25.07.2015

Selv om situationen i Grækenland er ekstrem er det forkert at betragte landets krise i isolation. Det grundlæggende problem er euroen.

Kommentar af Niels Westy

Måske skyldes det at jeg er økonom. Måske skyldes at jeg kan huske diskussionen i begyndelsen af 1980erne, da Danmark var på ”vej mod afgrunden”, som daværende finansminister Knud Heinesen formulerede det. Under alle omstændigheder har det været slående hvor mange tåbelige og dybt nedladende kommentarer den græske gældskrise har udløst, ikke mindst på de sociale medier.

Da Claus Hjort i sidste uge meddelte, at Danmark garanterer for ca. 1 mia. kroner ud af et lån på 52 mia. kroner fra EU’s hjælpefond, EFSM, blev det mødt med modstand fra flere partier. Liberal Alliances europaordfører, Christina Egelund, påpegede således, at ”Danske skatteborgere skal ikke finansiere Grækenlands gæld til Euro-landene. Kriser i Eurozonen skal løses i Eurozonen, og sager i EU skal løses af EU-medlemslandene, og derfor skal Danmark ikke finansiere nødlånet til Grækenland”. Ganske rimeligt, givet at vi faktisk stemte nej til euroen i 2000.

På de sociale medier var og er reaktionerne dog anderledes håndfaste. Ofte præget af en temmelig ringe forståelse for den enkelte grækers situation og manglende forståelse for hvorfor Grækenlands økonomi er kollapset. Når f eks. en konservativ kandidat til det seneste folketingsvalg på Facebook afviste at låne penge via EU’s hjælpefond, fordi vi ikke skal „låne ud til grækernes forbrugsfest‟, afslører det en afgrundsdyb uvidenhed om forholdene i Grækenland.

Det vil bestemt være synd at tale om forbrugsfest i Grækenland, for at sige det mildt. Grækenland er det land i EU, som har reduceret deres offentlige udgifter mest siden 2007, mens økonomien er kollapset, BNP styrtdykket og arbejdsløsheden er steget til 25 procent
____________________

 

Det vil bestemt være synd at tale om forbrugsfest i Grækenland, for at sige det mildt. Grækenland er det land i EU, som har reduceret deres offentlige udgifter mest siden 2007, mens økonomien er kollapset, BNP styrtdykket og arbejdsløsheden er steget til 25 procent. Forbrugsfesten er for længst et overstået kapitel i Grækenland.

Udtalelser som ovenstående afslører måske også en betydelig overvurdering af os selv som danskere. Når vi i disse år ryster på hovedet af grækerne er det måske værd at huske på, hvor mange år der gik og hvor meget ”overforbrug”, der skulle til før vi selv fik løst vores egne gældsproblemer.

At Danmark havde eksterne balanceproblemer stod allerede klart i 1960erne. Således udtalte daværende statsminister Jens Otto Krag den 6. oktober 1964: ”Det er for regeringen et afgørende hensyn, at der føres en politik, hvorved den økonomiske balance holdes. Den for store uligevægt i handelsbalancen, som jeg allerede har omtalt, må søges rettet op.” Mens daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer i 1969 pointerede, at: ”Underskuddet på betalingsbalancen er imidlertid så stort, at det vil kræve flere års målbevidst indsats at få det elimineret. Denne indsats er nødvendig, hvis vi skal undgå pludselig at blive konfronteret med krav udefra om en så hurtig forbedring, at der bliver væsentlig risiko for en betydelig stigning i ledigheden. I denne periode må det være klart, at den pengepolitiske bevægelsesfrihed er yderst begrænset. Det vil ikke være muligt at foretage væsentlige lempelser i pengepolitikken, og det vil være nødvendigt at opretholde et renteniveau, der er mærkbart højere end i de fleste andre industrilande” (supplement til Dansk økonomi, december 1987, udgivet i anledning af 25 året for oprettelsen af Det økonomiske Råd).

Når vi i disse år ryster på hovedet af grækerne er det måske værd at huske på, hvor mange år der gik og hvor meget ”overforbrug”, der skulle til før vi selv fik løst vores egne gældsproblemer. Jeg har aldrig hørt om nogen, som dengang blot trak på skuldrene og tænkte ”nå ja, vi har jo haft en forbrugsfest, og den skal jo betales” – om Danmark 1980erne
____________________

 

Men det var vel ikke før kartoffelkuren i 1987 og den efterfølgende flerårige stagnation i dansk økonomi, at vi endeligt fik vendt skuden. Det var nok en nødvendig, men også en barsk tilpasning af dansk økonomi. Huspriserne fadt drastisk – først omkring årtusindeskiftet var de tilbage på 1986-niveau. Tusindevis af familier måtte se deres hjem gå på tvangsaktion. Økonomien stagnerede og arbejdsløsheden steg.

Jeg har aldrig hørt om nogen, som dengang blot trak på skuldrene og tænkte ”nå ja, vi har jo haft en forbrugsfest, og den skal jo betales”, mens de forlod huset som var endt på tvangsaktion og var på vej ned til arbejdsformidlingen for at finde et nyt job. Sådan fungerer det jo ikke. Den enkelte dansker følte ikke noget ansvar for gældsproblemerne. Det gør den enkelte græker naturligvis heller ikke.

Ovenstående skal bestemt ikke læses som et forsvar for den økonomiske politik i Grækenland, der har været katastrofal. Ligeledes holder sammenligningen mellem Danmark og Grækenland naturligvis kun et stykke af vejen. Vi kom aldrig ud i så store problemer som Grækerne nu befinder sig i. Men det er ikke et spørgsmål om enten eller, snarere mere eller mindre.

