04.10.2015

“Det bliver EU, der kommer til at betale prisen for, at den her konfliktløsning nu trækker ud igen, og at flygtninge bliver ved med at komme til Europa. Europa kan ikke rigtig gøre noget. Det eneste, de ville kunne gøre, er at lave en sikkerhedszone i Syrien sammen med Tyrkiet‟. Han fortsætter: „Hvis det lykkedes at få en våbenhvile eller en fredsaftale, så tror jeg godt, det kan lade sig gøre [at oprette safe zones]. Men så længe der stadig er krigshandlinger, hvor man risikerer at komme på tværs med en masse fraktioner, der ligger og kæmper derinde, så tror jeg simpelthen ikke på det. Man kan ikke forhindre alle mulige oprørsgrupper i at infiltrere de her områder, og det giver sandsynligvis også nogle meget store problemer med kampe internt i de her områder. Det ville være et mareridt at skulle håndtere.‟

Interview af Mathias Terp

RÆSON: Rusland er i denne uge begyndt at bombe i Syrien. Hvorfor vælger de at gøre det på det her tidspunkt?
JAKOBSEN: Fordi de har en oplevelse af, at Assad-regimet er ved at være militært presset. Russerne havde fornemmelsen af, at hvis de ikke gik og hjalp ham militært nu — og sendte et signal til de vestlige magter, der i stigende grad er begyndt at bombe i Syrien også — så kunne det betyde, at regimet vil falde. Eller i hvert fald at Assad vil falde. Det tyder de seneste bombninger også på, -for man er jo ikke gået efter Islamisk Stat, som man i første omgang sagde. Man er i stedet gået efter oprørerne, som er støttet af amerikanerne på strategisk vigtige steder. Så det er svært ikke at opfatte det her som et signal om, at russerne har tænkt sig at angribe alle dem, der angriber eller presser Assad-regimet.

RÆSON: Så det holder ikke i virkeligheden, når de går ud og siger, at det kun er terrorister — underforstået Islamisk Stat — de bomber?
JAKOBSEN: Nej, og de spiller deres kort meget smart. De gør præcis det samme som tyrkerne. Tyrkerne sagde også: ”Nu går vi ind i kampen mod Islamisk Stat, nu begynder vi at bombe i Syrien”, og så gik de ellers efter kurderne i stedet for Islamisk Stat. Så russerne gør sådan set præcis det samme som tyrkerne. Det er selvfølgelig også det, der gør det lidt vanskeligt for USA og de vestlige regeringer at gå i flæsket på russerne, fordi russerne vil så bare sige: ”Kære venner, vi gør jo ikke andet, end hvad jeres allierede gør”.

RÆSON: Nu siger du, at russerne gik ind i Syrien, fordi de så en fare for, at Assad-styret rent faktisk kunne falde. Er de her angreb nok til at vende momentum i konflikten?
JAKOBSEN: Det tror jeg ikke, de er. Jeg tror ikke, at de russiske luftbombardementer vil være mere effektive, end de vestlige har været, og vi har jo ikke heller været i stand til at vende momentum – forstået som at få skovlen under Islamisk Stat. Men jeg tror, at det kan være med til at fryse situationen på slagmarken.
Den russiske intervention er et forsøg på at påvirke tingene to steder. Dels at påvirke tingene på slagmarken, som går i en retning, som russerne ikke er interesseret i. Men det er også et klart signal til amerikanerne om, at de amerikanske bestræbelser på at skabe en konsensus om, at det syriske regime godt kan få lov at bestå, men at Assad skal gå – det er totalt uacceptabelt for russerne. Det er et kompromis, som amerikanerne har prøvet at få igennem de seneste måneder over for Iran og Rusland, og nu har Rusland endegyldigt og utvetydigt meldt ud, at det er uacceptabelt. Så det er også et forsøg på at sige, at Assad er en del af løsningen, og han skal som minimum have lov til at sidde i en overgangsfase, hvor man går over til en eller deling af magten. Men det vil under alle omstændigheder være en meget langstrakt proces, fordi der er ikke nogen, der kan se nogle klare måder at få det her løst diplomatisk på. Altså at man kan nå til en enighed mellem Assad-regimet og de mange forskellige oprørere, der bekæmper regimet.

