28.04.2015

Propaganda og PR på de sociale medier er efterhånden blevet en integreret del af at være engageret i en væbnet konflikt. Også for Hamas, der nu lægger strategien om og forsøger at brande sig overfor et vestligt publikum i et mere forsonende toneleje.

ANALYSE af Laust Kruse

”Hamas tror på dialog og en fredelig overdragelse af magt.” Sådan kunne man for få dage siden læse på Hamas’ Twitter-profil @HamasInfoEn. Tonen er et bemærkelsesværdigt skift væk fra tidligere tiders aggressive retoriske stil. Hamas’ nye tilgang til strategisk kommunikation på nettet ligner en satsning, der skal vinde sympati og legitimering hos et vestligt publikum fremfor at skubbe Vesten fra sig med trusler om vold mod Israel.

Kampen om at skaffe sig sympati og håne modstanderen på de sociale medier er efterhånden en fast bestanddel af konflikten mellem Hamas og Israel. Men Hamas’ seneste skud på stammen udi online-propagandaens kunst afviger markant fra det, man har tidligere har set fra gruppen. I denne relancering af Hamas’ image på de sociale medier, portrætterer gruppen sig selv som mere strømlinet og venligtsindet end hidtil. Meget tyder på, at organisationen nu bejler til vestlige Twitter-brugere.

Israel har siden Gaza-krigen i vinteren 2008/2009 gradvist forøget sin aktivitet på både Twitter, Facebook, YouTube, Instagram og andre platforme. Senest så man i sommeren 2014 under operationen Protective Edge, hvordan den israelske hærs bombardementer af Gaza blev akkompagneret af en massiv kampagne på de sociale medier. Kampagnen havde til formål at informere verden om krigen – set fra Israels synspunkt – uden de forstyrrende kritiske elementer i traditionelle medier.

Den israelske internetkampagne illustrerede klart, hvordan det at vinde ”hearts and minds” er blevet en vigtig del af konflikten mellem de to parter. Og denne informationskrig foregår i høj grad på nettet parallelt med den væbnede konflikt på jorden. Oftest er målgruppen et internationalt publikum – og gerne unge mennesker i USA og Europa. Hamas har længe været klar over dette faktum, men har manglet den professionelle og sofistikerede tilgang til fænomenet, som den israelske hær er blevet kendt for. Med over 100 ansatte i afdelingen for nye medier, har den israelske hær lanceret den ene velsmurte og professionelle kampagne efter den anden – alle har basalt set drejet sig om at miskreditere Hamas, imens man har forsøgt at legitimere egne handlinger. Dette så man et eksempel på under operation Pillar of Defense i 2012, hvor den israelske hær tweetede billeder af Hamas’ kommandører med påskriften ”ELIMINATED” og bragte ”breaking news”, der viste dronedrab på YouTube.

Men Hamas vil også være med. I marts relancerede organisationen Twitter-kontoen @HamasInfo, en tilsvarende engelske udgave @HamasInfoEn, samt en ny hjemmeside på domænet hamas.ps. På begge platforme er der skruet ned for den krigeriske retorik, der plejede at kendetegne gruppen. I stedet stiller Hamas krav om overholdelse af menneskerettighederne fra israelsk side og tilkendegiver sympati med fanger i Israels varetægt og de mange palæstinensiske flygtninge, der i øjeblikket er fanget i den berygtede flygtningelejr Yarmouk i Syrien.

Fra hestens egen mund
Et eksempel på denne nye online mediesatsning var, at man for få uger siden forsøgte sig med en #AskHamas-kampagne på Twitter, hvor brugerne kunne stille spørgsmål til seniormedlemmer af organisationen. Man kunne spørge om hvad som helst og høre svaret ”fra hestens egen mund,“ lød det. Målet med kampagnen var ifølge Hamas’ talsmand, Taher al-Nounou, at ”afvise, at palæstinensisk modstandskamp bliver stemplet som terrorisme.”

Kampagnen blev mødt med massiv modstand og mobning fra pro-israelske sympatisører og organisationer.
Twitter og andre sociale medieplatforme er for længst blevet digitale slagmarker for folk, der har en tilknytning og holdning til den israelsk-palæstinensiske konflikt. Derfor blev en modkampagne til #AskHamas-eventet hurtigt mobiliseret, og hundreder af Twitter-brugere forsøgte at spolere kampagnen med spydige spørgsmål, som: ”Opfordrer jeres modige milliardær-ledere stadigvæk jer og jeres børn til at dø martyrdøden fra et femstjernet hotel i Qatar?” med henvisning til Khaled Mashal’s eksil i Doha under den seneste voldelige eskalering i Gaza mellem Hamas og Israel.

Et andet spørgsmål lød: ”Hvis man skal vælge hvor man vil gemme et våbenlager på et hospital, hvad er så bedst: Røntgenafdelingen eller børneafdelingen?” – en kommentar til beskyldningerne om, at Hamas bruger civile i Gaza som menneskelige skjold. De fleste af den type spørgsmål fik ingen svar fra folkene bag #AskHamas-eventet.

Om forsøget på at opbløde forholdet til omverdenen med sådan en kampagne fra Hamas’ side er en succes eller ej kommer an på, hvem man spørger. Mange Twitter-brugere kaldte det en PR-katastrofe, imens andre påpegede, at det var en smart manøvre, der udstillede pro-israelske brugeres hadefulde retorik. Uanset hvilket lys man ser det i, er det interessant, at Hamas satser på en blødere PR-offensiv på nettet – på engelsk. Det viser, at man forsøger at nå og påvirke et vestligt publikum. Og målet er tilsyneladende at profilere sig i en mere spiselig variant end hidtil.