Den danske løsning indebar hverken store reformer eller en tilbagerulning af den socialstat som man opbyggede i 1970erne. Dansk tilpasning er først og fremmest sket gennem tilpasning af det private forbrug – ikke gennem reformer som kunne sikre vækst og velstand. I forhold til resten af verden har vi gennem de sidste mange årtier oplevet en relativ langsom fremgang i levestandard i forhold til andre lande. En udvikling som i fravær af betydelige reformer, må forventes at fortsætte.

Forskellene mellem dansk og græsk økonomi er naturligvis til at tage og føle på. I Grækenland udgør den sorte økonomi ca. 25 procent af BNP. Skatteopkrævningen er ekstrem ineffektiv. Udestående skattegæld udgør ca. 90 procent af de årlige skatteindtægter. Suverænt EU’s højeste. Offentlige institutioner er præget af ineffektivitet og korruption osv. osv. Alligevel kan dette ikke i sig selv forklare dybden i den nuværende græske krise. Til det kræves et utopisk projekt. Et sådan er euroen.

Eurozonen har på intet tidspunkt levet op til de grundlæggende forudsætninger, som må gælde for en velfungerende monetær union
____________________

 

OP TIL DANMARKS EUROAFSTEMNING i 2000 udtalte Det Økonomiske Råd, at euroen først og fremmest var et politisk projekt. Hermed var de på linje med de mange økonomer, ikke mindst Milton Friedman, som altid har været skeptiske overfor en monetær union. Som Friedman påpegede i 2001: „Euroen blev oprettet, fordi den havde et politisk formål frem for et økonomisk, som et skridt på vej mod myten om Europas Forenede Stater. I bund og grund tror jeg, at effekten vil blive den stik modsatte‟. Den internationalt anerkende danske økonom, Lars Christensen, som står bag den fremragende blog ”The Market Monetarist” (marketmonetarist.com), har fremhævet, at ”uden euroen ville krisen i Europa formentlig for længst være overstået”. Og det er slående hvor meget bedre lande med relativt flydende valutaer har klaret sig sammenlignet med eurolandene. Der er således god grund til at antage, at “krisen i Europa i højere grad er forårsaget af selve euroen end individuelle landes fejlslagne politik”.

Selv om situationen i Grækenland er ekstrem, er det forkert at se på landets krise i isolation. Det grundlæggende problem er euroen, Eurozonen har på intet tidspunkt levet op til de grundlæggende forudsætninger, som må gælde for en velfungerende monetær union.

Man må forvente fortsat tilbagevendende kriser og omkostningsfulde tilpasningsperioder. Også i ”ansvarlige lande”
____________________

 

Den senere Nobelprismodtager i økonomi, Robert Mundell, formulerede i 1961 de basale kraven til en velfungerende (optimal) monetær union:
1. Arbejdskraften skal være mobil
2. Man skal have en diversificeret produktionsstruktur for at begrænse effekter af udsving
3. I fraværet af fleksible valutakurser kræves pris- og lønfleksibilitet
4. Der skal være en overførselsmekanisme mellem områder i henholdsvis høj- og lavkonjunktur

Euroen havde fra starten ikke en eksplicit overførselsmekanisme, ligesom arbejdskraftens mobilitet er begrænset af en lang række faktorer, såvel kulturelle som sproglige. Senest har krisen sat et alvorligt spørgsmålstegn ved, hvorvidt diversificeringen i produktionen er tilstrækkelig. Og så er der kravet om fleksibel pris- og løndannelse.

Oversat til almindelig dansk indebærer det et krav om at ikke kun priser, men også lønninger skal kunne falde. Sidstnævnte er en helt afgørende forudsætning i fraværet af muligheden for devaluering [hvor et land reducerer værdien af sin valuta for at gøre sine eksportvarer billigere – en mulighed, man mister som medlem af en fælles valuta som euroen, red.]. Jeg overlader til læseren selv at vurdere det realistiske i at sidstnævnte nogensinde opfyldes – altså, at lønningerne i et europæisk land kan falde markant i forsøget på at styrke konkurrencedygtigheden i en krise som den nuværende.

Det betyder ikke, at en fælles valuta er umulig. Men man må forvente fortsat tilbagevendende kriser og omkostningsfulde tilpasningsperioder. Også i ”ansvarlige lande”, som vi har set det i f.eks. Finland siden 2008. Svaret vil være massiv politisk integration og store og permanente indkomstoverførsler fra nord- til øst- og sydeuropæiske eurolande.

Det er i det lys, man skal se François Hollandes forslag om en regering for Eurozonen med eget budget og parlament. Spørgsmålet til ham må være, om de nordeuropæiske skatteydere er indstillet på at finansiere permanente overførsler.

Det, der er på spil nu, er euroens eksistens. Vil den overleve? Det bliver i så fald formentlig i en anden form end i dag, og muligvis med en anden sammensætning af deltagerlande. ◼

Vil Euroen overleve? Det bliver i så fald formentlig i en anden form end i dag, og muligvis med en anden sammensætning af deltagerlande
____________________

 

Niels Westy (f. 1960) er cand. polit. Tilknyttet Dagbladet Børsen som udlandskommentator. Præsident for Akademiet for Fremtidsforskning. Indehaver af Westy Communications. Underviser og foredragsholder. Bidrager til de to blogs punditokraterne.dk og americas.dk. Ved folketingetsvalget 2015 kandidat for Liberal Alliance. For Mundells teori, se: A Theory of Optimum Currency Areas, Robert A. Mundell, American Economic Review 51, 1961. ILLUSTRATION: Merkel [foto: Danilo Balducci/Sintesi/Polfoto]