RÆSON: Nu siger du, at de russiske bombardementer ikke har en nævneværdig effekt på IS, jf. de vestlige bombardementer…
JAKOBSEN: Det er jo klart, når det ikke er dem, de går efter.

RÆSON: Præcis.
JAKOBSEN: Det, russerne gør er, at de går efter de oprørere, der udgår den største fare for regimet. Hvis det på et tidspunkt viser sig at blive Islamisk Stat, som er ved at få en offensiv igennem, der kan true strategisk vigtige områder for al-Assad-regimet, så vil russerne sikkert gå ind der – hvis ikke amerikanerne allerede havde gjort det. Regimet havde jo ikke eksisteret i dag, hvis ikke det var for russisk og iransk opbakning, men jeg tror heller ikke at russerne nærer nogen illusioner om, at regimet igen kommer til at sidde på hele Syrien. Det er et spørgsmål om at prøve at sikre, at regimet kan kontrollere de bidder, de sidder tilbage med i dag.

Jeg tror ikke at russerne nærer nogen illusioner om, at regimet igen kommer til at sidde på hele Syrien. Det er et spørgsmål om at prøve at sikre, at regimet kan kontrollere de bidder, de sidder tilbage med i dag
____________________

 

RÆSON: Så du forudser i virkeligheden, at der kommer en stilstand i konflikten, hvor bombardementerne reelt ikke stopper den Frie Syriske Hær?
JAKOBSEN: Den Frie Syriske Hær har i samarbejde med andre grupper haft et vist momentum. Men det kan russerne nok standse med deres indgriben, så situationen på slagmarken atter bliver låst strategisk. Formålet for russerne er at dræbe den forhåbning, som USA og andre var begyndt at nære om, at al-Assad-regimet nu var ved at være så militært presset, at man kunne komme af med præsidenten. Assad har selv indrømmet, at de er meget presset, ikke længere kan kontrollere hele landet og derfor nu fokuserer på deres kerneområder. Det var den situation, som USA søgte at opnå til at få skabt kompromis om, at regimet kunne være en del af en løsning, men at præsidenten skulle gå. Det, som russerne nu siger med bombningerne, er: ”Det kan I glemme alt om, og hvis I bliver ved med at lægge pres på regimet, så øger vi vores engagement”. Russerne prøver at afskrække oprørerne og de vestlige magter fra at lægge yderligere pres på al-Assad-regimet. De går hårdt ind og siger, at Assad er en del af løsningen, hvis vi skal af med Islamisk Stat, så skal det være sammen med regimet, og vi skal ikke prøve at angribe al-Assad og Islamisk Stat samtidig. Det er jo noget, som er uspiseligt for USA og de vestlige lande.

RÆSON: Det er så det dilemma, USA står i: IS eller Assad? I den situation — hvem vælger de så? For den nuværende intervention har jo været mod IS…
JAKOBSEN: Amerikanerne står jo rigtig svært. For de har jo netop prøvet at finde det kompromis, der hedder: ’Vi kan godt acceptere, at regimet kan leve, men al-Assad må gå’. Det er ikke en kurs, de selv ville have foretrukket – de ville helst af med regimet. Men grunden til, at de har lagt sig på den mellemkurs hænger sammen med, at de er presset på to sider. Iranerne og russerne støtter al-Assad, og saudierne og tyrkerne vil af med al-Assad. Hvis amerikanerne vælger klart side, så mister de nogle af de lande, som er afgørende, hvis man skal frem til en løsning i Syrien.
Derfor er der ikke nogle gode muligheder for amerikanerne. Det, som er sket nu, gør det endnu vanskeligere for dem at finde et kompromis, hvor man også kan få sauderne, tyrkerne og dem, der holder med oprørerne, med på vognen. Derfor tror jeg, at den diplomatiske proces kommer til at tage længere tid.
Det er meget svært at forestille sig, at amerikanerne og russerne hånd i hånd går sammen om at lægge en ring om al-Assad og så går efter IS. Dels fordi de amerikanske allierede i regionen ville blive meget sure, men også fordi det ville give Obama problemer på hjemmefronten.

