25.10.2015

Hvor centrum-venstre i det 20. århundrede var kendt for udvikling af velfærdssamfundet, bør vi i det 21. århundrede stå for at udvikle forudsætningerne for velfærden. Det vil sige: vækst og produktion i den private sektor.

KOMMENTAR af Ole Sohn

Har centrum-venstre mistet sin livskraft, i takt med at den generelle materielle nød i samfundet er blevet afskaffet, og forbrugersamfundets relative velstand er blevet mere og mere udbredt? Nej. Centrum-venstre få fornyet livskraft ved at udvise politisk lederskab og formulere visioner for løsning af tidens store udfordring: at sikre kloden for kommende generationer.

Når det gælder Danmark, har vores forældre og generationer før dem med slid og flid under langt vanskeligere vilkår end dem, vi lever under, skabt vores velfærdssamfund. Samtidig blev vores generation opdraget til selvstændighed, hvilket er en forudsætning for, at vores moderne samfund har kunnet fungere. Vi stiller flere og flere krav til velfærdsordningerne – og vi ønsker ikke ensartede løsninger. De kollektive interesser, der grundlagde velfærdssamfundet, kan i dag kun fremmes gennem overbevisning og argumentation, med respekt for individet.

I en tid, hvor den globaliserede verdens intensive konkurrence udfordrer vores velfærdssamfund, har centrum-venstre brugt mange kræfter på at forsvare og bevare de goder, som vores forældre og bedsteforældre tilkæmpede sig. Men fokuserer vi for meget på at forsvare privilegierne uden at have et tilsvarende fokus på forudsætningerne for dem, eroderer rettighederne og dermed velfærdssamfundet.

Der er fx en tendens til, at den offentlige sektors størrelse bliver brugt som målestok for, hvor meget eller hvor lidt velfærd der er i samfundet. Men det er simpelthen en forkert målestok. Dels finansieres den offentlige velfærd jo af skatteindtægterne fra den private sektor. Dels får man ikke nødvendigvis en mere ordentlig, velfungerende og moderne offentlig sektor ved flere penge; derimod vil effektiviseringer og et øget fokus på at bruge medarbejdernes ressourcer på kerneopgaver i de kommende år kunne give et pænt løft.

Vi har vist, at bæredygtig vækst virker
Nogle mener, at der nødvendigvis må være en modsætning mellem vækst og bæredygtighed. Har de ret?

Det er klart, at de hastige klimaforandringer og ressourceknapheden vil placere klimaet og miljøet endnu mere centralt i de kommende år, både internationalt og herhjemme. Centrum-venstres opgave bliver at finde løsninger, hvor den grønne dagsorden går hånd i hånd med jobskabelse. Vi skal placere Danmark der, hvor vi går fra at være first mover til at være smart mover. For når miljøgevinster omsættes til jobs og eksport, bliver der en naturlig sammenhæng mellem miljø- og erhvervspolitik. At den grønne dagsorden og væksten kan gå hånd i hånd, er jo fantastisk. Det skal centrum-venstre fokusere mere på i det 21. århundrede. Virkeligheden er, at der skal produceres mere for mindre – men den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre. Og det er vigtigt at understrege, at fx dansk landbrug og fødevaresektoren faktisk er langt fremme på den grønne dagsorden.

I dag er hverken forbrugerne eller erhvervslivet funderet på nationalstaten.
____________________

 

Naturligvis er debatten om, hvorvidt vi gør nok for at mindske presset på miljøet og naturen, vigtig. Men det er fx værd at glædes over, at dansk landbrug faktisk fra 1990 til 2011 har reduceret kvælstofoverskuddet med 45 pct., at udledningen af drivhusgasser er faldet med 24 pct., samtidig med at produktionen er øget med 45 pct. – og at den danske økologieksport er tredoblet siden 2006. Vi står fortsat over for en stor opgave med at beskytte miljøet og klimaet og samtidig prioritere vækst, der sikrer velfærd og udvikling. Men det KAN lade sig gøre. Og centrum-venstre har bidraget meget hertil. At det lykkedes os at løfte miljøet højt op på den politiske dagsorden, har sat sine tydelige spor på væksten i Danmark – vi er førende på verdensmarkedet inden for cleantech-, landbrugs- og fødevareindustrien.

