08.10.2015

Demonstrationer, recession og politiske krise — den latinamerikanske venstrefløj er upopulær efter 10 års succes. Ikke desto mindre er det lykkedes mange af kontinentets regeringer at gennemføre socialreformer og gøre sig mere fri af USA’s politiske magt. I den kommende tid skal flere præsidenter stå skoleret hos befolkningerne.

PERSPEKTIV af Peter Lykke Lind

Mens Alexis Tsipras fejrer sin overlegne sejr i Grækenland, og Jeremy Corbyn har travlt med at dreje Labour til venstre, har deres latinamerikanske åndsfæller ikke meget at fejre for tiden.

I dag er Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, den mest upopulære præsident siden genindførelsen af demokrati i Brasilien. I Argentina er cirka 50 procent af befolkningen utilfredse med præsident Christina Fernández de Kirchner, og i Venezuela bakker kun cirka 20 procent op om præsident Nicolás Maduro.

Så hvad er der sket?

Det lyserøde tidevand

For 10-15 år siden skyllede det “det lyserøde tidevand” ind over Latinamerika. Efter en periode med neo-liberal politik og en høj grad af privatisering kom venstrefløjen til magten: Hugo Chavez i Venezuela, Evo Morales i Bolivia, Tabaré Vasquez i Uruguay, Rafael Correa i Ecuador, Daniel Ortega i Nicaragua, Nestor Kirchner i Argentina og Luiz Inácio da Silva — kendt som Lula — i Brasilien.

Venstrefløjspartierne sad således sikkert på magten på kontinentet.

Professor i latinamerikansk politik ved Oxford Universitet i England, Diego Sánchez-Ancochea, peger på to grunde til venstrefløjens succes dengang:

“Der var en kæmpe utilfredshed med de neo-liberale i slut-halvfemserne. Og så blev demokratiet konsolideret, hvilket naturligt fører til magtskifte,” siger Ancochea til RÆSON.

Steven Levitsky, professor i latinamerikansk historie ved Harvard University i USA, peger på ulighed som en afgørende faktor for venstrefløjens fremmarch:


“Den økonomiske nedtur fra 1998-2002 gik i høj grad ud over støtten til de neoliberale partier, som på det tidspunkt havde været ved magten,” forklarer han.

Det banede netop i 2002 vejen for Luiz Inacio da Silva i Brasilien. Den tidligere fabriksarbejder blev dengang valgt som Brasiliens præsident. Lula sad på magten under gunstige omstændigheder, og vælgerne belønnede først ham og siden hans arvtager, Dilma Rousseff. I 2010 blev hun valgt som landets første kvindelige præsident. Rousseff red i lang tid på en bølge af succes og blev i 2014 genvalgt — men siden da er successen stilnet af.

Rousseff er lige nu presset som aldrig før. Kun otte procent af befolkningen bakker op om hende — til dels en konsekvens af, at en recession har ramt Brasilien med fuld kraft.

Ifølge Monica de Bolle, der er professor i makroøkonomi ved Ponticifical University i Rio de Janeiro, er verdens syvendestørste økonomi faldet ned i en økonomisk nedtur, der kan blive den dybeste, landet har oplevet i 25 år. Hun vurderer, at bruttonationalproduktet er i fare for at falde med 2,5 procent i år.

“Arbejdsløsheden stiger, og indkomsterne eroderer, i takt med at inflationen løber løbsk,” forklarer hun.

Fra vækst til junk
Recessionen i Brasilien er ifølge Monica de Bolle et resultat af flere ting.

“Et dårligt embedsværk, faldet i priserne på køb og salg af varer — og så handlingslammelsen, der er kommet i kølvandet på en korruptionsskandale. Selvom den brasilianske regering forklarer krisen med den kinesiske økonomis nedtur, så er administrationen omdrejningspunktet for krisen. Finanspolitikken har ikke været sammenhængende, og det er grunden til, at den brasilianske økonomi for nylig er blevet vurderet til junk,” siger Bolle.

Præsident Rousseff har derfor netop annonceret en sparepolitik i stil med Grækenlands.
“Skatten stiger, og Rousseff har genindført skat på bankoverførsler. Og så har man annonceret nedskæringer i de sociale ydelser og offentlige investeringer samt en genforhandling af løn og overenskomster for tjenestemænd,” forklarer Bolle.

Afviste USA’s frihandelsaftale

Professor Sánchez-Ancochea fra Oxford Universitet ser trods den manglende folkelige opbakning til flere af Latinamerikas regeringer udviklingen på kontinentet som en sejr for venstrefløjen.

“De fleste lande har brugt flere penge på socialpolitiske områder, skabt nye sociale sikkerhedsnet og reformeret de gamle. Reformeringen af sundhedssystemet i Uruguay og indførelsen af det nye pensionssystem i Bolivia er værd at fremhæve. På samme tid var mange af landene i stand til gennemføre disse ting uden at øge deres gæld,” forklarer Ancochea.

Chefredaktør på den argentinske avis The Argentina Independent, Marc Rogers, fremhæver også et overordnet paradigmeskifte som en sejr for venstrefløjen i Latinamerika. Man gik ifølge Rogers fra at følge USA’s politik — dog med modvilje — til en politik, hvor man sagde nej og satte sin egen kurs. En kurs, der i højere grad skulle pege mod øst.


“Det, der understregede skiftet, var afvisningen af den frihandelsaftale, USA foreslog i 2005. Nestor Kircher, Hugo Chavez og Brasiliens daværende præsident Lula førte an i oppositionen mod den aftale. Det markerede modstanden mod den amerikanske hegemoni i regionen,” forklarer Rogers.