RÆSON: Men er det ikke endnu sværere at se for sig, at amerikanerne sætter hårdt mod hårdt og optrapper deres støtte til den Frie Syriske Hær endnu mere i kampen mod Assad-styret?
JAKOBSEN: Det kommer an på, hvordan man vælger at spille sine kort. Hvis man f.eks. begyndte at give de CIA-støttede oprørere, der er blevet bombet, noget grej, så de kan skyde de russiske fly ned, så bliver russerne også nødt til at overveje, hvor meget de vil ofre for det her. Indtil videre har der været et forløb og en kritik af Obama-regeringen om, at Obama har ladet sig tryne af Putin i Ukraine, og nu lader han sig også tryne i Syrien. Det er ikke en helt rimelig kritik, men det har en vis brod i USA. Men på et eller andet tidspunkt bliver amerikanerne nødt til at skubbe lidt den anden vej. Og en måde at gøre det på under radaren er at komme til at give udvalgte oprørere udstyr og træning, så de kan skyde de russiske fly ned. Så bliver russerne også nødt til at overveje, hvor meget de vil ofre på det her. For hvis russerne bare kan bombe til højre og venstre, uden at de møder nogen modtræk, så kommer USA til at fremstå som utrolig svag — og vel også som lidt til grin. Så det er en meget svær overvejelse fra amerikanerne om, hvor meget de skal finde sig i, og hvornår de skal begynde at slå igen. Det kan man jo godt gøre uden direkte at sige, at man har gjort det. Man kan jo bare sige, at man ikke kender noget til, hvor de [oprørerne] har fået våbnene fra – det er jo det spil, russerne spiller i Ukraine. Men om amerikanerne tør det er et åbent spørgsmål.

Hvis russerne bare kan bombe til højre og venstre, uden at de møder nogen modtræk, så kommer USA til at fremstå som utrolig svag — og vel også som lidt til grin. Så det er en meget svær overvejelse fra amerikanerne om, hvor meget de skal finde sig i
____________________

 

RÆSON: Så du ser det som mere realistisk, at amerikanerne bekæmper russerne under dække, end at de accepterer, at al-Assad bliver ved magten?
JAKOBSEN: Jeg tror ikke, at det er en option for amerikanerne at nægte, at al-Assad bliver ved magten i en overskuelig periode. Amerikanerne kan se, at al-Assad ikke kommer til at falde lige nu. Men det, der er den diplomatiske udfordring, er at finde en nøgle med russerne, sauderne, og tyrkerne, hvor al-Assad får lov til at blive et stykke tid – men kun midlertidigt. Der skal være noget andet, sådan at amerikanerne ikke helt taber ansigt. Men uanset hvad, l det nok være uspiseligt for oprørerne. Så uanset hvad de gør, kommer amerikanerne til at skuffe en af parterne, og derfor så står de simpelthen bare med en elendig hånd. Man kan så sige, at amerikanerne måske kan være en lille smule ligeglade. Det er ikke dem, der er under et massivt pres for at få lukket ned for den her konflikt. Det er de europæiske lande, fordi de gerne vil have stoppet flygtningestrømmen. Så det her skaber nogle klare problemer for europæerne. Spørgsmålet er nu, hvordan europæerne stiller sig i det her. Vil de i stigende grad være villige til at lukke øjnene for al-Assad for at få standset flygtningestrømmen? Men selv hvis man lukker øjnene for al-Assad, så stopper det jo ikke flygtningene. Som de her ting udspiller sig lige nu — med de her slagudvekslinger lige nu mellem stormagterne på det globale niveau — så er min læsning, at der ikke er nogen udsigt til, at konflikten kommer til at stoppe foreløbigt. Jeg har meget svært ved at se, hvordan russerne og amerikanerne kan finde hinanden på en måde, så iranerne, sauderne, og tyrkerne også kan sig selv som en del af en løsning.