I dag er alle virksomheder optaget af at være ressourceeffektive – ikke (kun) fordi centrum-venstre har været aktiv på den grønne dagsorden, men fordi det styrker virksomhedernes konkurrenceevne og derfor kan betale sig.

Den nye hovedopgave: fokus på konkurrencekraften
Centrum-venstres hovedopgave i det 21. århundrede er at sikre en sund samfundsøkonomi, der kan styrke erhvervslivets konkurrenceevne og indtjeningskraft. For det er derigennem, vi skal skabe velstand til velfærden. Hvis der er uorden i samfundsøkonomien, og hvis rammerne for erhvervslivet er for dårlige, er det de svageste grupper, der bliver samfundets tabere. For det betyder nedskæringer i velfærden og tab af arbejdspladser. Grækenland er et skrækindjagende eksempel herpå.

I det hele taget er Europa presset i den nye globale verden – og det er Danmark også. I dag er hverken forbrugerne eller erhvervslivet funderet på nationalstaten. Forbrugerne bliver mere og mere kritiske og prisbevidste. En vares produktionsland er ikke afgørende – som forbrugere vil vi have varer og tjenesteydelser, der er bedst til prisen. Det er realiteter, som vi ikke kan se bort fra. Derfor skal centrum-venstre stadig have fokus på vores konkurrencekraft. Ellers mister vi velfærd og skubber flere og flere væk fra arbejdsmarkedet. Og i det danske velfærdssamfund, hvor vi har skabt relativt gode løn- og ansættelsesvilkår på overenskomstmæssige vilkår, som vi gerne vil fastholde, kræver det ENDNU mere fokus på produktivitet og konkurrenceevne.

Det skal ganske enkelt være lønsomt for virksomhederne at betale danske lønninger – ellers øges presset på det danske lønniveau. Det var ræsonnementet, da formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, i sin tiltrædelsestale for nogle år siden fastslog, at hans mål var, at produktiviteten i danske metalvirksomheder skulle øges med 50 pct. over de kommende ti år. For det er forudsætningen for, at der er produktionsarbejdspladser for hans medlemmer i fremtiden. Det er faktisk også et godt værn mod social dumping.

Jo mere åbent Europa bliver, desto mere mobil bliver arbejdskraften. Når vi har et stort antal udenlandske – ikke mindst østeuropæiske – medarbejdere i Danmark, skyldes det nogle ubalancer i samfundet. På nogle områder mangler vi tilstrækkeligt med uddannet arbejdskraft, på andre kan der være udfordringer mellem korte ansættelser og dagpengesystemet. Vi kan og skal ikke forhindre østeuropæere i at arbejde i Danmark. Men vi kan mindske behovet for udenlandsk arbejdskraft, hvis vi uddanner og opkvalificerer danske medarbejdere, så de møder erhvervslivets behov.

Vi kan og skal ikke forhindre østeuropæere i at arbejde i Danmark.
____________________

 

Gennem strukturelle reformer af beskæftigelsesindsatsen og dagpengesystemet kan vi sikre et bedre match mellem arbejdsløse og jobudbuddene. Og gennem en koordineret indsats kan vi modvirke social dumping, dvs. når udlændinge ikke arbejder på danske løn- og arbejdsvilkår. Faktisk skal vi opprioritere alle tre områder, for på grund af den aldrende befolkning i ikke mindst Tyskland og Polen vil arbejdskraften fra disse lande blive mere eftertragtet hjemme. Det vil i de kommende år give os store udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft nok.

Den globale udvikling udfordrer også det danske arbejdsmarked, fx inden for flybranchen, hvor forbrugernes ønsker om billigere billetter og lavprisselskabernes kamp for at indfri dette ønske i den grad udfordrer de gamle statsejede flyselskaber. Det har ført til mere fleksible og konkurrencedygtige aftaler mellem flyselskaberne og de faglige organisationer, som er håndteret inden for forhandlingssystemet. Men presset fra det globale flymarked fortsætter. Senest har vi set det med Ryanair. Presset fra firmaer som disse vil tage til i styrke. Og selvom det heldigvis lykkedes dansk fagbevægelse at forhindre, at denne forretningsmodel fik base i Danmark, så skal der et langt stærkere samarbejde til i Europa – dels mellem de europæiske faglige organisationer, dels gennem EU.