Hamas’ tilstedeværelse på sociale medier har tidligere lidt under, at dets profiler blev slettet for brud på de respektive medieplatformes retningslinjer (typisk pga. hate-speech og ”opfordring til vold”). Derfor kunne gruppens Twitter- eller Facebook-konti tidligere leve i alt fra fem minutter til nogle uger, før de blev fjernet. Dette gjaldt for moderorganisationen såvel som dens væbnede fløj, al-Qassam brigaderne, der ikke sparede på trusler og erklæringer om snarlig død og ødelæggelse i deres tweets. En sådan sporadisk tilstedeværelse på de sociale medier gør det umuligt at opbygge en varig gruppe ’følgere’, og dette er åbenlyst én af grundene til, at Hamas nu vælger en knapt så aggressiv retorisk tilgang.

Men der er formentlig også andre og mere grundlæggende årsager til Hamas’ nyfundne opblødte retorik på de sociale medier. Organisationen er mere presset i disse år, end den har været længe. Skruerne er gradvist blevet strammet om Gaza fra egyptisk side efter præsident Abdel Fattah al-Sisis klapjagt på det Muslimske Broderskab. Samtidigt lider Gaza kraftigt under Israels bombardementer. Det seneste fandt sted i sommeren 2014, hvor hele verden blev mindet om det militære styrkeforhold mellem de to parter. Angrebet efterlod Hamas svækket og store områder af den lille stribe land i ruiner.

Med hardlineren Benjamin Netanyahus genvalg i Israel ser ingen af disse faktorer ud til at ændre sig inden for en overskuelig fremtid, selvom man fra israelsk side stadig foretrækker Hamas frem for de mere ekstremistiske kræfter, der står klar i kulissen. Hertil kommer et stigende anstrengt forhold til Iran, samt at Hamas befinder sig i en økonomisk krise og ikke kan betale lønninger i Gaza.

Forsoning?
Som om det ikke var nok, så ser den såkaldte forsoningsaftale mellem Fatah og Hamas ud til at være kuldsejlet, før den overhovedet blev lanceret. Målet var ved aftalens indgåelse i april 2014, at man på sigt skulle oprette en fælles konsensusregering, der som sin vigtigste opgave skulle bane vejen for et demokratisk palæstinensisk valg på både Vestbredden og i Gaza – og i sidste ende munde ud i et forenet styre af begge områder.

Men Netanyahu gav forsoningen dødsstødet, da han meldte ud, at han vil holde det palæstinensiske selvstyres præsident Mahmoud Abbas ansvarlig for hver eneste raket, Hamas affyrer fra Gaza, såfremt de to faktioner forenes. Han tilføjede, at Israel ikke vil forhandle med terroristorganisationen Hamas. Samtidig har Fatah og Hamas travlt med at anklage hinanden for diverse forbrydelser. Hamas beskylder Mahmoud Abbas for personligt at medvirke i destabiliseringen af Gaza. Fatah siger omvendt, at målet med Hamas’ beskyldninger er at retfærdiggøre adskillelsen mellem Gaza og Vestbredden – og at Hamas forsøger at dække over, at dets ledere samarbejder med Israel på spionage- og sikkerhedsområdet.

De to partier udkæmpede en kamp om Gaza i 2007, hvilket resulterede i, at Hamas overtog styret fra Fatah. Den administrative adskillelse mellem Vestbredden og Gaza var hermed en realitet. Siden har de været i opposition til hinanden. Forsoningsaftalen i 2014 er et forsøg på at bløde forholdet op mellem parterne – indtil videre uden nævneværdige resultater.

Mange har udtrykt skepsis over resultatet af det israelske valg, som menes at være den endegyldige showstopper for en eventuel genoptagelse af fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne. Netanyahu har selv sagt direkte, at der ikke bliver en to-statsløsning, så længe han er ved roret.
Men spørgsmålet er, om palæstinenserne ville have været bedre stillet med den slagne modkandidat fra Arbejderpartiet Isaac Herzog. Han udtrykte sig i forsonende vendinger under valgkampen, når talen faldt på det palæstinensiske spørgsmål, men han ville formentlig aldrig opnå egentlige resultater. Med Netanyahu ved både palæstinenserne og resten af verden, hvem de har med at gøre. Og det er håbet fra tilhængere af tostatsløsningen, at man kan presse Israel tilbage til forhandlingsbordet ved at øge presset både fra politisk hold og i form af græsrodsbevægelser og boykotkampagner som BDS-bevægelsens (Boycott, Divestment, Sanctions.)

Det er nok tvivlsomt, hvad Hamas kan opnå politisk og strategisk med sin nye Twitter-kampagne. Kritikere vil stadig beskylde organisationen for at tale med to tunger alt efter, hvem de adresserer. Og der er uendeligt langt fra tweets med ønsker om fred til, at freden faktisk indfinder sig. Twitter kan heller ikke lave om på, at Hamas befinder sig i en af sine største politiske kriser. Omvendt har Hamas set, hvordan Israel har haft succes med at brande sig selv på nettet over for et internationalt publikum. I den sammenhæng har organisationen ikke noget valg: Man må forsøge at gøre sig attraktiv for omverdenen ved først og fremmest at tage kontrol over budskabet, som spillereglerne for de sociale medier dikterer. Om Vesten køber budskabet, må tiden vise.

Laust Kruse (f. 1981) er Cand.mag i Historie og Mellemøststudier og har været udsendt på Vestbredden for Udenrigsministeriet. Hans speciale om den Israelske hærs brug af sociale medier fra 2014 har affødt en del opmærksomhed fra både danske og udenlandske medier. ILLUSTRATION: Graffiti i Gaza [Foto: YRL]