RÆSON: Men siger du, at Europa eller EU potentielt kommer til at spille en meget større rolle end amerikanerne?
JAKOBSEN: Det tvivler jeg på, at EU kan finde ud af. Men det bliver EU, der kommer til at betale prisen i forhold til, at den her konfliktløsning nu trækker ud igen, og flygtninge bliver ved med at kommer til Europa. Europa kan ikke rigtig gøre noget i det her. Det eneste, de ville kunne gøre, er at lave en sikkerhedszone i Syrien sammen med Tyrkiet.

RÆSON: Hvis vi lige gemmer sikkerhedszonen. Er det så på nogen måde muligt at forestille sig, at amerikanerne svarer på den her russiske optrapning af konflikten med boots on the ground på FSA’s side?
JAKOBSEN: Det har jeg meget svært ved at se, at der skulle være politisk opbakning til i USA. Også i lyset af de erfaringer, man har gjort sig i Irak og Afghanistan, og de problemer, man har med regeringen i Irak. Jeg tror simpelthen ikke, de stoler nok på de her syriske oprørsgrupper. Man har jo nærmest givet op, og man har slet ikke gjort noget for at gøre den her træning af nogle af oprørerne mere effektiv. Amerikanerne har også selv indrømmet, at det har været en fiasko af rang, og at man ikke har fået trænet nogen som helst. Så amerikanerne har ikke nogle venner på jorden, de kan samarbejde med – måske udover kurderne. Og kurderne vil de få svært at samarbejde med, fordi tyrkerne vil modsætte sig det. Det er derfor, at amerikanerne er henvist til at sidde oppe i luften i deres fly.
Amerikanerne anser ikke det her som vigtigt og kritisk nok til, at de vil sætte deres egne soldater ind på jorden. Det kan jeg simpelthen ikke se, når jeg kigger på de forskellige strategiske handlemuligheder, de har, i den konkrete konflikt. Men også når jeg ser på, hvordan det ser ud i amerikansk indenrigspolitik. Jeg har svært ved at se, at Obama ville turde at gøre det her. Det er også imod det, som Obama har stået for i de konflikter, som han har arvet fra Bush. Han har været meget imod at gå ind med soldater. Han gjorde det meget nødtvungent og tøvende i Afghanistan, og han gjorde det kun, fordi han kunne betinge sig, at det kun var 18 måneder, og så var det hjem. Og han har været ligeså tøvende med at gøre det i Irak — med god grund. For der var bare ikke nogle gode optioner for ham, når det handler om brug af militær magt.

Obama har været meget imod at gå ind med soldater. Han gjorde det meget nødtvungent og tøvende i Afghanistan, og han gjorde det kun, fordi han kunne betinge sig, at det kun var 18 måneder, og så var det hjem. Og han har været ligeså tøvende med at gøre det i Irak — med god grund. For der var bare ikke nogle gode optioner for ham, når det handler om brug af militær magt. i
____________________

 

RÆSON: Iraks regering har været ude og sige, at de også gerne vil have russisk luftstøtte mod IS – hvis vi godtager, at russerne også har bombet IS. Kan man forestille sig, at russerne ikke bare holder deres militære engagement til Syrien?
JAKOBSEN: Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, at de har noget at gøre inde i Irak. Der er ikke nogen grund til at genere amerikanerne mere end højst nødvendigt – og de har gjort amerikanerne meget sure. Hvis de også begynder at blande sig inde i Irak, så bliver amerikanerne endnu mere sure, og det kan jeg ikke se, hvad russerne har at vinde ved det. Russerne er relativt nøgternt, strategisk kalkulerende. De er villige til at tage nogle risici og til at optræde offensivt og aggressivt. Men kun hvis det er vigtigt for dem, og hvis de kan se nogle konkrete gevinster ved det. Det her handler om at redde Assad – og det er en meget konkret gevinst for dem, hvis det lykkes. Men der er ikke noget at hente inde i Irak. Derfor tror jeg simpelthen ikke på, at de vil gøre det.