Et andet afgørende forhold i en progressiv erhvervspolitik er, at rammerne, som virksomhederne arbejder inden for, er stabile. Virkeligheden er jo, at virksomhederne har et enormt ansvar. Mange små og mellemstore virksomheder er personligt ejede, og ejeren har sat hele familiens økonomi på højkant. Store virksomheder skal stå til ansvar over for aktionærerne, som jo ofte er pensionskasser, der forvalter hårdtarbejdende lønmodtageres pensionsopsparing. Centrum-venstre bør især have fokus på, at der skabes produktionsarbejdspladser, fordi det gavner ufaglærte og faglærte grupper. Med produktionsjobs følger også forsknings- og udviklingsaktiviteter og servicejobs. Men produktionsarbejdspladserne kommer kun, hvis det er rentabelt at producere i Danmark i forhold til udlandet. En klar centrum-venstre-strategi for jobskabelse og et værn om de dårligst stillede i samfundet går simpelthen gennem en progressiv erhvervs- og vækstpolitik.

Flere penge er ikke vejen til en bedre offentlig sektor
Centrum-venstre har op gennem det 20. århundrede været drivende i op- og udbygning af den offentlige sektor. Men i ønsket om at gøre den offentlige sektor så god som muligt og minimere antallet af fejl er der også blevet opbygget et kontrol- og detailstyringssystem, der er hæmmende for udviklingen og effektiviseringen. Opgaven for centrum-venstre er at omdanne, modernisere og indrette den offentlige sektor, så den bliver bedre til at fremme innovation og løfte produktiviteten. Hvis ikke det sker, bliver det de lavtlønnede og arbejdsløse, der kommer til at betale for meget for en dårligere service, hvor de velstillede blot vælger alternativer til.

Den offentlige sektor skal være langt mere resultatorienteret end arbejdsprocesorienteret. Det øger både friheden og ansvaret hos ledere og medarbejdere, og på den måde vil produktiviteten kunne hæves. Alt for mange medarbejdere i det offentlige bruger en uforholdsmæssig stor andel af deres arbejdstid på ting, der ikke relaterer sig til deres kerneopgaver. Den globale konkurrence, som store dele af den private sektor er underlagt, betyder, at arbejdspladserne forsvinder, hvis ikke virksomhederne er konkurrencedygtige. Det har bl.a. medført langt mere fleksible overenskomster, der inden for nogle fælles rammer giver den enkelte virksomhed samt dens medarbejdere og tillidsrepræsentanter bedre muligheder for at omstille sig, når konkurrencevilkårene kræver det, for på den måde at sikre flest mulige arbejdspladser.

Tidligere tiders ideologiske debat for eller imod udliciteringer er ved at blive afløst af en mere pragmatisk tilgang til, hvordan opgaverne skal løses.
____________________

 

Den incitamentsstruktur, som virker i den private sektor, fungerer ikke helt på samme måde i det offentlige. Og de offentlige overenskomster er præget af mindre fleksibilitet og er mere faggruppeopdelte. Det gør det naturligvis vanskeligere at bruge medarbejdernes ressourcer på den bedst mulige måde, hvilket kan have indflydelse på den service, borgerne får. Det vil fremme moderniseringen af den offentlige sektor, hvis det offentlige arbejdsmarked får mere rammeprægede overenskomster, der giver mulighed for større fleksibilitet til at løse de offentlige serviceopgaver. På den måde kan lederne, medarbejderne og de lokale tillidsrepræsentanter få større mulighed for at lave lokale aftaler om at udnytte arbejdstiden bedre.

Sammenlagt vil mindre bureaukrati, færre regler og processtyring samt mere fleksible overenskomster give medarbejderne større indflydelse på deres daglige arbejde, og det giver rum for, at lederne på de offentlige arbejdspladser får større ansvar og råderum.

I arbejdet med at modernisere og effektivisere den offentlige sektor er der også andre udfordringer, som trænger sig på, hvor der kan trækkes på erfaringerne fra den private sektor. Samfundet blev bygget op omkring en stærk offentlig sektor, der tog vare på velfærden – både den hårde og den bløde velfærd: daginstitutioner, folkeskolen, plejehjem, sygehuse og en række forsyningsanlæg for vand, varme og affald mv. Men de demokratiske og kritiske borgere, som velfærdssamfundet opfostrede, og som har nydt godt af velfærden, vil videre. Det er ikke længere nok, at velfærdsinstitutionerne er der.

