17.09.2015

Valg i Singapore forbindes normalt ikke med overraskelser – for i bystatens 50-årige levetid har regeringspartiet PAP vundet samtlige valg. Ved sidste uges valg vandt partiet endnu mere og gik frem med næsten ti procent trods meningsmålinger, der sagde det modsatte. Men hvorfor egentlig?

PERSPEKTIV af Camille Steen

Internationale såvel som nationale medier havde udnævnt Singapores 17. parlamentsvalg i sidste uge til det vigtigste siden uafhængigheden i 1965. For første gang i den unge bystats levetid var der mere end ét parti på samtlige af landets knap 2.5 millioner stemmesedler.

Ved tidligere valg har oppositionen kun stillet op i udvalgte valgkredse, men i dette kæmpede de otte oppositionspartier og regeringspartiet PAP om alle 89 pladser i parlamentet på tværs af statens 29 valgkredse. Stemningen i byen emmede af, at der her var tale om en historisk begivenhed, hvor magten lå hos befolkningen.

Selv om regeringen frygtede at få et svækket mandat, var det dog utopisk, at valget i fredags ville resultere i en magtoverdragelse. Hvilket heller ikke var tilfældet, tværtimod. Med knap 70 pct. af stemmerne og en fremgang på 9,8 pct. slog regeringen i den 50 år gamle bystat således sit politiske omdømme på plads.

Overværede man nogle af de mange valgdebatter i dagene op til valget den 11. september, blev det hurtigt tydeligt, at valget for oppositionen i høj grad handlede om de politiske processer i parlamentet. Skulle Singapores parlament fortsat være sammensat af en svag, symbolsk opposition og en etpartiregering, der autonomt fastlagde landets politiske kurs? Eller var der behov for en stærkere opposition til at føre kontrol med regeringen og sikre, at PAP ikke følger i fodsporene på Kinas regeringsparti og udvikler sig til en indadskuende samfundselite, der først og fremmest er optaget af at bibeholde magten?

Ifølge Financial Times var kontrol med regeringspartiet på top-5 over afgørende emner for vælgerne ved sidste uges valg. Derfor var det også overraskende, at oppositionspartiet The Workers’ Party – der tidligere har haft succes med at promovere sig som vagthunden, der holder PAP i skak – gik tilbage med ét mandat. Partiet, der udgør det eneste oppositionsparti i parlamentet, besidder nu seks mandater. Resultatet vidner om, at PAP i valgkampen har haft held med at lede vælgernes opmærksomhed væk fra spørgsmålet om politisk kontrol ved at stille spørgsmålet: ”Hvem er egnet til at lede landet?” frem for ”Har landet brug for en stærk opposition?”

Befolkningen er i høj grad risikoavers, når det kommer til politiske forandringer, hvorfor udviklingen af det politiske system sker gradvist.
____________________

 

Valgets massive støtte til regeringen og oppositionens tilbagegang skal imidlertid ikke ses som et udtryk for, at befolkningen ikke ønsker sig et pluralistisk politisk system. Den politiske udvikling skal derimod forstås i den singaporeanske kontekst: Befolkningen er i høj grad risikoavers, når det kommer til politiske forandringer, hvorfor udviklingen af det politiske system sker gradvist. At det tog 32 år for oppositionen at vokse fra ét til syv medlemmer i parlamentet tjener her som et illustrativt eksempel.

Såret fra 2011 er helet
Går man blot ét valg tilbage, medførte folkelig utilfredshed med regeringens pro-immigrationspolitik og voksende social ulighed kombineret med stigende leveomkostninger i 2011 til, at regeringspartiet PAP med “kun” 60 pct. af stemmerne led det værste valgresultat i partiets historie. Som konsekvens af favorable valgkredse, der optegnes på ny forud for hvert valg, samt fraværet af en uafhængig valgkommission, blev de 60 pct. omsat til 81 ud af 87 sæder i parlamentet. På denne måde er valgkredsene og måden, de bliver optegnet på, med til at øge regeringens i forvejen store vinderchancer ved parlamentsvalgene i Singapore.

Selv om PAP stod som vinder af valget i 2011, blev resultatet af mange opfattet som et nederlag, hvilket resulterede i tidligere premierminister Lee Kuan Yews uventede tilbagetræden fra posten som såkaldt Minister Mentor – en position, hvor Lee fungerede som rådgiver for regeringen under premierministeren.

Siden 2011 har PAP gennemført en række tiltag for at opbløde befolkningens uvilje. Regeringen har bl.a. strammet immigrationsreglerne og indledt tiltag for større grad af social omfordeling. Den populistiske strategi ser ud til at have båret frugt, og med sidste uges valgresultat har vælgerne belønnet regeringen og helet det sår, som det foregående valg pådrog.

Efterladt er et ar, der i fremtiden vil minde PAP om at lytte til og imødekomme befolkningens krav og ønsker. Enhver kovending fra de sidste fire års politiske kurs må afvejes i forhold til oppositionens mulighed for at vinde vælgere på baggrund af offentlig skuffelse over regeringens manglende lydhørhed.

Mange singaporeanere er fortsat utilfredse med den store tilstrømning af udlændinge, som tager arbejdspladser fra befolkningen og overbelaster byen og dens hårdt pressede infrastruktur. Det betyder, at regeringen må opretholde en stram kurs, når det kommer til immigration og import af udenlandsk arbejdskraft, selv om det skaber en byrde for nationale såvel som internationale virksomheder.