Jeg ser egentlig også mest det her udspil fra den irakiske regering som et forsøg på at presse amerikanerne til at give mere luftstøtte. Når amerikanerne er tilbageholdne med det, er det fordi, at irakerne opfører sig så hensynsløst over for sunni-befolkningen i de områder, de rent faktisk generobrer. Den irakiske regering skaber egentlig bare endnu større modvilje mod sig selv blandt sunni-befolkningen. Hvis amerikanerne ikke kan få den irakiske regering til at behandle sunnierne ordentligt, så har de ingen grund til at fremskynde tilbageerobringen af sunniområderne inde i Irak, for så ligger de bare kimen til endnu en konflikt. Så fra amerikanernes synspunkt handler det i Irak om ikke at støtte den irakiske regering mere end højst nødvendigt – i håb om, at man kan få den til at indse, at de bliver nødt til at behandle sunnierne bedre. Men når amerikanerne ikke helt kan lade være med at støtte irakerne, så er det fordi, de så smider Irak i armene på Iran – og det er USA heller ikke interesseret i. Så der skal de også finde en balancegang mellem nogle dårlige optioner, som samtidig også gør, at de ikke har særlig meget indflydelse på den irakiske regering. Og det er lidt det samme problem, de har i Syrien – de kan ikke rigtig kontrollere parterne, der ikke opfører sig, som amerikanerne vil have.

RÆSON: Nu nævnte du selv tidligere kritikken mod Obama. Flere Republikanere, specielt John McCain, har igennem lang tid argumenteret for, at Obamas tøven for at bruge militære våben i Syrien har skabt et magtvakuum, der har gjort, at russerne er trådt ind. Er det et fair argument?
JAKOBSEN: Nej, det synes jeg ikke det er. Men det er et argument, man hyppigt hiver op af hatten. Cheney argumenterede også for, at 11. september var forårsaget af, at Clinton havde været for tøvende med at bruge militær magt. Man kan altid bruge det argument og sige, at ’hvis vi bare havde slået hårdere til, så havde de ikke turdet’. Jeg har aldrig hørt McCain sige andet om løsningen på et hvilket som helst udenrigspolitisk problem, end at man skal smide nogle flere bomber. Det er normen, at Republikanere er mere krigeriske i opposition, og den anden vej rundt, når Demokraterne er i opposition. Man kan diskutere, om Obama skulle være gået ind hurtigere og hårdere, men når kigger på de optioner, som Obama har haft, så synes jeg ikke rigtig, at der på noget tidspunkt har været nogle gode og klare løsninger, hvor man ved militær magt afgørende kunne have ændret spillet. Endelig må man også spørge, hvorfor USA skulle løbe en sådan risiko, når de ikke helt har noget vigtigt på spil? Det har amerikanerne hverken haft i Syrien eller Irak. Så er det relevant at spørge, hvor er Europa henne i det her? Det er os, der bor lige ved siden af. Det er os, der kommer til at leve med konsekvenserne af det her, og vi har intet gjort.