Den offentlige sektor vil undergå forandringer
Der stilles i dag stærkt stigende krav til kvalitet, diversitet og pris. Og det er en udvikling, der kun vil tage til i styrke fremover. Derfor skal den offentlige sektors service være bedre på kvalitet og pris. Hvis servicetilbuddene er for dårlige, vil de hovedsageligt blive benyttet af de økonomisk svage grupper, der ikke har andre muligheder, mens bedrestillede vil vælge private servicetilbud. Og det vil igen rejse debatten om, hvorfor man skal betale skat for noget, man ikke bruger.

For sammenhængskraften i samfundet er det vigtigt, at eksempelvis daginstitutioner og folkeskolen er en social smeltedigel, hvor børn fra alle samfundslag og grupper mødes, dannes og udvikles. Men sådan er det ikke i tilstrækkeligt omfang i dag. Flere og flere vælger folkeskolen fra til fordel for private skoler. Skal udviklingen vendes, så folkeskolen er noget, der bliver valgt til, skal kvaliteten forbedres, så de alternative private skoler bliver mindre attraktive.

Svaret er ikke øgede skatter til finansiering af den offentlige sektor. For øgede skatter vil gå ud over antallet af arbejdspladser i den private sektor, som igen vil betyde færre midler til den offentlige sektor. Svaret er en modernisering af den offentlige sektor, hvor borgerens oplevelse af servicen er i centrum. Det betyder, at der løbende skal effektiviseres, og at de midler, der frigøres, flyttes over, hvor servicen skal fastholdes eller forbedres.

Meget kan gøres i de enkelte kommuner og regioner. Og en del nye midler vil kunne frigøres ved at løfte opgaverne i et større samarbejde mellem kommuner, regioner og staten. De fem nye supersygehuse er en god illustration af, hvordan det offentlige vil kunne få mere for pengene. Byggeriet, der er undervejs, er mere tilrettelagt ud fra en politisk tankegang end ud fra en rationel forretningsmæssig analyse.

Det var IKKE økonomisk rationelt at igangsætte alle byggerierne nogenlunde samtidig, hvorimod det var politisk interessant for regionsformænd og regering at kunne sætte en spade i jorden for hvert projekt for at vise handlekraft. Man kunne næppe forestille sig, at fx et rederi ville bestille fem nye, store skibe og lade dem bygge samtidig på fem forskellige værfter. Der ligger jo oplagt en rationaliseringsgevinst i at drage erfaringer fra det første byggeri, som vil kunne billiggøre de efterfølgende byggerier. Det giver god mening, at regioner og staten skeler til erfaringerne fra den private sektor.

På samme måde venter der også et stort samfundsøkonomisk potentiale, hvis den offentlige sektor beslutter sig for at drive sine forsyningsselskaber (fx el, vand, varme og renovation) mere forretningsmæssigt efter samme retningslinjer, som vi har bedt de private selskaber om at følge. Via Komitéen for God Selskabsledelse har vi bedt de private virksomheder om at følge en række etiske retningslinjer for god selskabsledelse. To af de centrale anbefalinger er, at mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne skal være uafhængige af ejerne, ligesom bestyrelsesmedlemmerne skal være i besiddelse af de for selskabet rette faglige og personlige kompetencer, således at de på bedste vis kan bidrage til selskabets forretningsmæssige udvikling.

Danmark er et udtryk for centrum-venstres store indflydelse: Velfærdssamfundet er resultatet af arbejderbevægelsens store indsats gennem generationer.
____________________

 

Det er stadig sådan, at det er almindeligt i kommunerne at lade udpegelsen af bestyrelsesposter i de offentlige selskaber indgå som led i de politiske konstitueringsaftaler, der finder sted efter kommunevalgene. Og det er ikke ideelt set i forhold til det offentlige selskab. Dels er et kommunalbestyrelsesmedlem jo ikke uafhængigt af ejeren – dels besidder et kommunalbestyrelsesmedlem ikke nødvendigvis de rette kvalifikationer for at sikre en effektiv drift og udvikling af selskabet.