Frihandelsaftalen FTAA gik ud på at fjerne tariffer mellem lande i den amerikanske region og i højere grad tillade, at amerikanske virksomheder kunne eksportere varer til de latinamerikanske lande. Flere latinamerikanske ledere mente imidlertid, at aftalen ville øge fattigdommen i regionen, og at det kun var USA, der ville få noget ud af aftalen.

Tidligere formand for Socialdemokratiet og nuværende leder for FN’s Generalforsamling, Mogens Lykketoft, hæfter sig også ved de socialpolitiske sejre, man har opnået i Sydamerika. Fra sit FN-kontor i New York fremhæver Mogens Lykketoft over for RÆSON den måde, som venstrefløjen i nogle latinamerikanske lande har flyttet hele det politiske spektrum.

“Venstrefløjspartierne i Chile og især Brasilien har gennem lang regeringstid haft afgørende indflydelse på en langt mere social omfordeling, både af penge og sociale rettigheder som for eksempel uddannelse. Det har ændret grundholdningen så meget, at regeringsskifter til centrum-højre ikke betyder, at udviklingen igen drejes modsat,” siger Lykketoft.

En sejr for demokratiet

Redaktør Marc Rogers er heller ikke så sikker på, at venstrefløjen i Latinamerika nødvendigvis har fejlet — trods flere af præsidenternes manglende popularitet.

Han påpeger dog, at de venstreorienterede regeringer ikke magtede at blive økonomisk uafhængige af omverdenen i 00’erne, hvilket er blevet et problem sidenhen.

“De har måske brugt noget af overskuddet fra salg af naturressourcer og øget økonomisk vækst til at reducere fattigdom og udvide uddannelsesområdet og velfærd. Men de fleste lande blev ved med at være for afhængige af enkelte varer: Olie i Venezuela, soya i Argentina og en blanding af de to i Brasilien,” siger Rogers.

Marc Rogers mener, at de ydre omstændigheder vil tvinge nogle lande til at opdatere deres udgave af venstrefløjspolitik.

“Udfordringen med samfundsmodellen står især Venezuela og Brasilien overfor lige nu. De skal ud af deres økonomiske kriser, men det bliver svært i det nuværende økonomiske klima, især med priserne på varer og ydelser, og specifikt nedbremsningen af den kinesiske økonomi. Det lader til, at man enten skal grave en dybere kløft med en ny version af socialisme, som Chavez ville, eller tage et blødere standpunkt og gøre, som Rousseff i Brasilien gør lige nu med sine spareplaner”, siger Marc Rogers.

Vestens lektie
Den danske forsker i venstrefløjsbevægelser og social forandring, Silas Harrebye, peger på, at det generelt kan blive et problem for venstrefløjen, hvis den bliver for stor en del af det, der opfattes som det politiske etablissement. Derved kan den miste den tiltrækningskraft, der ligger i at være en forandringsbevægelse.
 Han forklarer, at det ansvar, der kommer med succes, kan være en udfordring, hvis de venstreorienterede partier skrider mod centrum.

”Det gælder om ikke at glide over i en traditionel højre-venstre-tænkning og ende inde på midten, men holde fast i, at der er andre dynamikker i spil, når vælgere sætter deres kryds i dag,” siger Harrebye.

Når medvinden bliver til magt, kan der dog opstå problemer. Mange venstrefløjsbevægelser kan ifølge Harrebye få problemer med at omsætte idealer til virkelighed.

“Den udfordring, mange bevægelser står overfor — inklusive Syriza, Podemos og Corbyn i Storbritannien — er, at de bliver testet på idealer og principper, lige så snart de får magten. Og kritikkerne vil altid sige, at der har været for langt mellem idealerne og politikken. Det mærkede SF for eksempel på den hårde måde for et par år siden,” siger Harrebye.

Pragmatisme udelukker ikke forandringer
Peter Hummelgaard fra Socialdemokratierne, der i sin DSU-tid havde ansvaret for solidaritetsarbejdet med udenlandske søsterpartier, har tidligere været involveret i socialdemokratisk arbejde i Sydamerika. Han er enig i, at flere venstrefløjspartier har svært ved at finde ben at stå på lige nu i Latinamerika.

”Men det har altså også noget med andre ting at gøre. Det er for firkantet at stille det op som, at pragmatisme udelukker forandringerne,” siger han.

”Det handler om at slå til, når man har mest mulig indflydelse. Günter Grass beskriver den socialdemokratiske bevægelse som en langsom snegl, der bevæger sig progressivt mod sociale fremskridt. Det beskriver det godt. Man kan godt have system og samfundskritik og stadig opbygge samfundsmodeller, der fordeler vækst og velstand og løfter arbejderbevægelsen,” siger han.

Venstrefløjen i Latinamerika kravler imidlertid langsomt lige nu, og i tre lande kan det på kort sigt komme til at koste dyrt.

Den 25. oktober skal befolkningerne i Guatemala og Argentina til stemmeurnerne, mens valget i Peru afholdes i april 2016. ◼

Peter Lykke Lind (f. 1986) er korrespondent for Berlingske i Latinamerika, samt reporter for den argentinske avis The Argentina Independent. Med base i Buenos Aires freelancer han for bl.a. det engelske mediehus Monocle. Peter har tidligere været på Deadline på DR2 og har en master i journalistik fra City University i London samt en cand. merc. komm. fra CBS.

[ILLUSTRATION: Brasiliens præsident Dilma Rousseff, marts 2015. Foto: Jonas Pereira/Agência Senado]