Timing: Det første af ”de næste 50 år”
At opretholde en regulering, der belaster erhvervslivet, er lidt af en kursændring for PAP. Partiet har på 50 år skabt et Singapore, hvor pragmatisme som den bærende ideologi har sikret et gunstigt virksomhedsmiljø med lave skatter og mulighed for at opstarte en virksomhed på bare to et halvt døgn. Netop virksomhedsmiljøet har været med til at sikre landets eksplosive vækst og udvikling siden uafhængigheden – populært italesat som Singapores spring fra den tredje til første verden på blot én generation.

PAP’s overlegne valgsejr indikerer dermed, at det var taktisk smart af premierminister Lee Hsien Loong at udskrive valget i utide og dermed lukrere på 50-års jubilæet og befolkningens stolthed over landsfaderen Lee Kuan Yew.
____________________

 

Singapores kvantespring blev fejret den 9. august på 50-årsdagen for landets uafhængighed (SG50). Det ”gyldne jubilæum” blev markeret med en overdådig folkefest og et display af statens militære og politiske overlegenhed. Fejringen af den unge stat blev tydeligt kædet sammen med PAP og de fremskridt, som landet under etpartiregeringen har opnået i løbet af et halvt århundrede.

Under to uger efter mærkedagen, mens befolkningen befandt sig i en rus af patriotisme, udskrev den nuværende premierminister Lee Hsien Loong valg et år før valgperiodens udløb. Han udtrykte via Facebook, at han søgte et ” … mandat til at føre Singapore videre fra SG50 og ind i det næste halve århundrede”.

Flere analytikere pegede forud for valget på, at PAP ville blive boostet af den nationale stolthed, som akkompagnerede jubilæet.
Valgets timing var yderligere fordelagtig for regeringen, da det faldt blot et halvt år efter landets første premierminister, Lee Kuan Yews, død. Lees død i marts 2015 affødte en flod af folkelige følelser i Singapore. Tusinder af singaporeanere ventede i lange køer for at udvise respekt for landets ”grundlæggende fader”, som han bliver kaldt. Dødsfaldet blev således en lejlighed til at minde om den progressive proces, som Singapore har gennemgået under Lee og PAP’s 50 år ved magten.

PAP’s overlegne valgsejr indikerer dermed, at det var taktisk smart af premierminister Lee Hsien Loong at udskrive valget i utide og dermed lukrere på 50-års jubilæet og befolkningens stolthed over landsfaderen Lee Kuan Yew.

Regional ustabilitet sender vælgerne mod PAP’s trygge havn
Derudover kan den økonomiske og politiske situation i Asien være med til at forklare regeringens øgede vælgertilslutning. Økonomisk afmatning i Kina og faldende vækstprognoser i Singapore – i ugen op til valget nedjusterede Singapores største udlåner, DBS Bank, landets vækstprognose til beskedne 1,8 procent – kan have affødt en vælgerflugt til regeringens trygge havn, hvor PAP’s pragmatiske DNA sikrer de nødvendige skridt for at opretholde Singapores stabilitet og relevans i den globale økonomi.

Samtidig er Singapores nærmiljø præget af politiske spændinger. I en tale ved et vælgermøde den 8. september, blot tre dage før valget, satte premierminister Lee Hsien Loong regionale uroligheder på dagsordenen i en valgkamp, hvor sikkerheds- og udenrigspolitik ellers har spillet en forsvindende lille rolle:

”Der vil være udfordringer. Vi er et lille land, vi er en ”lille rød prik”. Livet er aldrig let… For Malaysia er det en tid med spændinger og uro, og der er stærke racistiske undertoner på spil… Så det er noget, vi er bekymrede over: vores nærmeste nabo.”

Malaysia og Indonesien har siden Singapores uafhængighed udgjort bystatens primære sikkerhedspolitiske bekymringer. Oprettelsen af samarbejdsorganisationen ASEAN og øget økonomisk samhandel har de seneste år forbedret Singapores forhold til både Malaysia og Indonesien – men nu truer politisk tumult i nabolandene det gode forhold.

Singapores regering står over for en politisk virkelighed, hvor vælgerne i stigende grad stiller større krav om lydhørhed og indenrigspolitiske forandringer
____________________

 

Malaysia befinder sig midt i en politisk krise med en faldende valutakurs og anti-regeringsprotester. Samtidig oplever Indonesien en stigende grad af protektionisme og økonomisk nationalisme. Spændinger i Malaysia og Indonesien har historisk set vist sig problematiske for Singapore, der har fungeret som syndebuk og afledning for national kritik. Beskyldninger om, at Singapores økonomiske udvikling er sket på bekostning af Indonesien og Malaysia, er en diskurs, der har slået rødder i nabolandenes politiske retorik – klar til opblomstring i tilfælde af politisk og økonomisk pres.

Den kommende valgperiode er på denne måde defineret af interne såvel som eksterne udfordringer. Singapores regering står over for en politisk virkelighed, hvor vælgerne i stigende grad stiller større krav om lydhørhed og indenrigspolitiske forandringer, samtidig med at større nabolande minder Singapore om, at den lille bystat konstant må forholde sig til potentielle udenrigspolitiske udfordringer – sådan er vilkårene, når man er ”en lille rød prik” i et stort brusende hav. ◼

Camille Steen (f. 1990) er kandidatstuderende i statskundskab ved Københavns Universitet og studerer pt. Sydøstasiens politiske udvikling ved National University of Singapore. Tidligere praktikant på P1’s Verden ifølge Gram og studentermedhjælper ved DR Udland.

(Foto: Michi Loheit via Flickr)