I dag er andelen af kommunalbestyrelsesmedlemmer i de kommunale vandselskaber 52 pct., i fjernvarmeselskaberne 69 pct., i spildevandsselskaberne 59 pct., og i affaldsselskaberne 97 pct. Der er behov for, at udpegelsen af bestyrelsesmedlemmer flyttes væk fra de politiske konstitueringsaftaler og erstattes af en mere forretningsmæssigt professionel tilgang til bestyrelsesledelse i de offentlige selskaber. En mere effektiv drift af offentlige selskaber vil kunne skabe større overskud – eller give besparelser, som kan frigøre midler til andre kommunale formål. Gevinsterne kunne også bruges til at sænke takster og afgifter til gavn for borgere og selskaber og dermed understøtte jobskabelsen i den private sektor.

I det hele taget vil den offentlige sektor undergå forandringer i de kommende år. Tidligere tiders ideologiske debat for eller imod udliciteringer er ved at blive afløst af en mere pragmatisk tilgang til, hvordan opgaverne skal løses. Forbrugerpolitikken, som centrum-venstre altid har haft højt på den politiske dagsorden, gør sig i stigende grad også gældende i forhold til den offentlige sektor. I dag er kvalitet og pris vigtigere, end hvem der udfører opgaven. Derfor vil vi fremover se et øget offentlig-privat samarbejde, hvor de fælles ressourcer udnyttes bedst muligt. Konkurrencen mellem offentlige og private aktører vil gøre begge parter skarpere og bedre til gavn for borgerne, der både får en bedre privat og en bedre offentlig servicesektor. Også dette vil frigive midler, der kan prioriteres til børn, folkeskole og ældre.

Tro på Europa
Nogle mener, at når centrum-venstre fokuserer mere og mere på at sikre en sund økonomi og gode vilkår for erhvervslivet, udviskes forskellene mellem højre og venstre i det politiske billede. Det er jeg helt uenig i. Danmark er et udtryk for centrum-venstres store indflydelse: Velfærdssamfundet er resultatet af arbejderbevægelsens store indsats gennem generationer.

At borgerlige partier også anerkender det og ikke grundlæggende ønsker at ændre fundamentet for velfærdssamfundet, gør da ikke indsatsen mindre glorværdig. Og det betyder ikke, at forskellene mellem højre og venstre udviskes. De store politiske dagsordener om at mindske ulighederne i verden findes stadig. Der sættes verdensrekord i flygtningestrømme. Den økonomiske tragedie i Grækenland rokker ved stabiliteten i Europas økonomi. Og klimaforandringerne og ressourcemanglen vil uundgåeligt påvirke livsvilkårene for millioner af mennesker verden over.

I takt med at de globale udfordringer vokser, er der en tendens til, at de enkelte europæiske lande lukker sig mere og mere om sig selv frem for at udvise politisk lederskab og styrke det internationale samarbejde. Disse store udfordringer kalder på internationalt politisk lederskab – centrum-venstre bør gribe denne opgave og formulere visioner for Danmarks rolle og ansvar i en stadig mere globaliseret verden. Det politiske rum til dette er til stede netop i disse år, hvor de borgerlige partier bliver mere og mere kritiske over for det europæiske samarbejde.

I en tid med stigende politisk og økonomisk ustabilitet er det vigtigt, at EU kommer til at spille en mere betydende rolle, både for sammenhængskraften i Europa og på den globale scene. Der er behov for flere fælles løsninger i Europa på de udfordringer, vi står midt i, ikke kun om økonomi, men også når det gælder flygtninge- og migrationspolitikken. Ingen europæiske lande kan alene mindske det globale pres på Europa. Kun i fællesskab kan vi adressere de problemer, der er årsag til de enorme flygtninge- og migrationsstrømme. ◼

Ole Sohn (f. 1954) er konsulent, forfatter og foredragsholder. Formand for Danmarks Kommunistiske Parti i 1987-1991. Medlem af Folketinget for SF (1998-2014) og for S (2014-2015) samt erhvervs- og vækstminister (2011-2012). Drev i 2004-2013 forlaget Sohn. Desuden forfatter til en række bøger, herunder Den højeste straf (1996) og De drog mod øst – danskeres udvandring til Rusland og Sibirien 1864 til 1919 (2002).

Foto: SF.dk