Merkel formentlig indset, at kun humanitær hjælp til de fordrevne har en anstændig fremtid for sig.

Tyskland har leveret våben til de kurdere, der forsvarer deres land mod Islamisk Stats dødspatruljer. Men efter at NATO-partneren Tyrkiet har genoptaget krigen mod kurderne, og Rusland opruster langs Syriens kyst, har Merkel formentlig indset, at kun humanitær hjælp til de fordrevne har en anstændig fremtid for sig
____________________

 

Europæisk Tyskland, tysk Europa
I en beskrivelse af den hjertevarme, som tyske borgere viste verden, da de modtog tog fulde af flygtninge, konkluderede den italienske forfatter Claudio Magris: ”På banegården i München fandtes – og forhåbentlig ikke bare da – det Europa, hvis virkelige eksistens for ofte har været let at betvivle. Et europæisk Tysklands betryggende virkelighed synes at modsige tidligere tiders skræmmebillede af et tysk Europa.” På pressekonferencen 31. august citerer hun indirekte sig selv, da hun som kansler for første gang talte på Tysklands genforeningsdag 3. oktober 2006. Dengang sagde hun: ”Vi skal ikke spørge, hvad der ikke går, men spørge, hvad der går […] Lad os se chancen før risikoen, lad os vække frihedens kraft til solidaritet og retfærdighed, lad os omsætte idéer til virkelighed.” Hun tilføjede, at denne tilgang var overskriften på alle hendes følelser, ønsker og længsler ved genforeningen: ”Gå åbent frem!” Nu besvarede hun en journalists spørgsmål med de samme, for hende selv så væsentlige ord: ”Jeg tror ikke, at vi igen skal begynde med diskussionen om, hvor farerne ligger, men også rette blikket frem og spørge: Hvad er chancen?” Merkel vil være synlig. Som ’magten i midten’ skal Tyskland være forudsigelig. Europa og stormagterne i FN’s Sikkerhedsråd skal vide, hvor landet står. Det var derfor heller ikke uovervejet, da Merkel 31. august krævede, at det øvrige EU måtte komme Italien, Grækenland og Ungarn til undsætning og foretage en fair fordeling af hundredtusinder af flygtninge fra borgerkrige og massakrer i muslimske fejlslagne stater i Mellemøsten og det nordlige Afrika. Den europæiske ledelse, som Tyskland i dag udøver i samarbejde med Frankrig, tolkes stærkt negativt af de EU-lande, der ikke umiddelbart ser med samme velvilje på flygtninge og fremmede kulturer i det hele taget. Den britiske historiker Anthony Glees, der ofte anvendes til at kommentere begivenheder ”på fastlandet”, konstaterede endda, at ”de tektoniske plader forskyder sig, når Tyskland optræder som en hippiestat, hvor kun følelser styrer Tyskland”. Bemærkningen gik Europa rundt, men faldt i en længere samtale, hvor Glees udtrykte frygt for, at Storbritannien vil forlade Europa ved den planlagte folkeafstemning i 2017. Den britiske nejside kan blive styrket af Merkels flygtningeudspil. Glees frygter, at det kan føre til en grundlæggende forandring, hvis EU’s uformelle, men reelle ledelse kun består af Tyskland, Frankrig og eventuelt Italien. Det perspektiv frygter Tyskland i øvrigt også selv.

Merkel må – og kan – gå i offensiven nu, hvis EU skal rykke sig fri af populismens, nationalismens og fremmedfjendtlighedens kvælertag
____________________

 