Man prøvede at gøre det på Balkan tilbage i 90’erne, og det, man fandt ud af, er, at oprørsgrupper vil bruge de her safe zones som et helle, hvor de kan træne, puste ud og forberede angreb uden for zonen — præcis som Taleban gjorde i Pakistan. Det vil sige, at de soldater, der kommer til at beskytte de områder, kommer til at beskytte et bagland for nogle oprørsgrupper – om „safe zones‟
____________________

 

RÆSON: I forhold til safe zones, som Tyrkiet har været ude og bede Vesten om at etablere i Syrien: Hvad går de helt basalt ud på?
JAKOBSEN: Det kommer an på, hvad de mener. Du kan ikke rigtigt lave en safe zone, som jeg ser det, uden at sætte soldater ind på jorden. Det er helt utænkeligt, at Vesten vil gøre det. Hvis der skal laves en safe zone, så er det nødt til at være på tyrkisk engagement, for det skal være på en landsdel, der grænser op til Syrien. Tyrkerne har i flere omgange prøvet at få Vesten til at engagere sig mere aktivt. Både ved brug af luftmagt i starten og nu i stigende grad ved brug af landsoldater, fordi de ikke selv vil påtage sig opgaven alene. Grunden til at Vesten ikke vil det, er at nogle af de historiske erfaringer man har med det, ikke er særlig gode. Man prøvede at gøre det på Balkan tilbage i 90’erne, og det, man fandt ud af, er, at oprørsgrupper vil bruge de her safe zones som et helle, hvor de kan træne, puste ud og forberede angreb uden for zonen — præcis som Taleban gjorde i Pakistan. Det vil sige, at de soldater, der kommer til at beskytte de områder, kommer til at beskytte et bagland for nogle oprørsgrupper.

RÆSON: Men det ville ikke nødvendigvis være USA eller Europa, der kom til at stå for selve oprettelsen af de her safe zones. Det ville være Tyrkiet?
JAKOBSEN: Hvis du virkelig skal ind på jorden i Syrien, så skal du have nogle meget kraftige nationale interesser for at kunne få det her til at hænge sammen. Amerikanerne har det ikke. Man kan godt argumentere for, at europæerne har det, fordi man så ville kunne holde alle flygtninge der, så de ikke kommer op til Europa. Tyrkerne har det i det omfang, at de ikke ønsker et selvstændigt Kurdistan i Syrien – og det er nok også en af grundene til, at de har leget med tanken. Men det vil ikke være acceptabelt for Vesten at deltage i en oprettelse af en zone, hvis klare formål — udover at agere flygtningelejr — er at svigte kurderne. Det vil man simpelthen ikke kunne holde til indenrigspolitisk. Man har i høj grad betragtet de kurdiske soldater som heltene i det her – både i Irak og i Syrien. Det så vi også omkring kampen om Kobane. Så det vil være uacceptabelt. Hvis der skal komme en sådan zone, så skal europæerne virkelig blive paniske omkring flygtningestrømmen, og så skal man sætte nogle soldater ind. Men hvem er det lige, der vil stå for det?

RÆSON: Franskmændene har jo blandt andet været ude og argumentere for de her zoner. Men du siger simpelthen, at man ikke kan opretholde sikkerheden i sådanne zoner uden en kæmpemæssig mængde landtropper?
JAKOBSEN: Det kommer lidt an på, hvad du mener med kæmpemæssig. Vi taler ikke 100.000 soldater, men vi taler kampsoldater og et betragteligt antal tusinde af dem. Samtidig ville vi skulle sætte nogle specialstyrker ind og lave noget koordination med flystyrker. Så det ville være en betydelig militær operation. Og ingen af de større europæiske lande har appetit på en sådan operation. Tyskerne vil under ingen omstændigheder bidrage, italienerne har fokus på Libyen, hvor de er parat til at lede en fredsstyrke med op til 5.000 soldater. Det skulle anføres af England og Frankrig, og det har englænderne hverken kapacitet eller mod til i øjeblikket. Så der er intet, der tyder på, at det kan lade sig gøre at indsætte soldater, før vi har en våbenhvile eller fredsaftale.

RÆSON: Men — rent hypotetisk — tror du så på det argument, at en safe zone ville skabe noget sikkerhed og mindske flygtningestrømmen?
JAKOBSEN: Ja, i teorien. Men i praksis er vi nødt til at huske på, at der er 8 millioner flygtninge inde i Syrien. Tænk, hvis de alle sammen render hen til safezonerne. Det bliver simpelthen en logistisk operation uden sidestykke. Så jeg er lidt skeptisk omkring, hvorvidt det lader sig gøre. Man kan selvfølgelig sige, at det ikke er alle flygtningene, der ville tage derhen. Men hvis jeg var Islamisk Stat eller Assad-regimet, så ville jeg, så snart zonerne blev oprettet, jage så mange civile derhen som muligt, for at det hele skulle brænde sammen og blive overbelastet.

RÆSON: Så grunden, til at man ikke har skabt de har zoner, og at de ifølge din vurdering ikke bliver skabt, er, at det for det første er svært logistisk, og for det andet er der ikke er nogle lande, der har en stor nok interesse i konflikten til, at de gider at gøre det?
JAKOBSEN: Ja, det er den kombination, der udelukker det, så længe kampene fortsætter. Hvis det lykkedes at få en våbenhvile eller en fredsaftale, så tror jeg godt, det kan lade sig gøre. Men så længe der stadig er krigshandlinger, hvor man risikerer at komme på tværs med en masse fraktioner, der ligger og kæmper derinde, så tror jeg simpelthen ikke på det. Man kan ikke forhindre alle mulige oprørsgrupper i at infiltrere de her områder, og det giver sandsynligvis også nogle meget store problemer med kampe internt i de her områder. Det ville være et mareridt at skulle håndtere.

Hvis det lykkedes at få en våbenhvile eller en fredsaftale, så tror jeg godt, det kan lade sig gøre. Men så længe der stadig er krigshandlinger, hvor man risikerer at komme på tværs med en masse fraktioner, der ligger og kæmper derinde, så tror jeg simpelthen ikke på det – om „safe zones‟
____________________

 

RÆSON: Hvis nu snakken om zonerne munder ud i noget, og der kommer en europæisk eller amerikansk ledet koalition og spørger, om Danmark vil være med til at skabe no-flyzones eller specifikke safe zones — er det så noget, vi bakker op om?
JAKOBSEN: Hvis det er de rigtige lande, der spørger. Hvis det er England, Frankrig, og USA, der kommer og siger, at vi gør det her, så kører vi med dem – det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Det, der er tvivl om, er, hvad vi har af relevans at bidrage med. Flyene kan ikke længere. Vi kan forsøge at indsætte nogle specialstyrker, men hæren har meget lidt at gøre godt med. En længerevarende hærs indsættelse kan kun udføres med værnepligtige på kontrakt, som det var tilfældet i Irak og Afghanistan. Men det kræver, at man begynder at uddanne dem, samme sekund som beslutningen tages — og så tager det stadig næsten to år, inden sådanne styrker kan indsættes. Så vi har et stort kapacitetsproblem på hærsiden. Men der er ingen tvivl om, at et bredt flertal i Folketinget vil ønske at bidrage, hvis Danmarks tre strategiske allierede beder om det.

Hvis det er de rigtige lande, der spørger. Hvis det er England, Frankrig, og USA, der kommer og siger, at vi gør det her, så kører vi med dem – det er jeg ikke et sekund i tvivl om – om Danmarks eventuelle stillingtagen til vestligt-støttede safe zones efter en fredsaftale
____________________

 

RÆSON: Siger du med det, at det eneste, Danmark ville kunne bidrage med i en sådan situation lige nu, ville være landtropper?
JAKOBSEN: Det er det, vi taler om nu. Hvis vi skal etablere en landzone, så skal der boots on the ground — så skal der soldater til, og det er dét, der vil blive efterspurgt. Det plejer vi jo at være villige til, men jeg ved ikke, hvor mange soldater vi har tilbage. Forsvaret har været igennem en række kraftige besparinger, og hæren har i højt grad måtte holde for, så det, man kan bidrage med, er meget meget begrænset.

ILLUSTRATION: Topmøde i Paris, 2. oktober 2015 [foto: Alexei Druzhinin/Russian Presidential Press and Information Office/TASS]