Hvis Tyskland mister Frankrig
2015 er supervalgår i EU. Der har allerede været parlamentsvalg i Estland, Finland, Storbritannien og Danmark. Alle steder blev populistiske kræfter styrket: I Finland er partiet De Sande Finner med i regeringen. I Danmark støtter Dansk Folkeparti vores mindretalsregering. I Storbritannien udskriver den konservative premierminister, David Cameron, folkeafstemning om landets fortsatte medlemskab af EU. Ved præsidentvalget i Polen gik sejren til nationalisterne, der også forventes at vinde parlamentsvalget den 25. oktober. Ved parlamentsvalget i Spanien står venstrepopulisterne i Podemos til stor fremgang. Og så er der Frankrig. Ved regionalvalgene i Frankrig i foråret vandt det højreradikale Front National. Landet skal holde præsident- og parlamentsvalg i skæbneåret 2017, samme år som Tyskland afholder valg til Forbundsdagen, og briterne stemmer om EU. Meningsmålinger viser, at Marine Le Pens parti vil komme ind på en førsteplads ved præsidentvalgets første runde med omkring 27 pct. Dermed er Front Nationals leder sikker på at gå videre til anden og afgørende runde – ligesom hendes far, Jean-Marie Le Pen, sensationelt gjorde det ved præsidentvalget i 2002 (han blev ”kun” nr. 2 i den indledende runde). Ifølge meningsmålingerne vil det gå Hollande, som det gik Socialistpartiets leder, den daværende ministerpræsident Lionel Jospin, der i 2002 stillede op til præsidentvalget mod den siddende præsident, Jacques Chirac. Den franske venstrefløjs kandidater samlede så mange stemmer, at Lionel Jospin fik færre stemmer end Jean-Marie Le Pen, Front Nationals kandidat, og dermed var Jospin ude af valget i første runde. Det samme vil ske i 2017. Venstrefrontens kandidat, Jean-Luc Mélenchon, ventes at få 10 pct., og Hollande 19 pct. En taktisk valgalliance mellem Venstrefronten og Socialistpartiet kunne altså teoretisk give Hollande førstepladsen i første runde. Men Mélenchon ved, at fællesmængden mellem hans synspunkter og Marine Le Pens er væsentlig større end sammenfaldet med Hollande – så det ville være mere oplagt for ham at danne en front imod EU sammen med Front National. Det mener i alt fald Jacques Sapir, der er en af det yderste franske venstres ledende økonomiske ideologer. I 2013 kaldte Sapir Front National for et respektabelt parti. Han foreslår en ”anti-EU-front”, der tilnærmer sig den russiske præsident, Vladimir Putins, europasynspunkter. Putin støtter allerede Front National med store midler. Før det græske valg havde en lignende alliance regeringsmagten i Athen, hvor det venstreradikale Syriza dannede par med det højreradikale ANEL. Begge partier gør i øvrigt kur til Putin. Dermed er Hollande i samme klemme som en stribe af EU’s regeringsledere, herunder den danske, der må frygte angreb fra deres lands stadig stærkere populister på både venstre- og højrefløjen. Tyskland, derimod, er populismeresistent. Forklaringen er enkel. Takket være landets vedvarende besindelse på sin fortid har Hitler berøvet højreradikalismen dens legitimitet, ligesom den kommunistiske DDR-fortid svækker det populistiske Venstrepartis overbevisningskraft.

Merkel må – og kan – gå i offensiven nu, hvis EU skal rykke sig fri af populismens, nationalismens og fremmedfjendtlighedens kvælertag. Men Merkels vigtigste allierede i Europa, Frankrig, vakler. Afgørende for den tyske kansler er det at hindre, at Frankrig falder i hænderne på Front National i 2017. Dermed ville EU’s vigtigste politiske akse de sidste 50 år være fortid. Hun må derfor skubbe Hollande frem i en offensiv position, så han får en chance for at vende folkestemningen, en næsten umulig opgave. Merkel nyder i disse uger en uventet høj popularitet i nogle kredse i Frankrig. Ugemagasinet Le Point havde ”Den utrolige Madame Merkel” som covergirl med tilføjelsen: ”Hvis bare hun var fransk”. Omvendt fører en stor avis som den borgerlige Le Figaro kampagne imod hende på de borgerlige kandidaters vegne. Berlin-Paris-aksen vil overleve, hvis gaullistpartiets to mulige kandidater, den tidligere præsident Nicolas Sarkozy eller den tidligere minister Alain Juppé, besejrer Marine Le Pen i præsidentvalgets anden runde. Men hverken Juppé eller Sarkozy støtter større indvandring i Frankrig. Alle kandidater bringer sig selv i stilling i disse måneder, og ingen vover at udfordre Le Pens vælgere på indvandrerfronten, men nok på EU. Merkels udspil kommer imidlertid på et tidspunkt, hvor hendes magt er stærkere end nogensinde. Det er hendes trumfkort, og det taler for, at hun vil nå langt med sin flygtningepolitik, ikke bare i Tyskland, men også i EU. Ingen politiker i Tyskland kan udfordre hende, og kun hun kan føre sit parti til sejr i 2017. Det samme gælder Europa. Der er i dag intet alternativ til Merkel på europæisk plan. Og der er heller intet alternativ til EU. Det ved ikke mindst de lande, der med deres EU-kritik kører på frihjul i tryg forvisning om, at Tyskland opfører sig ansvarligt og rager deres kastanjer ud af ilden. Det er dem, Merkel med sin beslutning nu har givet et ultimatum.

Peter Wivel (f. 1943) er fast freelancekorrespondent for Politiken i Berlin, hvor han har boet siden 2004. Han har været chefredaktør for Information, Weekendavisen og Berlingske Tidende. Han har udgivet bøger om George Orwell, Benjamin Constant, Jean-Jacques Rousseau og Petra Kelly. ILLUSTRATION: Merkel til møde i European People’s Party, oktober 2014 [foto: EPP]